Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Tails of Iron 2: Whiskers of Winter-anmeldelse – Rottesouls vender tilbage 

Foto: Odd Bug Studio/Kasper Pedersen

Mest læste

Ad Banner
Af Kasper Pedersen
9 februar, 2025

Det første Tails of Iron udkom i 2021 til en positiv modtagelse, der banede vej for et mere charmerende, men overraskende brutalt, “souls”-lignende univers. Nu er udvikleren, Odd bug Studio, vendt tilbage med en 2’er større end før. Er det til spillets fordel?

Ah, souls-like. Du er efterhånden en mere brugt sub-genre, end joken om min kærlighed for bodypillows (hvilket er hysterisk morsomt!), og lige som den joke, rammer du mere ofte ved siden af end plet.  

Dog fandt jeg 2021’s Tails of Iron til at være ganske hæderligt. Med sin charmerende 2D-grafiske stil, brutalt gameplay og nuttede dyre-lignende væsner fik det da også en velfortjent modtagelse. Derfor var jeg ganske spændt på, hvad Oddbug kunne præstere med en 2’er, nu hvor det første spils slutning var ret så definitiv.  

Spillets front giver et klart billede af den splittede verden. Billede: Odd bug Studio/Kasper Pedersen

En sang om is og fyrstemord 

Tales of Iron 2 tager os tilbage til samme verden som i 1’eren, men denne gang har vi skiftet sumplokationer ud med snedækkede landskaber, da turen går mod nord. Her spiller man rotten Alonso, søn af “nordens vogter”, der sørger for at holde de blodtørstige flagermus, såkaldte “Darkwings”, væk fra resten af landet. 

Det varer dog ikke længe, før faderens hoved bliver adskilt fra hans krop af fjendtlige flagermus, og Arlo må nu tage ud på en verdensomspændt rejse, for at føre de forskellige klaner sammen mod nordens fjender en gang for alle. 

Spillets historie varer små 10 timer at gennemføre, stadig velfortalt med de grove toner fra doug cockle (Geralt of Rivierre – The Witcher serien) og byder på et væld af nye lokationer, samt en velanimereret verden med nye karakterer.  

Det var en ligefrem hævnhistorie, der havde det med at køre lidt i ring, da alle klaner i verdenen, lader til at skulle have hjælp, før de ville slutte sig imod en åbenlys fælles fjende. Jeg fandt dog stadig universet medrivende og engagerende fra start til slut. 

Allerede fra start indser man, at der ikke er tale om et venligsindet eventyr. Foto: Odd bug Studio/Kasper Pedersen

Blodtørstige, vilde dyr 

Man skal dog ikke lade sig narre af de søde karakterdesigns, da disse antropomorfismedyr har det med at blive lemlæstet på de mest brutale måde, hvilket leder tankerne lidt hen på klassikere såsom Dyrene fra Lilleskoven (Selv tak for traumet). 

Som det er kendt for Souls-like genren, skal man koordinere sine angreb, pareringer og undvigelser fra fjendtlige angreb, der for det meste er animeret med enten angreb der kan pareres eller kun undgås. Det er dog ikke altid tilfældet, da visse angreb er så hurtige eller mangler passende animationer, at man skal have ugudelige reflekser for at kunne reagere i tide.  

Det var ikke noget der ødelagde tilfredsstillelse, ved at svinge ens våben ned i skallen på sin ellers sødt udseende modstander, så blodet flod, og der er denne gang også gjort plads til magi, der gydede yderligere udnyttelse af fjenders svagheder. Der var dog også visse frustrationer – Særligt ved mange af spillets kamp-mekanismer. 

Spillets mange bosskampe byder på masser af udfordringer. Foto: Odd bug Studio/Kasper Pedersen

Når gensidig respekt ikke helt indfris 

“Hvis du forventer perfektion af mig, så forventer jeg også perfektion fra dig”. Det er et mantra, som jeg går med, når det kommer til Souls-like spil. For der er intet værre, end følelsen af at blive snydt for et slag eller en undvigelse, når nu ens fjender i et spil slår så hårdt, som særligt bosserne gør i Tails of Iron 2. 

