Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Pokémon TCG Pocket runder 100 millioner downloads

Foto: PokeZentrum

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
1 marts, 2025

– og rangerede kampe er på vej!

Det går ganske udmærket for The Pokémon Company i disse dage. Forleden kunne vi fortælle, at de havde vundet en retslig sejr, der sikrede dem en massiv økonomisk erstatning samt en offentlig undskyldning fra de sagsøgte parter. Nu kan de så annoncere endnu en sejrPokémon TCG Pocket har rundet hele 100 millioner downloads.

Det kommer næppe som en overraskelse, at en Pokémon-app er en succes, men alligevel er det en imponerende bedrift. Pokémon TCG Pocket udkom i slutningen af oktober 2024 og fik en flyvende start med en indtjening på over 120 millioner dollars alene i de første to uger. Siden har spillet fortsat med at vokse, og nu har det altså nået et imponerende antal downloads, som kun de færreste mobilspil opnår.

Spillet lader spillere samle og bytte virtuelle kort, og det har hurtigt fået en stor og dedikeret brugerbase. I denne uge blev en ny specialudvidelse, Triumphant Light, lanceret. Udvidelsen har særligt fokus på Arceus, der debuterede i Pokémon Diamond & Pearl på Nintendo DS.

Udvikleren DeNA har i den forbindelse med det imponerende antal downloads udsendt en besked til spillerne:

– Vi vil gerne meddele, at Pokémon Trading Card Game Pocket har rundet over 100 millioner downloads verden over. Tak til alle, der har prøvet vores spil.

Samtidig bekræfter DeNA, at en af de mere efterspurgte funktioner endelig er på vej – nemlig rangerede kampe.

– Vi arbejder løbende på at udvikle og forbedre spillet, så alle kan få endnu mere glæde af det. Vi planlægger at tilføje rangerede kampe samt fortsætte med at udgive flere booster packs og afholde forskellige events.

At rangerede kampe nu bliver en realitet vil uden tvivl gøre spillet endnu mere spændende for dem, der spiller det mest, men Pokémon TCG Pocket bliver trods alt ikke en del af den officielle e-sports-scene. Chris Brown, direktør for global e-sport hos The Pokémon Company, har i et interview sagt, at de altid holder øje med nye titler, men at der ikke er planer om at inkludere spillet i de store turneringer.

Er du interesseret i mere Pokémon – så læs vores fede Wrap-up fra de netop afviklede Pokémon Europe International Championships i London.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk