Borderlands 4-preview – Er der håb forude?

Tilbage i slutningen af maj drog jeg en tur til München for at kigge nærmere på det kommende Borderlands 4. Et spil som jeg faktisk havde på min 4. plads over mest ventede spil i 2025. Men hvorfor dog det? Borderlands har jo ikke rigtigt været oppe at støde siden Borderlands 2?

Helt korrekt. Selvom jeg har kedet mig halvt ihjel til Borderlands: The Pre-Sequel, krummet tæer over humoren i Borderlands 3, og ville ønske jeg var Face McShooty efter at have set Borderlands-filmen, så er der stadig et lysegrønt håb, som forhåbentlig ikke er korrosiv.

Efter at have spillet Borderlands 4 i over tre timer, fordelt ud på singleplayer, multiplayer og vault missioner, er jeg nu ved at vænne mig til tanken om, hvad spillet egentlig er.

Ny planet, ny historie (og ny humor)

I Borderlands 4 bevæger vi os væk fra planeten Pandora og ramler ned i  fængselsplaneten Kairos, som er styret af den mægte The Timekeeper, som indtil nu har holdt orden på planeten. Man kan tydeligt mærke Big Brother-indflydelsen (altså ham fra 1984 af George Orwell, ikke tv-showet).

Men efter Liliths redningsaktion i slutningen af Borderlands 3, er månen Elpis nu styrtet ind i Kairos, og kaos begynder at sprede sig som pesten. Dette synes The Timekeeper er ret så træls, og det er nu din opgave som de nye Vault Hunters både at finde nye vaults du kan loote, og balancere krigen mellem orden og kaos.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Af de fire nye spilbare karakterer – de såkaldte Vault Hunters – fik vi lov til at spille som to af dem.

Som den nye Siren i klassen, kan du som Vex selv vælge om du vil gå den klassiske Siren-vej ved at fastlåse fjender i et greb, eller have din store magiske kat, Trouble, ved din side. Som Rafa, som er Exo-Soldier, kan du gøre brug af hans genetisk mekaniske exo-dragt, som giver dig forskellige kanoner og missiler, du kan skyde afsted. De to andre karakterer, som vi ikke kunne spille som, er Harlowe, The Gravitar, som er en Maliwan kampforsker som har alt muligt tech, man kan lege med. Den sidste af de 4 spilbare karakterer ved launch (der kommer 2 i forbindelse med de kommende DLC’er), er Amon, The Forgeknight, som er en mere melee-baseret kriger som Krieg fra Borderlands 2.

Jeg foretrak klart at spille som Vex, da jeg synes hun havde de fedeste måder, man kunne bygge sit build på. Og så er det også rart at have en sekundær tank på holdet i form af din kat, Trouble.

Da jeg intereviewede Senior Writer, Taylor Clark, om spillet i forbindelse med mit besøg, spurgte jeg ind til humoren. Det er offentligt kendt, at Borderlands 3 fik skudt i skoene, at alt deres toilethumor simpelthen var elendig. Det blev for analfikseret og til tider decideret perverst. Og ikke den der pervers-som-i-GTA-agtige måde, men som om man træder ind i en stodders fantasi. Det var ikke rart.

Anyways, Clark sagde, at de havde arbejdet med nogle helt andre principper ift. humoren i spillet. Han brugte ordet organisk humor som et koncept, de arbejdede med. Det vil sige, at man ikke bør have et stort kendskab til populærkultur uden for spillet for at fange alle referencer, og at karaktererne mere kan stå for sig selv og ikke som en parodi af en kendt person.

Han brugte også ordet ‘grounded’ ift. at forklare, hvordan historien skal føles hos spilleren. Og her kommer min første betænkning. Meget af Borderlands‘ DNA er nemlig den larger-than-life attitude, vi har set i alle spillene og spin-offs indtil nu. I Borderlands 3 kammede det over, men i Borderlands 2 fungerede det, da det altid bevægede sig på en knivsæg mellem galt og genialt. Min betænkning går på, om spillet så kommer til at føles kedeligt og tandløst? Det ligger i hvert fald stort pres på gameplayet som skal bibeholde det kaotiske, så spillet bare får en smule kant.

Nogle fik et bedre indblik end andre til hands-on-eventet, da man i singleplayer frit kunne rende rundt i det første område i spillet. Derfor var der nogle der fandt en Claptrap-mission, som eftersigende skulle give et ret fint indblik i den retning, man vælger at gå med denne karakter. Jeg endte med at udforske det åbne område i jagt på de nye forskellige puzzles, som er spredt ud. Bl.a. en platforming puzzle, hvor man skulle hoppe på forskellige bygninger for at finde tre sfærer, som oplåste en særlig ting – hvad tingen gør, må jeg vente med at se til spillets fulde udgivelse.