Der var tider, hvor jeg var sikker på mit skydevåben ville ramme, for blot at se projektilet enten flyve for højt eller lavt, og blive kvitteret med et modangreb der fjernede halvdelen af mit liv. Der var også tider, hvor diverse rullefalde ikke helt landede, og spillets kamera har det med at zoome ind under kampens hede, så det var svært at orientere sig om, hvor fjenders angreb kom fra, når der var flere af dem. 

Der er dog stadig noget adrenalinfremkaldende over det, når man skulle nedgøre et væld af fjender, der kom i en langt større variation, end hvad der var tale om tidligere. Det er bare ærgerligt, at programmeringen ikke altid synes at følge med – Måske har ambitionerne været for store for et lille team? 

Skønt jeg nød den narrative fortælling læst højt af papi-Geralt, så virkede det direkte distraherende, når der midt strofe blev påbegyndt en kampsekvens, hvor man kunne risikere at starte ud med at miste liv til en ivrig fjende. Det gjorde særligt ondt, når man bare gerne ville se de søde dyr have en snak med hinanden. 

Mange af spillets lokationer byder på et levende univers. Foto: Odd bug Studio/Kasper Pedersen

Et billedskønt univers 

Selvom spillets gameplay kunne frustrere til tider, kan det samme ikke siges om den udvidede verden. Jeg var meget imponereret over Oddbugs evne til at lave 2D-baggrunde, der næsten kunne virke mere levende, end hvad der foregik på første rækkerne.  

Naturliv i bevægelse, beboet byer og fjender der bare venter på at deltage i kampe er alle realiseret på imponerende vis. Det ledte til jeg aldrig blev træt af at udforske hver en krog af verdenen, selvom der var visse gentagelser gennem spillets mange jagtmissioner, hvor man kan bekæmpe fjender for ekstra materialer. 

For ligesom i forgængeren, er der et stort fokus på ens udstyr. Alle væsner i verdenen har styrker og svagheder, og medmindre du vil tvinge dig selv igennem en fiktiv “Extra hard”-mode, gør du klogt i at studere disse svagheder, og påfører dig de våben samt rustning, der giver en passende fordel. Det kan alt sammen ses på ens karakter, hvilket gjorde det endnu mere engagerende at lege med forskellige kombinationer. 

Til gengæld er verdenen også underlagt en smule unødvendigt travlheder. Hver by byder på deres egne fjender, og hver bar har en helt række jagtmissioner, som du kan tage ud på. Du vil gerne have belønningerne til et forbedret arsenal, men mange af fjenderne minder meget om tidligere bekendtskaber, og bliver hurtigt rudimentære og kedelige.   

Konklusion 

Tales of Iron 2: Whiskers of Winter er tæt på at være glimrende – men falder ved målstregen grundet manglende animationer og en tand for meget ligegyldigt fyld. Det er en smule frustrerende at se en efterfølger, der tydeligvis er lagt flere kræfter i end forgængeren, hvorimod kvaliteten af dens indhold ikke lever op til ambitionerne. 

Hvis du har prøvet 1’eren, og kunne lide det, er dette et eventyr mere end værd at hoppe ud i. Det er bare ikke helt nok til at kunne brilliere på noget specielt i forhold til mange andre spil i samme genre, hvad enten der er tale om indie eller AAA. 

 

Udvikler/Udgiver: Odd bug Studio/United Label

Genre: Action adventure, RPG

Platform: PC, Xbox Series S|X (Anmeldt på), PlayStation 5 (anmeldt på)|4 og Nintendo Switch

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Resistance 4 kommer ikke til at se dagens lys… endnu?
Robert Eggers: “Jeg elsker virkelig ‘Pigen med nålen'”