Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

The Stone of Madness-anmeldelse – En fængende, men frustrerende og kludret oplevelse

Foto: The Game Kitchen

Mest læste

Ad Banner
Af Lasse Bjørnsten Rasmussen
4 marts, 2025

Skaberne bag de fantastiske Blasphemous-spil er tilbage med et nyt taktisk RPG, sat i et spansk kloster

The Game Kitchen, som studiet hedder, der har lavet begge Blasphemous-spil, er i min optik sindssygt dygtige, og Blasphemous-spillene er nogle af mine absolutte favorit-metroidvania-spil. De fede bosskampe, musikken og omgivelserne giver nogle eminente oplevelser, som man husker, længe efter man har lagt dem fra sig. Men med The Stone of Madness har de kastet sig over en helt anden genre. 

The Stone of Madness er et taktisk RPG, der foregår i realtid, hvor spillerne styrer seks forskellige karakterer med unikke evner, historier, svagheder og meget mere. Du starter spillet som Alfredo, en såkaldt holy man, der har dedikeret sit liv til kristendommen og derfor har en svaghed for død og ødelæggelse. Han vil nemlig reagere og miste sanity, hvis han går for tæt på et lig eller skelet. Nogle af de andre karakterer kan blandt andet løfte tunge genstande, slå folk bevidstløse eller klatre over en væg. 

Spillet har en ret fed art style, som gav mig Pentiment-mindelser, og det er uden at overdrive et af de mest unikke og magiske spil, jeg nogensinde har prøvet. Selvom de to spil ikke kan sammenlignes direkte, har de meget til fælles i tonen og omgivelserne, så jeg var derfor ret spændt på The Stone of Madness – især fordi det er skaberne bag Blasphemous, som jeg ved kan opbygge spændende og fede verdener ret imponerende. 

Men var The Stone of Madness den rigtige vej at gå for The Game Kitchen? 

Foto af: The Game Kitchen

De første par timer gik det egentlig okay, men det blev hurtigt en rigtig irriterende oplevelse 

Nøj, hvor er The Stone of Madness en unik oplevelse, på en rigtig frustrerende måde. Jeg var fanget af æstetikken og stemningen, af at være en gruppe mennesker, der prøver at komme ud af et spansk kloster og skal igennem en masse puzzles og samarbejde. Gameplay-loopet virkede til at love godt, og jeg var maks klar på en fed oplevelse! 

Men… det viste sig så, at det ikke var intentionen med spillet. Dette spil indeholder så mange fundamentale problemer, at jeg sad og blev helt vred og træt af at spille det. Jeg er så trist over min oplevelse, da jeg ud fra billeder og trailere syntes, det så vildt interessant ud.  

Noget af det, der er en del af kernen i spillet, er vores hovedkarakterer. Alfredo kan lamme spøgelser med hjælp fra sit kors, så han kan gå forbi dem uden at tage skade. Leonora kan klatre op ad vægge, slå folk bevidstløse eller ihjel, og Eduardo kan skubbe og kaste med tunge ting. Det var bare tre ud af de i alt fem personer, man ender med at spille som. Alt dette lyder på papiret fedt – og det var det også de første par gange, man spillede som dem – men til sidst blev det utrolig indviklet og frustrerende. 

Foto af: The Game Kitchen

Det, der gør det til en frustrerende oplevelse, er, hvor lidt spillet faktisk holder spilleren i hånden. Jeg har intet problem med spil, der ikke kaster rundt med gul maling og pile, som peger i retningen af, hvor man skal hen. Men i dette tilfælde er svarene og løsningerne på mange af områderne simpelthen for obskure og ikke klare nok, hvilket til sidst ender med at være irriterende. Samtidig skal man gå rundt med fem forskellige karakterer, placere dem forskellige steder eller kun bruge nogle af dem til at løse bestemte puzzles. Og igen, det lyder fedt, men det er en øretævende frustrerende og kludret måde at skabe fremgang på. 

Noget, jeg nævnte i starten, er, at en karakter som Alfredo har en svaghed for døden, hvilket gør ham mere sårbar, hvis han bliver eksponeret for dette. Alle karaktererne har hver deres svaghed. Leonora kan ikke gå for tæt på ild, da hun ellers bliver rædselsslagen, og Eduardo kan ikke tåle at gå rundt i mørke. Det var et aspekt, jeg godt kunne lide, da det gjorde karaktererne mere tredimensionelle og levende. 

Men når man lægger det sammen med de andre problemer, spillet har, blev det endnu et lag af frustration. 

Spillet havde desværre også en del tekniske problemer, hvor jeg enten blev nødt til at lukke spillet og starte det op igen på grund af bugs. Heldigvis er det noget, der med tiden kan blive rettet op på, men selvom spillet har været ude i lidt over en måned, stødte jeg stadig på et par stykker. 

Foto af: The Game Kitchen

Konklusion 

The Stone of Madness lever i den grad op til titlen. Det var en maddening oplevelse. De mange lag af frustration i gameplayet og de obskure måder, man skal klare de forskellige puzzles på, gør The Stone of Madness til en rigtig svær anbefaling. Der er gode taktiske RPG-elementer gemt, og art-stylen skaber en glimrende stemning, som jeg gerne ville blive og leve i, men når så mange problemer bliver stablet op på hinanden, var det til syvende og sidst en rigtig øv-oplevelse.

Måske kan The Game Kitchen lave en opfølger om nogle år, hvor de har lært af alle de fejl, som trak min oplevelse ned med The Stone of Madness.

Udvikler/Udgiver: The Game Kitchen, Tripwire Presents

Genre: Narrativt, taktisk real-time RPG

Platform: PlayStation 5 (Anmeldt på), Xbox Series X|S, Nintendo Switch og PC

Lasse Bjørnsten Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Din ultimative streaming guide for marts 2025
CoPilot
CapcomMonster Hunter Wilds sætter vild rekord!