De bedste Assassin’s Creed Spil – Arkaden vælger


Kasper Pedersen
Estimeret læsetid: 8 minutter.
March 31, 2025
Vi vælger vores favorit spil i den populære snigmorder-serie
Denne artikel indeholder affiliate-links. Læs mere her, hvad det betyder.
Åh, Assassin’s Creed! Du har eksisteret i intet mindre end 17 år, da du udkom med titlen af samme navn, og det var et ganske tilforladeligt spil, skønt der var mange ting der kunne gøres bedre selv for sin tid. Nu er du vokset til en af Ubisofts mest anerkendte og bedst sælgende IP’er – og det med rette. For du har givet tonsvis af timers underholdning for spillere, der higede efter storslående åbne verdener, og gode snigmorder oplevelser fra forskellige historiske perioder.
Det er efterhånden blevet til mere end 20 spil i serien, hvis man inkluderer diverse spin-off’s, og der er blevet krydset et hav af tidsmæssige epiker, mens du har klinget fast til det velpoleret snige/action gameplay. Med den seneste titel, Shadows, der lader til at sælge rigtig godt, er det på sin plads at få afgjort, hvilke spil der er de ubestridt bedste i serien! Det er overhovedet ikke subjektivt – det er et ubestridt faktum, så derfor har jeg fået hjælp fra mine fælles skribenter til at vælge deres top 3 favoritter. Og husk: Det er ikke op til diskussion!
Assassin’s Creed Shadows

David Darvilles top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Origins
Origins var spillet, der pustede nyt liv i serien for mig. Det nye kampsystem og de lette RPG-elementer gjorde det sjovere at spille. Derudover var Egypten, som sin egen enorme sandkasse, en dragende og storslået verden at udforske. Det føltes friskt, men stadig som Assassin’s Creed i hjertet.
2. Assassin’s Creed: Shadows
Settingen i Japan har været efterspurgt længe, og det virker som om, Ubisoft endelig har ramt noget, der fungerer. Kontrasten mellem stealth med Naoe og tungere kamp med Yasuke giver rigtig god variation. Og selve verdenen er noget af det smukkeste, Ubisoft har lavet til dato.
1. Assassin’s Creed IV: Black Flag
Det spil ramte bare noget særligt. Friheden til at sejle, synge shanties, kæmpe på det åbne hav og opdage skjulte øer gav en helt anden følelse end de andre spil i serien. Det var måske ikke det mest dybe historiefortællende spil, men jeg havde det ægte sjovt – og det er derfor, det stadig er min favorit.
Mads Thrane Lunds top 3 Assassin’s Creed-spil
3. AC II: Brotherhood
Brotherhood var min introduktion til serien, hvorved jeg muligvis også er en smule farvet. Oplevelsen af, for mit vedkommende, at kunne klatre sig igennem den historiske setting for første gang og udforske det antikke Rom, samt møde historiske personligheder, var på mange måder magisk.
2. AC III
Hvad jeg indtil for nyligt betragtede, som det bedste AC var 3’eren. Dette har primært været baseret på, at den historiske setting var det, jeg fandt mest interessant, grundet en fascination for amerikansk historie. Jeg elskede at udforske datidens USA, samt genkende de historiske steder og personer.
1. AC: Shadows
På trods af, at jeg endnu ikke er igennem Shadows, så må jeg bare lægge mig fladt ned. Gameplayet er i min optik fuldstændig fantastisk og det er uden tvivl det spil i franchisen, som jeg har synes er sjovest at spille. På trods af det feudale Japan ikke har samme genkendelighed, som de tidligere titler på min liste, så er det bare vanvittigt fængende.
Nikolaj Mosegaards top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Odyssey
Odyssey afveg i betydelig grad fra seriens etablerede story-line, men kan alligevel argumenteres for at være blandt de mest fremtrædende titler i serien. Med en blanding af mytologiske og filosofiske elementer stod spilleren over for en bred vifte af modstandere, fra kække handelsmænd til mægtige græske guder, alt sammen i imponerende omgivelser. Odyssey kan med rette betegnes som seriens bedste RPG, forudsat at man ser bort fra den elendige kvalitet i stemmeskuespillet.
2. Assassin’s Creed IV: Black Flag
På udgivelsestidspunktet repræsenterede Black Flag et pirat-eventyr, hvis eksistens mange ikke havde erkendt behovet for. Ikke desto mindre fremstod det som en særdeles vellykket tilføjelse, hvor udforskningen af det caribiske hav ombord på Jackdaw var særligt fængslende. Selvom narrativet, ligesom i flere andre titler i serien, måske ikke udmærkede sig ved sin dybde, bidrog gameplayet og de veludviklede karakterer positivt til den samlede oplevelse.
1. Assassin’s Creed II: Brotherhood
Spillet forbedrede ikke blot sine forgængere markant, men revolutionerede ligeledes oplevelsen af at agere som en kompetent snigmorder. Et forbedret kampsystem og et eksemplarisk rekrutteringssystem resulterede i en unik spiloplevelse, og Ezios karakterudvikling bidrog væsentligt til at etablere Brotherhood som seriens hidtil bedste udgivelse.
Lasse Bjørnsten Rasmussens top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Unity
Selvom Unity havde en katastrofal lancering tilbage i 2014, så har Unity stadig det bedste og mest elegante parkour system og en sindssyg detaljeret genskabning af den franske revolution.
2. Assassin’s Creed III
Assassin’s Creed III bliver måske ikke set som et af de bedste, men det har stor affektionsværdi for mig. Det var det første jeg spillede i serien, og var samtidig med til at gøre mig historieinteresseret – Især omkring den amerikanske uafhængigheds krig.
