De bedste film i 2024 – Skribenternes top 5
Henrik Brandt
Estimeret læsetid: 11 minutter.
December 30, 2024
Velkommen til årets store filmfest! 2024 har været en rutsjebanetur af spektakulære øjeblikke, nervepirrende plot twists og skuespilpræstationer, der har blæst os bagover i biografsæderne. Derfor har vi på redaktionen sat os ned hver især og har kåret vores egen top 5 bedste film i 2024
Det her er ikke bare tilfældige lister. Det er en kalejdoskopisk rejse gennem årets største grin, gråd og gisp. Fra de store blockbuster-actionbrag, der tændte ild i billetsalget (…og dem der ikke gjorde *host* Furiosa), til de små, skæve perler, der satte vores hjerter i brand – her er alt, hvad filmåret 2024 havde at byde på, fortolket gennem redaktionens mange filmelskende øjne.
Disse lister er ikke bare et bevis på vores mangfoldige filmsmag, men også på, hvor exceptionelt stærkt et filmår 2024 har været. Der har været noget for enhver smag. Så uanset om du elsker hæsblæsende action, tankevækkende kunstfilm eller feel-good komedier, kan vi love én ting: Der var virkelig noget magisk ved filmåret i 2024!

Natasha Margrethe Jensen
5. A Quiet Place: Day One
Denne film er langt fra så uhyggelig som de første to, men til gengæld bringer den en hel række rørende følelser frem, som virkelig rammer én. Jeg elsker historien og de karakterer, vi følger – de føles så levende og relaterbare. På trods af at jeg allerede har filmen på Blu-ray, har jeg stadig ikke fået nok af den. Den har en varme og dybde, der gør, at jeg gang på gang bliver ved med at vende tilbage til den.
Læs anmeldelsen af A Quiet Place: Day One her
4. The Wild Robot
Den film, der overraskede mig mest i år. Jeg plejer normalt ikke at være den store fan af børne- og animationsfilm, men The Wild Robot fik mig til at opleve en række følelser, jeg ikke havde regnet med. Sorg, glæde, vrede, frustration, overraskelse – filmen formåede at vække dem alle i mig. Det var en virkelig magisk biografoplevelse, hvor jeg blev ramt på et dybt følelsesmæssigt plan, og som jeg stadig tænker tilbage på.
3. The Substance
Den film, der fik mig til at tabe kæben mest i biografen i år. En kæmpe surrealistisk oplevelse at se på det store lærred, men på den mest geniale måde. Filmen formår at være både forbløffende og tankevækkende, og den reflekterer på en utrolig skarp måde det samfund, vi lever i lige nu. Det er en film, som alle bør se, da den giver et fascinerende og kritisk billede af vores nutid.
Læs anmeldelsen af The Substance her
2. Alien: Romulus
En film, man aldrig bliver træt af at se, på grund af den intense spænding, der holder sig fra start til slut. Selvom slutningen minder en del om en af de andre Alien-film, formår filmen stadig at være en kæmpe favorit. Den byder på nogle vanvittigt flotte visuelle billeder, der ikke kun imponerer, men også virkelig understøtter filmens stemning og atmosfære.
Læs anmeldelsen af Alien: Romulus her
1. Civil War
Siden Civil War fik premiere, har denne film været på en solid førsteplads på min liste over ‘Bedste film i 2024’. Det er uden tvivl en af årets vildeste biografoplevelser, og den eneste film, der har fået mig til at forlade biografen med en ægte ‘wauw’-følelse. Den formåede at imponere mig på hver eneste måde, og efter filmen var der simpelthen intet andet, der kunne måle sig med den oplevelse
Læs anmeldelsen af Civil War her

