Ad Banner
Ad Banner

Film og serier

Se seneste trailer for årets bedst kørende IMAX-oplevelse

Foto: Apple Original Films

Af Kasper Rasmussen
9 februar, 2025

Brad Pitt og Damson Idris sætter speederen i bund i den seneste teaser-trailer til racerfilmen F1

Bliver årets bedste IMAX-oplevelse Avatar: Fire and Ash?

Tja, ikke for mig. Jeg har allerede mit bud klar: Joseph Kosinskis kommende Formel 1-film med Brad Pitt i hovedrollen. Den lyder som en sikker vinder, hvis du spørger mig.

Brad Pitt er nærmest blevet en fast del af Formel 1-paddocken, og det er alt sammen takket være hans nye film, der meget passende bare hedder F1. Filmen lander i biograferne – og selvfølgelig også i IMAX – i juni 2025. Og ja, den bliver spækket med action, rigtige F1-kørere og scener, hvor Pitt selv sidder bag rattet i en specialbygget F2-bil.

Hvad handler filmen om?

Brad Pitt(-stop?) spiller Sonny Hayes, en tidligere Formel 1-kører, der blev tvunget til at stoppe efter et voldsomt styrt. Men selvfølgelig vender han tilbage til sporten – det gør de jo altid i film, ikke? Denne gang bliver han rekrutteret af ejeren af det fiktive APXGP-hold, spillet af Javier Bardem. Hayes skal være mentor for rookie-køreren Joshua Pearce, spillet af Damson Idris. Sammen skal de forsøge at løfte holdet fra bunden af feltet til toppen.

Pitt har selv sagt, at hans karakter er en fyr, der kørte i 90’erne, men som efter sit styrt forsvandt og begyndte at køre i andre motorsportsdiscipliner. Nu bliver han hentet tilbage som en slags sidste håb for holdet. Og ja, der kommer selvfølgelig masser af drama og sjov undervejs.

Foto: Apple Films/Warner Bros. Pictures

Stjernespækket cast og ægte F1-action

Filmen har virkelig samlet et stærkt hold. Udover Pitt og Bardem er der også Damson Idris, Kerry Condon, Tobias Menzies, Sarah Niles, danske Kim Bodnia og Simone Ashley på rollelisten. Ashley blev endda spottet under optagelserne ved det britiske Grand Prix i 2024.

Og det (Pitt-)stopper ikke der. Filmen er blevet optaget under rigtige løbsweekender på ikoniske baner som Silverstone, Spa, Monza og Las Vegas. Hele produktionen har arbejdet tæt sammen med Formel 1, så alt føles så autentisk som muligt. De har endda fået lov til at bruge en tom garage og skabe et helt fiktivt team, APXGP, der passer perfekt ind i paddocken.

En af de fedeste detaljer? De biler, der bliver brugt i filmen, er ikke bare pynt. De er bygget på Formel 2-chassiser og er blevet modificeret til at ligne moderne Formel 1-biler. Mercedes har været dybt involveret i projektet, og deres designteam har hjulpet med at skabe biler, der både ser realistiske ud og kan køre hurtigt.

Instruktøren Joseph Kosinski, som også stod bag Top Gun: Maverick, har virkelig gjort alt for at få filmen til at føles ægte. Han har arbejdet tæt sammen med Lewis Hamilton, der har været med til at sikre, at alle detaljer – fra dækblandinger til svingteknikker – sidder lige i skabet.

F1 får premiere den 25. juni 2025, og det bliver eksklusivt i biograferne og IMAX. Så hvis du er til action, fart og store stjerner, bliver det her helt sikkert en film, du ikke vil gå glip af.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.





© Copyright - arkaden.dk