De 5 bedste og værste Call of Duty-spil nogensinde

Hvem kender ikke Call of Duty? En af verdens største spilserier nogensinde, som med den nyeste titel, Black Ops 7, nu har rundet hele 24 udgivelser – og det er kun hovedspillene. Serien startede tilbage i 2003 med det simple navn Call of Duty, oprindeligt skabt som en reel ‘Medal of Honor-killer’.

En af de vigtigste kreative kræfter bag serien var Vincent Zampella, som var med til at gøre Call of Duty til en gigant – ikke bare inden for skydespilsgenren, men i hele spilindustrien. Zampella og hans hold forlod Activision i 2009, men serien stoppede ikke der. Med en ny udgivelse hvert eneste år topper Call of Duty stadig salgslisterne verden over.

Med så mange spil i bagagen er det uundgåeligt, at nogle rammer plet – og andre skyder helt ved siden af. Derfor har jeg samlet et stærkt hold af hardcore skydespilsfans for at lave en fælles top 5 over de bedste og værste Call of Duty-spil nogensinde. Holdet består af David Darville, Kasper Hansen, Zigurd Kertesz, Nikolaj Kelm Jyde og mig selv. Alle har leveret deres personlige top 5, som efterfølgende er samlet til et gennemsnit. Bemærk, at Warzone ikke betragtes som en hovedtitel og derfor ikke er med på listen. Resultatet ser du her.

Top 5 – De bedste Call of Duty-spil

5. Call of Duty 4: Modern Warfare (2007)

Dette er uden tvivl et af de vigtigste spil i seriens historie. I starten af 00’erne var markedet nærmest druknet i 2. verdenskrigs-skydespil, og derfor føltes Modern Warfare som et ekstremt frisk pust, da Infinity Ward rykkede serien ind i en moderne kontekst og tone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Warner Bros Denmark

Historien udspiller sig i 2011 og kredser om en global konflikt med russiske ultranationalister og en mellemøstlig terrororganisation. Spillet åbner brutalt med en offentlig henrettelse af en præsident – og så er tonen sat. Her blev vi også introduceret til ikoniske figurer som Soap, Gaz og Captain Price, som siden er blevet faste søjler i serien.

Multiplayeren revolutionerede genren med killstreaks og perks. UAV, airstrike og helikopter var simple, men ekstremt effektive, og perks som Juggernaut, Steady Aim og Dead Silence ændrede fundamentalt, hvordan man spillede online.

Med Modern Warfare gik Call of Duty fra at være et stort spil til et globalt fænomen. Over 15 millioner solgte eksemplarer og en remaster i 2016 taler for sig selv.

4. Call of Duty: Black Ops 2 (2012)

På dette tidspunkt var Call of Duty stadig kongen, men konkurrence fra blandt andet Battlefield 3 begyndte at trække fans i en anden retning. Black Ops 2 blev Treyarchs svar – og det var et fuldtræffer.

Spillet foregår i 2025 og var seriens første reelle skridt ind i fremtiden, med fiktiv teknologi og våben, der gav spillet en ny identitet. Kampagnen kredser om ideen om, hvad der sker, når et lands teknologiske forsvar falder i fjendens hænder.

Raul Menendez er en af seriens mest mindeværdige skurke – ikke på grund af overdreven ondskab, men fordi han har et menneskeligt motiv og en smerte, der driver ham. Historien hopper mellem fortid og nutid, i ægte Black Ops stil, og bringer figurer som Woods, Mason og Hudson tilbage. Samtidig spiller vi som David Mason, Alex Masons søn.

Tranzit var et nyt take på Zombies-formlen,  og selvom det ikke fungerede for alle, gav den serien friske idéer, der senere er blevet videreudviklet og implementeret i efterfølgende spil.

Multiplayeren introducerede scorestreaks i stedet for killstreaks, hvilket belønnede objektivt spil og holdarbejde. Det fungerede så godt, at Black Ops 2 blev spillet aktivt i mange år og stadig regnes som en af seriens stærkeste udgivelser.

3. Call of Duty: Modern Warfare (2019)

Efter nogle turbulente år fra 2016 til 2018 havde mange mistet troen på serien. Men så kom traileren. Samme navn som klassikeren fra 2007 – og Captain Price var tilbage.

Visuelt og lydmæssigt var dette et kæmpe spring fremad. Selvom spillet stadig brugte den velkendte motor, var opgraderingerne tydelige. Lyddesignet var i særklasse, og gunplay føltes tungt, præcist og tilfredsstillende som aldrig før.

