Ad Banner
Ad Banner

Feature

To Filmfreaks på Eventyr – Februar, 2025

Foto: ChatGPT

Af Henrik Brandt
10 marts, 2025

Februar er lig med Oscar-sæson, men det er ikke enbetydende med et program fyldt med stjernestøv...

Februar har som altid været præget af Oscar-sæsonen, og vanen tro har vi her i Danmark først nu fået nogle af de helt store Oscar-film på det store lærred. Det er lidt en tradition, at vi er blandt de sidste til at få lov at opleve de mest hypede titler, men hey – bedre sent end aldrig! Det har også betydet, at vi har haft lidt catching up at gøre med de film, der allerede har domineret samtalerne internationalt.

Natasha og jeg har brugt en del aftener i biografmørket, hvor vi har ladet os opsluge af de historier, der har præget årets filmprisuddeling. Vi har diskuteret, analyseret og til tider også undret os over, hvad der egentlig gør en Oscar-værdig film. Og selvfølgelig har vi også haft den klassiske samtale: Skal vi overhovedet se Oscar-showet i år?

Foto: Nordisk Film Biografer

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at showet kan føles langt, at tålmodigheden ofte sættes på prøve af alt fra akavede jokes til endeløse takketaler, og ikke mindst på grund af tidspunktet. Men med de mange timer vi allerede havde spenderet i de komfortable biografsæder, føltes det næsten som en naturlig forlængelse at følge op med selve prisuddelingen. Så vi gjorde det, dog hver for sig – og ved du hvad? Det var da også ok underholdende. 

Vi har en artikel i støbeskeen omkring hele showet hvor vi kommer med vores betragtninger af showet som helhed og selvfølgelig prisuddelingerne – så stay tuned! 

En stille og rolig måned i det fynske

Februar har været en meget stille og rolig måned – i hvert fald på biograf-fronten. Jeg kan vist godt tale for både Natasha og jeg, når jeg siger at vi måske har været lidt mættet af biografoplevelser og derfor har vi trukket lidt i bremsen. 

For mit vedkommende var februar heller ikke den mest spændende måned, men det var også fordi der var én film, som overskyggede dem alle – den 35. film i rækken af MCU-film: Captain America: Brave New World. Af alle de superheltefilm vi får i år, lå Brave New World i den nederste halvdel på excitement-skalaen. Men none the less, var jeg da interesseret i at se filmen. Selvom jeg ikke var vildt begejstret for filmen, fik jeg alligevel set den fem gange i løbet af februar, hvilket også taler ind i, at der var sgu ikke så meget andet spændende på programmet. I skrivende stund ligger filmen – ud af 35 film – på 33. pladsen på Rotten Tomatoes, kun bedre end Eternals og Ant-Man and the Wasp: Quantumania. Så dårlig er filmen trods alt heller ikke, jeg kunne snildt nævne en håndfuld flere film som den er bedre end – for eksempel Iron Man 2, Black Widow, The Marvels og især Thor: Love and Thunder som jeg inderligt passioneret hader. 

Det var først i slutningen af måneden, at film som A Complete Unknown, The Brutalist og Flow kom i biografen, og jeg nåede hverken at se den ene eller den anden. Så jeg har, forhåbentlig, nogle gode biografoplevelser til gode.

Foto: Warner Bros. Pictures

En anden film, der udkom i slutningen af måneden – og som jeg prioriterede over Oscar-filmene, var filmatiseringen af Stephen Kings novelle af samme navn; The Monkey. Det var virkelig en overraskende sjov og underholdende film. Det er en af de sjældne gyserfilm, der formår at balancere kulsort humor med gys og splat. Selvom filmen ikke revolutionerer gysergenren, føles den frisk og energisk, især takket være den geniale humor, der hele tiden skubber grænserne mellem gys og grin. Selve håndværket er af lige så høj kvalitet som i Longlegs (som instruktøren osgå har lavet), og jeg kan tydeligt mærke instruktøren, Osgood Perkins DNA i kameraføringen og æstetikken.

Brave New World og The Monkey er faktisk de eneste to film jeg har set af nye biografpremiere. De andre film jeg har set i løbet af måneden, er film der udkom tilbage i januar, her i blandt Pigen med nålen, Here og så to af årets (indtil videre) bedste film: Companion og A Real Pain. A Real Pain har jeg først fået set ny her, så jeg vil lige hurtigt komme med den varmeste anbefaling. Jeg har ikke oplevet en film, der føles så ægte, umiddelbar og menneskelig. Jeg lod mig totalt rive med af den så sjove, emotionelle og fandens fængslende fortælling. Jesse Eisenberg, som både instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver, har skabt et mesterværk, der balancerer humor og tragedie på en måde, der sjældent er set.

