50 indiespil du bør holde øje med i 2026
Emil Øgaard
Estimeret læsetid: 29 minutter.
February 26, 2026
Indiespil har aldrig været mere attraktive end nu. To ud af seks nomineringer for årets spil til The Game Awards 2025 var indiespil – tre, hvis man tæller Clair Obscur: Expedition 33 med. Flere streamere begynder at få øjnene op for såkaldte ‘friend-slop’-spil såsom Peak og R.E.P.O., der har vendt op og ned på udviklernes liv. Og sidste år fik vi indiebaskerne – de førnævnte GOTY-nominerede – Hollow Knight: Silksong og Hades 2, der var med til at vise, hvor høj barren er sat for mindre udviklingshold.
Derfor er det oplagt at rette blikket mod 2026 og se på 50 indiespil, du bør holde øje med. Listen herunder er sammensat i vilkårlig rækkefølge og spænder bredt i både genrer og udtryk for at give dig en så bred repræsentation som muligt. Kigger du godt efter, finder du også fire danskudviklede titler på listen.
Det er ikke alle spillene, der nødvendigvis rammer udgivelse i 2026 – men uanset hvad, er de værd at have på radaren. Og inden vi dykker ned i listen, vil jeg hurtigt opstille mine kriterier for et indiespil, da grænserne er lidt fluffy. Enten skal spillet være udviklet af et mindre hold på et mindre budget eller også skal det være udgivet af udvikleren selv.
God fornøjelse med listen. Jeg håber, du bliver inspireret til at hoppe ned i de mindre titler her i 2026.
1. MIO: Memories in Orbit

Vi starter med et fransk metroidvania med en meget markant artstyle. Tænk en slags Mobius-agtig streg blandet med hardcore platforming og grandiøse bosskampe. Så har du MIO: Memories in Orbit. Hvis du tørster efter et nyt Ori-spil eller gerrne vil udfordres som i Hollow Knight, er dette spil helt sikkert i din boldgade.
I vores anmeldelse af MIO: Memories in Orbit blev det beskrevet, at når man lige overkommer til lidt langsomme start og begynder at få sit dodge-ability, begynder flowet i spillet at vise sig. Spillet udkom d. 20. januar på konsoller og PC og kan hentes via Game Pass.
2. TR-49
I en lidt anden spilgenre har vi en interaktiv fortælling, hvor du skal dechiphere en støvet enigma-maskine. Den indeholder nemlig en information, som kan være ekstrem farlig, hvis den falder i de forkerte hænder.
Spillet styres ved at du skal sammensætte en bestemt kombination af to bogstaver og to tal for at få adgang til bestemte loggede bøger og tidsskrifter. Lidt efter lidt ser du forbindelsen mellem bogstaverne og tallene, og kan dechiphere, hvordan det hele hænger sammen. I anmeldelsen af TR-49 blev der især lagt vægt på en meget velfortalt historie, som præsenterer sig selv foran spilleren til trods for et lettere kluntet stemmeskuespil, som forklarer rammefortællingen. Spillet udkom d. 21. januar og kan spilles via PC, Android og iOS.
3. Cairn
Så er det tid til at finde bjergbestiger-skoene og talkum frem. I Cairn skal du nemlig udleve din bjergbestigerdrøm med alt det, det indebærer. Her er dit mål at klatre op et kæmpe bjerg, mens du finder den mest optimale rute og husker at pakke din rygsæk med nok proviant og udstyr. En slags survival-climber om man vil.
I vores anmeldelse af Cairn bliver der lagt vægt på sværhedsgraden og komprimisløsheden, som belønner dig, hvis du tør klatre distancen. Spillet udkom d. 29. januar på PlayStation 5 og PC.
4. Hermit and Pig
Hvad får man, hvis Undertale tog ud i skoven og spiste en masse psykedeliske svampe? Hermit and Pig er et syret narrativt RPG, hvor du spiller som den titulære eneboer, som sammen med sin kælegris vågner op til en verden og skov i forandring. Efter et syretrip bliver eneboeren mere paranoid og med hans sociale angst, bliver det en rejse ind i menneskets psyke, store samfundsmæssige problemer og en historie om et umage venskab.
Spillet har fået en rigtig fin modtagelse blandt kritikere, som fremhæver spillets tilgang til fortælle om menneskets psyke på en kunstnerisk måde. Hermit and Pig udkom d. 22. januar på PC, Linux og Mac.
5. The Eternal Life of Goldman

Nogle spil går bare ikke på kompromis med kunstnerisk integritet og bruger gerne over et år på at få den perfekte introsekvens eksekeret. Netop dette finder du i det kommende The Eternal Life of Goldman, som er et slags metroidvania/sidescrolling adventure. Her spiller du som den kuriøse eventyrer Goldman, der med sin multifunktionelle stok bevæger sig en håndtegnet verden med skøre væsner og personager. Udviklerne har brugt omkring syv år på spillet og har håndlavet alt, hvilket også kan ses i den ekstremt smukke artstyle. Desuden har de fået Yasunori Nishiki (Octopath Traveller, Final Fantasy) med som komponist på projektet.
I vores Gamescom-preview af The Eternal Life of Goldman blev der lagt vægt på, hvor intuitivt det stadig føles på trods af sin anderledes tilgang til metroidvania-genren. Det bliver spændende at følge med i, når spillet engang udkommer i 2026 på Switch 1 + 2, PlayStation 5, Xbox Series X|S og PC.