Henrik Brandt
5. Alien: Romulus
Alien: Romulus er den bedste Alien-film siden Aliens – det vil sige den bedste i 38 år! Filmen er et visuelt overdådigt mesterværk, der rammer tonen og stemningen fra Alien og Aliens, og det er tydeligt, at Alvarez har en kæmpe kærlighed til franchisen. Romulus er en fremragende hybrid mellem de klaustrofobiske og mørke korridorer fra Alien og action og intensiteten fra Aliens.
4. Anora
Anora er en vanvittig og vildt underholdende film. Filmen fortjener alle de roser og nomineringer, den får. Jeg var totalt opslugt af hele fortællingen og karaktererne. De kaotiske longtakes er eminent instrueret, lydbilledet er betagende og cinematografien hæsblæsende. Anora hylende morsom, intens, voldsom [indsæt flere tillægsord] og føles bare vildt autentisk.
3. The Substance
The Substance bringer body-horror-genren til nye højder med bizarre billeder, intens lyd og nådesløst skuespil fra Demi Moore og Margaret Qualley. Udtrykket “jeg vil have det skudt ind i mine årer” bliver brugt meget internt i Arkaden, men her vil jeg både bogstaveligt og metaforisk have skudt The Substance ind i mine årer – filmen er mit fix og jeg kan ikke få nok af den.
2. The Wild Robot
The Wild Robot er en fantastisk, fantasifuld og underholdende film. Filmen er hylende morsom og har en fortælling med meget på hjerte – alle de temaer, som filmen behandler, bliver fortalt så fint gennem humor og masser af kærlighed. Den visuelle artstyle er så detaljerig og fantastisk flot at se på, at hver eneste frame ligner et kunstværk.
1. Civil War
Med Civil War skyder Alex Garland med skarpt og rammer pletskud. Civil War er en ubarmhjertig og intens filmoplevelse, men samtidig så gudesmuk, og stemningsfuld. Som en klassisk Garland film, er filmen krydret med dybe og mørke tematikker, og stærke kontraster, der efterlader én lige fascineret som skræmt.

Kasper Rasmussen
5. The Substance
Demi Moore har aldrig været sejere. Fantastisk splat, der bevidner kultfilmen som medie ikke er død.
4. Furiosa: A Mad Max Saga
Ræs, fræs men ren kræs.
Læs anmeldelsen af Furiosa: A Mad Max Saga her
3. Dune: Part 2
Det tætteste og tykkeste indenfor sci-fi.
2. Poor Things
Visuel skønhed, med erotisk ømhed.
Læs anmeldelsen af Poor Things her
1. Anora
Anora er en lille film, der føles meget større, ophøjet af humor, kaos og menneskelig ømhed.

Kim Hjælm
5. Inside Out 2
Den første Inside Out er en af de bedste film, der nogensinde er lavet. Det er Inside Out 2 bestemt ikke – men det er alligevel en værdig efterfølger, som, sammen med The Wild Robot, viser, at mainstream-animationsfilm trods alt stadig har lidt sjæl tilbage.
Læs anmeldelsen af Inside Out 2 her
4. Dune: Part 2
Alle årets cinematiske højdepunkter findes i Dune: Del 2. Når Dune er bedst, kan det måle sig med de største øjeblikke fra Ringenes Herre og Star Wars – og ja, endda overgå dem. Følelserne er der dog stadig ikke helt for mig. Jeg må erkende, at jeg nok aldrig kommer til at fælde en tåre over Dune. Ikke fordi tåren er en værdifuld væske, men fordi filmene mangler et strejf mere hjerte.
3. Past Lives
Aldrig har så lidt påvirket mig så meget. De enkle filmiske virkemidler skaber en eksplosiv følelsesmæssig effekt. Pauserne og den dødbringende akavede stilhed larmer øredøvende. We Live In Time kunne også have været på listen, men Past Lives er for unik til at blive forbigået.
Læs anmeldelsen af Past Lives her
2. The Substance
Absurd, smuk, grotesk, sexet, brutal, sjov, pervers, hjerteskærende, livsbekræftende – og alligevel mirakuløst sammenhængende. Coralie Fargeat leverer årtiets mest uforglemmelige feberdrøm. Uden sammenligning den mest intense biografoplevelse, jeg har haft siden Hereditary.
1. Challengers
Jeg serverer denne påstand: Challengers er den film fra 2024, der bedst vil modstå tidens tand. Vi bør se tilbage på dette generationsdefinerende værk på samme måde, som vi ser tilbage på Whiplash. Det er årtiets sportsfilm. Det er årtiets mest sexede film. Og det var her, Zendaya blev cementeret som et filmikon – i en visuelt og auditivt overlegen fortælling.
Læs anmeldelsen af Challengers her

