Arkaden til Gamescom 2025: Dinolords-preview – Dengang vikinger red på dinoer
Emil Øgaard
Estimeret læsetid: 4 minutter.
September 1, 2025
Sidste år til Gamescom var min kære kollega, Kasper Pedersen, inde og prøve et dansk spil, der var en af de bedste spiloplevelser dernede. Som engelsk hersker skal du nemlig beskytte dit fort mod vikinger på… dinosaurer? Ja, det er præmisset for Dinolords, som er udviklet af københavnske Northplay, hvor historisk korrekthed smidt over højre skulder til fordel for fedt gameplay og den barnlige glæde ved dinoer.
Tidligere på året fik jeg lov til at prøve spillet i en lukket alpha, hvor man spillede i to kuraterede baner, hvor man lærte det mest basale gameplay i spillet. Selvom jeg ikke har den største erfaring med RTS-genren, så gav city-building elementet fint mening, men hvor det sjoveste klart ligger i kampene. Her styrer du din karakter ligesom du ville i et isometrisk action-RPG som Diablo, hvor du har forskellige specielle angreb, du kan styre dine tropper og dinosaurer, og du skal undvige fjendernes angreb for at holde dig i live. Du får derfor det bedste fra både ARPG- og RTS-genren.
Nede til Gamescom 2025 fik jeg igen muligheden for at møde med udviklerne, Michael Flarup (CEO og Game Director), Ulrik Damm (CTO og Lead Developer) samt Kasra Tahmasebi (Developer and Gameplay Designer), og få et preview af deres nyeste Gamescom-build, hvor de viste de nyeste features frem. Det ser ret lovende ud.

Nye dinosaurer til kamp og håndværk
I det nye build blev der fremvist et par nye dinosaurer, som både du og fjenden kan få glæde af. Inde i fortet kan du udklække en triceratops, der kan hjælpe dig med at fælde træer. Eller fælde og fælde – den river træet op med roden og placerer den på ryggen, så den kan transportere det hen til skovhuggerne. Det er et sjovt påfund og ret effektivt gameplaymæssigt. Af andre dinosaurer så vi en ny bygning med pterosaurer, som kan swoope ned og samle fjenderne op for derefter at kaste dem rundt på slagmarken. Den sidste større dinosaurer vi så var en bjørneagtig dinosaur, der kunne grave sig under fortets mure og lave et overraskelsesangreb.
Her spurgte jeg, om det virkelig kunne passe, at der fandtes denne type dinosuarer. Her havde de researchet sig frem til en dinosaurer som kunne grave, hvilket egentlig var information nok til at implementere dem i spillet. Som sagt er historisk akkuratesse smidt over højre skulder for at give plads til kreative løsninger. Men hvis det har den overraskende fede effekt, så er det vitterligt kun fantasien, der kan sætte grænser for den dejligt legesyge tilgang.

Et nyt syn på det hele
I den lukkede alpha var det ret svært at styre sine egne tropper, som ikke var ens dinosaurer. Her var det lidt tilfældigt, hvilke fjender og områder, de angreb. I den nyeste version af spillet, har Northplay nu implementeret, at man kan skifte mellem de isometriske kamera til et mere klassisk RTS-kamera, hvor man kan styre sine tropper ved at markere dem og trykke, hvor de skal bevæge sig hen eller holde stand. Kameraet føles utroligt intuitivt, og man kan hurtigt skifte mellem de to modes, så man aldrig mister momentum i kampene. På den måde opnår man det bedste fra begge verdener, hvilket hænger meget godt sammen med deres eget genrebegreb – Hack’n’strat.
Endnu en tilføjelse til spillet er vertikalitet. Nu kan man kommandere sine bueskytter til at stå langs murene og skyde ned på fjenderne. Du kan også selv gå derop og hoppe heroisk ned blandt venner og fjender og give stor skade. Northplay-teamet sagde også, at de arbejder på at implementere flere elementer, hvor vertikalitet indgår, såsom fjender der kan klatre op ad mure osv.
Den sidste nye ting, jeg vil fremhæve, er at man kan ride på sin egen dinosaur – en velociraptor, hvis jeg ikke husker forkert – som nu både kan sprinte, og man kan skyde med bue og pil fra dens ryg. I buildet havde man gemt den i sin lomme, men i early access-versionen kommer man til at kunne tilkalde den.

Afsluttende tanker
Dinolords er et spil, hvor de kreative og sjove løsninger lever og ånder, og giver nyt liv til to genrer på samme tid. Ved at fusionere ARPG- med RTS-genren, får man et produkt, der både føles friskt og sjovt. Der er en barnlig legesyghed over påfundene såsom en træoptrækkende triceratops og de vikingekastende pterosaurer, hvor der bliver taget nogle veleksekverede kreative friheder.
Selvom det bliver skørt at blande vikinger og dinosaurer sammen, så emmer spillet allerede i en tidlig fase af kvalitet og velovervejethed. Det har et kæmpe potentiale allerede, som jeg håber og ønsker, at Northplay kan forløse. De formår at skære kagen det rette sted, uden at gøre fusionen mellem de to spilgenre unødig komplekt. Og det kan man kun tage vikingehjelmen af for.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

