Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Synduality: Echo of Ada-Anmeldelse – Et evindeligt enerverende grind

Foto: Bandai Namco/ Game Studio

Af Kasper Pedersen
31 januar, 2025

“Synduality Echo of Ada” er Bandai Namcos seneste forsøg på en extraction shooter. Spillet er udviklet af “Game Studio”, der mest er kendt for mobilspil. Er de i stand til at løfte opgaven?

Lad os lige få slået en ting fast: Jeg er normalt ikke synderligt vild med genren “Extraction Shooters”. Jeg finder dem banale og ensformige i deres gameplay, hvilket bestemt ikke gøres bedre af deres totale mangel på respekt for ens tid, der bliver fyldt ud med ligegyldige daglige, eller endnu værre; ugentlige gøremål for lille vinding. 

På det seneste har denne holdning dog ændret sig, da særligt sidste års Helldivers 2 virkelig formåede at gribe mig og underholde på alle de rigtige måder. Desuden kan jeg virkelig godt lide anime samt den japanske tilgang til spil, så at se Synduality Echo of Ada introducere et gameplayloop, hvor man styrer sin egen robot i en stærkt anime-inspireret verden, tiltalte mig en del. Men kan dets verden holde spilleren engageret i længere tid ad gangen?  

De forskellige AI-androider har unikke personligheder og meget anime-præget design. Foto: Bandai Namco

Velkommen til Amasia – En verden totalt blottet for identitet 

Spillet tager udgangspunkt i byen “Amasia” – Et postapokalyptisk område, hvor mutanter og robotlignende væsner har overtaget, mens menneskeheden har måtte søge under jorden, for kun at komme til overfladen efter nødvendige ressourcer samt byggematerialer. 

Det er de udforskende “Drifters”, der udgør spydspidsen for menneskehedens overlevelse, og som en af dem skal man udforske verdenen for at kunne bygge ens egen undergrundsbase, samtidig med at bekæmpe diverse monstre og banditter som man møder på sin vej. 

Når det kommer til opbygning af spillets narrative struktur, består denne af digitale logbøger, som man finder i faldefærdige ruiner eller industrikvarterer. Der fortælles her en historie fra før byen gik under, om en ung mand ved navn Alba, der på mystisk vis kan leve i verdens hårde naturlige klima, og en AI-robot ved navn Ada der former et tæt og kærkomment forhold til hinanden. 

Skønt jeg nød den velanimerede fortælling om Alba og Adas forhold, har spillet lidt til ingen yderligere historie at fortælle. De mange logbøger man finder, er fordelt som lydfiler eller korte animationer, og giver kun et minimum indblik i en verden totalt blottet for identitet. Det gør bestemt heller ikke spillet nogen tjeneste, at disse logbøger er så tæt knyttet til et gameplayloop, der fortsætter i en evindelig og enerverende grind. 

På trods af en ligegyldig verden, bydes der på flot vista til tider. Foto: Bandai Namco/Kasper Pedersen

Udforsk, byg din base, et cetera 

For når det kommer til gameplayet i Synduality, falder det meget hurtigt i den fælde, jeg har sammensat med genren: Et evindeligt og, ærligt talt, udmattende loop af gentagelser. Du har din underjordiske base, som man i fællesskab med sin egenproduceret android skal bygge op, ved at indsamle ressourcer fra overfladen.  

Til hjælp har man sin trofaste mecha (en såkaldt “CRADLECOFFIN”- kært), der er udrustet med våben og dele, som man selv vælger før hver ekspedition. Efter man starter et tilfældigt sted i Amasia, kæmper man mod både banditter, monstre og skadelig syreregn, i en evindelig søgen efter ressourcer, der så kan tages tilbage til basen for blive omdannet til penge eller byggematerialer – Denne proces gentages gang på gang på gang.    

Selvom det er tilfredsstillende at se ens base blive mere avanceret, og flere muligheder bliver låst op, er det tydeligt at spillet vil have en eksponentiel mængde af din tid, da alt har en tidsperiode, før det er færdigbygget. Det starter ud med få sekunder, men udvikler sig til timer, jo længere man kommer i spillet. 

