Nyheder

Så har vi en ny trailer til det unikke Creatures of Ava

Af Anders Isaksen
6 august, 2024

Ny monstersamler har fokus på præservation frem for kamp

Creatures of Ava udkommer i morgen, den 7. august 2024. I den forbindelse er der netop blevet lanceret en ny trailer, der viser meget mere gameplay og flere interaktioner med de forskellige skabninger. Spillet skiller sig ud ved at låne elementer fra populære titler som Pokémon og Palworld, men med en unik drejning: I stedet for at bekæmpe og skade dyrene, skal du helbrede dem og bruge dem til at løse forskellige gåder.

Selvom vi i de senere år har set en del titler inden for monsterfanger-genren, ser Creatures of Ava ud til at kunne stå alene med sin fredelige twist. Spillet kombinerer søde monstre og gådeløsning, hvilket kan appellere til både fans af genren og nye spillere.

Kampsystemet er også unikt, idet du bruger din stav til at helbrede dyrene i stedet for at skade dem. Ikke desto mindre skal du stadig undgå deres angreb, og de forskellige monstre har hver deres angrebsmønstre. I modsætning til andre spil i genren bruger du ikke dyrene i kamp, men udelukkende til gådeløsning, hvilket matcher godt med den overordnede tematik.

Nu bliver det spændende at se, om blandingen af helbredelse og gådeløsning bliver et hit.

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.





© Copyright - arkaden.dk