Det siges, at Dracula har huseret i ikke mindre end 200 film, siden Bram Stoker for første gang udsendte originalromanen fra 1897.

F.W. Murnaus originale “Dracula”-film fra 1922, Nosferatu, var en uautoriseret tilpasning af Bram Stokers klassiske vampyrfortælling. Trods et par ændringer hist og her, herunder navne og lokationer, holdt filmen sig så tæt til romanen, at Stokers enke, Florence Stoker, sagsøgte produktionsselskabet, Berlin-baserede Prana-Film GmbH, for krænkelse af ophavsretten to måneder efter filmens premiere i marts 1922. Pranas appeller blev afvist, og virksomheden faldt i konkurs. I juli 1925 dømte domstolene til Florence Stokers favør og beordrede, at alle print og negativer af Nosferatu skulle destrueres.

Filmen kunne være gået tabt for altid, hvis et lille antal tryk ikke havde fundet vej til udlandet. Florence Stoker standsede med succes Nosferatus London-premiere i 1925, men ikke dens amerikanske debut i 1929. Havde alle kopier været destrueret, er det muligt, at horrorfilmen som medie aldrig var blevet opfundet!

Den originale Nosferatu fra 1922 er kendt for sine hjemsøgende vampyrbilleder, delvist muliggjort af de avancerede filmtricks fra filmfotograferne Fritz Arno Wagner og Günther Krampf, og for en uhyggelig præstation af Max Schreck som grev Orlok/Nosferatu. Schrecks skildring af en blodlysten vampyr er langt fra den af Bela Lugosi, der portrætterede Dracula som en sød, smoking-aristokrat i den første autoriserede filmatisering, produceret i 1931 af Universal Pictures. Derimod er Schrecks vampyr vild og næsten rottelignende af udseende, med forfærdelige hugtænder og lange kløer. Skildringen skræmte filmgængere og etablerede Nosferatu som en af de mest mindeværdige gyserfilm i stumtiden.

Og de andre

Nosferatu the Vampyre, en tysk-fransk produktion instrueret af Werner Herzog og med Klaus Kinski og Isabelle Adjani i hovedrollerne, blev udgivet i 1979. Det er en relativt trofast tilpasning af Bram Stokers Dracula, der inkorporerer elementer fra Murnaus Nosferatu. Kinski, som Dracula, led for sin kunst og tilbragte fire timer i makeup-stolen hver dag for sin forvandling til den bloddrevne greve.

Den 9. september 1988 havde instruktøren Augusto Caminito premiere på sin ikke helt officielle efterfølger til Herzog-filmen, Nosferatu in Venice. Her vender den tyske kraftcenterskuespiller Klaus Kinski tilbage til endnu en runde som den rovdyr-vampyriske skurk efter sin roste tur i Werner Herzogs 70’er-genindspilning. Som afsløret af titlen følger filmen Kinskis vampyrs bedrifter i Venedig, mens han støder hovedet sammen med Christopher Plummers professor Paris Catalano.

Shadow of the Vampire, instrueret af E. Elias Merhige, blev udgivet i 2000. Det er en fiktiv beretning om tilblivelsen af Nosferatu i 1922, med den morsomme forudsætning, at Max Schreck var en rigtig vampyr, castet af F.W. Murnau for autenticitet. John Malkovich spillede Murnau, og Willem Dafoe portrætterede Schreck.

Robert Eggers’ kommende Nosferatu nyder en betydelig mængde buzz op til udgivelsen. Med strålende anmeldelser, der allerede blæser ind, lover den stigende stjerneinstruktørs seneste ambitiøse indsats at blive en kæmpe aftale for gysergenren. Det er muligvis den film, de fleste her på Arkaden har ventet på. Men før vi bliver “forløst”, skal vi så ikke lige checke op på bagkataloget? Og er de gamle film stadig noget værd som en anbefaling før Eggers-braget den 2. januar?

