Ad Banner
Ad Banner

Feature

To filmfreaks på Eventyr – Juli måned

Foto: Copilot

Af Natasha Jensen
31 juli, 2024

Juli måned bliver vendt af de to filmfreaks endnu engang. Alt fra hvad der har været godt og dårligt til hvad der overraskede os.

Juli måned er slut, og det er tid til at vende månedens film fra de to filmfreaks Henrik og Natasha. Det har været hvad man måske vil kalde en middelmådig måned. Vi er blevet underholdt med film som Grusomme Mig 4, Twisters, Fly Me to the Moon, The Bikeriders og ikke mindst månedens største film Deadpool & Wolverine. 

Om de to filmfreaks så kan blive enige omkring hvordan juli måned stod til? Lad os dykke ned i det, og finde ud af det! 

Månedens bedste film

Deadpool & Wolverine. Foto: 20th Century Studios / Marvel Studios.

Vi kan lige så godt starte med slutningen af måneden, fordi det er dér, den fedeste film gemmer sig, og nok også den, som vi begge er mest begejstret over at snakke om. Det er selvfølgelig Deadpool & Wolverine.

Natashas ord efter filmen var: ”Wauw, en film!”, mens jeg på konstant repeat lyttede til NSYNC’s Bye, Bye, Bye. Hvis I ikke allerede har set filmen, så vil I forstå hvorfor, når I har set den. Jeg tog ind og så den til verdenspremieren kl. 00:01 i IMAX hos Vue i København d. 24. juli. De store MARVEL-film fortjener at blive set i en stor sal med store højttalere og ikke mindst en masse hardcore fans, som er med til at skabe stemningen. Som altid havde jeg sørget for pladserne i midten på række K inde i IMAX-salen, fordi alt spiller bare på den række. I kan alle sammen takke mig for denne information, når I har lyttet til mit råd.

Verdenspremieren var et hit. Det var intet problem at holde sig vågen midt om natten, når filmen var så vanvittig god, som den var. Henrik havde fornøjelsen af at anmelde filmen på vegne af Arkaden og gav filmen fem stjerner. Den kan du læse her, hvis du ikke allerede har læst den.

Henriks ord: Som hentydet til kan du læse min begejstrede anmeldelse af Deadpool & Wolverine her på siden. Jeg har i skrivende stund (mandag 29/07) set filmen tre gange og skal ind og se den igen senere i dag, og jeg er stadig lige så spændt som et barn på juleaften til at se den igen. Så jeg står fuldstændigt ved mine ord om, at det er den bedste superheltefilm i mange år, og den bedste MCU-film siden Endgame – ja, måske siden Infinity War.

Jeg vil også gerne fremhæve min oplevelse til pressevisningen. For det første har jeg ikke oplevet så mange til en pressevisning før, og samtidig var stemningen virkelig god og elektrisk. Folk snakkede på kryds og tværs før filmen, og under filmen blev der både hujet og klappet. Den ellers normalt iskolde stemning var helt væk.

Månedens mest skuffende film

Grusomme Mig 4. Foto: UIP

Så kan vi jo passende springe videre til månedens mest skuffende film. Det gælder for både Henrik og Natasha, som begge var meget skuffede over en særlig animationsfilm med gule minions. Det er selvfølgelig Grusomme Mig 4, som vi hentyder til. En film, som Natasha fik lov til at anmelde på vegne af Arkaden, og som hun havde set meget frem til. Desværre endte filmen med at hive flere gab end grin ud af munden på os, og selv Natasha måtte sige til Henrik, at den her film var altså svær at skrive en anmeldelse af. Hvad kan man skrive af spændende ting, som folk vil læse om en film, når den er så kedelig at komme igennem? Pyha! Anmeldelsen kan du læse her, hvis du skal have en fornemmelse af, hvor tung filmen var at komme igennem.

De andre tilfredsstillende film 

Twisters. Foto: Universal Studios

Så har vi nogle af de andre film, som faldt i god jord hos de to filmfreaks. Nogle film, som ikke er noget at prale helt vildt af, men som var underholdende nok at se i biografen. Her snakker vi bl.a. om Twisters, som egentlig nok faldt i lidt bedre smag hos Henrik end Natasha. Filmen var et kæmpe hit hos Natasha, da hun første gang så den i IMAX. Efterfølgende blev den set i Big Bio Nordhavn, og selvom det er en fantastisk biograf, så føltes filmen ikke lige så god anden gang. Måske var det magien, som IMAX har til at gøre film lidt bedre?

