Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Sky Oceans: Wings for Hire-anmeldelse – Et luftskibseventyr der mister højde

Foto: Octeto Studios

Af Tomasz Juszczak
23 oktober, 2024

Udgivet af PQube og udviklet af Octeto Studios kombinerer Sky Oceans: Wings for Hire charmen fra de klassiske JRPG'er med moderne gameplay-mekanikker.

Sky Oceans: Wings for Hire lover et episk luftskibseventyr fyldt med udforskning, taktik og action. Med en farverig verden og et klassisk JRPG-design virker spillet som en hyldest til genren, men formår det at holde kursen, eller mister det hurtigt højde? Lad os tage et dybere kig på, om dette luftskibseventyr lever op til forventningerne.

Foto af: Octeto Studios

Historie

Spillet starter med, at vi bliver introduceret til vores hovedperson, Glenn Windwalker, som kommer fra en lang række af flyvende eventyrere. Da Glenn var en ung dreng, skete der desværre en ulykke, hvor hans far forsvandt sporløst. På trods af dette vil Glenn stadig gerne følge i sin fars fodspor og blive pilot, selvom hans mor endnu ikke har overvundet den traumatiske hændelse. På den dag, som Glenn har glædet sig allermest til – dagen hvor han består prøven for at blive pilot – sker der en begivenhed, der tvinger ham og hans mor til at forlade deres hjem.

Historien starter fint og spændende ud, men bliver hurtigt middelmådig og generisk, ligesom det meste af spillet desværre gør. Dialogen i spillet er tør og mangler personlighed, hvilket gør, at de forskellige karakterer aldrig rigtig får lov til at komme til live. Selvom der er flere tragiske hændelser, er det svært at blive engageret i den følelsesmæssigt flade tekst. Dette kunne have været gjort meget bedre, især hvis karaktererne faktisk talte, og man som spiller ikke var nødt til selv at læse dialogen op.

Foto af: Octeto Studios

Gameplay, grafisk design og lyddesign

De centrale gameplay-elementer inkluderer udforskning af byer, flyvning gennem skyerne med dit luftskib, bekæmpelse af fjender, dungeons og luftskibskampe.

Selvom spillets grafiske stil er farverig og tiltalende, føles udforskningen af landsbyerne desværre overflødig og som spild af tid, da de er meget tomme. Landsbyerne er i forvejen små, og når man ikke kan udforske indendørs områder (medmindre det er nødvendigt for en mission), er der meget lidt at foretage sig. Missionerne hjælper heller ikke på dette, da de ofte indebærer at gå frem og tilbage mellem karakterer for at høre deres dialog, hvilket hurtigt bliver ensformigt og kedeligt. Dog kan man være heldig at finde en skattekiste eller to undervejs…

Foto af: Octeto Studios

Flyvningen gennem skyerne burde give en følelse af frihed og muligheden for at udforske i den retning, man selv ønsker. Desværre er dette ikke tilfældet, da luftrummet er fyldt med usynlige barrierer i form af farlige vindstrømme, som begrænser spillerens bevægelsesfrihed og får verden til at føles endnu mindre og mere indelukket. Selve flyvningen er heller ikke særlig tilfredsstillende, da styringen føles klodset og upræcis.

Dungeons er desværre ikke særligt godt udført, da de føles tomme bortset fra de få fjender, man støder på undervejs. Gameplayet består primært i at flyve fra punkt A til B og til sidst besejre en boss. De musikalske kompositioner er delvist tilfredsstillende, men bliver hurtigt generiske og ensformige uden reel variation, med undtagelse af enkelte boss-kampe i dungeons, hvor musikken skiller sig lidt mere ud.

Luftskibskampene følger et klassisk turbaseret system, hvor spilleren skal beslutte alle træk for sit hold, hvad enten det drejer sig om angreb, undvigelse, helbredelse eller specialangreb. Kampene kan til tider være tilfredsstillende, især når man nedskyder fjender med almindelige angreb, og det er tydeligt, at helbredelse og undvigelse er nøglen til sejr. Derimod skuffer specialangrebene, da de typisk blot er lidt stærkere angreb, der påfører skade over flere runder. De føles ikke specielt unikke eller kraftfulde, hvilket fjerner lysten til at bruge dem.

Foto af: Octeto Studios

Konklusion

Sky Oceans: Wings for Hire starter med et lovende udgangspunkt og en verden fyldt med potentiale, men formår desværre ikke at leve op til de høje forventninger. Mens spillet grafisk set er farverigt og tiltalende, føles både historien og gameplayet hurtigt generisk og middelmådigt. Udforskningen af landsbyerne og dungeons er overfladisk og mangler dybde, hvilket resulterer i en gentagende og kedelig spiloplevelse. Flyvningen, som burde føles fri og åben, er hæmmet af usynlige barrierer og klodset styring, hvilket yderligere begrænser spillerens oplevelse.

Selvom luftskibskampene har potentiale med deres turbaserede system, skuffer de ved manglende variation og utilfredsstillende specialangreb. Spillets største udfordring er at skabe en følelsesmæssig tilknytning til karaktererne og historien, da dialogen ofte er tør og uden dybde. Samlet set byder Sky Oceans: Wings for Hire på enkelte gode øjeblikke, men det er ikke nok til at løfte spillet ud over dets generiske og begrænsede design.

Udvikler/Udgiver: Octeto Studios / PQube

Genre: JRPG

Platform: PC (Steam), Playstation 5, Xbox, Nintendo Switch

Om skribenten:

Tomasz Juszczak – Skribent & Anmelder


Tomasz har en kæmpe passion for gaming-verdenen og elsker især platform- og adventure-spil. Lige siden han spillede på sin PlayStation 1 for første gang, vidste han, at det ville ændre hans liv.





© Copyright - arkaden.dk