Sintopia-Preview – Djævle på overarbejde
Emma Stella
Estimeret læsetid: 3 minutter.
October 8, 2025
Sintopia er et kommende strategispil, hvor du får til opgave at administrere intet mindre end … helvede!
Som hersker over underverdenen skal du holde styr på dine djævleansatte, der sørger for, at de døde sjæle bliver straffet for deres synder. Når sjælene har opnået den nødvendige grad af renselse, kan de genopstå – og det er her, du tjener din profit. Profitten kan bruges til at udvide din infrastruktur, bygge nye afstraffelsesfaciliteter (hver med deres egne fordele) og ansætte flere medarbejdere.
Men helvede eksisterer ikke i et vakuum. Du har også mulighed for at rejse op til the Overworld, hvor du kan påvirke menneskehedens – eller Humus’ – historiske udvikling. Hver Humus lever sit eget liv, arbejder og former samfundet under regentens befaling. Konger og dronninger har deres egne ideologier, men hvis deres vision ikke stemmer overens med dine, kan du hurtigt sørge for, at deres regeringstid bliver … kort.
Du styrer altså de levende Humus indirekte – og straffer dem direkte, når de dør. Alt eksisterer i en fin balance: det, de levende gør, påvirker, hvor meget du skal rense dem i efterlivet. Og hvis en Humus’ sjæl bliver for korrupt (eller du bare mangler sjæle i underverdenen), kan du bruge din dødelige magi til at afslutte deres liv og sende dem direkte i skærsilden.
Personligt synes jeg, idéen om at styre helvede er genial – og jeg er tydeligvis ikke den eneste. Internettet summer af nysgerrighed omkring spillet, så det er en fornøjelse at få lov til at skrive dette preview. Spørgsmålet er bare: lever Sintopia op til sit potentiale, eller skal vi vende det blinde øje til?
Humor
Noget af det første, der rammer dig, når du åbner spillet, er humoren – og den fungerer faktisk overraskende godt.
Der er en legende tone i alt: måden karaktererne taler på, deres udseende, adfærd, navne og personlighedstræk. Selv beskrivelserne er fulde af selvironi og skæv charme.
Gameplay
Spillet starter med worldbuilding gennem en dialogfyldt tutorial, og heldigvis bliver alt oplæst af karaktererne selv – Lækkert!
Herefter kastes du direkte ud i gameplayet, som hurtigt viser sig at være både dybt og komplekst … måske lidt for komplekst. Selv tutorialen føles overvældende, og lige så snart du begynder at forstå mekanikkerne, bliver der kastet et hav af nye begreber og systemer i hovedet på dig uden meget forklaring.

Der er missioner, du skal gennemføre, og du kan holde musen over svære ord for at få en forklaring – men ofte får du aldrig at vide hvordan du rent faktisk skal gøre det. Mange gange sad jeg med beskeder fra the Overworld og tænkte:
“Nårh, interessant… men hvad kan jeg egentlig gøre ved det?”
Ud fra de informationer spillet selv giver dig, kan du i store træk kun dræbe Humus eller genoplive sjæle – men ud fra videoer på YouTube virker det som om, man faktisk kan meget mere. Når der fx meldes om sygdom eller hungersnød, aner jeg ikke, hvordan jeg skal reagere. Spillet fortæller dig, hvad der sker, men sjældent hvordan du påvirker det.
Kort sagt: Sintopia’s gameplay virker dybt og gennemtænkt, men som ny spiller drukner man hurtigt i information. Det føles som at blive smidt i et hav af begreber uden redningskrans.
Konklusion
Sintopia er indtil videre et charmerende og lovende spil med en unik idé, en forfriskende humor og et fantastisk visuelt udtryk. Konceptet med at administrere helvede og påvirke menneskehedens skæbne er fascinerende.
Desværre bliver oplevelsen tynget af en stejl indlæringskurve og en mangel på klare forklaringer. Jeg endte ofte mere forvirret end underholdt – og det er ærgerligt, for under overfladen gemmer der sig et virkelig spændende strategispil.
Hvis udviklerne får justeret balancen mellem kompleksitet og tilgængelighed, kan Sintopia blive et lille indie-hit, der virkelig brænder igennem.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 9, 2026
Starfield: Terran Armada DLC og Free Lanes Update-anmeldelse – Mass Effect har ikke levet forgæves
Nyhed
April 9, 2026
Agent 007 melder “Mission Delay”: First Light må vente på Switch 2-forstærkning
Nyhed
April 10, 2026
Er PC dødt for Sony entertainment?
Film & Serier
April 9, 2026
Fra Stranger Things til MCU-frontfigur? Sadie Sink rygtes til 5 Marvel film!
© Copyright - arkaden.dk

