Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Steelseries Apex Pro Mini-anmeldelsen – Kompakt og helt fantastisk!

Foto: Steelseries

Af Anders Isaksen
6 april, 2025

Steelseries har formået at skabe et tastatur der sparer plads uden at spare på kvaliteten!

Denne artikel indeholder affiliate-links. Læs mere her, hvad det betyder.

Det, jeg fortæller dig nu, vil nok komme lidt som et chok, og derfor vil jeg bede dig om at sørge for, at du sætter dig, inden du læser næste sætning.
Jeg bruger et tastatur ret meget.
Spøg til side – så siger det sig selv, at et tastatur er en ret væsentlig del af os skribenters hverdag. Men alle, der gamer på pc, vil også have deres unikke krav til deres tastatur. Udover at skrive for Arkaden og spille på pc, bruger jeg også et tastatur meget i mit daglige arbejde, hvor jeg blandt andet arbejder meget med Excel.
Eftersom tastaturer fylder så meget i mit liv, er jeg altid på udkig efter nye og bedre tastaturer.
Derfor var jeg også meget spændt, da jeg blev bedt om at anmelde et nyt ultrakompakt tastatur fra SteelSeries, nemlig Apex Pro Mini.

Specifikationer

  • Switch type: OmniPoint 3.0 (Magnetisk)
  • Justerbart aktiveringsområde: 0.1 – 4.0mm
  • Avanceret knapfunktion: Rapid trigger + Rapid tap
  • Switch rating: 100 millioner tryk garanteret
  • Tilslutning: USB-C
  • Knapmateriale: Double-Shot PBT
  • Størrelse: 293 x 102 x 40.5mm
  • Vægt: 664g
Foto: Steelseries / Anders Isaksen

Hellere lille og vågen…

Det ligger lidt i navnet – Apex Pro Mini er et kompakt keyboard. Og når jeg siger kompakt, så mener jeg det. På billedet nedenfor kan du se størrelsen sammenlignet med et Keychron K4C2, som i sig selv ikke er et kæmpestort tastatur.
Her er virkelig skåret ind til benet. Numpad er skåret væk, men det er efterhånden ikke et særsyn i dag. Men ud over det, så er hele rækken med F-knapper, Delete, Home, Page Up og Down, End, Print og piletasterne også barberet væk.
Eller det vil sige – de er ganske vist ikke knapper i sig selv, men de er en del af andre knapper og kan aktiveres ved at holde knappen med SteelSeries-logoet nede, mens man trykker. For eksempel får man Delete-knappens funktion ved at holde SteelSeries-logoet nede og trykke på Backspace.
Det kræver lidt tilvænning, men når først man har gjort det et par gange, fungerer det ganske fint.
Eller rettere – det fungerer fint, hvis du ikke har brug for, at nogle af disse knapper er separate. Men hvad med de scenarier, hvor du har brug for, at disse funktioner har deres egen dedikerede knap? Her tænker jeg specifikt på tre scenarier.
Det første er ikke gaming-relateret, men mere hvis man arbejder meget med tal i systemer som Excel, Business Central, SAP o.lign. I så fald er det manglende numpad en stor udfordring.
Men det er ikke et punkt, der decideret trækker ned i karakter, for dette er et gaming-tastatur. Men hvad så med de manglende piletaster? De er at finde ved at holde SteelSeries-logoet nede og så trykke på WASD-knapperne i stedet. Det giver dig funktionaliteten, men der hvor udfordringen kan opstå, er for venstrehåndede gamere. Hvis du er vant til at bruge venstre hånd til din mus og så bruge piletasterne i stedet for WASD, vil du møde en udfordring. Det er muligt at ændre knappernes funktion i SteelSeries’ software, men det er i bedste fald en nødløsning. Jeg har dog hørt om nogle venstrehåndede spillere, der bruger IJKL, og her vil der ingen udfordringer være i forhold til tastaturets design.
Det sidste scenarie er også gaming-relateret og mere specifikt til en genre, som er kendt for at bruge mange keybinds, nemlig MMORPG. Personligt bruger jeg F1–F6 i stort set alle MMORPG, jeg spiller. Selv med de senere års trend, hvor spil som World of Warcraft og Final Fantasy XIV har skåret ned for mængden af aktive evner, man skal bruge i sin rotation, har jeg stadig skulle bruge – i hvert fald – et par af F-knapperne for at kunne nå alle mine evner med én hånd uden at skulle strække fingrene for meget.
Derfor forventede jeg faktisk også, at det ville blive et stort problem for mig med Apex Pro Mini. Men det har ikke vist sig at være tilfældet. Årsagen skal findes i det kompakte design. Fordi tastaturet er så lille, og knapperne sidder så tæt, kan jeg nemt nå mange flere knapper med fingrene og dermed bruge andre knapper i stedet for F-knapperne. Jeg vil endda gå skridtet videre og sige, at det føles meget bedre med dette tastatur. Det kompakte design er som skabt til et spil, hvor jeg har brug for at nå mange knapper med én hånd.

Foto: Steelseries / Anders Isaksen

Når knappen bliver en videnskab

Ved Apex Pro Mini er der tale om et mekanisk keyboard. Og her er knapperne lidt af en videnskab. For de indviede vil det følgende give perfekt mening: Apex Pro Mini har Hall Effect switches, og dette er SteelSeries’ eget redesign, som de har døbt OmniPoint 3.0. De har flere aktiveringspunkter mellem 0,1 og 4 mm. Disse kan let og elegant tilpasses i SteelSeries’ egen Engine-software.
Lad mig nu forsøge at forklare det i lægmandstermer. Under selve knappen sidder der en komponent, der forbinder knappen med tastaturets printplade. Denne komponent hedder en switch, og dens kvalitet og design er det, der bestemmer, hvor præcise, hurtige og modstandsdygtige dine knapper er i daglig brug.
Ved Apex Pro Mini er der gjort brug af Hall Effect switches.
Hall-effekten er et princip inden for magnetfelter, som blev opdaget af Edwin Hall i 1879. Han fandt ud af, at når man placerer en magnet ved siden af en elektrisk strøm, der løber gennem en leder, vil elektronerne bevæge sig i forhold til magnetens position. Dette påvirker strømmenes spænding, da elektronerne skubbes til den ene eller anden side af lederen. De resulterende ændringer i spændingen kan måles for at bestemme afstanden mellem magneten og lederen.
Det bliver blandt andet brugt i biler, hvor sensorer måler hjulets rotationsrate, hvilket så bliver rapporteret digitalt til bilens computer og brugt til at styre funktioner såsom ABS og fartpilot.
I keyboards var det meget brugt i 70’erne og 80’erne – altså i de allertidligste tastaturer – men gik af mode, da man fandt billigere måder at masseproducere tastaturer på.
Efter 2010 er det dog begyndt at komme på mode igen, fordi de er så meget hurtigere og mere præcise end en standard mekanisk switch. Årsagen hertil skal findes i det faktum, at du her bruger en magnet til at registrere, frem for en fysisk berøring.
I Apex Pro Mini gøres der, som nævnt, brug af denne teknologi, og du kan som sagt indstille præcis, hvor du vil have dine aktiveringspunkter, når du trykker på knapperne og dermed få præcis den ”reaktionstid” på dine knapper, der passer til dit gameplay.

Foto: Steelseries

Hvordan føles det så?

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg var meget tilfreds med deres setup, som det kom fra fabrikken. For mig føltes aktiveringspunktet helt perfekt lige fra kassen.
Og ja, de her knapper er lækre. Jeg har efterhånden spillet og skrevet på mange vidt forskellige tastaturer. Og især når det handler om at skrive, er det vigtigt for mig, at knappen reagerer hurtigt og præcist, når jeg trykker på den. Mange billige standard-keyboards tvinger brugeren til at trykke relativt hårdt for at få en reaktion, hvilket er dræbende – både i gaming, hvor man er afhængig af responsivt hardware, og når man skal skrive lange tekster i et ordentligt flow.
Apex Pro Mini er helt fantastisk at skrive og game på. Reaktionen føles perfekt for mig, og knapperne har en tilpas modstand, så du mærker, du trykker på dem, men giver også så meget efter, at jeg sagtens kan sidde og skrive i flere timer uden at blive træt i fingrene – hvilket er meget imponerende.
Lad mig sige det klokkeklart: Apex Pro Mini er det bedste tastatur, jeg nogensinde har skrevet på.
Det kompakte design hjælper også her, da jeg sagtens kan have mine hænder liggende statisk og nå alle taster blot ved at bevæge fingrene.

Foto: Steelseries / Anders Isaksen

Fremragende software

SteelSeries gør brug af deres såkaldte Engine-software, og den er fremragende. Det er nemt at indstille keybinds og aktiveringspunkter, og softwarens interface er minimalistisk og logisk at finde rundt i.
Apex Pro Mini har RGB-lys, og det er også nemt at tilpasse lige til dine ønsker. Du kan ændre alt fra farve og mønster til lysniveau. Personligt kører jeg med et svagt lys, så jeg nemt kan se knapperne om natten, men uden at det virker forstyrrende. Er du mere til, at dit tastatur flasher som et andet diskotek, er det også muligt – og som med alt andet er det nemt og logisk at ændre i Engine.

Foto: Steelseries / Anders Isaksen

Konklusion

Apex Pro Mini er et helt fantastisk tastatur med en lille formfaktor. Ofte oplever man, at minimalistiske produkter, der er designet til pladsbesparelse, også har sparet andre steder – men det er ikke tilfældet her. Switches og knapper er af højeste kvalitet, og udformning og knapplacering virker meget bevidst og sikrer optimal brug i dagligdagen – både til at skrive og game.
Selv om jeg personligt kan savne et numpad, så er det ikke noget, der trækker ned i karakter, da det her er et gaming-keyboard. At det så er et gaming-keyboard, der tilmed er helt sublimt at skrive på, er kun et kæmpe plus.
Apex Pro Mini har en vejledende pris på 1.649 kr. Det er ganske vist i den meget høje ende for et tastatur, men det er alle pengene værd. Det har ikke bare erstattet det keyboard, jeg normalt bruger derhjemme, men også forbedret min gaming- og skriveoplevelse markant!

Produkt: Apex Pro Mini

Producent: Steelseries

Produkttype: Kompakt gaming keyboard

Kompatibel med: PC, Mac, Xbox, PlayStation

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.






© Copyright - arkaden.dk