Ad Banner
Ad Banner

Preview

Star Wars Outlaws-preview – Hands on med galaksens kriminelle underverden

Foto: Gematsu

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
30 juli, 2024

Der er nu kun en måned til, at Ubisofts meget forudsete Star Wars Outlaws udkommer. Spillet, der er udviklet af det svenske studie Massive Entertainment, har verdenspremiere den 30. august. Arkaden har dog allerede fået lov til at spille fire timer af spillet ved et preview-event og kan derfor fortælle mere om det kommende spil og vise nyt gameplay

I en spilsession, der er opdelt i to, får jeg lov til at gå på opdagelse i Star Wars Outlaws. De første tre timer udspiller sig på Toshara, og i den sidste time får jeg lov til at afprøve kamp i rummet samt at gå på opdagelse på den snedækkede planet Kijimi. Previewet tager sit udgangspunkt i starten af spillet, dog ikke helt fra begyndelsen, men det giver en indsigt i Kay Vess’ introduktion til den kriminelle underverden.

Det bliver hurtigt tydeligt, at Star Wars Outlaws emmer af kærlighed til Star Wars-universet. Stemningen og atmosfæren er det første, jeg bider mærke i. Det er tydeligvis ikke et traditionelt Star Wars-spil, da ikoniske elementer som lyssværd og Kraften ikke spiller en direkte rolle i de fire timer, jeg spiller, men universet er flot realiseret og yderst troværdigt. Ret hurtigt føler jeg mig i trygge hænder og lader mig føre med af stemningen.

Der er i princippet ikke nogle begrænsninger på, hvad jeg kan vælge at bruge min tid på i previewet. Efter en kort indledning, hvor jeg ræser gennem planetens golde ørkenlandskab, når jeg Toshara City, hvor jeg beslutter mig for at følge spillets hovedmission og fortsætte spillets overordnede historie.

Hurtigt bliver Kay introduceret for Danka, der bliver Kays vej ind i den kriminelle løbebane, da han fungerer som mellemmand imellem Kay og hendes potentielle arbejdsgivere. Kay accepterer hendes første mission og gør sig derfor, sammen med hendes nuttede følgesvend Nix, klar til at infiltrere et af de i alt fire syndikater, der huserer i den kriminelle underverden.

På vej til Pyke Syndikatets base, som Kay skal infiltrere, kan man interagere med forskellige npc’er og genstande i omgivelserne, og flere af disse interaktioner resulterer i nye sidemissioner. Det er en god måde at præsentere spillets sekundære indhold på, da man på den måde ikke har et kort, der er overfyldt med ikoner fra starten. Det ville selvfølgelig ikke være et Ubisoft-spil uden ikoner på kortet, men det virker til, at Massive har holdt godt og grundigt igen og i stedet drypvis indfører flere ikoner og missioner undervejs i spillet.

Det overraskede mig, hvor mange sidemissioner og gøremål jeg samlede op undervejs i de blot fire timer, jeg tilbragte sammen med Kay og hendes følgesvende. Dog nåede jeg ikke at følge op på ret meget af dette indhold og kan derfor endnu ikke udtale mig om kvaliteten af disse sidemissioner, men måden hvorpå indholdet præsenteres virker lovende. Flere af disse missioner handler dog om at finde forskellige eksperter, der på den ene eller anden måde kan hjælpe Kay. For eksempel blev der omtalt en kvinde, der er ekspert i at opgradere speeders, og finder man denne ekspert, får Kay forskellige speeder-relaterede bonusser. I alt ser det ud til, at der er otte af sådanne eksperter i spillet.

Kampsystemet og gunplay virker solidt, og Massive viser, at de har lavet skydespil i et tredjepersonsperspektiv før. Foto: Ubisoft

Det kan næsten ikke undgås, at noget af dette indhold kan fremstå en anelse generisk i et spil af denne størrelse, for jeg må konstatere, at Star Wars Outlaws virker som et ret ambitiøst spil. Der er, udover hovedmissioner og sidemissioner, et væld af ting man kan foretage sig, når man ikke lige ønsker at fortsætte med spillets overordnede historie. Der er forskellige butikker samt beværtninger, der tilbyder forskellige gamblingmuligheder samt arkadespil. Der er npc’er, der kalder dig hen, mens du passerer dem, men du kan også hoppe på din speeder og udforske omgivelserne uden for de pulserende byer. Det er selvfølgelig også altid en mulighed at springe ombord på dit rumskib og se, hvor skæbnen bringer dig hen.

Det forudsætter dog, at dit rumskib er flyveklar, og det bringer mig tilbage til Kays mission om at infiltrere Pyke Syndikatet. For Kays rumskib mangler nemlig på dette tidspunkt i historien vitale komponenter, og det er netop derfor, at hun nu tager dette job. Kay sniger sig nu ind i fjendtligt territorium, og det bliver et element, som kommer til at fylde en stor del i Star Wars Outlaws. Spillet er meget stealth-fokuseret, og i flere af de missioner, jeg prøvede, var stealth netop et centralt element. Man må snige sig rundt i omgivelserne og benytte de muligheder, der opstår, for eksempel ved at kravle ind i ventilationsskakte og hacke computere og døre, og det er oftest fordelagtigt at nedlægge dine fjender så lydløst som muligt.

Det er elementer af spillet, der får mig til at tænke på Deus Ex: Human Revolution, der med sit ultrafokuserede stealth-gameplay ser det ud til at være en inspirationskilde i Star Wars Outlaws, omend i et mere simplificeret format. Det er samtidig, og helt naturligt, også inspireret af den måde man indtager baser i Assassin’s Creed og Far Cry, men der er også elementer, der henleder tankerne på Uncharted, især når der skal klatres rundt i omgivelserne. Star Wars Outlaws føles på den måde både velkendt, men også som en nyfortolkning af kendte spilmekanikker.

Når det kommer til regulær kamp, har Kay en blaster, hun kan benytte, og man mærker tydeligt, at det ikke er første gang, at Massive laver gunplay i et tredjepersonsperspektiv. Det svenske studie viste med The Division-spillene, at de har styr på, hvordan man laver gunplay, og den knowhow har de selvfølgelig benyttet i Star Wars Outlaws. Det er et forholdsvis enkelt kampsystem, men det fungerer. Der er en cover-mekanik, og det føles godt at sigte og skyde, uden at det på nogen måder er revolutionerende. Der er ikke noget med at samle ammunition op; man skal derimod sørge for, at blasteren ikke overopheder, hvilket skete ret ofte for mig – men alt i alt et godt kampsystem, som jeg ser frem til at udforske endnu mere.

Alt kamp foregår dog ikke på denne måde med skududvekslinger i stueplan, da kampene også udspiller sig, når du er om bord på dit rumskib. Har man spillet Starfield, og synes at rumskibskampene i det ydre rum var lidt for komplekse med for mange systemer, så er der godt nyt, for rumskibskampene i Star Wars Outlaws er langt mere simple end i netop Starfield, og der er ikke forskellige parametre, man skal justere. Man skal blot finde sit mål og skyde – men som med blasteren skal man passe på, at ens våben ikke overopheder. Det er også muligt at låse sig fast på en fjende, hvorefter man kan sende et ødelæggende missil efter fjendens rumskib.

Foto: Ubisoft

Er man mere til simulatorlignende flyoplevelser, vil dette element i Star Wars Outlaws muligvis være en skuffelse. Jeg håber også, at der vil være flere muligheder for at opgradere sit rumskib for på den måde at tilføje et ekstra lag til dette kampelement. Men det er der også stor sandsynlighed for netop bliver en mulighed, da der findes flere opgraderingssystemer i spillet. Jeg nåede at lave opgraderinger til både Kays speeder og blaster, og der er også opgraderingsmuligheder til rumskibet, som jeg ikke havde mulighed for at undersøge nærmere.

