Ad Banner

Anmeldelse

Phantom Brave: The Hermuda Triangle Remastered-Anmeldelse – Kompleks klassiker, der ikke kan stå tidens tand 

Foto: NIS

Mest læste

Af Kasper Pedersen
2 december, 2024

Ikke alle klassikere er værd at vende tilbage til – Selv ikke med en fin pudsning af lakken

Phantom Brave udkom oprindelig i 2004 til PlayStation 2, og er et taktisk RPG, hvor spilleren rykker sine karakterer rundt i et isometrisk format – som brikkerne på et skakbræt. 

Det udkom i en opdateret version på Nintendo Wii i 2009, og er efterfølgende kommet til alle platforme. Nu er det udkommet til de seneste konsoller som optakt til en efterfølger i 2025, men er dette spil værd at vende tilbage til som opvarmning til 2’eren? 

På trods af dets charme er Phantom Brave ikke en særlig relevant titel. Photo: NIS/Kasper Pedersen

Et bedårende men sløvt eventyr 

Spillets plot drejer sig om to karakterer: Marona, en lille 13-årig pige der fra fødslen af har et unaturligt bånd til de døde, og Ash, spøgelset af en ven til Maronas afdøde forældre og pigens tro væbner gennem godt og ondt. 

Grundet Maronas overnaturlige kræfter samt stærke kontakt til de afdødes verden, er hun blevet udstødt af verdens befolkning, hængt ud for alverdens sorg og ulykke, skønt den sande fjende er dæmonen “Sulphur”, der har begyndt sin plan om verdens undergang. Ash og Marona skal nu begive sig rundt i verdenen, Ivoire, sørge for at hjælpe dens befolkning og bekæmpe de dæmoner, som de måtte møde på vejen.  

Det er et typisk fantasi-plot, der desværre aldrig formår at løfte sig op et middelmådigt niveau, skønt eskaleringen hen mod de sidste par timer var medrivende. Men med en spilletid på over 30 timer, er det alt for sent, og der var flere gange, hvor jeg sprang sekvenser over, for at kunne komme frem til spillets konklusion hurtigere. I denne opdateret version var der også mulighed for den alternative “Another Marona”, som kunne tilføje yderligere 10 timers spil. Så der er nok at tage fat på.

Der er mange søde scener i Phantom Brave, desværre trækker de plottet i langdrag. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Kompleksitet der trækker tænder

Hvis man kender Nippon Ichi Software (NIS), så ved man, at kompleksitet er deres forte’ – Særligt med deres prominente Disgaea-serie. Næsten alt kan justeres, administreres og opgraderes når det kommer til at skulle lave ens hold.  

For når man begiver sig ud i spillets mange kampe, kan man lave et hold bestående af velkendte RPG-klasser, og de skal udrustes til kamp. Hvert våben har forskellige stats og teknikker der kan læres gennem brug. Ligesom karaktererne kan våbnene stige i grad, og det er derfor vigtigt at bruge de forskellige angreb så ofte som muligt, for at gøre dem stærkere til de sene kampe, hvor fjenderne bliver enormt aggressive. 

Og det er ikke det eneste, der skal holdes styr på. Når man starter en kamp, er Marona helt alene. Hun kan dog bruge sin specielle evne til at manifestere “ånder” til fysiske koncepter, såsom sten og træer, for at lave sin hær. Dette koncept har endnu flere fordele/ulemper, og det kunne til tider blive ret overvældende som spiller at holde styr på.  

Meget kan dog lade sig gøre gennem tilvendelse. Så efter en god portioners træning, blev det naturligt at finde de forskellige karakterers styrker og svagheder både inden samt under kampene.   

Der er meget at holde styr på – Selv træer kan bruges som opgraderende våben! Foto: NIS/Kasper Pedersen

Rudimentært gameplayloop 

Hvad der dog kan være svært at vende sig til, er spillets insisteren på grinding. For at kunne klare de sene kampe, er det en absolut nødvendighed at gentage tidligere baner, så ens hold kan blive så stærkt som muligt – Ellers vil man blive overgået af fjendernes pludselige aggression og overlegne styrke.  

Det er også muligt at skabe nye baner (hvis man har en “munk” på sit hold), hvor man kan kæmpe i en god variation af baner og stigende stærkere fjender. Men skønt der er mulighed for at få nye holdkammerater ved at gentage banerne, er vinding forsvindende lille, og trækker et allerede langsommeligt spil ud i yderligere langdrag.  

På trods af mange faktorer at holde styr på, er banedesignet rimelig banalt. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Minimal men kærkommen opgradering 

Som det hører sig til en remaster, er ændringerne fra det originale spil minimale men værdsat for nytilkomne, der måtte have lyst til at sætte tænderne i lidt nostalgi. Udover justering af karaktermodellerne, er der også filtre, skærmopløsning samt UI-format. 

Det er alt sammen overfladisk, men giver stadig en varm følelse af noget velkendt, fra en tid før spil havde et så stort fokus på at alt var så pokkers poleret. Spillets kombination af pixeleret karakterer og 2D-baggrunde er også velset. Stemmeskuespillet svinger desværre mellem acceptabelt, og tårkrummende børneskuespil – Det er klart et produkt fra en anden tid.  

Konklusion

Phantom Brave: The Hermuda Triangle Remastered er et produkt af sin tid. Mens dets engagerende kompleksitet og kampsystem kan virke enormt medrivende, trækker dets sløve plot og ensformighed kraftigt ned.  

Det kan fungere som et fint bindeled til den kommende efterfølger i 2025 – Men med mindre man virkelig hungre efter et taktisk RPG, og er villig til at se gennem fingre med dets mange forældet designs, er der mange bedre bud på markedet.  

Udvikler/Udgiver: Nippon Ichi Software

Genre: Strategi-RPG

Platform: PC, PlayStation 5 (anmeldt)

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
To Filmfreaks på Eventyr – November
Copilot
PocketpairKontroversiel opdatering rammer Palworld