6. Moomintroll: Winter’s Warmth
Vi tager en tur nordpå til Tove Janssons magiske Mumi-verden, hvor endnu et smukt spil venter på sig. Norske Hyper Games tog den svensk-finske Janssons univers og lavede det ekstremt hyggelige Snufkin: Melody of Moominvalley. Her spiller du som Mumrikken, der efter Mumitroldenes vinterhi ikke kan finde sin gode ven Mumi. Undervejs møder han forskellige karakterer fra Mumidalen, som kan hjælpe ham i hans søgen. Og nu er der tid til en efterfølger med Mumitrolden i hovedrollen.
I samme papirsagtige artstyle skal du i Moomintroll: Winter’s Warmth på opdagelse i en snedækket Mumidal, da Mumitrolden vågner tidligt op fra sin vinterhi. Her skal du finde hjælp til at kunne klare dig igennem vinterens rå kulde og sparsomme maddepot. Spillet er sat til udkomme på PC og konsoller i 2026 og har lige nu en demo, man kan spille på Steam.
7. Scott Pilgrim EX
Fra norsk-finsk-svenske himmelstrøg skal vi nu til Toronto, Canada. Scott Pilgrim EX tager dig tilbage til 90’erne med et klassisk 2D action-brawler, hvor du sammen med en ven i split-screen co-op kan smadre ekskærester i flæng. Du kan vælge mellem syv forskellige karakter at spille som, heriblandt Scott Pilgrim og Ramona Flowers, og undervejs kan du opgradere dem og få nye angreb og låse op for komboer. Hvis du elsker 2D beat ’em ups som Ninja Turtles-spillene og Streets of Rage er det helt sikkert et spil for dig.
Scott Pilgrim EX er sat til udkomme d. 3. marts på PlayStation 5, Xbox Series X|S, Switch og PC.
8. Alabaster Dawn
Er man helt tosset med en lækker pixelart, og er man samtidig fan af et Zelda-agtig action-RPG, er det værd at holde øje med Alabaster Dawn. En flok helte vækkes til dåd, da en mystisk trussel invaderer deres kongerige. Men når det afgørende slag skal sættes ind, forsvinder alle deres kræfter. Heldigvis er der en enkelt helt, som ikke vågner med de andre. Helt forvirret våger du op som Juno og bliver med det samme kastet ud i et kongerige i brand. Det er din opgave at redde kongeriget og finde ud af om de andre helte stadig er i live.
Udviklerne bag er Radical Fish Games, som også stod bag det eventyrlige CrossCode fra 2018. Derfor er det med store forventninger, når Alabaster Dawn engang udkommer – forhåbentligt allerede i 2026.
9. Emberville
Mange udviklere har prøvet at lave et pixelart farming sim ala Stardew Valley, men uden at ramme magien fra det spil. Men hvis man kigger på det kommende Emberville, er det klart, at der også skal nye boller på genren, før at gøre den interessant. Ved at kombinere pixelart farming sim med et Diablo-agtig kampsystem, får man noget ret unikt. Det ser ihvertfald vildt spændende ud med alle de skills man kan låse op, og hvordan ens gård kan være med til at producere mad, man kan booste sig selv, inden man tager ud i kamp, hvor man ligeledes kan finde nye frø hjemtil.
Med på udviklingsholdet finder man den kendte YouTuber CohhCarnage, som også har gjort en stor indsats i at promovere spillet på sine egne kanaler. Emberville er sat til at udkomme i Early Access i sommeren 2026.
10. Mewgenics

Uanset om man er inde i indieverden eller ej, har man nok stiftet bekendtskab med The Binding of Isaac på den ene eller anden måde. Bag det spil står manden Edmund McMillen, som også er faderen til Super Meat Boy. Han er igen teamet op med den dygtige programmør Tyler Glaiel og har nu udgivet det længe ventede Mewgenics. I dette tactical-RPG roguelite skal parre forskellige katte, som man kan tage med på udflugt, hvor de bliver udvalgt til klassiske RPG-roller såsom magikere, krigere og barder.
Spillet er allerede blevet meget velmodtaget blandt spillere og kritikere og har i skrivende stund en OpenCritic-score på 89. Der er stor sandsynlighed for, at det kommet til at stå som et af de bedste indiespil for 2026. Tjek det ud – spillet udkom tilbage i starten af februar.
11. DarkSwarm
Så skal vi til velkendte himmelstrøg. I København sidder en flok gæve udviklere fra Bitfire Games, som arbejder på det længede ventede DarkSwarm, som allerede har fået Ghost Ship Publishing i ryggen. DarkSwarm er et online top-down tactical shooter, der kan minde om det første Helldivers, hvor man spiller som en flok elite-soldater skal arbejde sammen om at bekæmpe den massive horde af monstre, der kommer imod dig. Forvent kaos, fede kampe og en hulens masse sjov med dine venner i det procedural-genererede baner, hvor næsten alt kan ødelægges.
DarkSwarm har endnu ikke fået en dato for, hvornår deres Early Access er ude, men det bliver højst sandsynligt engang i 2026. Hold dog øje med deres hjemmeside og Discord for lukkede alpha-tests.
12. Exekiller
Exekiller læner sig i højere grad op af et AA-spil, men er selvudgivet af Paradark Studio, så derfor tæller det som et indie på listen her. I Exekiller er sat i et retro-futuristisk western-univers, hvor du som dusørjægeren Denzel Fenix bliver viklet ind i et narrativ, hvor mysterier om samfundet udfolder sig, og du lærer om, hvem du selv er. Exekiller er et first-person action-adventure, hvor du oplåser en masse skills, skal tage valg, som har indflydelse på historien, og hvor du skal gøre alt for at overleve i det vilde, vilde vest.
Personligt synes jeg det ser vildt spændende ud – nærmest en slags immersive sim eller en slags Cyberpunk 2077 sat i et post-apocalyptisk New York, hvor sandstormene for længst har begravet byen, så kun skyskraberne stikker op. Spillet har ikke fået nogen officiel udgivelsesdato, men jeg vil alligevel holde øje med det i resten af 2026.
13. Walled Haven
Hvis Shenmue eller Yakuza-spillene var udkommet på en af SEGAs allerførste konsoller, vil det nok se ud som Walled Haven. Sat i en dystopisk metropolis, hvor Kung Fu løser alle problemer, skal du i Walled Haven kæmpe dig gennem storbyens underverden, tage del i kulturlivet og smage på livet som din hovedkarakter, vi endnu ikke ved meget om. Generelt ved vi ikke ret meget om spillende andet end de trailers, der er vist. Her fornemmer man, at det bliver en slags open-world adventure med brawler-elementer som førnævnte Shenmue og Yakuza.
Walled Haven er også en debut-titel af Oni Craft fra Hong Kong, hvilket gør det endnu mere spændende at se deres twist på denne type af spil – især når de arbejder med et begrænset budget sammenlignet med SEGA. Jeg holder et vågent øje med, om vi måske får en demo i 2026.
14. Threads of Time
Så er der noget for Chrono Trigger-fansene. I Threads of Time skal du med hold af karismatiske helte gennem forskellige tidsperioder. Du har stadig de velkendte turbaserede kampe og en meget charmerende pixelart fyldt med liv og farver. Selvom denne type genre normalt forbindes med japanske spilstudioer, skal vi denne gang til Canada, hvor Riyo Games er klar med deres debuttitel.
Jeg synes det ser ekstremt lovende ud og har en meget høj produktionsværdi. Det minder ret meget om Sea of Stars i udtrykket, men også med historien bag – et canadisk spilstudie, som laver et JRPG-spil. Dette er et af de spil, jeg glæder mig vildt meget til at se, hvor det lander. Forhåbentligt bliver der fremvist mere i 2026.
15. Denshattack!

Et af de mest omtalte indiespil fra Gamescom Opening Night Live 2025 var Denshattack!. Hvis du tager det flowstadie, du kender fra Tony Hawk-spillene og i stedet spiller som et tog, har du Denshattack!. Flow, vilde tricks og høj fart er nøgleordene til at beskrive denne indietitel fra spanske Undercoders, som også tilføjer en hårdt optegnet, farverig, japansk-inspireret artstyle.
Gør klar til at lave vilde tricks med dit tog, når spillet engang udkommer i 2026.
16. Duskfade
Du tager en del Kingdom Hearts, en del Ratchet & Clank og blander op med en del Jak & Daxter. Ud fra den mikstur får du Duskfade. I dette 3D action-platformer skal du som helten Zirian og den mekaniske ugle, Cuckoo, gennem et magisk klokketårn, hvor din søster er blevet taget til fange. Spillet emmer af PlayStation 2-nostalgi, og ser helt fortryllende godt ud.
Duskfade er udviklet af Weird Beluga, som er et mindre hold fra Barcelona i Spanien – ja, igen et spansk studie. Som stor fan af Kingdom Hearts og Ratchet & Clank, glæder jeg mig til at sætte tænderne i denne lækkerbidsken af et spil. Lige nu har spillet ikke et udgivelsesvindue, men mon ikke det bliver i 2026-27 engang.
17. Blighted
Så skal vi til et lidt mere prøvet hold. Drinkbox Studios er nok mest kendt for Guacamelee og Nobody Saves The World, hvor deres gakkede humor og sjove gameplay-elemetenter kommer særligt til udtryk. I deres kommende spil, Blighted, er vi tilbage i et isometrisk action-RPG med e mere seriøs tone. Spillet virker til at være mørkere end tidligere spil, hvilket godt kan bekymre mig. Dog er der skruet op for den bestialske artstyle, og det ser mere gory og grufuldt ud end tidligere titler.
Uanset hvilken retning Drinkbox tager med tonen i spillet, kan man godt forvente et bundsolidt gameplay med fede bosskampe og en fantastisk verden at udforske. Blighted er sat til at udkomme engang i 2026.
18. Pony Island 2: Panda Circus
Fra noget der virker knapt så gakket, til noget der går all-in på gak. Daniel Mullins er en vild udvikler med blandt andet det første Pony Island-spil og Inscryption, hvor han bygger lag på lag ovenpå metalag. Pony Island 2: Panda Circus bliver en vild størrelse at give sig i kast med, hvor der bliver blandet alle mulige genre sammen, og på en eller anden magisk vis formår Daniel Mullins altid at få det til at fungere til overraskende effekt.
I traileren ser vi både 3D gameplay og det velkendte 2D-gameplay, som det første spil også bar præg af. Vi ser også stemmeskuespilleren/YouTuberen Sungwon Cho (ProZD), som spiller en gakket kejser i et videoklip som kører i baggrunden. Det skal nok blive forunderligt og mærkelig, når Pony Island 2: Panda Circus engang lander. Om det bliver 2026 ved vi ikke endnu. Men vi kan håbe.
19. Phonopolis
Vi forsætter i den syrede verden og hopper nu over til Tjekkiet og Amania Design. Deres Dali-inspirerede artstyle og gimmick-agtige spil har altid lænet sig op interaktive kunstprojekter. Her tænker jeg på Samorost-spillene, Machinarium og det groteske Happy Game. I deres nyeste spil, Phonopolis, har de skrottet den groteske stil og er gået over til at lave en hel verden i noget, der ligner bølgepap. De omtaler det selv som et historierig puzzle-adventure, hvor man skal hjælpe Felix med at tilendegøre den undertrykkende leders styre.
Det bliver underligt og kantet og meget kunstnerisk. Forvent et spil på en 4-5 timer, hvor du møder skæve personager, et farverigt, håndlavet univers og en interessant historie om revolution og medmenneskelighed. Phonopolis er sat til at udkomme i 2026 og har en demo tilgængelig lige nu.
20. Vampire Crawlers

Indiespil-sensationen Vampire Survivors blev i 2022 et kæmpestort hit udviklet af en solo-udvikleren, Luca Galante, med sit spilstudie Poncle. Siden da er studiet vokset sig til over 25 personer, som nu er klar til at vise, hvad de har brygget på siden. Med det mundrette navn Vampire Crawlers: The Turbo Wildcard from Vampire Survivors (fra nu af bare Vampire Crawlers) bliver vi stadig i roguelite-sektionen, men i stedet for bulletheaven er det et turbaseret deckbuilder ala Slay the Spire krydret med retro-adventurespil styring, hvor du trykker på retningsknapper for at bevæge karakteren. Nu er det bare sat i Vampire Survivor-universet samt de twists det nu indebærer.
Vampire Crawlers har allerede en demo ude nu, men har ikke fået en officiel udgivelsesvindue endnu. Men mon ikke det bliver før, vi får set os om.
21. Super Meat Boy 3D
Vi forsætter med de velkendte IP’er, som har fået et nyt lag maling. Eller rettere en helt ny stil. Super Meat Boy 3D går, som navnet indikerer, fra 2D til 3D i et spil, hvor absolut præcision i hop og styring betyder, om du overlever eller bliver savet over af savklinger. Præcisions-platformeren fik lidt klø for sin udgave af Super Meat Boy Forever, hvor man godt kunne mærke, at de originale kreative kræfter, som føromtalte Edmund McMillen (Mewgenics) ikke længere var ved roret. Derfor ser vi nu frem til et nyt spil i franchisen, som prøver noget nyt, men stadig bibeholder essensen.
Om Team Meat og Sluggerfly lykkes med missionen, kan vi opleve senere i 2026, hvor spillet er sat til at udkomme.
22. Mina The Hollower
Fra den ene indiesucces til den anden. Shovel Knight tog verden med storm, da det udkom i 2014. Med sin NES-agtige artstyle og solide 2D-sidescrolling gameplay blev både kritikere og spillere hovedkuls forelsket i det. Siden da er der udkommet et spinoff-spil, mobilspil, og slet og ret blevet et ret stort franchise. Nu er Yacht Club klar med en helt ny franchise. Mina The Hollower fanger igen essensen af et NES-spil i sin artstyle og et gameplay, som er ret ubarmhjertig, hvis man ikke mesterer kampene. Som musen Mina kan du både slå med dit sværd og grave tuneller i jorden, som du kan bruge strategisk i kampene og til forskellige puzzles.
Mina The Hollower skulle have være udkommet sidste år, men blev udsat på ubestemt tid et par uger, inden det skulle have været udgivet d. 31. oktober. Grundet var at det sidste manglede noget polish. Siden har der været radiotavshed, men på Steam står der stadig, at spillet udkommer engang i 2026. Jeg holder stærkt øje med det.
23. Masters of Albion
Igen er vi tilbage til et spil, som udvikleren udgiver i eget navn. Og denne gang med en industrilegende bag roret. Peter Molyneux, som er mest kendt for sin tid hos Lionhead Studios med spil som Black & White– og Fable-serierne, er tilbage til en sidste dans med et univers, der står ham nært. Masters of Albion er sat i det titulære Albion, hvor Fable-universet også finder sted. Molyneux beskriver det selv som en redefinering af God Game-genren, man kender fra Black & White. Det ser vildt og lovende ud, hvor du får den ultimative middelalder-sandkasse at boltre dig løs i.
Masters of Albion er sat til at udkomme d. 22. april 2026. Er du klar til en sidste dans med Molyneux-magi?
24. Demon Tides
Platforming-genren har længe haft svære kår, da den største konkurrent hedder Mario, som på mange måder har perfektioneret genren. Dog dukker der små indieperler op engang imellem, som gør genren til sin egen og tilføjer sine egne twists. Netop dette er, hvad Demon Tides er lykkes med. Selvom historien er simpel og corny, rammer det det flowstadie, man drømmer om i denne type spil. Med en meget markant artstyle, og sjove platform-puzzles, gør oplevelsen interessant og engagerende.
Demon Tides har været ude siden 19. februar 2026 og har en OpenCritic-score på 86, hvilket er ret imponerende for denne type spil. Man skal ramme noget specielt, da det er mod en mastodont, man sammenligner det med.
25. Coffee Talk Tokyo

Fra crazy dæmoner til noget lidt mere afslappende. Coffee Talk-serien har fået opbygget et meget loyalt publikum, som elsker at fordybe sig i historier med noget på hjerte. I det kommende spil, Coffee Talk Tokyo, bestyrer du en kaffebar i Tokyo, hvor du betjener en masse forskellige antropomorfiske karakterer, lytter til deres historier og interagerer med dem. Alle har en historie at fortælle, men ikke alle har tiden til at blive hørt. Dette spil henvender sig til dem, som elsker de lidt mere rolige spil, som føles som en interaktiv novelle.