Henrik var dog en større fan af filmen både første og anden gang, han så den – det hjælper at have absolut ingen forventninger.

Et par andre film, som Henrik nåede at se, som også var ganske underholdende, var The Bikeriders og Yorgos Lanthimos’ anden film i år: Kinds of Kindness. Udover et stjernespækket cast i The Bikeriders (Jodie Comer, Austin Butler, Tom Hardy, Michael Shannon, Mike Faist og Norman Reedus!) er filmen virkelig godt instrueret og lader seeren hoppe med bag på motorcyklen og følge banden som en periodefilm. Filmen er pisse charmerende, føles meget autentisk og har meget på hjerte.

The Bikeriders. Foto: Universal Pictures

Kinds of Kindness er en mere underlig og akavet filmoplevelse. Filmen er en sort-komisk antologifilm, der består af tre sammenvævede historier:

1. En mand, der forsøger at tage kontrol over sit liv.

2. En politimand, der er bekymret over sin kones ændrede opførsel efter hendes mystiske tilbagevenden fra havet.

3. En kvinde, der søger en person med en særlig evne, som er forudsagt til at blive en stor åndelig leder.

Historierne er lige så absurde, som de lyder. Den unikke fortællestil og dybe, udforskende temaer som kontrol, opofrelse og grænsen mellem venlighed og grusomhed er lige så fascinerende som skræmmende.

Filmen Fly Me to the Moon overraskede Natasha og viste sig at være en ganske underholdende film. Hvem havde troet, at en film med Scarlett Johansson og Channing Tatum faktisk kunne fungere? Jeg må indrømme, at jeg var meget skeptisk. Den viste sig dog at være ganske rørende og sjov, og kemien mellem de to hovedroller var mere overbevisende, end jeg ville have forventet. Det er ikke et mesterværk, men det er en god film, hvis man ikke ønsker at koncentrere sig så meget, og bare vil nyde en stille og rolig film.

Fynboens anbefalinger:

Deadpool & Wolverine – 5 ud af 6
Kinds of Kindness – 5 ud af 6

Twisters – 4 u af 6
The Bikeriders – 4 ud af 6

IMAX-fanatikerens anbefalinger:

Deadpool & Wolverine – 5 ud af 6
Fly me to the Moon – 4 ud af 6

Hvad er status for de to filmfreaks og deres biografture?

Nordisk Film Biografer, Odense. Foto: Henrik Brandt

Vi skal selvfølgelig slutte af med det vigtigste spørgsmål. Hvor mange biografture er de to filmfreaks på lige nu? Natasha aka IMAX-fanatikeren var i juli måned i biografen 11 gange, og er på 72 biografture. Vi nærmer os kraftigt det magiske tal 100, og det kriller helt i maven. Dernæst fik IMAX-fanatikeren også besøgt IMAX-salen hele tre gange. Pyh, hvor har den været savnet efter to måneders pause.

Fynboen har haft sin mest produktive måned nogensinde med hele 18 biografture, her i blandt Deadpool & Wolverine fem gange inden måneden går på hæld. Med filmpremiere som Alien: Romulus, Trap, Longlegs, The Crow og MaXXXine, bliver august nok også en travl måned. Jeg er fortsat bag IMAX-fanatikeren, men jeg kan næsten komme op på siden af hende, med 68 biografbesøg.

Apropos, kan du læse om hvilke film du skal se i august måned her.

Relateret artikler:

Katastrofalt gode katastrofefilm

Derfor SKAL du gå i biografen og ikke se film på streamingtjenester

To Filmfreaks på Eventyr – Juni måned

To Filmfreaks på Eventyr – Maj måned

To filmfreaks på eventyr – April måned

To filmfreaks på eventyr

Om skribenten:

Natasha Jensen – Skribent & Anmelder

Når Natasha ikke ser film, så vejleder hun folk i løb og triatlon. Hun er også kendt som ‘Løber Natasha’, fordi der skal løbes lidt for at forbrænde alle popcornene. Hvis du tager et kig på hendes YouTube historik, så vil den bestå af en stor nysgerrighed om, hvordan Hans Zimmer og Ludwig Göransson laver deres musik, og hvordan Christopher Nolan arbejder med IMAX.

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.





© Copyright - arkaden.dk