Hermed afslutningsvist mine biografaktuelle anbefalinger

A Real Pain – 6 ud af 6
Companion – 4 ud af 6

The Monkey – 4 ud af 6

…og en lille anbefaling til

Captain America: Brave New World – 3 ud af 6

En utrolig stille måned i det Københavnske

Nfbio Odense, Foto: Henrik Brandt

Ligesom Henrik nævner, så ja, februar var en ret stille måned. Jeg nåede kun at komme i biografen seks gange – en markant nedgradering fra januars treogtyve besøg! Til gengæld har jeg købt mig et gigantisk TV til min lille københavnerlejlighed – en LG OLED 65’’! Jeg har fået et 65-tommers vidunder til min 52 kvadratmeter store Vesterbro-lejlighed. Hvad siger I så? Det har i hvert fald fået mig til at se en hel del film herhjemme. Og hvis I har læst min Alien-artikel om dating, så har jeg faktisk også testet Alien: Romulus på en date med mit nye tv. Jeg købte filmen i 4K, og jeg må indrømme, at jeg nok var en smule mere optaget af filmen og det fuldstændig vanvittige billede end af min date. “Wauw, det billede er jo helt vildt!” – det var nok de mest romantiske ord, jeg sagde til den søde fyr den aften.

Men tilbage til biografen! Det har til været en måned med både højdepunkter og et par nedture på filmfronten.

Jeg fik set Companion, som var et kæmpe hit hos mig. Jeg var simpelthen blæst væk over, hvor god og spændende filmen var – og jeg havde faktisk ikke lavet noget research på den udover at se traileren. Og når man går ind og ser en film uden at vide, hvad der venter, får man altså et “OMG” øjeblik, når filmen afslører, hvad den egentlig handler om. Companion blev så god, at jeg endte med at se den to gange i februar.

Så var der Bridget Jones: Mad About The Boy. Denne film er, hvad jeg kalder en “dejlig hyggelig film.” En veninde beskrev den som en film, der er skøn at se midt i al verdens kaos og negativitet – og jeg må give hende ret! Filmen er både sjov, fjollet og Bridget Jones er bare altid en fornøjelse at tilbringe tid sammen med.

Derefter var det tid til Captain America: Brave New World. Øv, den skuffede virkelig. Og det hjalp ikke ligefrem, at jeg så den i Imperial med virkelig dårlig lyd. Jeg havde høje forventninger, for traileren så fantastisk ud – men jeg gik desværre hjem med en følelse af total skuffelse. Kort sagt: Filmen var alt for langtrukken og kedelig. Og CGI’en? Hvad skete der lige der? Snak om en katastrofe!

Og så har vi A Complete Unknown. En film, jeg egentlig godt vidste ikke ville være min kop te, men som jeg alligevel måtte se, fordi den var nomineret til en Oscar. Nu er den set, og som forventet fandt jeg den temmelig langtrukken og lidt kedelig. Jeg kan dog godt se, at hvis man er en stor Bob Dylan-fan, så kunne den måske være noget. Jeg kender ikke meget til ham, så jeg gik lidt blind ind til filmen.

Og så runder vi februar af! Babygirl blev også genset, og den er stadig helt vildt underlig. Men Companion var helt klart den eneste film, jeg så to gange og nød lige meget begge gange. Marts kommer til bestemt til at byde på mere end seks biografbesøg (håber jeg da).

Anbefalinger fra Nat

Companion – 6 ud af 6

Bridget Jones: Mad About The Boy – 4 ud af 6

Den nærmeste fremtid

Marts måned ser desværre heller ikke super interessant ud på papiret. Men måske er det ikke så skidt endda – det giver os i det mindste en chance for at indhente de sidste Oscar-darlings, vi endnu ikke har fået set. Og lad os være ærlige: Der er altid en eller to film, der fortjener en ekstra chance i mørket.

Indtil næste gang, hav det godt og god fornøjelse i biografen!

Relateret artikler

To filmfreaks på eventyr
To Filmfreaks på Eventyr – Januar, 2025
To Filmfreaks på Eventyr – December måned
To Filmfreaks på Eventyr – November måned
To Filmfreaks på Eventyr – Oktober måned
To Filmfreaks på Eventyr – September måned
To Filmfreaks på Eventyr – August måned
To filmfreaks på Eventyr – Juli måned
To Filmfreaks på Eventyr – Juni måned
To Filmfreaks på Eventyr – Maj måned
To filmfreaks på eventyr – April måned
Katastrofalt gode katastrofefilm
Derfor SKAL du gå i biografen og ikke se film på streamingtjenester 

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.

Om skribenten:

Natasha Jensen – Skribent & Anmelder

Når Natasha ikke ser film, så vejleder hun folk i løb og triatlon. Hun er også kendt som ‘Løber Natasha’, fordi der skal løbes lidt for at forbrænde alle popcornene. Hvis du tager et kig på hendes YouTube historik, så vil den bestå af en stor nysgerrighed om, hvordan Hans Zimmer og Ludwig Göransson laver deres musik, og hvordan Christopher Nolan arbejder med IMAX.





© Copyright - arkaden.dk