Ad Banner
Ad Banner

Film og serier

Superhunden Krypto dukker op i James Gunns ‘Superman’

Foto: James Gunn

Af Tobias Gilbert
16 oktober, 2024

"It's a bird, it's a plane, it's a... dog?"

Superhunden Krypto, eller ‘Krypto the Superdog’, vil optræde i James Gunns kommende Superman-film, har instruktøren bekræftet på sociale medier. Han offentliggjorde meddelelsen til ære for, at oktober er “adoptér en shelter-hund”-måned i USA.

I opslaget ses David Corenswets Superman siddende på månen sammen med Krypto, mens de kigger ud på Jorden. Til at matche, har Gunn delt et lignende billede af Superman og Krypto fra Grant Morrisons All-Star Superman-tegneserie – hvilket forfatter-instruktøren har bekræftet som en stor indflydelse på sin film.

Sammen med billedet beskriver Gunn den meget rørende begrundelse for, hvordan Krypto fandt sin vej ind i historien, som er inspireret af Gunns egen hund Ozu, som der selvfølgelig også er delt et billede af, for god ordens skyld.

“Krypto ankommer på skærmene i Superman denne sommer. Krypto var inspireret af vores hund Ozu, som vi adopterede kort efter, jeg begyndte at skrive Superman. Ozu, som kom fra en situation med dyreophobning i en baghave med 60 andre hunde og aldrig havde mødt mennesker, var problematisk, for at sige det mildt. Han kom straks ind og ødelagde vores hjem, vores sko, vores møbler – han spiste endda min laptop. Det tog lang tid, før han overhovedet lod os røre ved ham. Jeg husker, at jeg tænkte: ‘Gosh, hvor svært ville livet være, hvis Ozu havde superkræfter?’ – og sådan kom Krypto ind i manuskriptet og ændrede historiens retning, ligesom Ozu ændrede mit liv. Hvilket bedre tidspunkt at introducere den ikke-så-gode-gode dreng Krypto end under #AdoptAShelterDog måneden. For resten, Ozu er i dag, ret ofte, en meget god dreng.”

James Gunn

Superhunden Krypto blev første gang introduceret i tegneserierne i 1955 og har siden optrådt i utalige animations-projekter, b.la. DC League of Super-Pets (2022), hvor Dwayne “The Rock” Johnson lagde stemme til hunden. Men nu vil Krypto altså gøre sin allerførste live-action debut!

Det vil nok være sikkert at antage, at Kryptos involvering i det nye DCU vil være længevarende. Mon ikke Supermans bedste ven endda kan svinge forbi den allerede annonceret Supergirl: Woman of Tomorrow, med Milly Alcock (House of the Dragon) i titelrollen som Kara Zor-El, for at bringe hele familien sammen.

Om skribenten:

Tobias Gilbert – Skribent & Anmelder

Tobias er uddannet skuespiller fra Det Danske Filmskuespillerakademi i 2017. I sit arbejde som skuespiller har han både stået foran og bag kameraet ved bl.a. at producere egne kortfilm. For tiden læser han Dansk på Københavns Universitet for at skærpe sine skriveevner, hvor han også arbejder som skribent for Filmmagasinet Nosferatu. Når der skal slappes af, er det ofte med et PS5-joystick i hånden og en hjemmelavet bolognese på tallerkenen.




© Copyright - arkaden.dk