Dertil introducerer spillet sin egen version af et “battle pass”, og ekstra køb af in-game valuta, som kan fuldstændigt overflødiggøre denne nedtælling. Det er en funktion, der vitterlig ikke burde være en del af et spil, som man allerede skal betale flere hundrede kroner for. Jeg fandt det ikke nødvendigt på nogen måde, og spillet dvæler ikke synderligt meget ved det – Men dets eksistens bør nævnes! 

Spillet har sin egen sektion for et helt Battle Pass med ekstra tilbehør. Foto: Bandai Namco/Kasper Pedersen

Konstant ævl og kævl rammer ligegyldighed 

Når det kommer til spillets verden, er der desværre ikke meget opløftende at bemærke. Kedelige ruiner, industrikvarterer, og til tider underjordiske huler, skal udforskes til fulde for brugbare ressourcer, og når spillet endelig åbner mere op, kammer det over i overaggressive spillere, der også kan indgås alliancer med, som finder en form for sadistisk underholdning i at ødelægge andres.

Den såkaldte “hjælpende” androide, som man har med på rejsen, er desværre ikke til megen hjælp. Fordelt mellem enten en mandlig eller kvindelig hjælper, kører dennes monolog konstant, for at holde spiller orienteret om verdenens sparsomme indhold. 

– Der kommer syreregn. Jeg kan høre lyden af en fremmed motor. Du trænger til reparation. Din robot er svært beskadiget, vend tilbage til basen. En fjende skyder på dig, lad mig skanne den for ligegyldig information. 

Citaterne er mange, konstante og i mange tilfælde irrelevante, hvilket gør alt andet end motivere dig til at knytte bånd til denne irriterende gimmick, der er lavet for at skulle hjælpe en.

Ekstraktion nr. 136: Samme kedelige verden, samme kedelige indsamling af krystaller. Foto: Bandai Namco/Kasper Pedersen

Kampe kan nå et niveau af tilfredsstillelse

Det kan nu virke som om spillet intet godt har kørende for sig – Men det er ikke helt sandt. For det er både velfungerende, og på trods af det hurtigt gennemskuelige gameplayloop, har det præg af intensitet og tilfredsstillelse i dets kampsegmenter. 

Spillet har en række missioner, som man skal klare for at komme videre i historien, låse op for baseudvidelser, og i det hele taget få flere muligheder for udvikling af sin mecha. Der er dette, der motiverer dig som spiller frem til næste tur på overfladen, og verdenen byder på mange skuddueller, der holder en på tæerne, hvis ikke man vil risikere at miste alt ens indsamlede loot samt våben.  

Der medfølger her en form for intensitet, der gør hver ekspedition tilfredsstillende, når man vender tilbage til basen med en fuld “rygsæk”. Der er også vise missioner, der byder på unikke, lineære lokationer og får verdenen til at virke bare en smule mere levende. Fjendedesignet er dog meget sparsomt, og kan tælles på en hånd. 

Når vejr og omgivelser kæmper imod dig, er der ægte intensitet at finde i Synduality. Foto: Bandai Namco/Kasper Pedersen

Konklusion 

Synduality Echo of Ada er ensformigt, banalt og til tider trættende. Den kedelige verden kan ikke bære det evindelige gameplayloop, som mest af alt kammer over med ligegyldige gøremål, på trods af at have en spændende historie og tilfredsstillende kampsegmenter.  

Det er en skam, for der er brudstykker af et godt spil, der kan byde på mange timers underholdning. Man skal dog være beredt på kæmpe sig igennem massevis af grind og tidsindstillede mekanismer, for at kunne få en bare nogenlunde tilfredsstillende oplevelse – Med mindre man er villig til at bruge en ekstra skilling på spillets fuldkommen ligegyldige Battle Pass. 

Udvikler/Udgiver: Game Studio/Bandai Namco

Genre: Extraction Shooter

Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series X|S og PC

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.





© Copyright - arkaden.dk