Ad Banner

Feature

Summer Game Fest er skudt i gang: 10 trailere der fangede os

Af Kasper Pedersen
8 juni, 2024

Det store spilrelateret sommer show er begyndt, og med det følger en masse trailere

2024 er nu halvvejs ovre, og skønt vi har haft en solid første halvdel med spiltitler såsom Helldivers 2, HellBlade 2, Rise Of The Ronin og meget andet, så kan man altid bruge mere at se fremtil, og det er her hvor det store Geoff Keighley produceret show, Summer Game Fest, kommer ind i billedet.

Hvad der før var et supplement, er nu endegyldig erstatning på E3, med en række shows over sommeren for mere end 50 spilstudier, der alle ønsker om at fremvise deres dyrt produceret trailere og sætte sig i spillernes hjerter. Dette års show blev skudt i luften d. 7 juni, kl. 23 i dansk tid, med en varighed på to timer. Skønt der blev vist masser af nyt, og lidt gammelt, så har vi valgt at lave en liste over de trailere, der fik de største reaktioner ud af os, og som måske kan fange din interesse.

Killer Bean (Killer Bean Studios)

Lad os starte med den særeste af dem alle. Hvad der hurtigt fik påtaget sig titlen på Arkadens interne Discord som “Meme Spillet”, er en bizar blanding af GTA, Call of Duty, Max Payne, Wanted og andre populærkulturelle spil samt film. Du spiller den titulære Killer Bean, der mest af alt ligner en M&M’s der har ligget i skabet alt for længe, og skal skyde, køre og springe sig vej gennem hære af fjender.

Traileren er umådelig fjollet med dets mange referencer og absurde effekter, men kunne også godt lade til at være en unik oplevelse, med en historie og karakterer der ikke skal tages alvorligt overhovedet. Spillet udkommer i Early Eccess til sommer.

Sid Meier’s Civilization VII (Firaxis Games)

Der var også plads til lidt kærlighed for den strategiske genre, og der er nok få spil, som indkapsler det bedre end Sid Meier’s Civilization-spillene. Skønt serien er faldet lidt i kvalitet med det sidste i rækken, har dets komplekse og avanceret tiltag på særligt 4X (eXplore, eXpand, eXploit, eXterminate) fanget mange hjerter, og det bør respekteres.

Det kommende Civilization VII ser også ud til at være i gode hænder, da det stadig er dets oprindelige skaber, Firaxis (som også har lavet Xcom), der står bag udviklingen. Skønt traileren ikke gav os meget at gå efter, ved vi at det vil udkomme i 2025 og kan “wishlistes” nu.

Black Myth: Wukong (Game Science)

Black Myth: Wukong er et action/adventure spil, der bygger på den ældgamle historie A journey To The West, som særligt Dragonball-serien er inspireret af. Det går efterhånden tilbage til 2020, hvor vi for første gang så “Abekongen”, i en grafisk imponerende titel, hvor man kæmper mod store, kinesisk kulturelle væsner på bedste “Soulsborne” maner’.

Først angivet til at udkomme i 2023 er spillet med denne nye trailer fastlagt til d. 20 august 2024, og selvom der ikke gives meget gennem denne fremvisning, ser vi meget frem til om det kan løfte den kinesiske kulturarv, eller om det kun ser godt ud på overfladen.

Star Wars Outlaws (Massive Entertainment)

Der er altid mange, som ser frem til mere Star Wars, og det er bestemt ikke anderledes med mange af os fra Arkaden. Universet er så fantasifuldt, med dets fantastiske ukendte kulturer og dets væsner, og så er lyssværd bare fede. Star Wars Outlaws tager en lidt anden retning, og går væk fra de “Force”-besiddende Jedi’s, for i stedet at give spilleren styringen over en lovløs, der skal forsøge at leve i universets kriminelle undergrund.

Traileren gav os et hurtigt smugkig på spillets univers, et par aktionspækket gameplay scener og et løfte om at vi vil komme til at se mere i Ubisofts eget show, Ubisoft Forward, der er dateret til den 10 juni.

Metaphor: ReFantazio (Studio Zero)

Hvis du endnu ikke har prøvet et Persona-spil fra Atlus, så er det ved at være på tide! Det er en fremragende JRPG-serie, der bygger de venskabelige bånd, som man laver til både ens holdkammerater, og de monstre man tager med i de turbaseret kampe. Metaphor: ReFantazio lader dog til at være en helt ny IP, der stolt viser sin inspiration, samtidig med det prøver noget anderledes.

