Ad Banner

Anmeldelse

The Thing Remastered-anmeldelse – Fra frygt til frustration

Foto: Nightdive Studios

Mest læste

Af Henrik Brandt
6 januar, 2025

Paranoia, mistillid og isolation – The Thing: Remastered fanger filmens ånd, men er det nok til at eksponere, hvem monstret har iklædt sig som?

Som en kæmpe fan af John Carpenters mesterværk The Thing fra 1982, er det svært ikke at beundre filmens unikke kvaliteter. Den formår at kombinere nervepirrende spænding med en følelse af intens paranoia, mens den udforsker, hvad isolation og mistillid gør ved mennesker i ekstreme situationer. Filmens praktiske effekter – skabt af Rob Bottin – er stadig nogle af de mest mindeværdige og forstyrrende i gysergenren.

Det isnende Antarktis fungerer som en perfekt baggrund for en fortælling om menneskets kamp mod noget ukendt og ufatteligt. Det er ikke bare en gyserfilm; det er en psykologisk udforskning af frygt og mistillid, pakket ind i en atmosfære, der er lige så klaustrofobisk som den er storslået.

Med det in mente var jeg spændt på at dykke ned i spillet The Thing: Remastered som oprindeligt kom tilbage i 2002. Tanken om selv at begive mig ud i det fjendtlige, sneklædte Antarktis og blive en del af en fortælling, der byggede videre på filmens univers, var næsten for spændende til at lade være. Ville jeg kunne føle lidt den samme paranoia, den samme skræk ved ikke at vide, hvem der er ven, og hvem der er fjende? Ville spillet kunne levere en atmosfære som minder om filmen?

Med hjertet det rigtige sted

Foto: Nightdive Studios

Lige så snart jeg træder ind i spillet, fornemmer jeg straks det kolde, mørke univers og det føles som en tilbagevenden til det sted, hvor paranoia og rædsel råder. The Thing: Remastered tager os direkte tilbage til det sneklædte Antarktis, som nu føles næsten lige så fjendtligt og dødsensfarligt, som da vi forlod det i filmen. Atmosfæren, lyden og de visuelle elementer i spillet er uden tvivl dets stærkeste sider og formår nogle gange at vække minderne om filmens mesterlige setting til live.

En kold og nådesløs atmosfære

Fra det øjeblik, spillet starter, omslutter kulden dig. Den øde forskningsstation, dækket af sne og is, er lige så død og gold, som man husker det. Følelsen af isolation er nærværende – ikke kun på grund af omgivelserne, men også på grund af den konstante mistillid mellem dig og dit hold. Spillet lægger stor vægt på paranoia: Hvem kan du stole på? Hvem er stadig menneske?

Frygt- og tillidssystemet er hjertet i spillets design. NPC’erne reagerer på din adfærd – hvis du ikke giver dem våben eller medicin, bliver de mistroiske, og i værste fald kan de vende sig mod dig. Det giver hver beslutning konsekvenser og får dig til at føle vægten af ansvaret. Den gradvise opbygning af mistillid og desperation føles som en direkte forlængelse af filmens temaer – mere om dette senere.

Lyden, der kryber ind under huden

Foto: Nightdive Studios

Lydsiden i The Thing er et kapitel for sig selv. Den omhyggeligt designede baggrundslyd – vinden, der hyler gennem de smalle korridorer, og de fjernes knirkelyde – skaber en følelse af konstant ubehag. Når kampene begynder, stiger intensiteten, og musikken bliver en insisterende puls, der matcher adrenalinen. Det er tydeligt, at lydteamet har forstået, hvad der gjorde filmen så effektiv.

Desværre er der også passager i spillet hvor baggrundsmusikken helt forsvinder, og det eneste du kan høre er dine fødder træder i sneen eller dine holdkammerater kommer med klichéfyldte monologer. Det er lidt ærgerligt, når den ildevarslende musik og stemningen betyder så meget. 

