Ad Banner

Nyheder

PlayStation lancerer Concord-burger i samarbejde med dansk burgerkæde

Foto: Firewalk Studios / Sony

Af Emil Øgaard
26 august, 2024

Burgeren efterlader forhåbentlig en bedre smag i munden end spillet

PlayStation har endnu engang kigget mod den danske madindustri for at lave cross-promotion indhold til et af deres nyeste spil. Senest vi så et samarbejde med PlayStation og et dansk brand var i 2022 hvor de sammen med Chili-Klaus lancerede den eksklusive hot sauce, Holmgang, til spillet God of War: Ragnarok.

Til promoveringen af deres nyeste spil, Concord, har PlayStation lavet et samarbejde med den københavnske burgerkæde Sliders, som frem til d. 6. september har en Concord-burger på menuen.

Alle burgersultne gamere kan ved køb af en Concord-burger scanne en QR-kode og deltage i en konkurrence, hvor man kan vinde en PlayStation 5 eller en DualSense Edge – der udloddes to af hver.

Her er et billede af Concord-burgeren. Foto: Sliders x PlayStation

Ifølge Sliders hjemmeside består burgeren af en bøf, smeltet cheddar, løg, pickles og romesco mayo med hot sauce.

Det lyder da meget lækkert. Men spørgsmålet er, om burgeren får en bedre modtagelse af spillet.

Her på Arkaden tildelte vores anmelder, David Darville, 2 stjerner i sin Concord-anmeldelse med ordene: ‘Manglen på innovation gør, at spillet hurtigt føles ensformigt, og det bliver svært at bevare motivationen til at fortsætte.’

Ligeledes storflopper Concord også på Steam, hvor det allerede har toppet med omkring 700 samtidige spillere. Til sammenligning havde et andet flopspil, Suicide Squad: Kills the Justice League, 13.459 samtidig spillere på sit højeste. Altså knap 19 gange flere spillere.


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk