Ad Banner

Førstehåndsindtryk

Suicide Squad: Kill The Justice League-preview – En tom oplevelse

Foto: Rocksteady Studios

Af Kasper Hansen
12 januar, 2024

I slutningen af november spillede jeg en lukket alpha test på Suicide Squad: Kill The Justice League, hvor jeg samtidig skrev under på en NDA (non disclosure agreement). Men nu er den blevet opløst af spilstudiet selv, som gør jeg kan dele min oplevelse med jer.

Rocksteady Står bag en spilserie om en superhelt, jeg personligt elsker, nemlig Batman: Arkham-trilogien. Derfor så jeg egentligt relativt meget frem til Suicide Squad: Kill The Justice League. Men gennem de sidste par år har alarmklokkerne alligevel ringet i mit hoved, og sikkert også hos andre, da vi hele tre gange har set spillet blive udskudt.

Oprindeligt skulle Suicide Squad udkomme i 2022, men blev udskudt til maj 2023. Senere blev det igen udskudt til sent i 2023, hvor det atter engang fik et skub til d. 2. februar 2024. Denne her gang ser det dog ud til at være den dato, vi kan satse på trods modtagelsen både fra alpha-testen, men også de previews, der har floreret rundt de seneste par dage.

Jeg har kun spillet det i alpha test-stadiet, så den mængde tid, jeg har brugt, er slet ikke nok til at kunne bedømme hele spillet. Mange af mine holdninger bygger på disse få timer, og spillet kan være bedre ved udgivelse, når man oplever helheden.

Deadshot og Harley Quinn, der hygger sig. Foto: Rocksteady Studios

Hvad er spillets præmis?

Suicide Squad følger fire superskurke – Captain Boomerang, Deadshot, Harley Quinn og King Shark – samlet af Amanda Waller for at stoppe Brainiac og kæmpe mod hjernevaskede Justice League-medlemmer i Metropolis. På trods af den fascinerende præmis mister spillet sin magi over tid.

Mine (anti)helte, som skulle redde verden, fremstår klodsede, især i en konfrontation med Wonder Woman meget tidligt i spillet. Den manglende evne til at håndtere en enkelt modstander skaber tvivl om deres kapacitet til at stoppe Justice League og forhindre en global katastrofe.

Dødsyge karakterer

Suicide Squad introducerer dig for en tutorial, der viser hver karakters unikke evner og våben. Deadshot bruger en jetpack, Captain Boomerang kaster med sin signatur boomerang og teleporterer, King Shark hopper højt og langt, mens Harley Quinn har en gribekrog og en svævende drone til at svinge sig rundt.

Desværre mangler disse “helte” den forventede spilleglæde. Kun Deadshot leverer en nogenlunde tilfredsstillelse, mens Shark med en massiv minigun føles ubalanceret og forkert. Dialogen fra Harley Quinn og Boomerang irriterer med stemmer, som giver mig lyst til at skære mine ører af. De er meget skingre, og det er irriterende på den værst tænkelige måde.

De fire karakterer. Foto: Rocksteady Studios

Spillet er flot, men også tomt

Rocksteady præsenterer et flot karakterdesign i Suicide Squad-spillet. Harley Quinn udstråler charme og psykotisk vanvid, mens King Shark imponerer som en badass karakter. Spillets æstetik og gameplay er overvejende positivt, men den udforskede verden føles desværre tom og sparsom. Mangel på fjender og en udfordrende rejse gennem et øde landskab trækker desværre lidt fra oplevelsen. En mere levende verden ville have forbedret indlevelsen og intensiteten i spillet.

Konklusion

Suicide Squad præsenterer en fascinerende præmis, hvor fire superskurke samles af Amanda Waller for at standse den hjernevaskede Justice League og bekæmpe Brainiac i Metropolis. Desværre mistede spillet sin fortryllende stemning, da mine (anti)helte fremstod klodsede i afgørende scener. Den manglende fornøjelse ved at spille visse karakterer, især Harley Quinn og Boomerang, trækker yderligere ned på spiloplevelsen.

Dog er der en lille undtagelse med Deadshot, hvis præcision og velplacerede headshots giver tilfredsstillende øjeblikke. Karakterdesignet og spillets æstetik imponerer visuelt, men den udforskede verden lider af tomhed, som påvirkende engagementet negativt.

Trods udfordringerne leverer spillet stadig på visuelle punkter. En mere levende verden kunne have forbedret indlevelsen, og gjort det sjovere at spille. Samlet set er Suicide Squad en oplevelse med få positive og flere udfordrende aspekter, og ens oplevelse kan variere afhængigt af forventninger til karakterudvikling samt spillets dybde. Det skal dog nævnes, at der kan være foretaget rettelser siden min egen oplevelse, som muligvis har påvirket spillets retning.


Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.





© Copyright - arkaden.dk