Neighbors: Suburban Warfare–preview – Nabokrig fyldt med humor, kaos og plads til mere


Lasse Bjørnsten Rasmussen
Estimeret læsetid: 4 minutter.
April 22, 2025
Danske Invisible Walls har lavet et nabokrigs-spil, der er dybere end forventet og indeholder masser af humor
Neighbors: Suburban Warfare er et online multiplayer-spil, hvor to hold af fire spillere skal nedkæmpe hinanden og være de første til at ødelægge det andet holds vitale områder i huset. Man skal derfor samarbejde som hold om at barrikadere sit hus godt med brædder, fælder og andre enheder, der kan gøre livet surt for modstanderne.
Spillet minder i sit udseende om Team Fortress – det var i hvert fald det første spil, jeg kunne sammenligne det med. Det har en arcadey følelse over sig og er heller ikke synderligt indviklet at forstå.
Spillet, som lige nu er i sin early-access-periode, indeholder otte unikke karakterer, man kan vælge imellem. Mine favoritter var Doreen og P.A. Doreen er en ældre dame, som har en ability, der gør hende kæmpestor, og hun slår vanvittigt hårdt med sine boksehandsker. Hun er på niveau med en Heavy fra Team Fortress 2, når han bliver uovervindelig. P.A. var også fed, på grund af hans kanon, som kan skyde spilleren enten mod fjenden eller i sikkerhed – og endda gøre skade, hvis man rammer en modstander, mens man flyver.
Men er det et vellykket multiplayer-spil i sin early-access-tilstand, og hvordan passer det ind i et allerede ret crowded marked for online spil?
Med en god portion humor leverer Invisible Walls en sjov og unik multiplayer-oplevelse, der måske kan få det svært i et crowded felt
I sin nuværende Early Access-tilstand er Neighbors: Suburban Warfare en rigtig sjov og ret unik oplevelse.
Spillet blander elementer fra mange forskellige typer online multiplayer-spil, men især Team Fortress, som også har et hold af karakterer med hver deres baggrund og unikke evner. Suburban Warfare når dog ikke helt samme niveau, når det gælder fordybelse i karaktererne, men det underminerede ikke det overordnede indtryk.
Gameplay is king i den her slags spil, og her leverer Invisible Walls en ret robust og solid omgang. Hver karakter har sine egne unikke evner, hvilket gør det vigtigt, at man som hold vælger karakterer, der kan supplere hinanden og udnyttes strategisk. Jeg var især vild med Doreen, som ligner en sød og rar gammel dame, men i virkeligheden er sindssygt god til at slå hårdt, når hun har sine boksehandsker på og bliver komisk stor – som om hun har spist en Mega Mushroom fra Super Mario.
Som hold gælder det om at beskytte sit hus og forhindre modstanderne i at ødelægge bestemte punkter, mens man selv prøver at gøre det samme mod dem. Og netop det gameplay-loop føler jeg er ret unikt og – ikke mindst – sjovt. Jeg kan dog være nervøs for, om spillet på sigt kan holde spillerne engagerede, da der ikke er stor variation i måden, man spiller på. Jeg tror, der hurtigt opstår en meta, som folk ender med at bruge igen og igen, hvilket kan skade spillets levetid, hvis der ikke enten tilføjes nye elementer eller ændres lidt på formularen.
Men spillet er også i Early Access, så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig, når det en dag får sin 1.0-opdatering. Lige nu frygter jeg bare, at mange springer det over, fordi der allerede findes mange andre spil i samme stil – spil som enten er gratis eller har eksisteret i mange år og har opbygget en stor spillerbase.
Konklusion
Danske Invisible Walls leverer et sjovt og unikt online multiplayer-spil, der har en perfekt balance mellem over-the-top slapstick-humor og tight, velfungerende gameplay. Karaktererne er sjove og har alle unikke evner, hvilket gør, at hver kamp ikke nødvendigvis behøver at føles ens hver gang. Dog kan jeg være nervøs for, at der hurtigt bliver fundet en fast meta, da spillet ikke er større, end det er lige nu – hvilket måske kan skade det allerede kort inde i dets levetid.
Men det skal også siges, at spillet stadig er i Early Access og derfor har mulighed for at udvikle sig over tid. I sin nuværende tilstand er det et rigtig underholdende spil, som fungerer fint i en håndfuld timer. Jeg tror dog, mange vil falde fra og vente på nyt indhold. Fordi selvom det sjovt, så er det også ret upoleret og ufærdigt.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk