Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Stor patch til Path of Exile 2 denne uge!

Foto: Grinding Gear Games

Af Kasper Hansen
14 januar, 2025

Jonathan Rogers og Co. er tilbage fra ferie, og det betyder at de vil imødekomme diverse feedback fra spillere verden over

Path of Exile 2 ramte Early Access i december og blev mødt med massiv begejstring fra fans. Med et imponerende peak på over en halv million samtidige spillere på Steam Charts stod det klart, at spillet var længe ventet. Men da det også var muligt at købe adgang via Xbox Series og PS5, er det samlede spillerantal sandsynligvis endnu højere.

Nu er tiden kommet til en stor patch, der skal rette op på balanceproblemer og finpudse spiloplevelsen – med justeringer, der spænder fra de mindste detaljer til markante ændringer.

I en video lanceret på streameren Darth Microtransactions kanal løftede Grinding Gear Games sløret for, hvad spillere kan se frem til i årets første patch til Path of Exile 2. Spildirektør Jonathan Rogers beskrev opdateringen som en hurtig løsning, der adresserer nogle af de mest udbredte frustrationer fra communityet. Større balanceændringer er dog gemt til fremtidige Leagues. Patch 0.1.1 byder blandt andet på:

Forbedringer, der gør endgame-mapping mere givende og spændende.

Quality of life ændringer, som at kunne overskrive runer og andre sokkelgenstande.

Fire splinternye tårne, der slutter sig til spillets univers, samt store opdateringer af det eksisterende.

Introduktionen af respawn-muligheder i pinnacle-indholdet, med start hos den frygtindgydende Arbiter of Ash.

Hvordan den kommende patch ser ud.

Længere interview med skaberne

I et længere interview med Dartch Microtransactions delte Rogers og hans med-direktør for Path of Exile 2, Mark Roberts, flere detaljer om de kommende ændringer. Respawn-systemet, som debuterer med Arbiter of Ash, vil snart blive udvidet til andre pinnacle-kampe – muligvis allerede i patch 0.1.1. Men på grund af tidsbegrænsninger er Arbiter of Ash den eneste, de med sikkerhed kan love til denne opdatering. Spillere får seks respawns som standard i denne kamp, men antallet reduceres på højere sværhedsgrader.

De nye tårne ser også ud til at blive et markant løft til spillets endgame. Det ene tårn, som blev introduceret ved decemberlanceringen af Early Access, får selskab af hele fire nye tårne. Samtidig justeres både loot og antallet af monstre på endgame-maps. Rogers forsikrer, at ændringerne vil skabe en “mere belønnende” oplevelse for dem, der kaster sig ud i mappingens dybder.


Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.





© Copyright - arkaden.dk