Større bevægelsesfrihed og en fager, åben verden

En ting som Borderlands 4 gør nyt er bevægelsesfriheden, man får. I takt med, at zonerne sømløst forbinder sig til hinanden – altså open world – kræver det også, at man kan hoppe og springe lidt længere end normalt. Af nye tiltag er bl.a. et dash, man kan udføre både på land og i luften; dobbelthop vender også tilbage fra The Pre-Sequel, og derudover kan man kravle på bestemte overflader og svømme rundt og dykke.

De nye tiltag fungerer rigtigt godt, og føles meget naturligt, når man først kommer ind i flowet. Kampene bliver mere intense, hvor flere af bosserne er designet til, at du skal nå at dashe væk i tide. Det giver et nyt strategisk lag til spillet, både platformsmæssigt og i kampene, som er ret veludført.

Generelt er Gearbox Entertainment dygtige til at lave et engagerede leveldesign, og det samme er tilfældet i Borderlands 4. De har nemlig arbejdet på en dag/nat-cyklus, og et vejrsystem i de forskellige zoner. Hvad det kommer til at have af betydning fik vi ikke forklaret yderligere.

Du er heller ikke længere knyttet til at skulle hen til en Catch-A-Ride-station for at få et køretøj. Ved at holde på en knap aktiverer du køretøjet rundt om dig selv, så du nemt og hurtigt kan komme afsted.

Min anden store betænkning kommer til tilgangen om en åben verden. Selvom det er et naturligt skridt for Borderlands-serien, så følte jeg undervejs i mit playthrough, at der faktisk gik lang tid, før der egentligt skete noget. Der var lang tid, hvor man bare kørte i landskabet et minut eller to uden at møde noget interessant.

Denne betænkning kommer også på baggrund af den nye tilgang til minimaps – eller manglen deraf. Nu kører de med et kompas, man kan gå efter, hvilket både er befriende, men også en tilvænningssag. Når man slet ikke kender til områderne, er det meget rart at have det på sit minimap i højre hjørne for overblikkets skyld. At man skal gå helt ind i menuen for at se sit kort, er ret mange klik, man ikke er vant til.

Kompasset fungerer lidt som i Fallout, hvor du har distancen til dine egne pins og points-of-interest. Man kan tydeligt mærke, at Gearbox hellere vil have at spilleren udforsker, end at løbe fra ikon til ikon. Det føles frisk, men er også noget, man skal vænne sig til.

Større fokus på anderledes builds

Så hvordan føles det at spille Borderlands 4? Jeg er generelt positivt overrasket, men har det også lidt ambivalent. Mange af de nye tiltag kræver tilvænning, hvilket gjorde det svært for mig at nyde det 100 %. Men omvendt, så føles det som et Borderlands-spil i moment-to-moment gameplay.

Du har stadig dit arsenal af våben, dit skjold, som tager de værste skud, dine abilities som du kan bruge i kampen, og dine passive relics, som booster visse stats. Når du skyder føles det stadig fedt, og hele loot-delen er også som man kender.

Der hvor spillet føles anderledes er, hvordan mange af de nye våben opfører sig på. Der er nemlig kommet nye våbenproducenter som Order, Ripper og Daedalus foruden de velkendte som Jakobs, Maliwan og Tediore. Men et våben knytter sig ikke længere til sin producent. Det vil sige, at du kan få et våben, hvor grebet og aftrækkeren af fra Jakobs, men skudtypen er fra Maliwan. Det giver nogle helt unikke kombinationer, som giver næsten et uanet antal våbentyper.

Jeg spurgte Borderlands 4‘s Executive Producer, Chris Brock, om man selv kan customize sin egne våben, så man får netop det build, man gerne vil have. Nej, svarede han. Grunden til dette er, at man som spiller ikke skal knytte sig for meget til ét våben. Det ødelægger hele looter-shooter-elementet, da man når til et punkt, hvor man ikke længere looter mere. Derfor er det RNG’en der bestemmer dine våben som det altid har været.

Ligeledes er der også en mindre chance for at få et legendarisk våben. Dropraten for ‘legendaries’ i Borderlands 3 blev simpelthen alt for stor, så de har skaleret tilbage for at give spilleren følelsen af, at få julelys i øjnene, når de så endelig dropper.

De relics, du finder undervejs, understøtter nu også forskellige våbendele. Det betyder, at du kan få passive buffs, desto flere Tediore-dele, der er i dit våben fx.

Og selvom de indledende fortalte om deres ‘revamped skill tree’, så minder det ret meget om det vi kender fra Borderlands 3. Der er stadig 3 forskellige evnetræer, man kan investere sine point i, som alle oplåser forskellige evner. Jeg fokuserede meget på, at gøre min Trouble stærkere, så den kunne tiltrække fjender og have mere til at overleve deres slag.

