Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Shuhei Yoshida tager afsked med PlayStation efter 31 år

Foto: Sony Interactive Entertainment

Af Emil Øgaard
27 november, 2024

En sand industri-legende takker af.

Netop som PlayStation fejrer sit 30 års jubilæum takker én af de vigtigste personer hos dem af efter 31 års god tjeneste. Shuhei Yoshida, som har haft mange forskellige roller hos Sony, bl.a. præsident for SIE (Sony Interactive Entertainment), har netop annonceret sin afsked via et interview til PlayStation Blog. Hans sidste arbejdsdag bliver d. 15. januar 2025.

I indlægget reflekterer Yoshida over sin rejse med Sony, hvor han var én af de første ikke-ingeniører, der kom til PlayStation-afdelingen under Ken Kutanagis ledelse. Her skulle han stå for at få den legendariske grå PlayStation 1 på det globale marked. En opgave man må sige, han lykkedes ret godt med.

Særligt vil man nok fremhæve hans helt igennem geniale video fra E3 2013, hvor han på 21 sekunder viste, hvordan man deler sine brugte spil på PlayStation 4. Selvom det næsten var dødt løb mellem Xbox 360 og PlayStation 3, vandt PlayStation 4 stort under den næste konsolgeneration. Bl.a. grundet Yoshidas sans for effektiv kommunikation.

En legende i indieverden

I sin sidste tid hos Sony har Yoshida arbejdet med at pleje samarbejdet mellem eksterne indiestudier og PlayStation. En arbejde, der faldt ham meget naturligt, da han i branchen har særligt været kendt for sin passionerede tilgang til at få indiestudier til at skinne igennem PlayStation. Særligt med Journey i 2012, der gik hen og vandt flere Game of the Year-priser

‘Jeg elsker indiespil’ fortæller han i sit afsluttende blogindlæg og fortsætter:

Små spil, fordi de er små, kræver ikke store investeringer. Det betyder, at man kan prøve ideer, der aldrig er blevet afprøvet før, og disse kan kickstarte en helt ny retning for hele branchen. For mig føltes det som en skattejagt. Da jeg arbejdede med [PlayStation Studios] og samarbejdede med store studier, var det fantastisk at lave AAA-spil.

Men når jeg deltog i events som E3 eller Gamescom, gik jeg altid til indie-området. Her fandt jeg spil, jeg kunne lide, og ofte var udvikleren selv til stede for at fremvise spillet. Jeg tog billeder med udviklerne og prøvede at hjælpe med at promovere deres spil.

Det var næsten som en hobby for mig, mens jeg ledede PlayStation Studios. Så da jeg fik et job, hvor jeg kunne bruge al min tid på at hjælpe indieudviklere, føltes det som et drømmejob.

Shuhei Yoshida til PlayStation Blog

Det er endnu uvist, hvad Shuhei Yoshida skal lave fremadrettet. Han fylder 61 til næste år, hvilket nogenlunde svarer pensionsalderen i Japan. Mon ikke han afslutter sin karriere som en ekstern konsulent i et eller andet omfang, hvor han bruger sin egen sociale platform til at promovere indieudviklere og deres spil.

Med Yoshida-sans afsked er det dermed også slut på noget af en æra for Sonys vedkommende. Spørgsmålet er, om Sony har tænkt sig at ansætte en ny person i den ledige stilling, eller om Herman Hulst kommer til at varetage Yoshidas opgaver også.

Vi følger efterspillet nøje, og håber snart, at Sony vil melde noget konkret ud.

Slutteligt vil vi gerne sige tak til Shuhei Yoshida og hans fremragende arbejde for Sony, PlayStation og indiescenen. Det havde ikke været det samme uden ham.


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk