Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Star Wars Episode I: Jedi Power Battles: Remastered-anmeldelse – En tidskapsel tilbage til barndommen i flotte jedi-klæder

Foto: Aspyr

Af Henrik Brandt
5 februar, 2025

Star Wars: Jedi Power Battles tager os tilbage til en fjern, fjern tid, hvor Star Wars-spil var på sit højeste. Men er kraften stærk nok ved Jedi Power Battles 25 år senere?

Da Jedi Power Battles oprindeligt landede på PlayStation i år 2000, blev det en lysende stjerne i den endeløse galakse af Star Wars-spil. Her kunne vi spænde os fast til vores controllers og tage rollen som mægtige Jedi-riddere fra The Phantom Menace. Nu, 25 år senere, vender spillet tilbage i en remastered version, men spørgsmålet er: Er kraften stadig stærk?

En fjern tid, i samme galakse

Foto: Aspyr

Barndommen kalder stadig på mig som et ekko gennem tid og rum. Sammen med venner samlede vi os omkring PlayStationen i familiens dagligstue. Lyden af lyssværd, hektiske slag mod endeløse horder af Battle Droids og den evige frygt for at falde ned i afgrunden var en fast del af vores weekender. Mine venner og jeg skiftedes til at spille co-op, hvor vi altid diskuterede, hvem der skulle være Mace Windu med sit lilla lyssværd eller Plo Koon med sit gule lyssværd, fordi de virkede sejere end de andre.

Men ærligt talt, så kom vi sjældent ret langt. Theed Palace eller Tatooine blev vores faste stopklodser. De platformsektioner føltes som en grusom test af vores tålmodighed og fingersnilde, og det gik sjældent godt. Selvom minderne mest af alt huskes som frustrationer, husker jeg de øjeblikke som noget særligt. Det handlede ikke om at vinde, men om at kæmpe side om side og grine ad vores fiaskoer. Jedi Power Battles lærte os måske ikke at mestre platformspil, men det gav os minder, der stadig kan få mig til at smile den dag i dag.

En guldalder for Star Wars-spil

Sent i 90’erne og begyndelsen af 00’erne befandt Star Wars sig i en sand renæssance. LucasArts bombarderede markedet med spil på hver tænkelig platform: Podracing-action i Episode I: Racer, strategiske slag i Galactic Battlegrounds, rumkampe i Rogue Squadron, episke eventyr i Jedi Knight-spillene og RPG i det nu ikoniske Knights of the Old Republic.

Det var en tid, hvor franchisen udforskede enhver tænkelig genre. Nogle spil blev tidløse klassikere, mens andre hurtigt fordampede som damp fra Mustafars vulkaner.

I dag har vi set en tydelig trend med at remake eller remastere netop disse klassiske spil. Titler som Star Wars: Bounty Hunter, Star Wars: Battlefront og de første Jedi Knight-spil er allerede blevet remastered til moderne platforme, og den seneste remaster af Jedi Power Battles føjer sig til rækken. Men trenden rejser også spørgsmålet om, hvorvidt nogle spil burde blive i fortiden. Mens remastererede klassikere kan vække varme minder, risikerer de også at afsløre, hvor langt spiludviklingen er kommet siden dengang – og netop dette kigger vi på nu.

En proto-Soulslike

Foto: Aspyr

Jedi Power Battles skilte sig ud fra mange andre Star Wars-spil ved at blande klassisk beat ’em up-action med platformsektioner og RPG-lignende progression. Spillet lod dig vælge mellem fem forskellige Jedi-riddere, hver med deres unikke våben og kampevner. Qui-Gon Jinn og Obi-Wan Kenobi var alsidige valg, mens Mace Windu og Plo Koon specialiserede sig i tungere angreb. Adi Gallia havde hurtigere bevægelser og mere effektive kraftangreb.

Kombinationen af præcision og straf for fejl gav spillet en Soulslike-fornemmelse, længe før FromSoftware definerede genren. Fjender krævede nøjagtig timing, og bosskampe – især mod Darth Maul – føltes som intense tests af spillerens evne til at analysere mønstre og udnytte små åbninger.

Spillets brutalitet lå dog især i det nådesløse checkpoint-system. Når du fejlede et spring eller blev besejret, var det ofte tilbage til starten af banen. Denne hårdt tilkæmpede fremgang skabte dog også tilfredsstillelse, når en svær sektion endelig blev overvundet.

Frem til nutiden

Aspyr har gjort en prisværdig indsats for at modernisere Remasteren af Jedi Power Battles uden at miste spillets oprindelige identitet. Men som en typisk remaster fra udvikleren, er der en masse gode forbedringer og tilføjelser, men også en del frustrerende mechanics og oplevelser. Lad os starte med det negative.

Selvom det ikoniske Star Wars-soundtrack fremstår klart og skarpt, lider spillet til tider af tekniske lydproblemer. I visse sekvenser er lydsynkroniseringen bagud, hvilket gav lidt ridser i oplevelsen og blev mere forstyrrende. Endnu mere forstyrrende er de tilfældige udfald, hvor lyde fra bestemte elementer, som lyssværd eller blaster-skud simpelthen udebliver – det var især frustrerende, når jeg ikke kunne høre blaster-skuddene fra fjender, hvilket gjorde det endnu sværere at time mine pareringer. 

Kampsystemet består af simple kombinationer af slag, hop og blokeringer, som kræver en præcis timing for at parere angreb eller sende fjendernes blaster-skud tilbage mod dem. Her mangler der også noget finesse – faktisk føles styringen næsten lige så klodset og mekanisk som dengang, og det kan både give en nostalgisk oplevelse, men også en meget frustrerende og ubalanceret oplevelse, fordi mange andre elementer som fjendens AI og animationerne føles opdateret og moderniseret. 

Foto: Aspyr

Spillet har altid haft et ry for at være ret svært og det er det stadig. Man tager meget skade, og dør ret hurtigt. Samtidig er kameraet ofte låst, hvilket kan gøre det svært at vurdere, hvor og hvornår man skal hoppe fra en afsats og hvor langt man skal hoppe. Man kan heller ikke altid gennemskue, hvor fjenderne skyder fra, og i hvilken retning man skal begive sig ud på.

En anden ting jeg desværre også oplevede var, at mit saved game var forsvundet når jeg startede spillet, hvilket betød at jeg skulle starte helt fra start. Hertil skal du også være meget opmærksom på at starte et nyt spil, der er kun ét slot til saved games, så pas på med at overskrive det.

Det mest frustrerende og utilfredsstillende ved remasteren er dog væsentlige bugs, der ødelægger gameplayet og min progression – og det skete desværre ofte. Jeg har både oplevet at en boss står stille, et nyt område ikke åbnede sig op eller at spillet gik i stå, så jeg blev nødt til at lukke spillet ned og starte banen fra start. 

Tæl til ti og træk vejret dybt

Selvom jeg lyder meget negativ, så er der som sagt også en masse gode forbedringer til spillet. Grafikken har fået en markant opdatering med mere detaljerede teksturer, bedre lyseffekter og glattere animationer, som gør de ikoniske Jedi-kampe mere visuelt tilfredsstillende. 

Banedesignet ligner meget sig selv, og det er både nostalgisk og prisværdigt. Designet ændrer sig meget fra bane til bane. På Naboo og Tatooine er der mere fokus på puzzles og større horder af fjender, hvor baner som Trade Federations Battleship og Coruscant fokusere mere på platformer-delen, hvor du skal hoppe fra punkt til punkt. Det giver en fed indlevelse og variation i spillet. 

Noget andet Aspyr har tilføjet til spillet, er et større karaktergalleri, så nu kan du også spille som Jar Jar Binks, Battledroids eller Tusken Raiders. Hertil er alle karakterer unlocked fra start, hvilket betyder, at du kan spille som Darth Maul fra begyndelsen. Det kan både være negativt og positivt, hvor det måske underminerer grunden til at spille det igen og igen, men omvendt giver det en masse sjove muligheder fra start. 

Foto: Aspyr

En af de mest markante tilføjelser er et udvidet system for opgradering af karakters færdigheder. Karakterer får XP ved at besejre fjender og gennemføre missioner, hvilket giver mulighed for at stige i niveau og åbne op for nye evner som mere i liv, flere forcepowers eller unlock fight combos. Hver karakter har et unikt skill tree, der giver spillere mulighed for at skræddersy deres Jedi’s evner og attributter efter deres egen spillestil.

Co-op-delen spillede jeg som sagt meget i mine unge dage, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at prøve det af i remasteren – det var ellers højdepunktet og den bedste feature dengang.

Konklusion

Når alt kommer til alt, så er spillet en visuelt flot remaster, hvilket er essensen i en remaster. Spillet er præcist som dengang, bare i nyere og flottere jedi klæder. Jeg synes også, at Aspyr har tilføjet nok krydderi med de nye karakterer og forbedret skilltree til at give spillet et nyt liv. Er du vokset op med spillet, er der meget at sætte pris på – det er lige så svært som du nok husker det.

I den tilstand spillet er i lige nu, er det dog svært at give spillet en varm anbefaling på grund af de mange bugs. Men jeg er overbevist om, at de nok skal blive fikset.

Har du aldrig spillet Star Wars: Jedi Power Battles før, er det en god idé at tage sværhedsgraden og det nådesløse banedesign i mente, for din tålmodighed bliver sat på prøve.

Kraften er der, men Aspyr må skynde sig at rette fejlene, hvis denne remaster skal få en plads blandt stjernerne.

Udvikler/Udgiver: Aspyr/Aspyr

Genre: Action, Platformer, Singleplayer, Co-op multiplayer,

Platform: Nintendo Switch, PS4, PS5 (Anmeldt på), Windows, Xbox One, Xbox Series X/S

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.





© Copyright - arkaden.dk