2. juledag 1979 fik Olsen-banden overgiver sig aldrig premiere herhjemme, og specielt én scene huskes den for den dag i dag:

“Gummiand til alle gutterne, Gummiand til alle gutterne. Så er der øl til alle. Jeg gentager, så er der øl til alle.”

Navnet Gummiand kommer dog ikke fra fremmede. For allerede i 1978 havde Sam Peckinpahs Convoy, hans største kommercielle succes, premiere.

Her hedder hovedpersonen Rubber Duck, altså også Gummiand, men filmens budget var dog noget større:

Man er vist ikke i tvivl om, at d’herrer Bahs og Balling fik lavet en sjov lille dansk tribute.

Convoy havde Kris Kristoffersen i hovedrollen som lastbilchaufføren Martin ‘Rubber Duck’ Penwald i, hvad der skulle blive den sidste film i en ellers perfekt trilogi af Sam Peckinpah/Kris Kristoffersen-mesterværker.

Mesterværket Pat Garrett and Billy the Kid

De to forrige film, Pat Garrett and Billy the Kid og Bring Me the Head of Alfredo Garcia, var dog i en helt anden klasse end ‘morfar-filmen’ Convoy. Specielt deres 1973-epos Pat Garrett and Billy the Kid.

Der kan siges meget om Sam Peckinpahs western Pat Garrett and Billy the Kid, men man skal starte med det faktum, at historien bag denne opsigtsvækkende, vilde film er omtrent lige så opsigtsvækkende og vild som filmen selv.

Som dengang en kameralinse blev beskadiget, uden at nogen opdagede det, mens de optog i Durango, Mexico. Da han så på de ødelagte dagblade, stormede en rasende Peckinpah, kendt for sit alkoholiske raseri, ud af sin instruktørstol og pissede ud over hele skærmen – og efterlod en S-formet plet på den som mærket på en stud. “Sam var fuld, selvfølgelig,” huskede afdøde Kris Kristofferson, der spillede Billy. “Ved dagens slutning havde flasken taget over. Jeg glemmer aldrig, at Bob Dylan vendte sig om og kiggede på mig og sagde: ‘Hvad fanden har du fået mig ud i?’”

Legendarisk Dylan-sang

Dylan skrev sangene til filmen, herunder Knockin’ on Heaven’s Door. Han har også en lille rolle som den mystiske trykkerassistent ved navn Alias, der slutter sig til Billy og hans bande. Rita Coolidge, Kristoffersons kæreste på det tidspunkt, spiller en mexicansk kvinde, som Billy/Kristofferson elsker svovlagtigt med, lige før han bliver skudt ned af Pat Garrett (spillet af James Coburn), hans tidligere ven og mentor.

Peckinpah begyndte(selvfølgeligt) at drikke på settet som det første hver morgen, og om eftermiddagen var han temmelig loaded og gik rundt og affyrede en revolver op i luften. Om natten lå han i sengen og skød på sit spejlbillede i spejlet, et beruset udbrud, der fandt vej til filmen, da Garrett, efter at have dræbt Billy, i et anfald af selvhad og afsky skyder sit eget spejlbillede i stykker i et spejl. På et tidspunkt “var jeg nødt til at tage en pistol fra Sam,” sagde Kristofferson. “Han bekymrede nogle mennesker.”

Tyve år før Clint Eastwoods Unforgiven blandede hvide hatte og sorte hatte til en grumset grå sombrero, kastede Peckinpah molotovcocktails mod Hollywood-westernens konventionelle syn på den retskafne amerikanske mand. Peckinpahs film var et produkt af Vietnam- og Watergate-æraen, hvor liv og kunst dansede og skreg sammen i gaderne, og forvandlede den klassiske historie om Garretts ondskabsfulde vending mod den unge Billy til en fortælling om generationskonflikter. Den midaldrende Garrett er figuren i det rådnende amerikanske etablissement, mens Billy derimod er vital og kompromisløs, men lige så ondskabsfuld i at forsvare sin integritet, som Garrett er i at sælge ud.

Filmens undergravende kraft

Kristofferson mærkede filmens undergravende kraft fra det øjeblik, han læste manuskriptet. Inspireret af Peckinpahs vision hjalp han med at bringe Dylan ind i projektet. Det skabte et helt nyt sæt problemer. “Det hele var lidt mærkeligt for Bob,” sagde Kristofferson, “fordi Sam var en ret flygtig karakter.” For at gøre ondt værre havde Peckinpah aldrig hørt om Dylan. “Sam var egentlig ikke så velinformeret om musik,” sagde Kristofferson og jokede med, at “han lige så hurtigt ville have haft Roger Miller eller sådan noget.”

I sidste ende garanterede Dylans involvering dog næsten filmens udødelighed. “Sam var heldig, at jeg fik ham til at bruge ham,” sagde Kristofferson. “Den musik, som Dylan kom med, var en stor del af det, der gjorde den film fantastisk.”

Pat Garrett and Billy the Kid, der blev hyldet som et af Sam Peckinpahs misforståede mesterværker, er den film, der afsluttede filmskaberens uformelle revisionistiske western-trilogi efter Ride the High Country og The Wild Bunch.

Da de fleste af jer læsere desværre nok mest kender Kris Kristofferson fra Blade-trilogien, “forærer” Arkaden hermed mesterværket helt gratis til jer:

Her er en ung YouTuber med den sørgelige nyhed, der naturligvis ikke var klar over, at Kristofferson faktisk blev 88 år:

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.