Coffee Talk Tokyo er sat til at udkomme 21. maj 2026.
26. DarkBazaar
Vi skal tilbage til Danmark og hen til vores gode venner fra KeyQuest Studio. Indtil for et halvt år siden havde de arbejdet hårdt på at lykkes med deres top-down zombie-shooter Dead Ends. Men virkeligheden som spiludvikler er også, at nogle gange lykkes det bare ikke. Derfor sadlede de om har nu fundet et produkt, som virkelig har vind under sejlene. DarkBazaar er et gambling roguelite, hvor man skal købe kasser med våben for at kunne sælge dem videre på det sorte marked. Målet er, at du skal afbetale en gæld, du har stiftet. Våbene kommer i forskellige sjældenheder, hvor nogle er mere værd end andre. Undervejs kan du også købe passive opgraderinger, som kan gøre dit run bedre – eller få dig til at fejle eklatant.
Der er noget ekstremt fedt at se noget nyt til en roguelite-genre, hvor især Balatro var med til at bane en ny vej. Med DarkBazaar kommer endnu et nyt twist med sit Counter-Strike-agtige gambling mechanic og 90’er Windows-æstetik, som gør det ret originalt. Jeg ser frem til at hoppe ind i det, når det engang lanceres. Forhåbentlig alleredei 2026.
27. WORK WORK WORK
Et af mine absolut yndlingsspil overhovedet er A Space For The Unbound. Det smukke pixelart slice-of-life-adventure fra Indonesien skabte en spilverden, man havde lyst til at være i samt en historie med meget dybe temaer, som var bundet flot sammen med resten af spillet. Nu er studiet bag, Mojiken, klar med en spirituel efterfølger, som hedder WORK WORK WORK. Her skal du bryde ud af en ond arbejdscyklus, som du er fanget i. Genren er time-loop puzzle adventure som alle er ord, der kilder de rigtige steder hos mig. Den smukke artstyle er tilbage, og jeg er sikker på, at Mojiken igen kan levere et spil, som har noget vigtigt at fortælle.
Og hvis soundtracket bare bliver halvt så godt som A Space For The Unbound, er jeg er meget glad mand. WORK WORK WORK har ikke noget udgivelsesvindue endnu, men mon ikke vi hører mere om det i 2026.
28. REPLACED
Limbo og INSIDE er ikke gået i glemmebogen. Faktisk lever deres ånd i den grad stadig videre. I det kommende cinematiske action-platformer, REPLACED, spiller du som R.E.A.C.H. – en AI fanget i en menneskekrop, der er på en vigtig mission. Han skal nemlig afsløre militære hemmligheder i et 80’ernes cyberpunk-agtige USA, hvor en atombombe har ødelagt meget af landet. Du kan bevæge dig relativt frit som man kender fra INSIDE, og der er helt sikkert en masse platforming og puzzles undervejs. Artstylen er vildt fed, og det tyder endelig på et spil, som helt åbentlys har overtaget faklen fra INSIDE.
Jeg glæder mig til at spille REPLACED, når det udkommer d. 14. april 2026.
29. At Fate’s End
Studiet bag det meget følelsladede Spiritfarer prøver med deres kommende spil, At Fate’s End, at skrue op for tempoet og action i spillet. Hvor Spiritfarer mere var et afslappende spil med noget på hjerte, prøver At Fate’s End at være det modsatte. I traileren får vi vist en masse fede og cinematiske kampe og noget simpel platforming – et rigtig action-adventure. Historien tager udgangspunkt i et familieopgør mellem to søstre og en familie med skeletter i skabet.
Man kan glæde sig til at blive rørt til tårer af en rammende historie, få optur over at besejre en boss og have åben mund og polypper efter at være bjergtaget af den skønne artstyle. At Fate’s End er sat til at udkomme i 2026.
30. Witchbrook

Et tryllebindende life-sim er netop de ord, der bliver brugt på Steam til at beskrive Witchbrook. På mange måder er det et af de mest imødesete indiespil på listen her, så derfor fortjener den naturligvis en plads. Spillet har en fortryllende pixelart, hyggelige områder man kan udforske og en historie om en heks eller troldmand, som gennem sin uddannelse både skal lære sig selv at kende og blive klogere på egne evner for til sidst at bestå sin afgangseksamen. Møder du den eneste ene eller finder du venner for livet? Ja, faktisk kan du spille historien sammen med 3 af dine bedste venner.
Witchbrook har haft en langt tilløb grundet dets scope, som lyder helt vildt. Men at kunne udleve sin indre Hogwarts-drøm, lyder meget fristende. Spillet er sat til at udkomme engang i 2026.
31. Planet of Lana II: Children of the Leaf
Fra magiske hekse til skøn sci-fi. Da Planet of Lana udkom fandt det hurtigt sit publikum. Selvom det ikke var et mesterværk, var det stadig godt håndværk, hvor især det kunstneriske var af meget høj kvalitet. Artstylen var stemningsfuld og æstetisk og musikken kunne man også lytte til uden for spillet. Som pige Lana skulle du på eventyr med det katteligenende Mui ud og finde Lanas søster. I Planet of Lana II: Children of the Leaf er der større trusler på spil, større puzzles der skal løses og endnu vildere miljøer, du skal hoppe og snige rundt i.
I skrivende stund er jeg under embargo på, hvad jeg synes, men følg med her på siden d. 4. marts kl. 15. Planet of Lana II udkommer d. 5. marts 2026.
32. Mouse: P.I. For Hire
Fælles for mange af spillene på denne liste er en unik artstyle – det er sådan man skiller sig ud fra flokken blandt de tusindvis af spil, der dagligt bliver udgivet. Men nogle gange går udvikleren også all-in. Med Mouse: P.I. For Hire er man gået 100% ind på at ligne gamle Disney-tegnefilm fra 30’erne, hvor karaktererne har hvide handsker på, det er sort-hvid og den markante karaktertræk, som ligner Mickey Mouse som detektiv. Animationsstilen kaldes for rubber hose, hvor arme og ben er ret elastiske, som gør karakterene bouncy at se på.
I Mouse: P. I. For Hire spiller du som privatdetektiven Jack Pepper, der, i et boomer-shooter gameplay, tager dig på en rejse gennem en farlig og bundkorrupt storby. Det er røgfyldte jazzklubber, detektivkontorer og tegneserie-noir serveret på en ny og frisk måde. Mouse: P. I. For Hire bliver ved med at blive udskudt – seneste er det blevet udsat til 16. april 2026. Det håber jeg også, bliver den endelige udgivelsesdato.
33. Ontos
Nu bliver det uhyggeligt, du. Horrorspil er faktisk en af de genre som har gjort det fremragende på indiemarkedet. Amnesia: The Bunker og SOMA er nogle af de spil, som virkelig slog igennem blandt både kritikere og spillere. Og nu er udviklerne bag de to spil klar med en ny IP. Ontos foregår på det ombyggede månehotel, Samsara, hvor du skal undersøge et mysterie, som bliver ved med at stille spørgsmål. Ultimativt stiller spillet dig det ontologiske spørgsmål: Hvad er virkelighed?
Om Frictional Games kan tage stafetten og trygt lægge den i hænderne på Ontos, kan vi selv bevidne engang i 2026.
34. Slay the Spire 2
Listen er fyldt med efterfølgere til populære indiespil, så lad os forsætte i det spor. Slay the Spire 2 er efterfølgeren til det ekstremt vanedannende roguelite deckbuilder, som var med til at revolutionere genren i den retning. Med fede builds og en god metaprogression var det nemt at blive afhængig af bare et run mere. I 2’eren bliver det nok endnu vildere, hvor de prøver nogle nye ting af, som jeg glæder mig til at prøve.
Slay the Spire 2 udkommer i Early Access d. 5. marts 2026.
35. Forgotlings

Er man til gudesmukke eventyr med en dyb historie, er Forgotlings et godt bud på dit næste spil. Sat i samme univers som danske Throughline Games’ første spil, Forgotton Anne, spiller man som karakteren Fig – en forglemt dukke, der har fået en bevidsthed – som rejser ud på skibet Volare mod at forene fem stammer, som lige nu er krig. Det er de store følelser, der er på spil og med en nærmest Studio Ghibli-agtig artstyle er der noget at se frem til.
Forgotlings udkom d. 17. februar 2026 til blandede modtagelser, hvor især de tekniske problemer stod i vejen. Det er nu kommet en opdatering, som har renset ud i dem, så du får en meget bedre spiloplevelse. Jeg har allerede spillet demoen til spillet og var overrasket over produktionsværdien.
36. Dinolords
Et andet dansk spil, som jeg også har prøvet kræfter med, som jeg er helt vild med, er danske Dinolords. Med en unik blanding mellem hack’n’slash og strategispil, skal du som lord i vikingetidens England beskyttte din borg mod vikinger, som har fået selskab af dinosaurer. Men du har også mulighed for at opforstre dine egen dinosaurer, som du kan bruge til at beskytte dig med. Ved at placere både dinosaurer og dine tropper mest optimalt, vinder du kampene. Du deltager også selv i kampene med dine egne special skills, så der altid er noget at holde styr på. Vil du også bygge et bedre hegn foran dit borg, kan du anskaffe ressourcer og uddelegere opgaven til dine byggere.
I mit preview af Dinolords fik jeg også et indblik i, hvor spillet er på vej hen. Hele tiden er det vekslen mellem strategi og action for øje, og jeg synes, at Northplay har ramt et rigtig fedt sweetspot, så det stadig er sjovt at spille.
Dinolords har ikke en udgivelsesdato endnu, men jeg håber at se det i en Early Access her i 2026.
37. Mixtape
Hvad forbinder man med musik? Er det følelser? Er det minder? Er der en sang, der snakkede til dig, som fik dig til at gøre noget livsændrende? I Mixtape følger vi tre teenagere, som tilbringer den sidste nat sammen, inden deres vejes skilles. For at mindes om deres sidste nat har de lavet et mixtape med en masse 90’er bangers på som The Smashing Pumpkins, Portishead og The Cure for bare at nævne nogle stykker. Hvordan og hvorledes musikken bliver inkorporeret i gameplayet bliver ret interessant at se.
Tidligere udgavn Beethoven and Dinosaur det middelmådige The Artful Escape, hvor gameplayet blev ret stenet på trods af godt stemmeskuespil og god lydproduktion. Derfor håber jeg, at de rammer den lige i røven med Mixtape, som er sat til at udkomme engang i 2026.
38. 1348: EX VOTO
Fra unge mennesker, der føler sig uovervindelige til riddere, som må kæmpe for kærligheden. 1348: Ex Voto fortæller en nobel ridderhistorie sat i en italiensk middelalder. Her spiller du som ridderen Aetha (stemme og mocap af Alby Baldwin), som skal ud på en rejse for at finde og redde sit livs kærlighed, Bianca (stemme og mocap af Jennifer English). Gameplayet er 3D hack’n’slash, som lige pt. er ret kluntet at spille. Men jeg synes, at omgivelserne er fede, og hvis de formår at ramme en god ridderhistorie med noget på hjerte, kan det godt blive en skjult perle.
