Det hører desværre til sjældenhederne, at overgangen til Hollywood forløber smertefrit, hvis man ikke er opvokset med Thanksgiving og barbecuefester. Undtagelsesvis er det nemt at nævne Michael Curtiz, Ridley Scott, Roman Polanski, David Lean, Fritz Lang, F.W. Murnau, Billy Wilder og ikke mindst Alfred Hitchcock som succesfulde immigranter. Men de kom også alle fra hvide, vestlige kulturer. Andre, som mesterinstruktørerne Ingmar Bergman, François Truffaut, Jean-Luc Godard og Federico Fellini, har alle forsøgt sig i et forsøg, der nok nærmest ligner et stockcarløb. Og behøver vi overhovedet at nævne vores “egen” Bille August? Eller skal vi ikke bare kalde hans Hollywood-“karriere” for Det muntre køkken?

Den spanske nationalskat Pedro Almodóvar debuterer i en alder af 75 år med sit første “bidrag” til Hollywood-skatten med filmatiseringen af Sigrid Nunez’ roman What Are You Going Through, som han endte med at modtage Guldløven for. Filmen blev kåret som bedste film og var Almodóvars første engelsksprogede film. Nogle kritikere blev overraskede over at høre, at dette var Almodóvars første store europæiske festivalpris nogensinde; andre over, at dette skulle være filmen til endelig at få den … og så var der dem, der var høfligt overraskede over, at den overhovedet skulle have vundet noget. Efter Warner Bros.-logochokket står jeg på en naturlig vaklen over resultatet.

Plottet, som Susanne Bier ville have jublet over

Ingrid, en naturligvis brillant spillende Julianne Moore, er en bestsellerforfatter, der finder ud af, at en af hendes gamle venner er ved at dø af kræft, en hun ikke har kontaktet eller tænkt på i årevis; krigskorrespondent Martha, muligvis endnu bedre spillet af genialiteten Tilda Swinton. De datede begge den samme mand (det er heldigvis stadig – i hvert fald på overfladen – en Almodóvar-film), en ligeledes uhelbredeligt velspillende John Turturro; først Martha, så Ingrid. De to kvinder mødes grundet de triste nyheder, igen glædeligt genforenet i Marthas private hospitalsstue, hvor ‘dødsskyggen’ giver en rigdom til deres genopblussede venskab og opmuntrer Martha til at bede om en alvorlig tjeneste. Hun har til hensigt at tilbringe en sidste fredelig weekend i et lejet hus på landet og derefter aflive sig selv med en særlig pille. Hun vil have Ingrid til at være i rummet ved siden af, mens hun gør dette. Dette vil gøre Ingrid alibibevæbnet med benægtelse – hun kan dermed fortælle politiet, at hun ikke vidste noget om disse hensigter. Dette er selvfølgelig ikke lige sådan at sige ja til, da Ingrid er den evige livsoptimist.

Find Almodóvar

Pedro Almodóvars første engelsksprogede spillefilm svarer til at købe en kopitaske, der ved første øjekast udgiver sig perfekt. Men pludselig opdager du, at det er en kopi af en Prado- eller Gucci-taske, og du opdager, du er blevet snydt. For du havde ikke bestilt en billig kopivare af en designertaske, du havde forventet en Pedro Almodóvar-film. Du havde forventet en følelsesmættet elevatortur, instrueret af en instruktør med så stærkt et bagkatalog med titler som: Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud, Kødet skælver, Alt om min mor og Tal til hende.

Det føles desværre som om, mesterinstruktøren er blevet nedskaleret til et amerikansk urtetebrev, med altanudsigt til designmøbler, og manuskriptet havde ved nærmere gensyn bedre været tilpasset en Rainer Werner Fassbinder-film.

The Room Next Door er dog papirtynd klassisk Almodóvar. Fængslende farvestråler. En vis frygt for verdens undergang. Utroligt smukke skuespillere i pletfri garderober (filmens sponsoraftale?) – i dette tilfælde drømmeparret Julianne Moore og Tilda Swinton. Men på trods af et sådant løfte er filmen også didaktisk, anstrengt og usikker på sig selv. Efter det behagelige skuldertræk i hans engelsksprogede kortfilm Strange Way of Life fra 2023 fremmer det følelsen af, at den sensuelle mester i spansk filmproduktion desværre ikke kan undgå at miste noget, når han vover sig uden for sit modersmål. Den sprudlende spanske gazpacho skiftes ud med amerikanskdesignede boligprogrammer, der dernæst snildt kan tilpasses en sikker salgstrailer til amerikanske designer-singlekvinder.