Lasse Bjørnsten Rasmussen
5. Inside Out 2
Vi er nok mange, der var begyndt at tro, at Pixar ikke længere havde den samme energi længere som i starten af nullerne. Men med Inders Inde 2 har de leveret deres bedste film siden Coco – og også årets bedste animationsfilm. Aldrig har jeg set angst blive portrætteret så menneskeligt i en goddamn familiefilm. Please, Pixar bliv ved med at lave perler som denne i fremtiden!
4. Love Lies Bleeding
Nu kommer der to rigtig liderlige og svedige film lige i rap. Love Lies Bleeding er en ekstremt sensuel film, hvor man skal være klar på en masse hud og sved. Men den fortæller samtidig en inddragende historie med masser af vold, muskler og sex. Kan man ikke tåle at se på stærke kvinder, så er det sgu nok ikke filmen for dig. Den nye generations Thelma & Louise.
Læs anmeldelsen af Love Lies Bleeding her
3. Challengers
Aldrig har tennis været så sexet, svedigt, liderligt og spændende på samme tid. Jeg kunne ikke trække vejret normalt under de sidste 15 minutter af filmen og sad og rokkede i mit sæde af ren begejstring og spænding. En Fuldstændig mesterklasse i kameraarbejde, og sammen med fantastiske præstationer og et hjernedødt godt soundtrack fra Trent Reznor og Atticus Ross, er Challengers det mest liderlige og bedste trekantsdrama fra 2024 – og helt generelt en af de bedste i deres klasse.
2. Past Lives
Den bedste instruktørdebut, jeg har set i mange år. Past Lives er en af de mest modne film, jeg nogensinde har oplevet, og skildringen af en barndomskærlighed, der engang var, men som måske – måske ikke – dukker op igen, er ufattelig godt lavet. Jeg tror helt oprigtigt, at ens frontallapper skal være fuldt udviklede, før man forstår og kan sætte pris på, hvad Past Lives prøver at fortælle om mennesker og livet generelt. Hvis du ikke bliver rørt af denne film, så tror jeg ikke, der noget at gøre. Et sant mesterværk.
1. Furiosa: A Mad Max Saga
Jeg vender mig allerede i min grav over, at jeg ved, denne film ikke klarede sig særligt god ved box office. Folk skal lade være med at klage over mangel på originalitet i film og så ikke gå ind og se dem, når vi faktisk får det! Furiosa er årets bedste film og et så kæmpestort mastodontisk værk, at jeg næsten ikke kunne fordøje det, jeg så, ordentligt, før vi blev kastet ud i en af de vildeste actionsekvenser, vi har set på film i mange år. Denne film er et mesterværk og har sat en ny standard for, hvordan man orienterer publikum under hæsblæsende kampe, uden at man bliver forvirret over, hvad der forgår og hvor man skal kigge hen. MESTERVÆRK!

Sebastian Volder
5. A Quiet Place: Day One
En god og rørende forhistorie til det oprindelige A Quiet Place. Selvom filmen ikke er så uhyggelig som forgængerne, hvilket jeg enormt glad for, formår den stadig at engagere med sin gode historie. En film jeg helt sikker vil skal se igen.
4. The Wild Robot
En animationsfilm i særklasse med en unik visuel stil og en sød, rørende historie. Denne smukke fortælling om er en film, som jeg synes alle burde se.
3. Kingdom of the Planet of the Apes
En fantastisk god fortsættelse, der bringer ny energi til franchisen. Med virkelig imponerende visuelle effekter og en fængslende historie fortsætter filmen med at udforske abernes planet som jeg egentlig troede var på vej i den forkerte retning.
Læs anmeldelsen af Kingdom of the Planet of the Apes her
2. Inside Out 2
En ægte og rørende fortsættelse, der igen tager os på en lærerig og spændende rejse ind i følelsernes verden som jeg mener ALLE burde se for at lære noget om os selv og andre. Filmen formår at ramme plet med både meget mere end bare humor. Den går dybden i hvad der kan ske inde i os alle.
1. Deadpool & Wolverine
En længe ventet film, der leverer præcis den humor, action og vilde kemi, som fans har håbet på. Kombinationen af Deadpools vanvittige stil og Wolverines rå kraft skaber uforglemmelig underholdning.
Læs anmeldelsen af Deadpool & Wolverine her

Simon Buris Klavsen
5. Transformers: One
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor meget det irriterer mig, at Transformers: One har klaret sig dårligt at the box office! Transformers: One, er den bedste Transformers-film siden 1986. Den er flot, har hæsblæsende action og hjerte. Forholdet mellem Optimus Prime og Megatron, bliver virkelig sat i perspektiv når man har set denne film. Og så krydser jeg alt, jeg har, at der kommer en 2’er!
4. Alien: Romulus
Alien is back baby! Jeg er hverken en Prometheus eller Covenant-hater, jeg synes ærligt det er fede film, men god damn! Romulus rammer plet i mit lille Alien-hjerte! Fede Alvarez bragte uhyggen tilbage, og det var lige hvad den her franchise havde brug for.
3. Dune: Part 2
Årets måske største filmoplevelse. Dune: Part 2 er på bare et visuelt plan, fuldstændig uovertruffen. Jeg har ondt af de folk der ikke nåede at se den i biografen, og er nødsaget til at se den derhjemme.
2. Deadpool & Wolverine
Hvor vildt var det ikke lige, da Hugh Jackman annoncerede han ville vende tilbage som Wolverine i Deadpool 3?! The hype was real! Filmen kunne umuligt leve op til de tårnhøje forventninger?! Men det gjorde den! Den har selvfølgelig i bedste MCU-stil, et skurke-problem, men det er fuldstændigt ligegyldigt så snart Ryan og Hugh er på skærmen, med en kemi de fleste skuespillere kun kan drømme om.
1. The Wild Robot
Jeg var på ingen måde forberedt på den følelsesmæssige rutchebanetur, The Wild Robot ville sende mig ud på! Men alligevel, så blev jeg ramt right in the feels, af denne fuldstændige fantastisk rørende animationsfilm, om en robot der strander på en ø, i midten af ingenting, hvor der ingen civilisation er, udover de dyr der bor på øen

Godt nytår!
Og der har I det – redaktionens kærligt udformede hyldest til de bedste film, 2024 havde at byde på! Fra grin og gys til tårer og jubel har året været et sandt overflødighedshorn af uforglemmelige biografoplevelser og streaming hjemme i stuerne. Vi håber, at vores lister har givet dig inspiration til din næste filmaften – eller måske bare lidt ekstra begejstring for det, som filmmediet kan, når det er allerbedst.
Men for hver stjerne på lærredet er der også en stjerne skudt. Derfor kommer vi snart tilbage med en artikel, hvor vi vender perspektivet og kårer årets værste film i 2024 – de titler, der fik os til at krumme tæer og overveje at forlade biografen halvvejs. Så gør dig klar til flere holdninger og skrevne smæk, når vi dissekerer årets største fiaskoer. Indtil da: God fornøjelse med filmene!
På vejene af Natasha, Kasper, Kim, Lasse, Sebastian, Simon og jeg, siger vi mange tak for at du har læst med, og ønsker dig et godt nytår!
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