1348: Ex Voto er sat til at udkomme d. 12. marts 2026.
39. Big Walk
Nu skal vi til et spil, som bare viser, hvor bred indiescenen omfavner. Big Walk er et såkaldt friendslop-spil, hvor du sammen med dine venner kan hænge ud og udforske en kæmpestor sandkasse. Selv kalder udviklerne House House, der også har stået bag Untitled Goose Game, genren for online walker-talker.
Jeg tror, at dette spil bliver særligt populær blandt streamere på Twitch, da trailere viser, at spillet er pakket med nok ting, som gør oplevelsen mindeværdig.
Big Walk har ingen udgivelsesdato endnu, men er sat til at udkomme i 2026.
40. Out of Words

Tilbage i 2021 backede jeg et spil, som dengang hed Vokabulantis, hvor alt var håndlavet – alle karakaterer og miljøet omkring var der kunstnere som satte op, tog et billede, for så at flytte en smule på dem og tage et nyt billede. Med en skøn claymation artstyle ved man, hvor ambitiøst og tidskrævende det er, men man får også et helt unikt produkt. Se bare på det blændende Harold Halibut, som tog knap 14 år om at udvikle.
Siden jeg backede Vokabulantis i 2021 har det ændret både navn og udgivelsesstrategi – sidstnævnte som har fået en del backlash. Spillet hedder nu Out of Words, og er stadig et co-op platformspil, hvor man skal løse fysiske puzzles i gamle katakomber og hoppe rundt blandt skyskraberne i byen Nounberg. Backlashet kom da udviklerne, aarhusianske Kong Orange og Wiredfly, indgik en eksklusiv aftale med Epic Games, som betød, at det ikke vil komme på Steam, før eksklusivitetsaftalen udløber. Det var der mange backere af spillet, som var godt trætte af. Personligt betyder det ikke det store, hvilken storefront jeg skal spille det på.
Man kan også vælge at spille spillet på Xbox Series X|S, PlayStation 5 og Nintendo Switch 2, når det engang udkommer i 2026.
41. Dead Pets: A Punk Rock Slice of Life
Dead Pets: A Punk Rock Slice of Life er et spil, jeg faktisk ikke troede ville udkomme. Dengang danske Triple Topping Games lukkede ned i 2023 arbejdede de netop på dette spil, som dengang hed Dead Pets Unleashed. Siden da er spillet røget hen til den amerikanske udvikler/udgiver Akupara Games, som nu har gjort det færdigt og udgivet det.
Det der gør dette spil interessant – udover den danske vinkel – er præmisset om at spille som dæmonen Gordy, som man følger som et slice-of-life med på øveren, med på date og det at få sit liv til at hænge sammen som en punk rock-stjerne. Dengang Triple Topping Games udviklede på det, kan jeg huske en trailer, hvor man skulle vaske Gordys dildo efter brug. Om det aspekt stadig er med Akuparas version, ved jeg ikke endnu. Men spillet udkom på d. 6. februar 2026 på Steam.
42. Hollow Knight Silksong: Sea of Sorrow
Nu bliver det lidt dristigt. For Hollow Knight Silksong udkom i princippet i 2025. Dog udkommer DLC’en Sea of Sorrow her i 2026, hvilket man selvfølgelig skal holde et varmt øje med. Silksong var på mange måder et kontroversielt spil, da det er et spil, som sætter høje krav til sine spillere. Det er nådesløst, frustrerende og guddommeligt, når det så endelig lykkes at nakke den boss, man har siddet fast på i flere timer.
Jeg er spændt på at se, hvor Sea of Sorrow finder sin plads i historien, hvad den bygger på i gameplayet, og hvordan den håndterer den vanvittig sværhedsgrad.
Hollow Knight Silksong: Sea of Sorrow har ingen udgivelsesdato endnu, men er sat til at udkomme engang i 2026.
43. Neverway
Endnu et indiespil, vi ikke kan komme uden om, er Neverway, der med sin groteske artstyle fra pixelartisten bag Celeste og retro-agtige gameplay, man bare ved er en basker i løbet af de første 10 sekunder af traileren. I Neverway spiller du som Fionna, som opgiver sit hverdagsarbejde for at blive en død guds arvtager. I jagten på Neverway må du ikke glemme din egen virkelighed, hvor hårdt den end må være.
På musiksiden har vi Disasterpeace, som er kendt som komponisten på FEZ, Hyper Light Drifter og It Follows, hvor han med sine smukke, elektroniske flader formår at løfte spillet til noget specielt.
Neverway har heller ikke nogen udgivelsesdato endnu, men er sat til at udkomme i 2026.
44. Crushed in Time
Fra mørk horror til farverig comedy. Skaberne bag There Is No Game har taget udgangspunkt i publikumsfavoritter derfra, Sherlock Holmes og Watson, og baserede deres kommende spil på dem. Jeg fik lov til at lave et preview til det nede til Gamescom 2025, hvor jeg fik lov til at pinliggøre mig selv overfor udviklerne. Point-and-click-spil er svære at sidde med, når folk kigger på én. Men når de har tænkt ud af boksen og lavet en point-and-drag-spil, hvor man skal trække i tingene for at løse gåderne, bliver man sat under et større pres.