Sublime skuespillere

Mens der cykles gennem de følelser, som et kræftscenarie kan inspirere, viser Swinton og Moore, ikke overraskende, at der spilles fremragende. Moore fremtryller en kraftfuld blanding af varme og neuroser. Swinton er følsom, skrøbelig, men klog, i en præstation, der matcher den stille normalitet i hendes arbejde i Apichatpong Weerasethakuls gådefulde drama Memoria fra 2021. Det er især dejligt at se hende i denne form for tilstand, som er blevet sjælden – det er som om, hun pakker et menneske ud for hver scene, hun stjæler. John Turturro er også sjov som foredragsholder – og efter alt at dømme en umættelig sexfjende – der tidligere har været forelsket i både Martha og Ingrid.

Men alle tre ser ud til at kæmpe sig igennem den schweiziske ost i Almodóvars ostehullende manuskript. Martha og Ingrids monologer er tit fyldt med akavede udlægninger af hinanden, mens de større ideer i Almodóvars sind smadrer ind i fortællingen med mærkelig uelegance.

Det er især usædvanligt, fordi han normalt typisk er temmelig genial til at blande sæbeagtigt melodrama med eksistentielle kvaler – hans sidste spillefilm, Parallelle mødre fra 2021, handlede om et hospitalsbabybytte og det psykiske traume, der blev efterladt århundreder efter Franco. Det er jo bare så Pedro Almodóvar?! Her bliver karaktererne bedt om at formulere deres synspunkter om de neoliberale og højreorienterede reaktioner på klimakrisen eller det absurde i, at en uhelbredeligt syg person ikke er i stand til at vælge, hvornår de dør. Der er ikke meget pusterum – læs Almodóvarsk spillerum – mellem talepunkterne.

Almodóvars Amerika

Almodóvars syn på Amerika falder også lidt fladt. Det er alt sammen Edward Hopper-malerier og brændende bondegårde, New Yorks litterære præsentationer og nostalgiske minder om Paper Magazine, den smarte Downtown Manhattan-bibel, som han sandsynligvis abonnerede på i 1987. Læg dertil det faktum, at The Room Next Door stort set blev filmet i Madrid (en håndfuld eksteriører blev optaget i New York), og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor han overhovedet gør dette ud over et ønske om at arbejde sammen med Swinton og Moore. Indrømmet, det er næsten en god nok grund til The Room Next Doors eksistens. Men når man taler om en af verdens største nulevende filmskabere, kan “lige ved at være godt nok” ikke undgå at være utroligt skuffende.

Et større minus ved filmen var også unødvendigheden i en dobbeltrolle til Tilda Swinton, hvilket kun virker som en unødig gimmick. Tog Almodóvar ikke ved lære efter Swintons 3-rolleforsøg i Luca Guadagninos Suspiria-forsøg?

Og hvad sker der for Almodóvars ellers normalt habile Alberto Iglesias’ unødvendige Hitchcock-inspirerede score? For – ingen spoiler – havde den forsvundne selvmordspillescene kørt i en anden retning, havde det muligvis været nødvendigt.

Jeg kan dog ikke gå længere ned end 4 stjerner, da en film med tre af mine yndlingsskuespillere og én af mine yndlingsinstruktører ikke kan rokke ved helheden.

Den danske skuespiller Alex Høgh Andersen har den nærmest royale fornøjelse at spille Tilda Swintons unge jegs kæreste, hvilket han legemliggør glimrende.

Medie: Biograf

Medvirkende: Julianne Moore, Tilda Swinton, John

Instruktør: Pedro Almodóvar

Genre: Drama

Premieredato: 31. Oktober 2024

Spilletid: 107 minutter

Selskab: Warner Bros. Pictures/Sony Pictures

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.