Udvikleren bag, Studio Zero, har før kun udviklet det noget alternative, men stadig meget interessante og fantastiske, Catherine, men har en masse veteraner fra Persona-serien i ryggen, hvilket klart kan ses i spillets stemning og karakterdesign. Traileren fremviser noget af det mørke plot, ens hold der består af robotlignende skabninger i kamp og en udgivelsesdato der ligger den 11. oktober.

LEGO Horizon Adventures (Guerilla Games)

Fra noget mørkt og dystert til noget lidt mere hjerteligt. Et samarbejde mellem LEGO og PlayStations Horizon-IP er ikke noget nyt, da vi før har set figurer fra Guerillas univers blive omdannet til de fornøjelige klodser. Der gik da også rygter om et samarbejde for at gøre dette til et spil, hvilket nu viser sig at holde vand.

Lego Horizon Adventure ligner alt hvad man kunne forvente af ideen bag. Det er et lyst, eventyrligt og lidt fjollet actionspil, med Aloy og hendes venner i kampen mod de dinosaurer-inspireret robotter, som truer verdenen. Denne gang er det bare i LEGO. Selvom traileren ikke giver en præcis dato, skulle spillet udkomme engang senere i år.

Warhammer 40.000: Spacemarine 2 (Saber Interactive)

Warhammer er så meget mere end små rollespilsfigurer, som man kan samle og male. Det er en monster-stor IP, der har mange afgrene af videospil, og få er lige så fulde af alienblod og rustningsklædte, testosteronfyldte, motorsavsbærende, højråbende soldater som Warhammer 40.000: Spacemarine-spillet.

Med denne 2’er loves der mere af alt det gode action, som fans af det tidligere spil kender, og det vil nu være muligt at spille i co-op med vennerne. Den lader ikke til at få for lidt i traileren, som lover vi vil få mere at se den 20. juni med gameplay. Spillet har tidligere været annonceret til at blive udgivet den 9. september.

Kingdom Come: Deliverance 2 (Warhorse Studios)

Hvis du til gengæld er til noget mere jordnært, så kan det være at Kingdom Come: Deliverance 2, vil falde mere i din smag. Som en efterfølger til fanfavoritten Deliverance tilbage i 2016, har vi tidligere set, hvordan Warhorse formår at skabe et medrivende RPG-simulations eventyr i middelalderen, og i et smugkig som vi fik tidligere på året, lader det til at være det samme der gælder her.

Så gør dig klar til gå fra besked smed, til en nobel, hvis du vil, ridder der skal bekæmpe de invaderende styrker. Der vil være større mulighed for skydevåben, såsom armbrøster og pistoler, i forhold til tidligere og masser af hektiske kampe. Spillet udkommer engang i år.

Wanderstop (Ivy Road)

Det siges at man ikke skal dømme nogen på deres udseende, og det samme kan gælde spiltraileren. Wanderstop ligner til start en hyggelig farming-oplevelse i et magisk univers, men der er tydeligt noget dystert under overfladen, der viser næsten gyser-lignende tendenser.

Men man bør nok ikke regne med andet fra udviklerne af spil som The Stanley Parable og The Beginner’s Guide. Der gives ikke særlig meget væk i traileren, men det lader til, vi har meget mere at se frem til allerede senere i år.

Phantom Blade Zero (S-Game)

Vi slutter denne liste, det samme sted som dette års Summer Game Fest sluttede: Med en trailer fra PlayStations kommende Soulsborne/Sekiro-lignende Phantom Blade Zero. Samuraier ser ud til at være i høj kurs nu om dage, og hovedkarakteren i dette dystre og blodige Aktionspil, ser ikke ud til at være spor anderledes.

Der blev vist groteske fjender, hurtigt og flydende gameplay, samt en smule indtryk af spillets plot uden at give os det store overblik over, hvad pokker der foregik. Traileren var en optakt til en såkaldt “2024 World Tour Demo”, hvor vi fik datoer og steder, hvor man ville kunne prøve en demo af spillet, såsom til Gamescom i år.

Vi håber, I har nydt listen. Hvis I vil se alle trailerne, som blev vist til showet, kan de findes her. I skal også være velkomne til at slutte jer til vores Discord-kanal, hvor vi ikke bare ser store events som disse i fællesskab, men også diskuterer spil rent generelt.

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.




© Copyright - arkaden.dk