Men selvom jeg strugglede, så var det en fantastisk spiloplevelse – dejligt, friskt take på PnC-genren og en stil, der emmer af charme. Stemmeskuespillet er quirky, artstylen er quirky med skæve streger overalt, og hele tonen er dejlig uhøjtidelig.
Derfor glæder jeg mig til at spille den fulde udgivelse, når det udkommer engang i 2026.
45. Chronoscript: The Endless End

Drømmer du tit om at forsvinde ind i en bog og de verdener, der findes i bøgernes verden? Ja, som gamer kan du netop det. I Chronoscript: The Endless End spiller du som en redaktør, som bliver fanget i et manuskript, som indeholder en 1000-år gammel historie. Her skal du finde hoved og hale i det hele i et gameplay, der blandet 2D og 3D. Spillet er debuttitlen fra DeskWorks Inc. som er kommet under vingerne hos SHUEISHA GAMES. Derfor er jeg ret fortrøstningfuld for, at det nok skal blive godt.
Chronoscript: The Endless End er sat til at udkomme i 2026.
46. Order of the Sinking Star
Grænsen mellem gal og genial er papirstynd. Og personer der bevæger sig i begge yderpunkter, kan enten lave et absolut mesterværk eller fremstå som en prætentiøs skiderik. En genial, prætentiøs skiderik er netop de ord, jeg vil brug om at beskrive Jonathan Blow, som er mest kendt for sine puzzlespil, Braid og The Witness. Nu er han klar med sit næste puzzleprojekt, som har fået navnet Order of the Sinking Star. Her har Blow designet over 1400 forskellige puzzles og snakker om en spiltid på op til 250 timer, hvis man skal klare dem alle. Kan du se, hvad jeg mener med, at han er en gal skiderik?
Order of the Sinking Star har endnu ikke fået et udgivelsesvindue, men jeg ser frem til at høre mere om det her i 2026.
47. Haunted Chocolatier
Et spil vi ikke har hørt fra i lang tid, men som er mindst ligeså hypet som Witchbrook er Stardew Valley-skaberens næste spilprojekt: Haunted Chocolatier. Vi har allerede fået en kort trailer for et par år siden, men her i starten af året fik jeg vi en blogpost om, at der stadig bliver arbejdet på det. I blogpostet ser vi, hvordan den velkendte pixelartstyle går igen og giver de her ekstremt stemningsfuldte omgivelser. Her spiller man som en person, som rykker teltpælene op og flytter ind på et hjemsøgt slot for at lave chokolade. Undervejs kommer du til at møde en masse NPC’er og spøgelser, som sikkert har en masse personlighed. Du skal også uden for slottet og nakke monstre, så du kan bruge deres dele til at eksperimentere med smage til din chokolade.
Om dette blogindlæg er det eneste, vi kommer til at høre om Haunted Chocolatier i 2026, håber jeg ikke. Hvis jeg kender internettet og spiljournalister ret, vil de helt sikkert spørge ind til det igen, når 1.7-opdateringen til Stardew Valley engang lander.
48. Deltarune Chapter 5
Et andet spilgeni er Toby Fox. Med Undertale viste han vejen for, hvordan narrative RPG’er kan lege med mediet og dine forventninger til spillet. Siden da har Fox arbejdet freelance på en masse større spilprojekter såsom Pokémon Scarlet / Violet, hvor han komponerede nogle af sangene. Men ved siden af har han arbejdet på Deltarune som er en parallel-histore til Undertale. Denne episodiske fortælling indeholder mange af de samme elementer, men er som sagt delt op i episoder. Nu er vi nået til det næste kapitel, Chapter 5 – hvor mange kapitler spillet kommer til at vare, ved vi ikke endnu, men både kapitel 5, 6 og 7 kom frem i menuen ved andet kapitel i spillet.
I slut-credits på Chapter 4 stod der: ‘To be continued in Chapter 5 2026′. Jeg tror, at det kommer til at lande engang i slutningen af efteråret 2026.
49. Supraworld
En af de spilserier jeg har haft det sjovest med i nyere tid er Supraland, der er et metroidvania-puzzler. Her spillede man som prinsen af de røde folk, som var blevet angrebet af det blå folk. Det var nu din opgave at skabe fred mellem de to stammer igen. Nu tager udviklerne, Supra Games, skridtet videre og arbejder nu på Supraworld, som allerede er ude i Early Access. Spillet emmer af legesyge og Honey, I Shrunk The Kids-vibe med en masse fede puzzles og gakket persongalleri. Ligeledes er der en masse popkulturelle referencer, som kan gøre selv Borderlands forlegne.
Det er drøncharmerende og jeg er sikker på, at du kommer til at have det sjovt, når det fulde spil lander enten i slutnignen af 2026 eller starten af 2027. Indtil da kan jeg anbefale deres Early Access og være med til at gøre spiloplevelsen endnu bedre sammen med fællesskabet omkring spillet.
50. Hela

Vi forsætter og afslutter med et spil, som også har en Honey, I Shrunk The Kids-vibe. I Hela styrer du en tapper lille mus, som tager ud på fortryllende landskaber, der er inspireret af den skandinaviske natur. Her kan du spille med op til 3 af dine venner, så I kan udforske de skønne omgivelser sammen og finde frem til hemmelige afkroge. Spillet er udviklet af svenske Windup Games, som også lavede det hyggelige narrative platformer, Unravel, der også tog udgangspunkt i det smukke og barske skandinaviske landskab.
Hela er sat til at udkomme engang i 2026.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

