Ad Banner

Anmeldelse

Predator Hunting Grounds-anmeldelse – Rådden nostalgi på nye flasker

Mest læste

Af Morten Vilstrup Pedersen
6 december, 2024

For et par måneder siden blev Predator Hunting Grounds genudgivet til PS5 & Xbox Series X. Spillet er originalt fra 2020 og er netop nu udgivet på fysisk disk. Derfor ser vi nærmere på om Predator Hunting Grounds kan tage os med tilbage til 80’erne og fremkalde den der “GET TO THA CHOPPAAAAAAA” følelse.

Falleret 80’er nostalgi

Predator Hunting Grounds forsøger at fange essensen af den klassiske Predator-franchise, samtidig med at der tilføjes et moderne twist og nu opdateret grafik. Spillet formår at fremkalde en følelse af nostalgi, især for fans af de originale film vil elske når det originale tema blæser ud i headsettet.

Arnold Schwarzenegger’s involvering tilføjer et lag af appel, selvom man kan spekulere på, om hans deltagelse har forbrugt en stor del af budgettet. Man skal dog grave lidt for at finde gode gamle Arnie. Hvis man kigger under Collectibles kan man finde indtalte bånd a la Batman spillene fra både Dutch fra den første Predator film og fra Isabelle fra den senere film Predators – begge indtalt af de originale skuespillere. En fed lille gimmick, desværre virker det mest som om de bare har grebet telefonen og indtalt det med samme energi som man indtaler en telefonsvarerbesked.

En af spillets styrker er udvalget af Predator-skins. Disse skins er ikke kun imponerende i design, men også let tilgængelige, hvilket tillader en anstændig grad af tilpasning. Predatoren selv er visuelt slående og forbliver tro mod det frygtindgydende æstetik, der har gjort karakteren til en ikonisk figur i popkulturen.

Men her stopper det så også. Jeg tør næsten ikke tænke på hvordan spillet har set ud i sit tidligere stadie. Det er muligt at se at det har fået en opgradering, men de soldater man spiller som og imod ligner oftest noget der burde være blevet på sidste konsol generation.

“Over here! Over here!” – Foto af Illfonic

Ren multiplayer

Predator er så stærk en franchise, at det sagtens kunne bære et spil med en solid kampagne. Et open world spil med en Predator i fokus ville være en fantastisk oplevelse. Men af en eller anden grund skal Predators altid kun bruges i online spil, i hvert fald i nyere tid. Jeg savner at man tør gøre noget vildere og større, som man eksempelvis har gjort med Alien-franchisen. Mange spillere ser frem til engagerende historier og karakterudvikling udover multiplayer-action, men Predator Hunting Grounds tilbyder intet af dette og derfor bliver kritikken af multiplayer-delen bare endnu større. Heldigvis er prisen for spillet ikke særlig høj.

Jeg stiller mig dog lidt uforstående over for denne udgivelse. På fysisk disk. Hvem har taget den beslutning? Især da spillet er et online-only spil, som ikke lige har klaret sig super godt. Spillet er allerede udgivet digitalt i oktober? Hvilken succes er det spillet ridder på, som nødvendiggøre en fysisk udgivelse? Jeg kan ikke se det.

Den knap så indbydende menu – Foto af Morten Vilstrup Pedersen / Illfonic

Ironisk nok er tutorialen for at spille som Predator mere engagerende end resten af spillet. Denne ubalance fremhæver en betydelig fejl i spillets design. Desuden har spillet kun to online-modes, som begge er ret ens, hvilket fører til en gentagende og monoton oplevelse.

Det KUNNE have været mega sejt at jagte specialstyrker i junglen, men det er det bare ikke. Oftest er det bare tilfældig vold, og selvom Predatoren skal være stærk, virker det ikke til, at man kan stille meget op mod den. Det hjælper heller ikke at spillet spænder ben for sig selv. Da jeg endelig fik en kamp op at køre, oplevede jeg at hele holdet blev slagtet ret hurtigt udover én spiller. Grunden til at han ikke var død, var dog at han var faldet ned under et hus, og ikke kunne komme op igen. Spilleren, der spillede som Predator, kunne derfor heller ikke slå ham ihjel.

Lyset i spillet er så ekstremt dårligt, at man i ovenstående scenarie var tvunget til at sidde og kigge på en nærmest sort skærm, mens man egentlig ventede på, at tiden løb ud. Så er otte minutter, altså lang tid. Jeg var derfor nødt til at forlade kampen. Den kamp jeg allerede havde brugt rigtig lang tid på at få i gang Suk.

Skulle man være så heldig at blive tildelt rollen som Predator, venter der også en meget blandet oplevelse. Det er klart her der er lagt mest energi og UI’en og styringen er faktisk ret hæderlig. Alt andet er desværre bare forfærdeligt. Undervejs kæmper begge sider også mod AI soldater/narkosmuglere? Det meste af tiden fiser de rundt som myrer, der har fået smadret deres myretue. Men de er overraskende opmærksomme på ting der hopper rundt i trækronerne og man bliver nemt beskudt ud af det blå – men hvis jeg bare går helt casual op til en sniper så ser de mig ikke…

d

Se mig! Jeg er god til stealth – Foto af Morten Vilstrup Pedersen / Illfonic

Konklusion

På trods af visse styrker og nostalgi, er Predator Hunting Grounds fyldt med problemer, der overskygger dets positive aspekter. Hovedmenuen ser forældet ud og minder om design fra 90’erne, hvilket trækker ned på den samlede moderne spiloplevelse. Man kan se det er et bevidst valg for at ramme tonen fra filmene, men det er ikke eksekveret godt nok. Dette problem forværres af spillets lave spillerantal på. Med kun 41 spillere på eksempelvis Steam kan det være en uendelig langsom proces at finde kampe, hvilket i høj grad hæmmer spillets multiplayer-aspekt.

Når man endelig får en kamp i gang, forsvinder glæden hurtigt. Det føles ubalanceret og ufærdigt. Yderligere føles målene for fireteams ofte malplacerede og irrelevante, jeg kan simpelthen ikke koble det til noget relevant. Opgaver som at håndtere narkohandlere trækker fra kernen i oplevelsen af at jage eller blive jaget af en Predator.

Når man slipper controlleren eller musen sidder man mest af alt med ét spørgsmål. Hvorfor?

Udvikler/Udgiver: IllFonic / Sony Interactive Entertainment

Genre: First-person shooter, kampspil

Platform: PC,PS4, PS5 (Anmeldt på), Xbox Series X|S

Morten Vilstrup Pedersen – Skribent & Anmelder


Morten har en bachelor i Engelsk, og arbejder til daglig med Salg og Service i det mørke Jylland. Hans allerførste rigtige spiloplevelse var Pokemon Blå på tysk i de glade GameBoy dage. Det rangerer også ret højt på listen over yndlingsspil, men nr. 1 må absolut være Neverwinter Nights. Alt, der kan games på skal der games på, og han ejer derfor både PC, Xbox, PlayStation og Switch.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Marvel Rivals-anmeldelse – Et ubalanceret superhelteorgie
NetEase
NintendoMario & Luigi var tæt på at blive droppet