Tonen var markant mørkere og mere realistisk. Spillets åbningssekvens i London, med terrorister og selvmordsbomber, var chokerende afdæmpet – og ekstremt effektiv. Ingen exposition, bare ren stemning.

Multiplayeren var stærk, balanceret og ekstremt velpoleret. Og som prikken over i’et blev Warzone senere lanceret på samme fundament og ændrede hele seriens fremtid. Call of Duty var tilbage i topform.

2. Call of Duty: Black Ops (2010)

Her trådte Treyarch for alvor ud af Infinity Wards skygge. Black Ops fokuserede på hemmelige operationer, psykologisk krigsførelse og koldkrigens mørke bagside.

Historien er seriens stærkeste med mindeværdige twists, ikoniske karakterer og øjeblikke, der stadig citeres i dag: ‘The numbers, Mason. What do they mean?’ Figurer som Woods, Mason, Hudson og Reznov blev legendariske.

Multiplayeren var mere balanceret end forgængeren, og banedesignet var i topklasse. Firing Range og især Nuketown er stadig blandt seriens mest elskede maps.

Zombies-mode fandt for alvor sit fodfæste her med kreative og kaotiske baner, der cementerede mode som en fast del af Call of Duty. Hvem husker ikke at spille som John F. Kennedy og Fidel Castro mod en uendelig horde af zombies? En legesyg, mørk og ekstremt vellykket udgivelse.

1. Call of Duty: Modern Warfare 2 (2009)

Der er få spil, der har haft samme kulturelle gennemslagskraft som Modern Warfare 2. Da reveal-traileren ramte YouTube, eksploderede hypen – og da spillet udkom, eksploderede resten af verden med.

Kampagnen var rendyrket action på Michael Bay-niveau, understøttet af Hans Zimmers ikoniske soundtrack. Skurken Makarov blev introduceret og blev hurtigt en af de mest ikoniske figurer i seriens skurkegalleri. Man besøgte utroligt mange forskellige lokationer, præsenteret med en imponerende grafik for sin tid. Jeg glemmer aldrig Makarovs iskolde citat i elevatoren: ‘Remember, no Russian.’ Missionen var så kontroversiel, at spillet gav dig mulighed for at springe den over, allerede inden kampagnen begyndte. 

Spec Ops tilbød intense solo- og co-op-missioner, der gav enorm genspilningsværdi. Men det var multiplayeren, der satte verden i brand. Killstreaks gik nu helt op til 19 styk, inklusive AC-130, Harrier og den legendariske Nuke.

Balancen var kaotisk, våben og perks var ofte decideret overpowered – men det var netop dét, der gjorde oplevelsen magisk. Modern Warfare 2 var vild, uretfærdig, ikonisk – og for mange det ultimative Call of Duty.

Over-the-top, men også uforglemmeligt.

Top 5 – De værste Call of Duty-spil

5. Call of Duty: Black Ops 4 (2018)

Et af de største samtaleemner omkring Black Ops 4 var uden tvivl manglen på en singleplayer-kampagne og tilføjelsen af Call of Dutys bud på en battle royale: Blackout. Fravalget af singleplayer var et mærkeligt valg, da Black Ops-serien altid har været kendetegnet ved stærke historier og mindeværdige karakterer. Uden den del føltes spillet identitetsløst.

Blackout var ganske sjovt, men også ekstremt standard. Det var tydeligt, at det blot forsøgte at følge battle royale-bølgen fra Fortnite og PUBG i 2018. Activision fik heldigvis langt bedre styr på formatet senere med Call of Duty: Warzone.

Multiplayeren fortsatte seriens fremtidstema med vægløb og akrobatik, hvilket føltes fuldstændig ligegyldigt, især fordi hele pointen med World War II året før var at bringe serien tilbage til ‘boots on the ground’. Black Ops 4 står tilbage som en af de mest intetsigende titler i seriens historie.

4. Call of Duty: Ghosts (2013)

Efter den massive succes med Black Ops 2 stod Call of Duty over for overgangen til den nye konsolgeneration på PlayStation 4 og Xbox One. Forventningerne til Ghosts var derfor høje – vi ville se et ægte fremskridt. I stedet udkom Battlefield 4 samme år og fik Ghosts til at ligne en tør kiks i sammenligning.

Singleplayeren var kedelig og kunne slet ikke leve op til de historier, Infinity Ward tidligere havde fortalt i Modern Warfare-universet. Idéen bag Ghosts var egentlig interessant, men eksekveringen var svag, karaktererne intetsigende, og cliffhangeren var noget, ingen reelt ventede på at få afsluttet.