Visuelt tro mod originalen

Remasteren puster ikke blot nyt liv i spillet, men har gjort det med en kærlig respekt for den originale æstetik fra 2002. Den retroinspirerede stil fungerer overraskende godt i dag og giver spillet en nærmest indie-lignende vibe, der passer perfekt til dets klaustrofobiske og desperate tone. Det føles som et moderne indieprojekt, der med vilje har valgt at holde fast i datidens stil for at fremhæve stemningen. Denne kombination af retroæstetik og moderne finpudsning gør spillet til en unik oplevelse, der føles både nostalgisk og frisk.

Omgivelserne er kolde, beskidte og fremmedgørende, mens fjendernes groteske udseende, tydeligt inspireret af Rob Bottins praktiske effekter, giver en frygtindgydende retrovibe. Det hele føles som en tidskapsel fra begyndelsen af 2000’erne, og remaster-versionen understreger denne æstetik med respekt for originalens visuelle stil.

Gameplay og styring

Foto: Nightdive Studios

Desværre falder spillet betydeligt, når man ser på gameplay og styring. styringen er kluntede, især i kampsekvenser, hvor præcision og reaktioner ofte er afgørende. Mange gange føles det som en kamp mod selve styringen, hvilket er frustrerende, når spillets design lægger op til intense og uforudsigelige situationer.

AI’en er også meget ujævn, hvor fjendtlige monstre og soldater ofte løber rundt som hovedløse kyllinger, og modstandere med våben rammer lige så godt som Stormtroopers. Hvis du har mere end tre NPC’ere med dig, skal du også passe på, at de ikke lige pludselig løber igennem krydsilden, for hvis du først rammer en teammate, så skyder han igen – og dette sker med jævne mellemrum. 

Det største problem opstår dog cirka 2/3 inde i spillet, hvor det gradvist mister grebet om sin klaustrofobiske og uhyggelige stemning. Det, der i starten er et spil om paranoia, overlevelse og strategisk tænkning, forvandles til en mere traditionel shooter, hvor hovedfokus ligger på kampe mod horder af fjender. Denne drejning underminerer fuldstændig den langsomt opbyggede spænding, der gør starten så effektiv. Det er dybt ærgerligt, da spillet havde potentialet til at fastholde en intens gyseroplevelse hele vejen igennem.

Fight or flight

Foto: Nightdive Studios

En af de mest interessante funktioner i spillet er dets frygt- og tillidssystem, som spiller en central rolle i både gameplay og atmosfære. Du er aldrig alene på missionerne, da du har et hold af NPC’er, som inkluderer forskellige typer specialister, såsom engineers og medics. Disse karakterer har dog deres egne tanker og deres tillid til dig er altafgørende for, hvordan de reagerer og bidrager til din overlevelse.

Tillidssystemet tilføjer et strategisk lag til spillet. Hvis du ønsker, at en medic skal helbrede dig, eller en engineer skal reparere kritisk udstyr, er det nødvendigt at holde dem trygge og tilfredse. Hvis dine holdkammerater begynder at mistro dig – for eksempel fordi du undlader at dele ammunition, medicin eller fordi du opfører dig mistænkeligt – kan de nægte at samarbejde eller i værste fald angribe dig.

Det at have forskellige typer specialister, som engineers og medics, gav mig stærke flashbacks til Half-Life: Opposing Force, hvor du også samarbejdede med NPC’er med specifikke roller. På samme måde som i det spil skal du i The Thing: Remastered bruge dine holdkammeraters evner strategisk for at komme videre.

Denne funktion skaber ikke kun variation, men tilføjer også et strejf af taktisk planlægning, der gør spillet mere interessant, især i de tidlige sektioner. Du bliver tvunget til at tage ansvar for hele holdets velbefindende, hvilket bidrager til følelsen af pres og paranoia, der er spillets kendetegn.

