Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Stor profil fra “Mass Effect” bliver CEO for nyt spilstudie

Af Kasper Pedersen
17 november, 2023

Forfatteren bag storsælgeren "Mass Effect" kommer til at skulle lede sit eget team som CEO

Spilserien Mass Effect er nok en af de allerbedste, når det kommer til RPG-genren. Den oprindelige trilogi lavet af spilstudiet ‘Bioware’ løb fra 2007 til 2012, og fik en velfortjent remaster i 2021 med Mass Effect: Legendary Edition. Desværre fik serien en noget uceremoniel død med det middelmådige spil, Andromeda der lige nu ligger med en metascore på 71 og endnu lavere ifølge spillere.

Der har siden da været noget stille fra teamet bag spillene, men nu er der nyt fra en af de ledende profiller bag, og det endda i en rolle som CEO for et nyetableret spilstudie. Det er spiludvikleren, Mac Walters, som på mediet “X” fortæller at han laver et nyt spilstudie kaldet “Worlds Untold”.

Mac Walters egen “tweet” på mediet “X”

Mac har tidligere været stærkt involveret i Mass Effect-franchisen som forfatter for 2’eren samt 3’eren, samt været Creative Director for det tidligere nævnte Mass Effect Andromeda. Desuden har han været indblandet i spil som Anthem, og haft en finger med i det lettere berygtede Dragon age: Dreadwolf.

Studiet ‘Worlds Untold’ er ejet af det kinesiske ‘NetEase Games’, som har en del kinesiske IP’er under sig. ‘NetEase’ har senest lanceret spillet Naraka: Bladepoint, som kan spilles på alle nyere konsoller samt PC.

Ifølge Studiets egen hjemmeside vil der være fokus på AAA-aktion/eventyr spil, med større emfase på narrativt styret verdener og en franchise der overskrider medium – Hvad det så end betyder. Meget tyder hvert fald på at der her kommer til at være tale om en rum-epik, der vil krydse flere medier. Men for nu kan vi kun spekulere.

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.





© Copyright - arkaden.dk