Civilization VII-preview- Serien går ind i en ny tidsalder!


Anders Isaksen
Estimeret læsetid: 5 minutter.
January 22, 2025
Bare lige én tur mere…
For mig personligt er udgivelsen af et nyt Civilization altid en glædelig oplevelse. Uanset hvordan jeg ender med at have det med en given udgave, og om jeg senere vender tilbage til tidligere titler, ser jeg altid frem til de nye opdagelser, som jeg kan dykke ned i.
Det er en serie, jeg har spillet siden min barndom, og lidt som spilverdenens tarteletter: Ikke min livret, men alligevel noget, jeg aldrig siger nej til, når det bliver tilbudt. Sådan har jeg haft det i mange år, fordi ændringerne i serien oftest har været små og gradvise. Det er dog langt fra tilfældet med Civilization VII, som uden tvivl er den titel i rækken, der har blandet kortene mest.
Og nu er det desværre her, jeg må beklage, at jeg ikke kan løfte sløret for alt for mange detaljer endnu. Jeg kan fortælle om den første time af spillet – hvilket i sig selv er en udfordring, da timerne i Civilization har det med at flyde sammen.
Grafik og brugerflade har fået et makeover!
Hvad jeg kan sige, er, at spillets visuelle udtryk er blevet virkelig flot. Den grafiske stil har taget et skridt tilbage mod den mere afdæmpede og realistiske æstetik fra Civilization V, hvilket jeg personligt foretrækker. Samtidig er der flere farver, hvilket resulterer i en billedside, der er en sand fornøjelse at se på.
Brugergrænsefladen har også ændret sig markant. Den er blevet særdeles minimalistisk, og billederne for de forskellige tropper er blevet udskiftet med ikoner. Til gengæld har bygninger stadig billeder, hvilket desværre gør produktionsskærmen lidt rodet.
Jeg oplevede også, at nogle ikoner ikke umiddelbart gav mening i forhold til deres funktion, hvilket ofte førte til, at jeg skulle lede længe efter bestemte informationsskærme. Det endte ofte som en øvelse i udelukkelsesmetoden for at finde, hvad jeg søgte. Civolopedien, seriens interne leksikon, er også tilbage, men den virker mere spartansk end tidligere. Artiklerne er mindre udførlige, og der er færre billeder.
Ledere, nationer og tidsaldre påvirker spillet mere end nogensinde!
Et af de største problemer, ikke bare for Civilization, men for hele 4X-genren, er midt- og slutspillet. Her opstår der typisk to udfordringer. For det første bliver det ofte kedeligt, fordi de valg, man træffer, har langt mindre betydning end i begyndelsen. Eksempelvis kan +2 mad være en enorm fordel i starten, hvor det kræver færre ressourcer at udvide dit imperium, men i slutspillet mærkes det knap nok.
Samtidig bliver nationerne så store, at spillet reduceres til en mængde små klik, der har minimal indflydelse på det overordnede forløb. Der er ofte også en sneboldeffekt, fordi begyndelsen har så stor betydning. Én eller to stormagter vil typisk vokse sig så stærke, at de andre ikke kan indhente dem, og spillet bliver en formalitet, hvor man blot venter på, at et sejrskrav bliver opfyldt.
Civilization VII forsøger at tackle dette med introduktionen af skift mellem tidsaldre og nationer. Spillet er opdelt i tre æraer, og ved overgangen til en ny æra sker der en slags genstart, som skal gøre midt- og slutspillet lige så friskt og betydningsfuldt som begyndelsen. Blandt andet vælger man en ny nation, som ens rige udvikler sig til.
Dette hænger sammen med den store ændring, at ledere og nationer nu er adskilte enheder. Det betyder, at du for eksempel kan vælge Augustus som leder, men du behøver ikke spille som Rom – du kan vælge Ægypten eller en anden nation. Denne ændring tilføjer både genspilsværdi og en række nye strategiske muligheder.
Når en tidsalder slutter, vælger man endnu en ny nation, som ens rige udvikler sig til.
Byggerne er blevet fyret!
En anden markant ændring er, at byggeenheden er fjernet. I tidligere spil skulle man først erhverve sig en landbrik og derefter sende en byggeenhed for at lave forbedringer på den. Nu sker dette automatisk. Når din by vokser, vælger du, hvilken brik du vil indlemme. Hvis der er en speciel ressource på brikken, som får eller silke, bliver der automatisk bygget en forbedring. Herefter kan du vælge, hvilken by der skal nyde godt af ressourcens bonus – og dette kan ændres senere, hvis behovet ændrer sig.
Byer generelt er også ændret. Du har din hovedstad og bygger derefter landsbyer. Disse kan senere opgraderes til byer eller få et specifikt fokus, som styrker bestemte typer forbedringer. Der er fordele og ulemper ved begge valg, men det har markant reduceret mængden af mikrovalg, især i slutspillet, hvor man ofte har mange byer.
Diplomati og krig tilbyder flere muligheder end før!
Diplomatiet er blevet helt forandret. Du kan stadig gå i krig eller lave handelsaftaler, men nu vil andre nationer kontakte dig med forslag til samarbejde. Eksempelvis kan en nation invitere dig til en høstfest. Vælger du at investere indflydelsespoint, får I begge et markant boost over en række ture. Du kan dog også vælge ikke at investere og stadig sige ja, hvilket giver den anden nation et større boost, mens du selv får et mindre.
Indflydelsespoint spiller også en rolle for bystater. Tidligere kunne man indtage eller alliere sig med dem. Nu kan du investere indflydelsespunkter, så de gradvist bliver en del af dit rige som vasalstater. Du kan også bruge indflydelse til at få dem til at angribe en modstander og dermed hæmme dennes vækst. Diplomati er generelt blevet langt mere involverende.
Krig har også fået en overhaling. Kommandører kan nu samle flere enheder i grupper og bevæge dem som én. Når de skal bruges i kamp, skal du dog frigive dem først. Opgraderinger er heller ikke længere individuelle, men findes nu i et færdighedstræ, der styrker enhedstyper eller forbedrer din kampstyrke mod bestemte fjender.
Og meget mere!
Der er meget mere at tale om, men det må vente lidt endnu. Jeg kan dog sige, at Civilization VII repræsenterer store og ambitiøse forandringer. Firaxis har tydeligvis ønsket at tage fat på genrens største udfordringer og udvikle serien markant.
Civilization VII udkommer den 11. februar i år, og til den tid kan du læse min anmeldelse af det fulde spil!
Mest læste i dag

Feature
June 15, 2025
Arkaden på Folkemødet – Hvad laver Arkaden på Folkemødet?

Nyhed
June 16, 2025
Summer Game Fest 2025 fik rekordhøjt seertal

Nyhed
June 14, 2025
Gog introducerer nyt MOD initiativ, og afslører Skyblivions udgivelsesvindue!

Anmeldelse
June 15, 2025
Nintendo Switch 2-anmeldelse – Samme opskrift, langt bedre resultat
© Copyright - arkaden.dk