Derudover påvirker frygt, hvordan NPC’erne agerer. Hvis en holdkammerat bliver udsat for for mange skræmmende oplevelser – som at se en af deres kammerater blive dræbt eller et monster forvandle sig foran dem – kan de gå i panik, hvilket gør dem ubrugelige eller farlige. Dette betyder, at du hele tiden skal vurdere, hvordan du bedst balancerer din gruppes fysiske og mentale tilstand.

En historie uden plus

Foto: Nightdive Studios

Som skrevet tidligere, så positionerer The Thing: Remastered sig som en direkte opfølger til filmen, hvor du træder ind i rollen som en soldat sendt til den norske og amerikanske forskningsstation for at finde ud af, hvad der gik galt. Det lyder som et spændende udgangspunkt, men desværre formår spillets historie aldrig at leve op til dets potentiale.

Plottet er både forudsigeligt og fladt, med en række missioner, der føles som gentagelser af hinanden. I stedet for at udbygge mystikken omkring væsenet eller udvide filmens univers, bliver historien reduceret til en banal jagt på fjender og en række åbenlyse plot twists. Karaktererne, inklusive hovedpersonen, er uden dybde og stort set forglemmelige.

I stedet for at udforske de interessante temaer fra filmen – isolation, paranoia og menneskets kamp mod det ukendte – glider historien hurtigt over i en genkendelig fortælling om “dræb alt på din vej og overlev.” Det er ikke kun skuffende, men gør også spillet mindre mindeværdigt, da der ikke er nogen følelsesmæssig kerne eller uforudsigelighed at hæfte sig ved. 

Spillet har sine øjeblikke – især i starten, hvor mysteriet stadig føles tiltrækkende, og paranoiaen mellem holdkammerater tilføjer en spændende dynamik. Men som historien skrider frem, bliver det tydeligt, at spillet ikke har meget mere at byde på. De klaustrofobiske og intense sektioner bliver udvandet, efterhånden som fokus skifter til mere ensformige kampe og flade narrative momenter.

Det er især frustrerende, fordi spillets univers har så meget potentiale. Tanken om at være alene mod en ukendt, formskiftende fjende, mens man forsøger at overleve i en fjendtlig og isoleret verden, burde have ført til en uforglemmelig oplevelse. I stedet efterlader historien kun en fornemmelse af spildte muligheder.

Konklusion

The Thing: Remastered forsøger at bygge videre på det ikoniske univers fra John Carpenters mesterværk, og på visse punkter lykkes det. Atmosfæren er tyk af paranoia, og spillets frygt- og tillidssystem giver en interessant strategisk kant, der komplementerer temaet om mistillid og isolation. Den audiovisuelle præsentation, med dens kolde visuelle stil og en fremragende lydside, skaber en overbevisende hyldest til filmens univers.

Desværre trækkes spillet ned af kluntet gameplay, en flad og forglemmelig historie og en uheldig drejning mod rendyrket action, der underminerer den klaustrofobiske gyserstemning. Det er en oplevelse med en stærk start, men den mister hurtigt grebet og efterlader en følelse af spildte muligheder.

For fans af The Thing eller hvis du er vokset op med det originale spil, kan spillet være værd at prøve for dets atmosfære og nostalgiske retrovibe, især med remasterens respekt for originalens æstetik. Men for mange vil The Thing: Remastered føles som en middelmådig overlevelsesgyser – Det starter lovende, men snubler før målstregen.

Det er svært at klantre remaken for dette, men havde spillet ikke brugt The Thing IP’en, havde jeg nok været en smule mere positiv.

Udvikler/Udgiver: Nightdive Studios / Nightdive Studios

Genre: Action, Survival Horror, Third Person Shooter

Platform: Nintendo Switch, PlayStation 4, PlayStation 5 (Anmeldt på), PC, Xbox One, Xbox Series X/S

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Studiet bag Stellar Blade forærer deres ansatte PS5 Pro konsoller som tak for...
Tidligere Star Wars-stjerne Jake Lloyd åbner op om mental sundhed og accept...