Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Spellrogue-anmeldelse – Et tryllebindende terningekast for roguelike-fans

Foto: Steam/Guidelight Games

Mest læste

Ad Banner
Af Christian Heegaard Kongsøre
14 februar, 2025

Danske Guidelight Games debuterer med deckbuilderen Spellrogue, der imponerer med sit eget, tilfredsstillende twist på roguelike-formularen. Spillet graver dybt, men mangler også lidt mere plads at sprede vingerne på

NB: Dette er en anmeldelse af Spellrogue, som det ser ud i version 0.9.5 af sin early access-periode. Hvis du læser denne anmeldelse på et senere tidspunkt i spillets udvikling, som for eksempel efter dets 1.0-udgivelse, skal du være opmærksom på, at tingene kan have ændret sig (måske endda drastisk) siden da.

Enhver, der blot har så meget som skimtet til 2019’s Slay the Spire, får sikkert svært ved at tænke på andet, når de ser på gameplay eller screenshots fra Guidelight Games’ debuttitel, Spellrogue. Det var i hvert fald tilfældet for mig, og jeg er på ingen måde en trofast tilhænger af deckbuilder-genren – tværtimod, da den taktiske planlægning, undergenren kræver af spilleren, ligger pinligt langt fra mine mere umiddelbare gaming-færdigheder. 

Derfor er jeg lettere chokeret over, at jeg i løbet af mine cirka 8 timer med spillet har udviklet en ny form for afhængighed. En afhængighed, der kun vokser sig større med hvert nyt terningekast og belønning, spillet smider i hovedet på mig.

Spillet har tre spilbare karakterer, der hver er tilknyttet et af naturens elementer. Foto: Guidelight Games/Christian Heegaard Kongsøre

Men inden vi kommer helt dertil, skal vi lige tilbage til start. I Spellrogue vælger man som det første én ud af tre tilgængelige karakterer, hver med sit eget sæt af startkort og evner. Jo mere, man spiller den enkelte karakter, desto flere unlocks og belønninger bliver man forkælet med i takt med, at man gør sig fortjent til dem via spillets leveling-system. 

Belønningerne kan betyde, at man starter sin næste tur i tromlen med en helt anden spillestil end den forrige, og spillet tilbyder derfor altid noget værdifuldt, man kan arbejde sig hen imod. Det gør følelsen af ‘bare lige ét mere’ svær at slippe af med, når man ellers lige troede, man var ved at være færdig for i dag.

Game night hos Guidelight

Når man har valgt sin karakter og spillestil, bliver man smidt ud på den første bane, eller spillebrættet, som jeg nærmere vil kalde det. Herfra vælger man sin rute gennem forskellige typer af begivenheder, såsom almindelige og ‘elite’-kampe, skattekister og shops, hvor man kan købe nye besværgelser eller artefakter, der kan hjælpe med at styrke lige præcis den spillestil eller det build, man går efter. 

For enden af ruten venter banens boss. Foto: Guidelight Games/Christian Heegaard Kongsøre

Som regel valgte jeg at finde ruten med så mange af de store, stygge fjender som muligt, og følge den, fordi man ved hver sejr over dem belønnes med et nyttigt materiale, som enten kan bruges til at opgradere det, man allerede har på hånden, eller udvide antallet af besværgelser, man kan tage med sig ind til kampene. Opgraderinger føles næsten altid betydelige, og finder man en favoritbesværgelse kan man prøve på at bygge hele sit ‘run’ op omkring den ved at gå efter artefakter, eliksirer eller andre besværgelser, der har synergi med den.

Man kan, hvis man dømmer udelukkende ud fra spillebrættet, måske blive fristet til at tro, at spillet ikke adskiller sig så kraftigt fra dets noget tydelige inspiration. Det ændrer sig til gengæld, så snart man klikker på et af de røde eller lilla skelethoveder og dykker ned i kampsystemet.

Kampene foregår i simple, men visuelt behagelige miljøer som her. Foto: Guidelight Games/Christian Heegaard Kongsøre

Turbaseret terninge-action

I min første kamp blev jeg først og fremmest imponeret over, hvor godt Guidelight Games har oversat deckbuilder-genren, som ellers traditionelt holder sig til mere karikerede 2D-stilarter, til 3D. Hver kamp er en fornøjelse at se på, med fine, flydende og unikke animationer til mange af besværgelserne, der forstyrker indlevelsen og sælger spillets rimeligt stilrene univers. 

Så pænt som det er, har man dog som spiller nok mest af alt sine øjne fastlåst på den nederste halvdel af skærmen, hvor besværgelserne og – ikke mindst – terningerne gemmer sig. 

Det er her, Spellrogue virkelig adskiller sig fra sine roguelike-kollegaer. I stedet for et forvokset sæt spillekort, der ellers er det gængse i deckbuilder-genren, og som man trækker tilfældigt fra, når det er ens tur, har man her altid de samme besværgelser i hånden, som man ikke kan ændre på, før kampen er slut. 