Nosferatu: A Symphony of Horror – 1922

Med et dæmonisk ansigt helt i modsætning til de mere og senere romantiserede vampyrer, der ofte er dukket op i moderne biograf og tv, skaber Schrecks Count Orlok kaos i et plot, der stort set er på linje med den klassiske Dracula-roman. Som den originale vampyr-gyserfilm er Nosferatu en af de mest afgørende, epokegørende indsats i filmhistorien.

Et ABSOLUT must-see!

Nosferatu – The Vampyre – 1979

Kinski sætter en overbevisende præstation sammen som grev Dracula, der antager et lignende udseende som den originale grev Orlok til filmen. Herzogs regi er fuld af atmosfæriske forskrækkelser og mindeværdige billeder, der med fast hånd etablerer klassisk status for denne populære tilpasning. Denne farverige gen-imagination, som høster stor anerkendelse blandt både kritikere og publikum, gør et imponerende stykke arbejde med at analysere Draculas karakter. Til gengæld føjes en følelse af tragisk ensomhed til det morderiske monster, mens seerne følger ham til filmens chokerende konklusion.

Filmen kan muligvis føles lidt for langtrukken for den moderne seer, men frygt ikke: endnu et MUST-Watch!

Nosferatu in Venice – 1988

Mens Kinskis præstation er tilpas nervøs (og nu med langt hår?!), er filmen skæmmet slemt af sit ufuldstændige manuskript og historiefortælling. Problemer bag kulisserne mellem Kinski og besætningen førte til alvorlige forsinkelser, hvor instruktøren Augusto Caminito i sidste ende kæmpede for overhovedet at få lavet en komplet filmoptagelse. Uanset hvad leverer Kinski stadig de frygtindgydende varer i den titulære, blodsugende rolle. Solide præstationer fra Christopher Plummer og en fantastisk birolle hjælper yderligere med at bringe denne underholdende, men alvorligt mangelfulde film videre.

Måske ikke et direkte No-see, men mest for Kinski og inkarnerede Nosferatu-fans.

Shadow of the Vampire – 2000

I et spændende meta-twist på den klassiske original bliver instruktøren F.W. Murnau og stjernen Max Schreck centrum for deres egen gyserhistorie. John Malkovichs Murnau finder tilsyneladende en rigtig vampyr i Schreck til at medvirke i sin film. Filmen kan prale af imponerende præstationer fra både Malkovich og en Oscar-nomineret Willem Dafoe som Schreck. Som altid er manden bag den definitive filmiske version af The Green Goblin i en passende foruroligende form. Denne fantasifulde, ofte uhyggelige, til tider humoristiske gendigtning af en klassisk film er en givende indsats for fans af de originale og klassiske vampyrhistorier generelt. Interessant nok er Dafoe også en af stjernerne i Eggers’ kommende Nosferatu, hvilket sikrer, at der forbliver en nysgerrig forbindelse mellem den klassiske gysertitel og den velansete karakterskuespiller.

Muligvis ikke et Must-See, men et sikkert Let’s see!

Nosferatu – A Symphony of Horror – 2023

I 2023 udkom Nosferatu: A Symphony of Horror, instrueret af David Lee Fisher. Denne film har jeg ikke set, men da den får 5,9 på Imdb, tvivler jeg også på kvaliteten. En læser skriver her: “Filmen lignede noget, et par gymnasiebørn ville have gjort på en iPhone 2. Instruktøren har måske prøvet at gå efter en bestemt “følelse”, men han fejlede dybt. Det lignede næsten en tegneserie. Hvis det var den følelse, de ville have, så fik de det, men personligt kunne jeg slet ikke lide det. De fleste af rollebesætningen gjorde et passende stykke arbejde, men de var spildt på denne film. Jeg elsker Doug Jones og elsker vampyrhistorier, men helt ærligt, se bare den originale 1922-version eller endda genindspilningen fra 1979, begge er langt overlegne.”

Så denne er nok mest et DON`T WATCH!

Selvom Nosferatu-filmene altså er kopier af Dracula-myten, hindrer det altså ikke, at disse “spinoffs” leverer nogle af de bedste Dracula-fortællinger. Vi ses den 2. januar i biografen!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.