Som sagt så minder det stadig om et klassisk Borderlands-spil i gameplayet, men med et par tilføjelser, som bliver interessante at se, om de også fungerer på sigt.

Singleplayer-oplevelsen

Jeg fik ca. 1 time til at spille i singleplayer-delen, hvor jeg bl.a. mødte en flok landsby folk som var omringet af The Timekeepers dræberrobotter. Efter at have nakket dem, bliver jeg sendt ud for at nakke bossen af området, som har plaget landsbyborgerne over længere tid. Der er som sådan ikke noget nyt til den formular eller måden, hvorpå vi bliver introduceret for en nye karakter. Det er stadig med title card som i en Sergio Leone-film.

Det nye er sidemissionerne, som du selv skal opstøve. Væk er de gule quest-markører og nu får du bare en quest naturligt ind. Hvis du er helt lost, har du din nye BD-1-agtige hjælper, ECHO-4, som hjælper dig med at finde rundt og scanne landskabet for nye quests og interessante punkter – lidt ligesom Aloys Focus i Horizon-spillene.

Det fungerer faktisk overraskende smooth. Jeg føler, at jeg mere er styret af min nysgerrighed, end at jeg hele tiden skal gå ind på et map og markere der, hvor der er flere gule quest-markører.

Selvom der var mange nye ting at vænne sig til og følge med i, så er der helt klart et potentiale for at det bliver sjovt at spille. Man kan ane metaltrætheden på nogle punkter, men det er som sagt ikke et helhedsbillede af spillet.

De nye Vault Missions

I Borderlands 4 er der en masse nye Vaults. Men modsat i de andre spil, så skal man igennem forskellige udfordringer for at kunne komme hen til vault-bossen til sidst. I denne vault mission skulle jeg igennem et par waves af forskellige slags fjender, som er begyndt at have Diablo-agtige prefixes tilknyttet. Fx var der mini-bosser, som smed mortarer rundt på banen, når de løb rundt, eller mini-bosser som kunne gør andre fjender immune for skade.

Når man har gennemført vault missionen kan man tilføje et par ekstra udfordringer, som i sidste ende giver ekstra god loot. Det er et fint tiltag til de boss-rush content som ligger i endgamet.

Selve bossen, jeg mødte, er markant anderledes end andre Borderlands-bosser. Det er mindre shoot-and-pray og meget mere strategisk. Du skal fx undvige bossens angreb med dit dash, hoppe op på platforme, når hele gulvet er giftigt eller strategisk beslutte om du vil skade bossen eller skyde mindre fjender, som forstyrrer dig undervejs.

Det er helt klart her, at spillet har udviklet sig mest til det bedre. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan de andre bosser er at kæmpe imod.

Multiplayer-oplevelsen

Der var lidt knas på linjen, da jeg skulle spille lidt multiplayer med en af de andre tilstædeværende journalister. Men vi fik det fikset, og klarede hurtigt to runs af den samme Vault Mission. Når man klarer den, låser man op for, at man kan hoppe direkte til bossen. Og når man er to, er det sjovere at klare. Det er helt klart her de fedste oplevelser i Borderlands-spillene ligger.

Som noget nyt i multiplayer er dine loot altid instanced – altså hvert loot er unik for din karakter, og kan ikke ses af din medspiller. Ligeledes er fjenderne skaleret individuelt, hvilket holder momentum, så man ikke bare kan køre igennem det hele.

Når man klarer en mission sammen, tæller det også med i din egen progression, så du ikke behøver at spille dem igen som singleplayer. Missionsstrukturen er nemlig non-lineær, hvilket låser op for denne mulighed.

Vi fik generelt ikke meget tid med multiplayer, men det var hyggeligt og sjovt, ligesom man kender det fra de andre spil. I den fulde udgave af Borderlands 4 vil der ligeledes være couch co-op i split screen.

Afsluttende tanker

Borderlands 4 er stadig et spil, jeg ser frem til, men der har også sneget sig en stor asteriks ind i det postulat. For selvom det stadig føles som et Borderlands-spil, så er der mange ting, der er ændret. Om det er til det bedre eller værre, har jeg stadig svært ved at vurdere. Lidt en blanding. Den åbne spilverden er forfriskende, men hvor der også er perioder, hvor der intet sker. Den mere groundede humor er en smags- og tilvænningssag som er svær at vurdere ud fra det relativt korte preview.

Dog er Vault Missionerne fede og den nye tilgang til våbnene som ikke længere er knyttet til en producent, virker også til at være et fedt tiltag.

Så alt i alt glæder jeg mig til at få fingrene i Borderlands 4, når det udkommer på PC, PlayStation 5, Xbox Series X|S og på sigt Nintendo Switch 2 d. 13, september 2025. Allerede nu kan man forudbestille spillet.

Emil Øgaard

Skribent & Anmelder

---

Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.