1. Assassin’s Creed IV: Black Flag
Black Flag er ikke bare det bedste spil i serien, men også det bedste piratspil, punktum. Aldrig har det caribiske hav været genskabt så smukt og med alt hvad der høre med til at skabe en episk pirat fortælling.
Emil Øgaards top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Origins
Når man kun har spillet 4 Assassin’s Creed-spil og kun kunne lide 2 af dem, er det svært at vælge 3. Selvom Origins er det bedste af det værste, er det stadig middelmådigt at best. Historien er ret intetsigende, men skiftet til det mere Witcher-agtige gameplay var en frisk tilføjelse dengang. Men ikke nok til at bære hele spillet.
2. Assassin’s Creed III
Historisk formidling done right. USA er på nippet til at starte Uafhængighedskrigen og du er kronvidne til slagene og intrigerne – som du måske også har en finger med i. Stemningen er fantastisk, selvom spillet tager ret lang tid, før det for alvor kommer i gang.
1. Assassin’s Creed IV: Black Flag
Ved siden af Far Cry 3 er Black Flag det bedste Ubisoft-spil. Det bedste er ikke at rende rundt på de forskellige øer og finde skjulte skatte. Det bedste er at samle dit hold af pirater, opgradere dit skib og synge med, når “Leave Her, Johnny” og “Drunken Sailor” gjaldes ud over det caribiske øhav. Vi er flere, der håber på et remake.
Anders Lynggaards top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Odyssey
Det eneste af den ”nye” type Assassin’s Creed-spil, der for alvor fængede mig. Origins var fuldkommen ligegyldigt, og Valhalla var alt for sløvt og langt, men Odyssey havde en fin historie og en åben verden, der ikke var decideret rædselsfuld. Samtidig kunne jeg ret godt lide videreudviklingen af kampsystemet. Men sørg for at spille som den vidunderlige Kassandra – Alexios er decideret ødelæggende for oplevelsen.
2. Assassin’s Creed IV: Black Flag
Jeg var ret overrasket over, hvor meget jeg endte med at elske Assassin’s Creed IV: Black Flag. Spillet formåede ikke blot at levere en fængende historie og forfine det klassiske Assassin’s Creed-gameplay, men samtidig var piratdelen ikke blot en billig gimmick, men en væsentlig og yderst veludført del af spillet. Ikke siden Sid Meier’s Pirates! har jeg nydt livet på et skib så meget, som tilfældet var her.
1. Assassin’s Creed II
Ezio og hans historie, blandet med den helt klassiske Assassin’s Creed-formel, står stadig for mig som den stærkeste cocktail, vi har fået i serien. Tidsperioden er også en af de historiske perioder, der tiltaler mig mest personligt, og derfor er det heller ikke så overraskende, at 2’eren aldrig er blevet overhalet for mig.
Michael Engelbreths top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Odyssey
Måske titlen ikke er så original som Origins, men gameplay blev forfinet og så er der bare noget magisk ved at sparke en fjende ud over en klippe, men man råber “This is Sparta!!” Historien var som altid lang, men faktisk rørende, og så er grafikken stadig mindblowing, selvom det er over 6 år siden det udkom.
2. AC IV: Black Flag
Spillet er den ultimative Pirat simulator! At sejle ud på togt, mens besætningen synger “Leave her Johnny, leave her” er fuldstændig magisk. Spillet giver dig en følelse af opdagelse, og enhver ø du støder på, giver dig lyst til at springe over borde, for at finde en potentiel skat. Rygterne siger at vi snart får et Remake, og jeg er helt på!
1. AC: Shadows
Dette er det flotteste og mest gennemførte spil i serien nogensinde. Alt det der fungerede godt i tidligere spil, er forfinet og leveret i den smukkeste sandkasse vi længe har set. Det trækker på fortidens styrker, forfiner det nye og leverer en oplevelse, der føles helstøbt fra start til slut. Hvis du har ventet på det ultimative Assassin’s Creed-spil, så er Shadows netop det.
Kasper Pedersens top 3 Assassin’s Creed-spil
3. Assassin’s Creed: Origins
Origins var et friskt pust til en franchise, der var begyndt at gå i stampe med sit gameplay, og et narrativ der faldt fuldstændig fra hinanden efter ACIII. Med et fokus på i forvejen opbygget RPG-elementer, og et mere belønnende kamp- samt våbensystem, kommer denne titel ind på top 3, skønt det fejler fortsat på historiedelen og i sidste ende var konsekvensløst.
2. AC IV: Black Flag
I har nok hørt det før, men det fordi det passer: Black Flag var et glimrende pirat-spil, også selvom det ikke føles som et synderligt god AC-spil. Snigmordselementet var stadig af betydning, men kogt voldsomt ned til fordel for vilde skibskampe og pistolskydning. Det føles og så bragende godt ud at sejle rundt på de syv have, også selvom hovedkarakteren var lige så mindeværdig som en tangplante.
1. AC II
Lad os få en ting på plads: Aldrig har der været en karakter så mindeværdig og karismatisk som Ezio Auditore Da Firenze i AC-serien! Hans spydige, selvsikre men stadig elskværdige personlighed er spillets hjerte. Samtidig var historien på sit mest mystiske og spændende forbundet med virkelighedens Desmond Miles, der lod til at have en vigtig rolle at spille (Oh, hvor blev vi klogere!). De historiske personer fungerede fint som hjælpere (skud ud til Leonardo Da Vinci som en alternativ “Professor Q”), og hævnplottet var underholdende, for hvad det var.
Som sagt før, er dette en totalt objektiv liste og ikke op til diskussion! Men hvis du alligevel har lyst til at dele din holdning, og gerne vil i snak med over 300 andre spilentusiaster, så kom da ind på vores Discord og diskuter løs! Vi vil elske at se jer.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk