Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Rocksteady bliver ramt af fyringer

Af Anders Isaksen
3 september, 2024

Det er ingen hemmelighed, at Suicide Squad: Kill the Justice League ikke har levet op til forventningerne. Anmeldelserne har generelt været lunkne, og vores anmelder her på siden deler denne holdning.

Spillerne har heller ikke været begejstrede, hvilket tydeligt ses i brugeranmeldelserne og på Steamcharts. Over den seneste måned har spillet kun haft et gennemsnit på omkring 120 aktive spillere om dagen, hvilket er ekstremt lavt. Selvom det er normalt at se et fald i antallet af spillere efter lanceringen, der fandt sted i februar, så er det bemærkelsesværdigt, at det største fald skete fra februar til marts, hvor antallet af aktive spillere på Steam faldt med over 70 %.

Desværre har denne situation nu fået konsekvenser for udviklerne hos Rocksteady. Ifølge Tom Phillips fra Eurogamer er Quality Assurance-afdelingen blevet halveret, og nedskæringerne har også ramt andre afdelinger. Det rapporteres endda, at en medarbejder blev fyret midt under sin barsel.

Så drastiske nedskæringer betyder naturligvis, at de tilbageværende medarbejdere vil opleve en øget arbejdsbyrde og større pres. Det er trist at se et studie, der har stået bag ikoniske titler som Arkham Asylum og Arkham City, blive ramt på denne måde. Her hos Arkaden håber vi, at Rocksteady rejser sig igen og kommer stærkt tilbage efter fejltagelsen med Suicide Squad: Kill the Justice League. En fyringsrunde som denne gør dog ikke vejen tilbage nemmere.

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.





© Copyright - arkaden.dk