Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Sugarland Express 4K-anmeldelse – Spielbergs feministbiljagt omfavner dens menneskelighed

Foto: Universal Pictures

Af Kasper Rasmussen
27 januar, 2025

De fleste forbinder nok stadig Steven Spielberg som "Bubble-Gum"-instruktøren fra 80'erne med E.T. og de tre Indiana Jones-film. Men i årtiet forinden var han knap så styret af box office og special effects, her var der også plads til mennesker

I bakspejlet er det næsten skræmmende at forestille sig, hvad der kunne være sket, hvis Steven Spielbergs Dødens Gab var blevet udgivet i 1980’erne i stedet for 1975. Dengang var Spielberg allerede Hollywoods ubestridte “King of the World” – en datidens Kevin Feige – med ubegrænsede ressourcer til rådighed og en evne til at dominere blockbustermarkedet. Mange af hans film fra denne æra står stadig som nogle af de mest sete nogensinde.

Men kunstnerisk set toppede Spielberg, efter min mening, i 1970’erne. Her var han stadig en instruktør med noget at bevise, og hans arbejde var endnu ikke præget af de ubegrænsede budgetter, som Universal Studios og Paramount senere gav ham. Dødens Gab er for mig stadig hans bedste film – en perfekt balance mellem menneskelige relationer og de special effects, han begyndte at udforske mere intensivt i sin næste store film, Nærkontakt af tredje grad (1977).

Foto: Universal Pictures

En produktion på kanten af katastrofe

Produktionen af Dødens Gab var dog alt andet end glat. Spielberg stod over for et oprørt hav, skuespillere med interne konflikter (og en forkærlighed for alkohol), konstante produktionsforsinkelser og et eksploderende budget. Dertil kom en uerfaren instruktør, der flere gange var tæt på at blive fyret. Og så var der selvfølgelig de notorisk upålidelige animatroniske hajer, der sjældent fungerede. Ironisk nok blev dette en fordel for filmen, da det betød, at hajen først blev afsløret sent i historien – en beslutning, der skabte en uovertruffen spænding. Spielberg har selv udtalt, at hvis teknikken havde fungeret, ville vi have set hajen meget tidligere, hvilket sandsynligvis ville have svækket filmens effekt.

Dødens Gab blev Spielbergs anden spillefilm og hans første store blockbuster. Men optagelserne i Atlanterhavet var så kaotiske, at den dengang 27-årige instruktør frygtede, at hans karriere ville synke sammen med den defekte haj. I et interview med The Express i 2022 forklarede Spielberg, hvorfor han aldrig vendte tilbage til en efterfølger:

“Det var et mareridt at lave den første film. Der var endeløse problemer med hajen, og optagelserne var umulige. Jeg troede, at min karriere var forbi, fordi ingen nogensinde havde taget en film 100 dage over tidsplanen.”

Steven Spielberg
Foto: Original dansk filmplakat/Universal Pictures

Spielberg, efterfølgere – og The Sugarland Express

Spielbergs forhold til efterfølgere er interessant. Ifølge bogen Jaws 2: The Making of the Hollywood Sequel krævede Spielberg en for datiden uhørt løn på 1 million dollars samt en procentdel af indtægterne for at instruere en opfølger til Dødens Gab. Universal Studios afslog og hyrede i stedet instruktør Jeannot Szwarc – en beslutning, der i bakspejlet må betragtes som en af Universals største fejlvurderinger. Spielberg har tidligere kaldt efterfølgere for “billige tricks”, hvilket er ironisk, når man tænker på, at han senere instruerede tre efterfølgere til Jagten på den forsvundne ark og en til Jurassic Park.

Selvom Dødens Gab ofte omtales som Spielbergs anden film, er det teknisk set ikke korrekt. Hans første produktion var tv-filmen Duellen fra 1971, som blev omklippet til en biografversion til det europæiske marked og fik dansk premiere i 1973. Duellen kan ses som en slags prototype på Dødens Gab, hvor hajen er erstattet af en truende lastbil.

Spielbergs første egentlige biograffilm var dog The Sugarland Express (1974), der vandt prisen for bedste manuskript ved Cannes Filmfestival. Filmen fortæller historien om Lou Jean Poplin (Goldie Hawn), der sammen med sin mand Clovis (William Atherton) forsøger at genvinde forældremyndigheden over deres søn. Efter et mislykket fængselsudbrud og en improviseret kidnapning af en politibetjent udvikler historien sig til en kaotisk biljagt gennem Texas.

Foto: Universal Pictures

En film om mennesker – ikke biler

Selvom The Sugarland Express ved første øjekast kan virke som endnu en biljagtfilm, er det menneskelige drama i centrum. Spielberg blev inspireret af en artikel i The Citizens News med overskriften “Modern Day Bonnie and Clyde”. Artiklen beskrev den virkelige historie om Ila Fae Holiday og Robert Dent, der førte en langsom politijagt gennem Texas for at genforenes med deres barn.

På trods af sin unge alder viste Spielberg allerede i The Sugarland Express en bemærkelsesværdig modenhed som instruktør. Han eksperimenterede med kamerabevægelser, der trak på inspiration fra både Robert Altman og Alfred Hitchcock. Mange af de teknikker, han brugte her, blev senere forfinet i Dødens Gab.

Filmen rejser også interessante spørgsmål om loyalitet og moral. Skal man heppe på det unge par, der kæmper for at holde deres familie sammen, eller på politiet, der forsøger at håndhæve loven? Spielberg har senere reflekteret over, at han måske ville have struktureret filmen anderledes, hvis han havde lavet den senere i sin karriere.

Filmen markerede også begyndelsen på Spielbergs samarbejde med komponisten John Williams, der skabte et mindeværdigt tema, der løber som en rød tråd gennem filmen.

Foto: Universal Pictures

Analyse af filmen, dens rollebesætning og karakterudvikling

Filmen formår desværre kun delvist at leve op til sit potentiale. Steven Spielberg har lagt for stor vægt på de mange politibiler – læs: “special effects” – og de ulykker, de involveres i, på bekostning af karakterernes personligheder. Vi får kun lige akkurat nok indblik i de tre hovedpersoner til at ønske at lære dem bedre at kende, men filmen prioriterer i stedet en overflod af telefotooptagelser af patruljebiler. Dette gør, at filmen føles unødigt lang. Den kunne have været langt mere effektiv, hvis biljagten var blevet reduceret til 40 minutter, og der i stedet var blevet brugt mere tid på at introducere og udvikle karaktererne. En tilgang, der minder om Ridley Scotts mesterværk Thelma & Louise fra 1991, kunne have løftet filmen betydeligt.

Når det er sagt, har filmen sine øjeblikke. En særlig scene, hvor de flygtende bevæger sig ned ad Main Street og modtager gaver fra deres nyvundne fans, illustrerer på satirisk vis, hvordan berømmelse fungerer i Amerika – uanset hvad årsagen til berømmelsen måtte være.

Skuespillerne leverer stærke præstationer, især Goldie Hawn, der bringer energi og karisma til rollen som Lou Jean. Dog er karakteren skrevet på en måde, der gør hende så fokuseret på at opnå sine egne mål, at hun tilsyneladende ikke overvejer de fatale konsekvenser, hendes handlinger kan få for hendes mand (spillet af William Atherton). Dette skaber en ubalance i fortællingen og gør det vanskeligt at sympatisere fuldt ud med karaktererne.

Foto: Universal Pictures

Slutkonklusion

Filmen understreger en tilbagevendende udfordring i Spielbergs arbejde: Hans næsten geniale tekniske kunnen, der kan sammenlignes med en instruktør som Christopher Nolan, står ofte i kontrast til en mere begrænset forståelse af politik, samfund og – med undtagelse af børn – menneskelige relationer. Resultatet er en teknisk imponerende film, der dog mangler dybde og kompleksitet i sin tematiske udforskning.

Filmen har sine styrker, men dens ubalance mellem teknisk kunnen og karakterudvikling gør, at den ikke når sit fulde potentiale. Med en strammere struktur og større fokus på karakterernes dybde kunne filmen have været en langt mere mindeværdig oplevelse.

Foto: Universal Pictures

Den nye 4K-version af The Sugarland Express ser flot ud, men den lever ikke helt op til forventningerne. Billedet er lidt ujævnt, fordi grainopløsningen i billedet skifter fra scene til scene. Hudfarverne ser som regel naturlige ud, men nogle gange virker William Atherton lidt for bleg, mens Goldie Hawn ser alt for solbrun ud. Farverne er dog blevet bedre sammenlignet med Blu-ray-udgaven, især når det gælder bilerne og tøjet fra den tid.

AI-manipuleret billede

Man kan se, at der er brugt AI til at gøre nogle scener skarpere, men det fungerer ikke altid. For eksempel ser politibilen ved 22 minutter skarp og detaljeret ud, mens både Hawn og Atherton er lidt slørede. Det samme sker ved 25 minutter, hvor Mr. og Mrs. Looby ser lidt for skarpe ud. Et andet eksempel er ved 1:27:28, hvor folkemængden og deres biler ser unaturligt skarpe ud i forhold til resten af billedet.

På den positive side er der ingen problemer med komprimering, og de sorte toner er dybe og flotte. Farver som rød, gul og blå står virkelig godt frem, især på skiltene langs vejene og i byerne, som Poplins og politiet kører igennem. Detaljerne i billedet svinger dog en del – nogle udendørs scener er virkelig skarpe, mens andre virker lidt slørede. Tøjet, som Clovis’ flannelskjorte og Lou Jeans sweater, ser til gengæld meget realistisk ud med fine detaljer.

Det er lidt uklart, hvilke valg der er truffet i restaureringen, men farverne på Texas-himlen er blevet justeret, så de passer bedre sammen, og det er en god forbedring. Spielberg har vist været med i processen, men hvor meget han har været involveret, vides ikke. Alt i alt er 4K-udgaven en blandet oplevelse med både gode og mindre gode sider.

En ung Spielberg fra filmen Blues Brothers. Foto: Universal Pictures

70’er Mono-lydmix udsat for Dolby TrueHD 5.1-mix

Den nye 4K-udgave har skiftet det gamle DTS-HD 2.0 Mono-lydmix ud med et nyt Dolby TrueHD 5.1-mix. Det vil nok dele vandene blandt fans, da det originale mono-mix er en vigtig del af filmens 70’er-stil. Det nye 5.1-mix er dog ret afdæmpet og undgår de overdrevent voldsomme effekter, som nogle nyere film bruger.

Dialogen og de fleste lyde kommer fra fronten, mens lyde fra omgivelserne og ting som biler bruger surround-kanalerne godt. Et godt eksempel er jagtscenen ved 16 minutter, hvor lyden virkelig åbner sig, og bilerne føles mere levende. Skud og bilsammenstød lyder også realistiske uden at være for meget.

Selvom det nye lydmix er teknisk godt lavet, kan det som sagt føles lidt malplaceret for dem, der foretrækker den originale lydstil.

Der er lidt mere ekstramateriale her end på Blu-ray-udgaven, men det er stadig ret begrænset:

  • Fra boks til lærred: Kunsten at genoprette Universals filmiske arv (13:24): En kort dokumentar, hvor folk fra Universal fortæller om, hvordan de restaurerer film og bevarer deres arkiv. De forklarer blandt andet om HDR-scanning, farvejustering og stabilisering af scener, herunder arbejdet med The Sugarland Express.
  • Theatrical Trailer (3:19): Den originale trailer i SD-kvalitet.

OBS! I typisk Universal-stil kan ekstramaterialet først tilgås ved ændring til det engelske menusystem!

The verdict in full:

4K-udgaven af The Sugarland Express er en fin opgradering, men den har sine problemer. Billedet har fået bedre farver og flere detaljer, men skarpheden og grainstrukturen er lidt inkonsekvent. Lydsporet er spændende, men fraværet af det originale mono-mix vil skuffe nogle fans.

Med denne nye 4K-version får du en opdateret oplevelse med moderne teknologi, men du har stadig muligheden for at nyde den originale bluray, hvis du ønsker en mere autentisk 70’er-stemning. Uanset hvad du vælger, er der noget særligt at glæde sig over for enhver filmelsker.

The Sugarland Express er måske ikke Steven Spielbergs mest anerkendte værk, men filmen repræsenterer et væsentligt vendepunkt i hans karriere. Her stod Spielberg over for et afgørende valg: at fordybe sig i drama og menneskelige relationer eller at fokusere på den teknologiske og visuelle innovation, som special effects tilbyder. Han valgte det sidste, og dette valg har siden defineret hans signaturstil og position, trods afstikkere som Farven Lilla og Schindlers liste som en af filmhistoriens mest indflydelsesrige instruktører.

Medie: 4K-Ultra HD

Instruktør: Steven Spielberg

Skuespillere: Goldie Hawn, Ben Johnson, Michael Sacks

Genre: Drama/Action

Premieredato (4K-Ultra HD) : 11.11.2024

Spilletid: 110 minutter

Selskab: Universal Pictures

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.





© Copyright - arkaden.dk