Multiplayeren var rodet med alt for store baner og næsten ingen nye features. Det mest bemærkelsesværdige var, at man nu kunne spille som kvinde og ødelægge enkelte vægge – noget der på ingen måde kunne måle sig med destruktionen i konkurrerende spil. Zombies var fjernet og erstattet af Extraction-mode, hvor man kæmpede mod aliens. Den havde sine momenter, men blev aldrig rigtig accepteret af fans. Og ja… hvem husker ikke den famøse ‘avancerede fiske-AI’?

3. Call of Duty: Vanguard (2021)

Vanguard føles som en historisk kulisse uden respekt for sin egen setting. Singleplayeren forsøger at presse en heroisk, næsten actionfilm-agtig fornemmelse ind i en ellers seriøs Anden Verdenskrig-tone, og de to ting passer simpelthen ikke sammen.

Multiplayeren kører på ren autopilot. Det er mere af det samme, uden nogen reel fornemmelse af fremskridt, og intet føles nyt eller mindeværdigt. Zombies var ufærdigt og designmæssigt så forkert, at det aldrig rigtig kunne reddes – hverken gennem updates eller justeringer. Det hele efterlader indtrykket af et Call of Duty uden retning eller sjæl.

2. Call of Duty: Infinite Warfare (2016)

I 2016 var det sidste, fans ønskede, endnu et futuristisk Call of Duty. Men det var præcis, hvad de fik. Infinite Warfares reveal-trailer er stadig en af de mest disliked trailers nogensinde på YouTube – og med god grund.

Singleplayeren var faktisk ganske fornuftig, men ramte aldrig helt rigtigt hos fans. Store navne som Kit Harington (Jon Snow fra Game of Thrones) blev brugt som skurk, men kun i meget begrænset omfang. Trætheden over fremtidstemaet var enorm, og mange spillere søgte i stedet over mod Battlefield 1, som udkom samme år.

Multiplayeren forsøgte at ændre formlen med en slags classes med forskellige evner, men de var langt fra let genkendelige og føltes endnu en gang som et Call of Duty uden reel udvikling. Zombies havde en helt ny tone, der slet ikke passede ind, og fans fandt hurtigt ud af, at Infinity Ward ikke mestrer Zombies på samme niveau som Treyarch.

Det bedste ved Infinite Warfare var ironisk nok, at Modern Warfare Remastered fulgte med i Legacy Edition. Puha – et skidt år.

1. Call of Duty: Black Ops 7 (2025)

Det er næsten imponerende, at det ringeste Call of Duty også er det nyeste i serien. Kampagnen er et kaotisk miskmask af idéer, hvor hallucinationer, overdrevne boss-fjender og sci-fi-vanvid fuldstændig undergraver enhver form for sammenhæng.

Singleplayeren er i praksis bygget som en tvungen co-op-oplevelse. Spiller du solo, er dine tre makkeres tilstedeværelse reduceret til stemmer i dit øre, mens spillet samtidig nægter dig muligheden for at pause. Endnu værre er det, at du kan disconnecte og blive tvunget til at starte hele missioner forfra. Det er direkte pinligt design.

Multiplayeren spiller stadig fint, men står fuldstændig stille. Det føles som Black Ops 6,5 – samme tempo, samme maps i ny indpakning og våben uden personlighed. Zombies lider af det samme problem: en idé, der lyder interessant på papiret, men dræbes af tempo, gentagelser og manglende fokus. Det kan ikke reddes med updates.

Black Ops 7 føles ikke som et kollaps. Det føles værre: det føles ligegyldigt. Og derfor er det Arkadens valg som det værste Call of Duty-spil nogensinde. Du kan også læse en mere dybdegående anmeldelse af Black Ops 7 her.

Det her var Arkadens bud på de 5 bedste og 5 værste Call of Duty-spil nogensinde. En serie, der både har defineret en hel generation af shooters, og samtidig bevist, hvor galt det kan gå, når innovationen går i stå.

Er du enig i listen, eller rammer vi helt ved siden af? Mangler der et spil, der burde have været med – enten i toppen eller bunden? Én ting er sikkert: Call of Duty har haft nogle ekstreme højder… og nogle lige så ekstreme lavpunkter.

Nicolai Fog

Skribent & Anmelder

---

Nicolai er uddannet elektriker. Da han var 5 år gammel, fik han en Game Boy Color og sit første spil, Super Mario Land. Året efter kom PlayStation 1 ind i billedet – hvor yndlingsspillet dengang blev Crash Bandicoot. Ved siden af sit arbejde og sin kærlighed til gaming er Nicolai også instruktør og manuskriptforfatter på sine egne kortfilm. Han ejer både en PS5 og en Switch, mens PC’en primært bruges til arbejde.