Det betyder til gengæld ikke, at tilfældighed ikke spiller en rolle i kampene – tværtimod, for spillet tilføjer i stedet tilfældighed ved, at man hver runde kaster med et bestemt antal terninger, som er altafgørende for udfaldet af de besværgelser, man bruger. 

Man kaster ikke terningerne i hovedet på fjenden, som det ellers ser ud til her, men de har nu alligevel en dødbringende effekt. Foto: Guidelight Games/Christian Heegaard Kongsøre 

Præcis hvordan terningerne påvirker gameplayet kan variere virkelig meget, og til trods for, hvad man måske tænker fra start, så er det altså ikke altid det fedeste at slå en 6’er. Nogle besværgelser kan for eksempel kun aktiveres ved, at man bruger en 2’er, og det kan betyde, at man kan risikere at stå i en hjælpeløs situation, hvis man er for god til at slå højt. Flere af besværgelserne kan også påvirke terningerne på forskellige måder, blandt andet ved at dele én terning med et højt antal øjne i to, så man i stedet for en 6’er, for eksempel, nu i stedet står tilbage med to 3’ere, som man kan bruge på de besværgelser, der passer til.

Dybt…

Fra beskrivelsen ovenover kan det hele måske lyde lidt forvirrende, og der hører helt sikkert også en læringskurve med her, som man skal være forberedt på, men når det hele begynder at klikke, så klikker det virkelig også. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg i min tid med spillet har siddet med åben mund, når terningerne falder helt rigtigt, samtidigt med at de forskellige dele, jeg har samlet op i løbet af mit run, begynder at spille sammen og give pote på store og uventede måder. 

Events på vejen giver spilleren endnu flere valgmuligheder. Foto: Guidelight Games/Christian Heegaard Kongsøre

Spillet har nemlig en imponerende dybde allerede fra første run, og det bliver kun dybere i takt med, at man låser op for nye besværgelser, loadouts og artefakter. Og det er præcis her, vi vender tilbage til min bekendelse som Spellrogue-misbruger fra starten af anmeldelsen. 

Efter man har gennemført et run for første gang, åbner man muligheden for at udfordre op til 9 ekstra sværhedsgrader med forskellige ‘mutators’, der tilføjer forskellige ulemper til ens run. Det er udfordrende, men sjovt at se, hvor langt man kan presse sig selv og sit build, og det giver motivation til at forsøge sig med nye strategier og karakterer, der egner sig til udfordringen.

Den der helt fantastiske følelse af afhængighed, som roguelikes har speciale i at skabe hos spilleren, er altså særdeles stærk her. Følelsen bremses kun af én ting, som til gengæld også er rimelig graverende, og det er spillets variation i alle andre aspekter end dets buildcrafting. 

…men smalt

I Spellrogue tager et fuldført run cirka 40-60 minutter. I løbet af den tid får man en tur igennem tre baner, der altid rundes af med en boss, som findes i en til to forskellige udgaver. Når den tredje boss er besejret, slutter spillet, man får sine belønninger, og så er det ellers bare at give sig i kast med endnu et run. 

Spillets bosser er alle både sjove og udfordrende at kæmpe mod. Foto: Guidelight Games/Christian Heegaard Kongsøre

Overvejelserne, der følger med valget af karakter, artefakt og loadout giver et godt skud variation, der i sig selv kan friste mig, men jeg savner, at spillet også præsenterer mig for nye syn, der ligger uden for den smalle tre-akts ramme, som det hele foregår i. Mens slutbosserne kan ændre sig fra gang til gang, så gør omgivelserne det aldrig, og det er ærgerligt, at de mange, dybe valg, som ellers er spillets styrke i andre aspekter, ikke helt kan følge med her også. 

Konklusion

Selvom Spellrogue godt kunne fortrylle lidt mere i dets variation, så er der ingen tvivl om, at Guidelight Games har skabt noget særligt her, der er mere end bare endnu et halvhjertet skud på roguelike-stammen. Har man en kærlighed for at nørde med ens build og sammensætte de mest kraftfulde kombinationer, så er man landet på det helt rigtige sted. Men spillet giver med sit eget twist også nok af et frisk pust til genren til, at det er åbent og inviterende for de uindviede – bare husk at holde godt øje med klokken, når du først er begyndt at kaste med terningerne.

Udvikler/Udgiver: Guidelight Games/Ghost Ship Publishing

Genre: Roguelike/Deckbuilder

Platform: PC – Steam

Om skribenten:

Christian Heegaard Kongsøre – Skribent & Anmelder


Christian spiller lidt af det hele – fra afslappende farming sims til hæsblæsende FPS’er. Det vil sige, når han ikke for tyvetusinde gang er faldet ned i MMO’ernes sorte brønd efter endnu en udvidelse eller opdatering til en af sine gamle flammer. Når det sker, kan ikke engang de stride, nordjyske vinde, han er født og opvokset med, rive ham væk fra kontorstolen.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Her er alt, du skal vide om Red Hulk
Ninja Turtles indtager snart Call of Duty