Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Preview

Spyro: A Realm Beyond-preview – Den lille lilla drage er endelig tilbage

Spyro: A Realm Beyond-preview – Den lille lilla drage er endelig tilbage
Activision, Toys for Bob
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 7 minutter.

June 7, 2026

Der er spilfigurer, hvor nostalgien næsten rammer, før man overhovedet har nået at tænke over det. Spyro er en af dem.

Den lille lilla drage har ikke fået et nyt originalt spil i næsten 20 år, og derfor var det svært ikke at spidse ører, da Toys for Bob præsenterede Spyro: A Realm Beyond forud for Xbox Games Showcase i et hands-off event. For ja, vi har fået Spyro Reignited Trilogy, og den var et kærligt gensyn med de klassiske spil, men der er altså noget helt andet over at få et nyt originalt Spyro-spil.

Det her er ikke endnu en remaster. Det er ikke endnu et remake. Det er Toys for Bobs forsøg på at tage en elsket spilfigur videre og samtidig finde ud af, hvad et moderne Spyro-spil kan være i 2027.

Foto: Activision, Toys for Bob

Toys for Bob vender tilbage til sig selv

Præsentationen handlede ikke kun om Spyro. Den handlede i høj grad også om Toys for Bob og om et studie, der meget tydeligt har haft brug for at finde tilbage til sig selv.

Studiet blev grundlagt helt tilbage i 1989 og er dermed et af de længstlevende udviklerstudier i Nordamerika. Gennem årene har Toys for Bob arbejdet på alt fra Skylanders til Spyro Reignited Trilogy og Crash Bandicoot 4: It’s About Time. Men efter en årrække under Activision blev studiet også sat til at hjælpe på større projekter som Warzone og Overwatch 2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Warner Bros Denmark

Det arbejde talte de respektfuldt om. De var stolte af det, de havde bidraget med, men de lagde heller ikke skjul på, at det ikke var dér, hjertet lå.

For Toys for Bob handler spiludvikling om farverige karakterer, håndlavede verdener, optimisme, glæde og oplevelser, der taler til den barnlige del af spilleren. Det var faktisk ret dejligt at høre et studie tale så klart om sine egne værdier. De vil lave spil, hvor man har det sjovt. Spil, hvor man griner sammen. Spil, der kan ramme bredt uden at miste personlighed.

Når man hører dem tale på den måde, er det også svært ikke at forstå, hvorfor de gerne ville tilbage til Spyro.

Efter Microsofts opkøb af Activision Blizzard valgte Toys for Bob at tage et ret markant skridt. Studiet købte sig fri og blev selvstændigt igen, men med en aftale om, at det første spil i den nye selvstændige periode skulle laves i samarbejde med Xbox. På den måde bliver Spyro: A Realm Beyond både et comeback for den lille lilla drage og et nyt kapitel for Toys for Bob som studie.

Foto: Activision, Toys for Bob

Endelig et nyt Spyro

Toys for Bob beskrev selv spillet som det første originale Spyro-spil i næsten 20 år.

For Spyro tilhører en bestemt type platformspil, som man ikke ser helt så ofte længere. Farverige eventyr, høj tilgængelighed, personlighed, humor og verdener, der føles rare at være i. Den slags spil savner jeg faktisk, og derfor er det også skønt at se, at der igen begynder at være plads til dem.

Vi har også lige set Rayman Legends annonceret, og sammen med Spyro: A Realm Beyond tegner der sig forhåbentlig en lille bølge af spil, der både kan ramme nostalgien hos voksne spillere og samtidig være tilgængelige for nye og yngre spillere. Spil med personlighed. Spil med kvalitet. Spil, man også kan sætte sig ned og spille i familien.

For mig er der noget befriende ved at se et spil, der ikke først og fremmest forsøger at være mørkt, voldsomt eller kynisk. Spyro: A Realm Beyond virker til at ville noget andet. Det vil være farverigt, sjovt og åbent. Det vil give spilleren lyst til at udforske.

Foto: Activision, Toys for Bob

Friheden til at flyve

Den store nye idé i Spyro: A Realm Beyond er flyvningen.

I de gamle spil kunne Spyro glide, og der fandtes også særlige flyvebaner, men Toys for Bob vil denne gang gøre flyvningen til en langt mere central del af hele oplevelsen. Spyro skal kunne gå fra jorden til luften med et enkelt tryk på en knap, og det er ikke kun tænkt som en let glidefunktion eller som noget, der er låst til bestemte baner.

Det skal være en naturlig del af spillet, og udviklerne talte meget om, at flyvningen skal være aktiv. Det betyder, at man ikke bare folder vingerne ud og svæver fra punkt A til punkt B. Man skal aflæse omgivelserne, bruge Spyros ildånde til at tænde bål og skabe opdrift, dykke for at opbygge fart, slå med vingerne for at bevare momentum og interagere med objekter i verden for at få mere hastighed.

Foto: Activision, Toys for Bob

Ikke kun for de gamle fans

Toys for Bob var også meget tydelige omkring, at Spyro: A Realm Beyond skal være et nyt startpunkt.

Det er vigtigt. For selvom mange af os har et forhold til Spyro fra PlayStation-tiden, er der også masser af nye spillere, der enten kun kender figuren fra Spyro Reignited Trilogy, Skylanders eller måske slet ikke har spillet et Spyro-spil før.