Der er faktisk mange systemer i spil i Star Wars Outlaws, og et af disse systemer, som virker ret interessant, er det, lad os kalde det et omdømmesystem, som påvirker, hvordan de forskellige fraktioner opfatter Kay. Løser du en opgave for et syndikat, så stiger du i anseelse hos netop denne fraktion, men det kommer på bekostning af, at du må gå bag ryggen på en anden fraktion, som så vil have en mere negativ eller aggressiv tilgang til dig. Det betyder, at hos nogle syndikater kan du komme og gå, som det passer dig, så længe du ikke gør noget, der forbryder sig mod deres regler, mens du hos andre syndikater er nødt til at snige dig ind uset, da du ellers vil blive afvist ved døren.

Hvilke fraktioner du vælger at tilgodese, er helt op til dig, hvilket betyder, at missioner ikke nødvendigvis skal løses på samme måde for alle spillere. Mit håb er, at det giver en følelse af, at der er konsekvenser ved de valg, man tager, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed.

Der er nu en måned til, at Star Wars Outlaws lanceres, og spillet fremstår ret ambitiøst. Men der er stadig nogle mindre skønhedsfejl, der lige skal adresseres inden udgivelsen. Visuelt ser spillet flot ud, og lydsiden er med til at understøtte den atmosfære, der er i spillet. Dog oplevede jeg småting som npc’er, der gik lige gennem Kay, og nogle animationer, der virkede lidt stive, på trods af at spillets cinematiske mellemsekvenser generelt så overbevisende ud. Styringen kunne af og til fremstå en anelse janky, og så var vi blevet lovet, at man kunne hoppe direkte fra en hæsblæsende speeder-jagt ombord på sit rumskib og sætte kursen mod en anden planet, lande og gå direkte ud i de nye omgivelser uden at møde en loading skærm. Der bliver jeg desværre nødt til at punktere det håb. Der er loading skærme – de er blot kamufleret som cinematiske mellemsekvenser, for eksempel når du lander med dit rumskib. Betyder det noget? Næ, men vi kan jo lige så godt kalde en spade for en spade.

Omgivelserne i Star Wars Outlaws fremstår varierede og detaljerede. Her er vi i Kijimi City. Foto: Ubisoft

Afsluttende tanker

Mine fire timer med Star Wars Outlaws gør mig spændt på det endelige spil. Jeg glæder mig til at se, hvordan de mange systemer spiller sammen, og om de mange ideer ender ud med at blive en meningsfuld spiloplevelse, eller om meget af det blot er unødigt fyld. Det bliver ligeledes interessant at se, om Massive Entertainment kan levere på historien, og om Kay er mere end blot pølsemandens Han Solo. Det virker umiddelbart lovende, og jeg er imponeret over, hvor atmosfæriske omgivelser man finder i spillet.

Jeg håber inderligt, at det indtryk, jeg fik angående spillets sidemissioner holder stik, og at vi ikke endnu en gang skal udsættes for en tjekliste af gøremål i bedste Ubisoft-stil, men jeg vil sige, at jeg er forsigtigt optimistisk, hvad netop dette angår. Spillet er mere fokuseret på stealth, end jeg indledningsvist havde forventet, og jeg håber, at der vil være mere variation i missionstyperne, som spillet udfolder sig. Der er dog ingen tvivl om, at vi kommer til at få et Star Wars-spil fra et studie, der virkelig gerne vil vise, at de forstår og elsker universet, men også ønsker at sætte deres eget præg på det.

Når alt kommer til alt, er det jo alfa og omega, om et spil er sjovt at spille – og det er Star Wars Outlaws, og min tid med spillet fløj af sted. Jeg håber blot, at det også er den oplevelse, jeg kommer til at få, når spillet udgives om netop en måned. En ting er sikkert – jeg glæder mig nu endnu mere, end jeg gjorde før mine fire timer sammen med Kay Vess.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk