Life is Strange: Reunion-preview – “Max Caufield has returned”

Jeg har sagt det utallige gange, og nu siger jeg det igen. Da Life is Strange: Double Exposure sluttede med den latterlige Mavel-esque “Max Caufield will return” prompt – så var det fordi de havde en plan om at gøre det. Om det er godt eller skidt, at hun nu rent faktisk er tilbage? Det har jeg tænkt meget over.

To timer med Life is Strange: Reunion var nok til at efterlade mig i en frustrerende tilstand af håb og skepsis. For lad os lige være ærlige her – når Double Exposure ligger i bagagen, føles ethvert gensyn med Max som en balancegang mellem oprigtig nostalgi og noget, der prøver lidt for hårdt at minde os om, hvorfor vi forelskede os i serien i første omgang.

Reunion lægger på ingen måde skjul på ambitionerne. Mange af de gamle ansigter fra Double Exposure dukker selvfølgelig op igen, og Max befinder sig hurtigt midt i endnu en dramatisk situation, hvor en pludselig brand opstår på Caledon University. Så der er ikke noget at gøre. Max må trække tidskræfterne op af lommen igen, og løse endnu et “Strange” mysterium.

Det er tydeligt at ønsket om at samle trådene fra Double Exposure ligger relativt højt på prioriteringslisten. Men jeg synes også at ambitionsniveauet, har fået et lille “nøk” op af. Det skal være større og mere forbundet med resten af franchisen. Og hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg endnu ikke hvordan jeg har det med det valg – Men lad os starte med et helt andet problem som jeg føler, kommer til at holde Life is Strange: Reunion tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Et spil for de indviede – og måske kun dem?

Problemet er, at spillet føles designet til en meget specifik type gamer. En der både har spillet originalen og slugt Double Exposure uden de store forbehold. I min optik burde der have været lagt 500 kilometers narrativ afstand i mellem de her to titler. Og det faktum at de ikke har gjort det, så lover det ikke for godt for resten af spillet. Når så mange karakterer og elementer derfra fylder i previewet,  så opstår tvivlen for alvor om fokus rent faktisk ligger det rigtige sted – Mellem Max og Chloe.

For der er helt klart, stærke narrative træk at finde i spillets anslag. Øjeblikke mange fans af det første spil har hungret efter siden de skulle tage en meget svær beslutning under fytårnet i Arcadia Bay. Samtaler, spændinger og relationer, særligt mellem Max og Chloe, rammer nemlig præcist den nerve serien nærmest har ignoreret alt for længe. Det er i de stille øjeblikke, Reunion finder sin styrke.

Når fortællingen bevæger sig væk fra det følelsesmæssige og over i det mere bombastiske, bliver det en smule wacky for at bare være wacky – og desværre ikke på den der kiksede måde som gjorde 1’eren til den akavede “teenage-angst” klassiker som den er. På et tidspunkt står Max – professor i fotografi, i en kælder med bomber spændt fast til væggene, mens en nedrivning af huset går i gang alt for tidligt – Totalt øv situation. Men selvfølgelig ved Max præcis, hvordan man afmonterer de her bomber. Og min konklusion er at man enten kan vælge at overgive sig til “logikken”. Eller rulle lidt med øjnene og grine af plottets dumhed – jeg skal nok spille lidt mere, før jeg ved hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Max’ kræfter er tilbage

Meget af det positive med spillet er dog hjulpet på vej med, at Max har sine kræfter tilbage. Ikke halvt. Ikke fragmenteret. Men fuldt ud, som i 1’eren. Evnen til at skrue tiden tilbage præcis som før føles som et ægte “return to form”. Her fremstår Reunion mest selvsikker, når spillet tør læne sig ind i det, der fungerede. Der er blandt andet et tidspunkt i starten af spillet, hvor du skal få en fyr ud af publikum til din vens første stand-up comedy session. Her kan du finde ud af hvilken bil han kører i, og så fortælle ham at du så den rulle ned af en bakke, ned mod havnefronten. Det er en velskrevet og komisk scene, som jeg håber vi ser mange flere af i resten af spillet.

Musikken spiller igen en hovedrolle, og Deck Nine har endnu engang inviteret Tessa Rose Jackson ind til at lave nogle originale numre til spillet. Det er jeg personligt rigtig glad for, for Tessa var nemlig et af det meget få højdepunkter i Double Exposure – så jeg er glad for at se at de har holdt fast i hende. Soundtracket og scoren generelt, i Reunion, smyger sig ind under de følelsesladede samtaler og fortæller os, hvordan karaktererne har det, ofte før de selv gør. Der opstår en særlig magi i samspillet mellem ambience og dialog. Og det er en påmindelse om hvorfor universet stadig kan noget særligt, selvom det nok mest er følelser presset til overfladen, af ren og skær “copium”.

Kan Reunion bære begge udfald?

Men lad os tale om det jeg startede previewet med at tale om. For spørgsmålet som mange sidder med, er jo hvordan slutningen på det første spil spiller ind i Reunions historie. Uden at spoile for meget, rammes der et fornuftigt niveau i balancen mellem “Chloe lever” og “Chloe er død”-slutningerne fra det første spil. Multiverset skal simpelthen rumme begge udfald. Men opgaven er slet og ret enorm. Så enorm at jeg efter Double Exposure nok ikke har tilliden til Deck Nine, når det handler om at samle op på alle de løse tråde som Double Exposure dinglede foran os.

Jeg spillede med udgangspunkt i, at Chloe overlevede i 1’eren, og at forholdet mellem hende og Max havde været romantisk i årene efter. Indtil videre virker valget primært til at påvirke kemien i dialogen. Det er svært at vurdere betydningen ud fra to timers spilletid, men håbet er, at udfaldet fra originalen får større narrativ vægt senere.

Chloes såkaldte “powers” vender også tilbage i form af “Backtalk”-systemet. Et system som jeg ikke var særligt begejstret for i Chloes eget solo-spil Life is Strange: Before the Storm. Det har nemlig altid føltes som en meget tynd erstatning for Max’ langt mere interessante evner. I Reunion fremstår den som et direkte copy/paste, og indtrykket er fortsat, at den er mere fluffy gameplay end en nødvendig game mechanic.

En tilføjelse jeg til gengæld er helt med på, er den ligeligt fordelte protagonistrolle mellem Max og Chloe. Man hører deres tanker på skift, træffer beslutninger med dem begge og påvirker historien i realtid. I sekvenserne jeg spillede, fungerede det overraskende godt, og selvom vi ikke har set Chloe i meget lang tid føles det meget tro til karakterens ånd – noget som helt sikkert også taler for Rhianna DeVries’ enorme stemmeskuespil talent.

Og det er netop i samtalerne mellem de her to karakterer, som mange har håbet at se genforenet siden det første spil udkom, at Reunion vækker et lille og meget forsigtigt håb. Et håb om, at fokus forbliver på relationerne, uden at det går hen og føles som ekstremt dårlig fanservice. For hvis spillet tør blive i det rum som Christian Divine, den originale forfatter af det første spil, skabte, kan det her ende et langt bedre sted, end frygten ellers tilsiger.

Please Deck Nine. Jeg kan ikke klare flere skuffelser.

Daniel Møgelhøj

Skribent & Content Creator

---

Daniel Møgelhøj er en passioneret spiljournalist hos Arkaden, der nægter at bifalde middelmådige spil. Blandt favoritgenrerne er MMORPG, historie-drevne spil og indie-titler.