Anmeldelse

Shogun-anmeldelse – Østens magtdemonstration

Foto: FX

Af Jesper Poulsen
22 april, 2024

Her er resultatet af en fair og frisk update, som giver mening og som samtidig evner at gøre en gammel traver vedkommende for det moderne publikum.

Engelske John Blackthorne (Cosmo Jarvis – Raised By Wolves, Peaky Blinders) er næstkommanderende styrmand på det europæiske skib Erasmus, som bliver revet rundt i bølger og uvejr uden for den japanske kyst. Skibet strander og undersøges grundigt af fodfolk til krigsherren Toranaga, og John kommer i hænderne på denne. Ret hurtigt finder John ud af, at der er et større politisk spil i gang, for der er hele fem krigsherrer, der kæmper om magten. Alle vil gerne blive Shogun – svarende til et landsfaderlig samurai-overhoved. Den gamle Shogun ligger for døden, og dennes søn er alt for ung til at kunne påtage sig hvervet endnu. Håbet er, at enhver uro kan dulmes, indtil sønnen når en moden alder. De fem krigsherrer har ingen respekt for hinanden, så interne opgør ulmer lige under overfladen. John bliver en særdeles vigtig brik i hele spillet og for at kunne kommunikere, så tilknyttes lady Mariko, der kan engelsk, som tolk. Følelser opstår mellem de to, alt i mens det politiske rænkespil udfolder sig for fuld udblæsning.

Foto: FX

Vanvittig detaljerigdom

Billederne er gudesmukke og der er ikke en finger at sætte på fremstillingen af det gamle og ærefulde Japan. Set pieces, dekorationer, kostumer og alverdens små detaljer levendegør Shogun på alle måder, der samtidig yderligere retfærdiggør genindspilningen her i forhold til den bedagede 1980-version med Richard Chamberlain og Toshiro Mifune i de bærende roller. Mifunes rolle som Toranaga er overtaget af den store japanske skuespiller Hiroyuki Sanada, som alverdens filmelskere har set langt flere gange, end vi går og tror. Hvis jeg nu siger Westworld, The Wolverine, John Wick 4, Avengers: Endgame og Lost for bare lige at nævne nogle få, så ringer det garanteret en klokke rundt omkring. Hvor det i den ældre version var romancen, der var i højsædet, så er det denne gang de politiske magtkampe, der er omdrejningspunktet. Et klædeligt valg for at skabe vedkommende og nutidig interesse for Shogun.

Foto: FX

Æreskodeks som centralt omdrejningspunkt

10 afsnit bliver vi budt, inden sagaen om den nødstedte sømand, der tillærer sig en fremmed kultur, når sin ende. Et kulturclash, som er til at få øje på. Særligt, da europæiske seere skal komme overens med skildringen af John, der tilmed opfattes som en slags barbar, der måske er menneskeædende. Omvendt kan vi beskue et forstokket samfund, hvor ære og stolthed ligger uden for vores fatteevne. Krigsherre Toranagas pragt er ikke sådan at foragte, og at John må nøjes med tiltalen Anjin (styrmand), siger det hele. John oplever fra tid til anden også et tvivlens skel, hvorvidt han er gæst eller fange hos Toranaga. Som tiden går, så må folket erkende, at John har nogle færdigheder, som ville kunne bruges i forskellige sammenhænge. Derfor får John forskellige tillidsposter så som at undervise i avanceret krigsfærd. I takt med at han selv lærer sig det japanske sprog, så får han også listet nogle gloser i modsat retning. Anseelsen vokser, og det gælder også hos det modsatte køn, og så kan de røde kinders følelse begynde.

Foto: FX

Det politiske snakketøj holdes varmt

Vær beredt på harakiri og afhuggede hoveder, for lov og ret skal overholdes. Så hvis du er lidt til den sarte side, så skal du nok alliere dig med en pude i nærheden af sofaen. Det er dog ikke det gængse indtryk, man får af Shogun, der holder snuden i sporet, hvad angår de politiske intriger og positionelle kampe. For nogle vil det nok også betyde, at man kan få følelsen af, at flere afsnit er alt for dialogtunge. Jeg var tæt på selv at lande der, for særligt afsnit 5 Broken To The Fist er lidt af en ørkenvandring ud i snak. Vores karakterer kommer simpelthen ikke ud af flækken og viser ingen tegn på handling. Det skyldes nok seriens grundighed, hvor det forekommer, at det er vigtigt, at vi kender hver karakter til bunds, før de slippes løs. Det gælder i Shogun også om at holde tungen lige i munden, for der er mange karakterer at forholde sig til. Det er derfor strengt forbudt at føle sig uoplagt, når du tænder for et afsnit. Ellers kommer venner og fjender til at blive blandet i en pærevælling, som kan være svær at holde adskilt.

Foto: FX

Når alt kommer til alt

Serien er, summa summarum, et stort kunstnerisk og meget seværdigt værk. Helt klart en af de serier fra 2024, som du SKAL se. Det er allerede hugget i granit. Shogun oser af storhed, som den kan bære, og spørgsmålet som står tilbage er: Kommer der mon en sæson 2? Alt afhængig af hvilke medier, du sværger til, så kan du få begge svar. Sikkert er det, at skulle der blive brug for endnu en tur til Solens Rige, så kommer der til at gå en rum tid endnu.

Medie: Streaming (Disney+)

Instruktør: Jonathan van Tulleken, Charlotte Brändström, Frederick Toye, Hiromi Kamata, Takeshi Fukunaga, Emmanuel Osei-Kuffour

Skuespillere: Hiroyuki Sanada, Cosmo Jarvis, Anna Sawai, Tadanobu Asano, Eushin Lee, Yuki Kedoin, Tommy Bastow, Yuki Kura, Hiroto Kanai, Akiko Kobayashi, Fumi Nikaido, Hiromoto Ida, Moeka Hoshi, Takehiro Hira, Emi Kamito, Jodai Suzuki, Sen Mars, Joaquim De Almeida

Genre: Drama

Premieredato: 27/2 2024

Spilletid: 595 minutter

Selskab: FX, 2024

Om skribenten:

Jesper Poulsen – Skribent & Anmelder

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.




© Copyright - arkaden.dk