Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Rebots-Anmeldelse – Robot eventyr i unikke rammer

Foto: FlatPonies

Af Nikolaj Mosegaard
31 januar, 2025

Lad din indre planlægger se lyset!

Rebots giver dig, som elsker at have kontrol og faste rammer, en virkelig fin oplevelse. Jeg må indrømme, at forventningerne til Rebots ikke var høje, da jeg valgte at anmelde spillet, men det blev da hurtigt gjort til skamme. Rebots leverer et kontrolleret og rigtig godt opstillet gameplay, der sætter dine kreative tanker på arbejde. Rebots er udviklet af det danske spilstudie Flatponies og udgivet af Astra Logical tilbage i oktober 2024, og er nomineret i flere kategorier til spilprisen 2025.

Du spiller som en ny ansat i virksomheden Rebots Corporation, hvor man sigter efter at blive rumbranchens svar på en supply chain manager. Første dag på jobbet bliver man introduceret for det basiske i opstillingen af diverse robotter, og selvom en tutorial normalt er lige til at forstå, skal man som ansat i Rebots Corporation have tungen lige i munden og høre godt efter. Jeg måtte genstarte spillet ikke mindre end 5 gange, fordi jeg var lidt for hurtig i min bedømmelse af spillets kompleksitet. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis noget ikke fungerede korrekt, var det ikke spillet, det var galt med, men spilleren.

Efter en ”hurtig” tutorial var jeg klar til at stå på egne ben. Man rejser til et asteroidebælte i en galakse, hvor man lander kaotisk, efter en ukendt fejl opstår i fartøjet. Her møder man forskellige excentriske rumvæsner, der mangler et nyt sted at slå sig ned, og det er her, du som ansat i Rebots Corporation kommer ind i billedet. Hver af disse rumvæsner har forskellige behov og krav til det sted, du vælger, de skal bosættes, og du skal derfor samle ressourcer på nærtliggende asteroider for at dække deres behov.

Foto: FlatPonies

Gameplayet

Du er udstyret med 4 værktøjer, som enten befaler, konstruerer, scanner eller opsamler de ressourcer og materialer, du skal bruge for at opnå dit mål. Du har muligheden for at udføre alt manuelt, men hvor er det sjove i det? Med Spawner-værktøjet kan du placere et fint udvalg af robotter, der klarer arbejdet for dig. Hver robot koster energi, og energi er delvist en begrænset ressource. Du skal derfor gennemtænke dit forsyningsnetværk en smule, så du ikke løber tør for energi, inden du har hele opstillingen parat. En extractor-robot skal programmeres til at lede arbejderrobotter til enten at opsamle, mine eller fragte nærtliggende ressourcer på tværs af asteroiden. Selvom det lyder nemt nok, kan arbejderrobotterne ikke kende forskel på diverse materialer og skal derfor guides med flere robotter. Denne feature skaber et spændende og eftertænksomt gameplay, hvor ens indre logistikplanlægger skal se lyset.

Det er vildt tilfredsstillende, når hele lænken af robotter står færdig, og du kan se materialerne rulle ind i banken til næste store projekt, som du allerede i hovedet er ved at opstille. Som jeg nævner tidligere, så kan man godt stå med en frustration over, at spillet ikke virker optimalt. Man har været over kæden flere gange og kan ikke se nogen fejl i processen, lige indtil man ser, at ens hauler-robot ikke står med drop-funktion slået til. Dumme mig! Gameplayet er solidt, det er gennemtænkt og til dels svært, når man vælger at udfordre ens dømmekraft

Personlighed og artstylen

Artstylen i spillet er meget unik. Det er simpelt og klodset, men på en ualmindelig bedårende måde. Hver karakter har sin egen specielle måde at udtrykke sig på, og jeg kunne ikke holde smilet tilbage, når jeg gentagende gange skulle træffe TREVOR PARFAIT på min rumrejse. Karaktererne har også personlighed, de har deres præferencer og krav i orden, og en lille baggrundshistorie, de glædeligt deler ud af. Selvom detaljerne og artstylen ikke falder i alles smag, så bliver man hurtigt forelsket i det fantastiske univers, som Rebots har at byde på.

Foto: FlatPonies

Kompleksiteten kan spænde ben for oplevelsen

Som jeg nævner tidligere, har jeg ikke oplevet fejl fra spillets side. Derimod stod jeg tit og havde glemt at koble et eller andet til, så kæden af robotter kunne arbejde sammen. Jeg opdagede hurtigt, at man skal simplificere ens ambitioner fremfor at udvide en operation. I takt med at man stiger i graderne hos Rebots Corporation, bliver opgaverne også mere og mere komplekse. Man går fra at skulle samle basale ressourcer til at skulle bygge større bygninger og vigtige komponenter. Det kan godt give lidt af en mavepuster at komme fra en simpel opgave til et større byggeri, hvor mange små ressourcer skal kombineres til forskellige komponenter, der skal samles til større komponenter, og dine arbejdsrobotter kun kan fragte små mængder ad gangen. Det skal dog siges, at man i takt med opgraderingerne også bliver udrustet med større robotter og mere lagerplads. Det kræver tålmodighed at arbejde hos Rebots Corporation.

Foto: FlatPonies

Konklusion

Rebots er et virkelig hyggeligt og underholdende spil, fyldt med karismatiske karakterer og et hyggeligt soundtrack. Rebots giver dig, som har en indre logistikplanlægger i maven, et spil, som sætter planlægning og sammensætning i højsædet. Jeg har haft en virkelig god oplevelse med Rebots, om det skyldes, at jeg selv arbejder i logistikfaget og elsker at få ting til at køre gnidningsfrit, eller om Rebots bare er et fremragende spil, ja kombinationen af begge har givet mig en masse gode timer i selskab med FlatPonies’ karismatiske karakterer og hyggelige verden.

Udvikler/Udgiver: FlatPonies / Astra Logical

Genre: Indie, Simulation

Platform:  PC

Om skribenten:

Nikolaj Mosegaard – Skribent & Anmelder


Nikolaj er en passioneret mand inden for spilverdenen, film og ikke mindst diverse serier. Med et bredt vingefang dykker han gerne ned i både stærke historiedrevne spil, såsom Uncharted, The Last Of Us og Assassin’s Creed, men sætter også gerne kløerne i det competitve og grindbaserede gameplay – specielt Call Of Duty. Han har en stor forkærlighed for Ubisoft-spil – ja nogen ville kalde det fanatisk.





© Copyright - arkaden.dk