Derfor skal A Realm Beyond både ramme de gamle fans og være tilgængeligt for nye spillere.

Det virker som den rigtige vej at gå. For hvis man vil bringe en karakter tilbage efter næsten 20 år uden et nyt originalt spil, nytter det ikke kun at tale til dem, der var der dengang. Spillet skal også kunne vise, hvorfor Spyro stadig har en plads i dag.

Her hjælper det selvfølgelig også, at Tom Kenny vender tilbage som stemmen til Spyro. Det er en af de detaljer, der betyder meget for gamle fans, fordi det forbinder det nye spil med seriens historie og med den personlighed, mange forbinder med figuren.

En verden med personlighed

Der blev ikke afsløret voldsomt meget om historien, og Toys for Bob holdt kortene tæt til kroppen, når det handlede om konkrete detaljer om struktur, baner og fortælling.

Men de talte meget om, hvad Spyro grundlæggende er for dem. De kiggede tilbage på hele serien, men pegede især på den oprindelige trilogi og Spyro Reignited Trilogy som fundamentet for den nye retning.

Det giver mening. For det klassiske Spyro handlede ikke kun om at samle ting og brænde fjender med ild. Det handlede også om følelsen af at bevæge sig gennem farverige områder, finde hemmeligheder, springe rundt, bruge fart og lade sig opsluge af små verdener, der føltes rare at udforske.

Toys for Bob beskrev selv den oprindelige følelse som en næsten zen-agtig frihed til at udforske. Med flyvningen forsøger de at forstærke netop den følelse.

Foto: Activision, Toys for Bob

Fårene er næsten allerede tilbage

Og så er der selvfølgelig fårene. For hvad er Spyro egentlig uden får, der kan headbuttes?

Det spørgsmål dukkede naturligvis op under præsentationen, og selv om Toys for Bob ikke ville bekræfte noget helt konkret, blev der grinet og joket en hel del. Udviklerne sagde, at de hverken kunne bekræfte eller afvise får på nuværende tidspunkt, men at får spiller en vigtig rolle, når man elsker Spyro og forvalter seriens arv.

Det lød næsten som en bekræftelse uden at være en bekræftelse. Og helt ærligt: Det ville næsten også være mærkeligt, hvis de ikke er med.

En del af en større platformbølge

Det er også svært ikke at se Spyro: A Realm Beyond som en del af en lidt større bevægelse lige nu.

Der er igen begyndt at komme mere opmærksomhed på spil, der er farverige, tilgængelige og bygget op omkring stærke figurer og klare idéer. Spil, der ikke nødvendigvis prøver at være alt for alle, men som tør være åbne, varme og fyldt med personlighed.

Det er en udvikling, jeg virkelig godt kan lide. For der er brug for den slags spil. Ikke kun fordi de rammer nostalgien hos os, der voksede op med dem, men også fordi de kan bruges i familierne. De kan spilles sammen. De kan introducere børn til spil, uden at det hele behøver at være kompliceret, mørkt eller fyldt med systemer.

Og her håber jeg selvfølgelig også, at man husker dubbing-delen. Hvis Spyro: A Realm Beyond ender med at have tale, ville det være fantastisk med dansk tale. Ikke fordi alle spil absolut skal have det, men fordi et spil som det her har mulighed for at ramme et publikum, hvor dansk tale faktisk kan gøre en forskel for familier og yngre spillere.

Foto: Activision, Toys for Bob

Foråret 2027 kan ikke komme hurtigt nok

Spyro: A Realm Beyond udkommer efter planen i foråret 2027 til en række platforme, og spillet bliver udviklet i Unreal Engine 5.

Det er stadig tidligt, og vi mangler at se langt mere. Vi ved endnu ikke meget om verdenen, historien, figurerne omkring Spyro eller hvor frit og åbent spillet faktisk bliver. Men det første indtryk er positivt.

Mest af alt fordi det føles oprigtigt. Toys for Bob taler om Spyro som et studie, der både forstår karakterens historie og samtidig gerne vil give ham en ny fremtid. De virker stolte af deres uafhængighed, stolte af deres værdier og stolte af endelig at kunne vende tilbage til den type spil, de selv føler, de er skabt til at lave.

Og som en, der har savnet et nyt originalt Spyro-spil i mange år, er det svært ikke at blive en smule rørt af det.

Den lille lilla drage er tilbage, og denne gang får han endelig lov til at flyve rigtigt.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste i dag

Er PS6 i fare? Fans truer med at gå til PC!

Nyhed

July 10, 2026

Er PS6 i fare? Fans truer med at gå til PC!

De bedste TV- og streamingserier i 2026 indtil videre – skribenternes valg

toplists

July 8, 2026

De bedste TV- og streamingserier i 2026 indtil videre – skribenternes valg

Assassin’s Creed: Black Flag Resynced får flotte anmeldelser – men udviklerne mister jobbet!

Nyhed

July 10, 2026

Assassin’s Creed: Black Flag Resynced får flotte anmeldelser – men udviklerne mister jobbet!

VUE skruer ned for billetpriserne – voksne kommer i biografen til børnepris

Film & Serier

July 10, 2026

VUE skruer ned for billetpriserne – voksne kommer i biografen til børnepris

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk