Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl er nu gået guld

Foto: Asamigames

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
9 november, 2024

Spillet, der har været længe undervejs, udkommer endelig den 20. november til Xbox og PC - og forventningerne er høje

GSC Game World kunne i går dele på deres officielle X-profil, at S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl officielt er gået guld. Det betyder, at spillet er færdiggjort og nu er klar til at blive udgivet den 20. november, hvor det bliver tilgængeligt til Xbox og PC – og kan spilles via Game Pass på udgivelsesdagen.

S.T.A.L.K.E.R. 2 Heart of Chornobyl har allerede været genstand for stor opmærksomhed. Blandt andet har Jez Corden, der er spiljournalist ved Windows Central, tidligere udtalt, at spillet for ham, er årets spil. Under et besøg hos GSC Game World i Prag havde han mulighed for at spille de omkring fire timer af spillet og kaldte det et atmosfærisk powerhouse, der skiller sig ud fra andre titler i år. Cordens begejstring har bestemt været med til at forstærke forventningerne, og samtidig falder hans positive indtryk helt i tråd med de seneste previews, som også beskriver S.T.A.L.K.E.R. 2 som noget særligt.

At spillet overhovedet er klar til udgivelse nu, er bemærkelsesværdigt set i lyset af de udfordringer, GSC Game World har stået overfor. Oprindeligt havde de planlagt en lancering tidligere, men krigen i Ukraine tvang studiet til at flytte fra Kyiv til Tjekkiet – en proces, der uundgåeligt har krævet både tid og ressourcer. Den seneste udskydelse har derfor også handlet om at få logistikken på plads og sikre, at spillet kunne opnå den kvalitet, studiet har arbejdet hårdt for.

Nu er spillet altså gået guld, og der er ikke længe til, at vi selv kan opleve den dystopiske verden, GSC Game World har skabt i Heart of Chornobyl. Av, hvor jeg glæder mig.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk