De bedste film i 2025 – Skribenternes bedste oplevelser

Inden vi dykker ned i Arkadens personlige favoritter, er det umuligt ikke lige at stoppe op og trække vejret og tænke over, hvor fuldstændig vanvittigt filmåret 2025 egentlig har været.

På blockbustersiden har biograferne været fyldt af publikumsbrøl, store ambitioner og ægte biografmagi. Film som Avatar: Fire and Ash – der går i biograferne nu, Superman, Jurassic World. Rebirth, Mission: Impossible – The Final Reckoning og A Minecraft Movie har mindet os om, hvorfor det store lærred stadig betyder noget – ikke bare som underholdning, men som begivenheder. Det har været film, man har talt om på vej ud af salen, og som trak folk tilbage i biografen igen og igen.

Samtidig har 2025 været et år, hvor de mindre film nægtede at blive overset. Overraskelser som Sinners, Weapons og Bugonia beviste, at originalitet, mod og kompromisløs vision stadig kan bryde igennem støjen – og ofte sætte sig endnu dybere i kroppen end de største produktioner. Film, der ikke bare underholdt, men udfordrede, provokerede og blev ved med at nage.

Og så har vi haft mesterinstruktørerne, der for alvor har sat deres aftryk på året. Navne som Robert Eggers, Ryan Coogler, Guillermo del Toro, Wes Anderson og Paul Thomas Anderson har leveret film, der føltes personlige, risikovillige og dybt forankrede i en klar kunstnerisk vision. Det er film, hvor man kan mærke afsenderen – hvor hvert billede, hvert valg og hver tone føles gennemtænkt og nødvendigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Derfor har jeg samlet Arkaden-holdets mest passionerede filmentusiaster og bedt dem om én ting: at pege på de filmoplevelser fra 2025, som stadig spøger i deres tanker, som de ikke kunne slippe, og som mindede dem om, hvorfor vi elsker film så vanvittigt højt. Ikke nødvendigvis de største blockbusters eller de mest prisvindende titler – men de oplevelser, der satte spor.

Det her er ikke en kold rangliste eller et facit. Det er en kærlighedserklæring til året, hvor filmkunsten leverede på alle fronter – fra intime karakterstudier til kompromisløse genrefilm og uforglemmelige biograføjeblikke. Et kollektivt tilbageblik på de film, der fik os til at hviske “wow” i mørket, gribe fat i armlænet eller bare sidde helt stille bagefter.

Velkommen til Årets bedste film – fortalt af Arkaden

Kasper Hansen

6. The Long Walk

Dette er nok den film jeg anbefaler mindst, for der er en del kritik. Og jeg tror, filmen ville have været endnu mere intens, hvis deltagerne ikke vidste, at billetten indebar risikoen for at blive slået ihjel – det ville have tilføjet en større frygtfaktor. Når det er sagt, er der mange øjeblikke, der føles wholesome, med samtaler, som virkelig virker interessante og velspillede. Pete er især en fremragende taler og har nærmest lidt af en prædikantkarisma over sig til tider.

Jeg er dog lidt skeptisk overfor, et par af karaktererne, og hvordan de klarer sig i nogle af filmens situationer, men det trækker kun lidt ned på helhedsindtrykket.

Filmen er måske ikke helt så intens, som jeg havde håbet, men den er bestemt værd at se.

5. The Gorge

Miles Teller har vokset på mig som skuespiller, mens Anya Taylor-Joy altid leverer – og derfor måtte jeg se The Gorge. Det er en intens, men samtidig langsom film, hvor de to hovedroller holder stand i hver deres vagttårn på hver sin side af selve slugten. Langsomt udvikler de et langdistanceforhold, selvom de ikke må kommunikere, og det ender i en række nedture.

Mystikken og den måde, historien gradvist afsløres på, er dragende. Den formår netop stadig at stå stærkt som en god, mystisk thriller.

4. From the World of John Wick: Ballerina

Jeg var nervøs for Ballerina, mest af alt fordi jeg elsker John Wick-filmene og blev skuffet over The Continental. Men heldigvis tog jeg fejl. Ana de Armas stråler som den unge ballerina på et blodigt hævntogt. Filmen fortsætter i samme tone som John Wick-universet, hvilket jeg sætter pris på – universet tåler ikke en mere karikeret, satirisk tone, som The Continental forsøgte. Filmen undgår den fejl, og en cameo fra Keanu Reeves understreger, hvor skabet skal stå.

For fans af rå action er dette et must: find popcornene frem og skru op for lydniveauet – filmen fortjener det.

3. Bring Her Back

Hvad skal jeg sige? I mit perspektiv har 2025 været et stærkt år for gyserfilm. Jeg har dog været træt af de klassiske exorcist-film længe – lige som jeg har Marvel-fatigue, har jeg også “demonbesættelses-fatigue”.

Alligevel fungerer Bring Her Back fremragende, fordi den vender koncepterne på hovedet. Det er ikke den klassiske præst, der svinger med korset, mens han råber latinske gloser. Her er det subtilt, blandet med en psykotisk plejeforælder, der skal tage sig af storebroren og hans blinde lillesøster, mens de uundgåeligt trækkes ned i en ond spiral, de først opdager for sent. Og ja, filmen har to af de mest modbydelige scener, jeg har set længe – de vil hjemsøge mig i årevis.

2. Weapons

Da jeg var yngre, ventede jeg spændt på, hvilke jumpscares gyserfilm kunne fremkalde. Nu, som 30-årig, sætter jeg pris på gyserfilm på en helt anden måde. Jeg er ikke længere imponeret over den alt for høje lyd, som instruktører bruger til at få os til at hoppe.

Weapons excellerer netop i det, der ikke vises: alt det skjulte og antydninger gør filmen unik. Jeg husker stadig scenen i bilen – lige præcis dén sekvens leger med de forventninger, jeg nu sætter pris på i gyserfilm. Det minimalistiske soundtrack med pulserende bas passer perfekt til intensiteten, og kameravinklerne, der skifter fra statisk til karakterens POV, gør sekvenserne langt mere uhyggelige. Filmen har også et af de mest uforudsigelige jumpscares – og det er dér, den virkelig fanger mig.

1. Sinners

Sinners nailer virkelig den her type vampyrfilm. Kombinationen af 1930’ernes æstetik med en mytologi, der smelter sammen i et kaotisk, festligt univers, og med bangers af blues, der buldrer ud af højtalerne, er mageløst.

Filmen er langt hen ad vejen en slowburner, der bruger størstedelen af tiden på at opbygge klimaks, hvilket kunne have resulteret i, at den “hopper ved siden af swimmingpoolen” – men det gør den ikke. Alt fra handling til æstetik mestrer filmen på imponerende vis. Michael B. Jordan viser, hvordan en dobbeltrolle skal spilles, og Haley Steinfeld er sublim. Faktisk leverer størstedelen af castet solide præstationer.

De sidste sekunder af filmen bliver dog en smule plat, men det trækker kun lidt ned på helhedsindtrykket.

Lasse Bjørnsten Rasmussen

2. Flow

Flow er og forbliver årets bedste animationsfilm. En smuk, sanserig og levende film på så mange punkter, som samtidig har et vigtigt budskab om vores fælles ansvar for klimaet og planeten. Det er ikke kun os mennesker, naturkatastrofer går ud over, men også dyrene – både i luften, på jorden og i vandet. Det er en vanvittigt imponerende bedrift, at dette visuelle vidunder “kun” er blevet skabt i computerprogrammet Blender. De mennesker bag filmen fortjener al den kærlighed og alle de priser, de kan få og har fået.

Et sandt kunstværk – et sandt ‘Mis’terværk.

1. Nosferatu

Robert Eggers har til dato ikke lavet en eneste dårlig film, og med Nosferatu beviser han igen, at han er en mester i sit fag. Nosferatu er ikke bare årets bedste gyser – den har også en af de bedste præstationer, jeg længe har set. Bill Skarsgård, som mest er kendt for at spille monsteret Pennywise i de seneste to IT-film samt i Welcome to Derry, er fuldstændig fænomenal her. Hvis man ikke vidste, det var ham, ville man aldrig kunne gætte det. Faktisk tror jeg slet ikke, at Bill Skarsgård er med i filmen. Eggers har sikkert fundet en rigtig vampyr til sin film og bare sagt, at det er Bill.

Morten Vilstrup Pedersen

5. The Fantastic Four: First Steps

Det var ikke et home run, men en solid introduktion af Fantastic Four. En origin historie som i de gode gamle dage. En stram historie som banede vejen for fremtiden.

4. Den sidste viking

Jeg elsker de klassiske Anders Thomas Jensen film. Jeg kan gud ved hvor mange citater fra Adams æbler, Blinkende lygter og De grønne slagtere. I modsætning til Retfærdighedens ryttere havde Den sidste viking en del mere substans, og som neurodivers repræsenterede den nogle emner og problemstillinger jeg kunne relatere ekstremt meget til. Skud ud til Nicolas Bro for at protrættere en ægte psykopat.

3. Final Destination: Bloodlines

Jeg er en millennial, og har ikke tal på hvor mange gange jeg har frygtet at blive overhalet af en stor lastbil med træstammer på motorvejen. Bloodlines var endelig en solid Final Destination-film, for der har ikke været særlig meget at juble over efter 2’eren.

2. Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery

En rigtig whodunnit film, og nok den bedste i serien med Benoit Blanc indtil videre. Rian Johnson skal ikke lave Star Wards film, han er meget bedre til skæve detektivhistorier.

1. Sinners

En stærk vampyrfilm med fantastisk skuespil og fantastisk musik. Man bliver fascineret af den irske “djævel” og hvordan alt går galt. En slags nymoderne From Dusk Till Dawn. I love it.

Natasha Margrethe Jensen

6. Weapons

Denne film havde jeg desværre en dårlig oplevelse med første gang, jeg så den, fordi folk var så super nederen i biografen. Men de efterfølgende gange blev det bare bedre, og denne bizarre, men spændende film har altså givet nogle gode indtryk hos mig.

5. Nürnberg

En film, som jeg havde gættet nok lige var noget for mig – og det var den også. Smukt filmet, flot dialog og suverænt skuespil. En lille stjerne, som fortjener at blive set i biografen.

4. Sinners

Vanvittig film som både var visuelt imponerende, men Ludwig Göransson leverede også en imponerende score til denne film, som han helt sikkert vinder nogle priser på. Sinners var en af de mest imponerende film at se i IMAX i 2025, og helt klart en af de bedste film fra Ryan Googler.

3. F1: The Movie

Filmen, der er årsagen til, at størstedelen af min YouTube nu består af F1. Jeg havde ingen interesse i F1, da jeg så denne film, og ligesom mange gerne ville være jagerpilot efter Top Gun, ville jeg dog ikke være F1-kører efter denne film. Men jeg siger jer: Filmen fangede min interesse for motorsporten. Derudover var filmen vanvittig god, og Hans Zimmers score var episk.

2. Warfare

Årets mest intense oplevelse i biografen. Vanvittig film. Vanvittig skuespillerpræstation. Vanvittig lyd. Bare generelt en vanvittig vild oplevelse.

1. Nosferatu

Denne film er Robert Eggers’ bedste, hvis man spørger mig. Jeg havde fornøjelsen af at se den i London i en kæmpe IMAX-sal. Årets første film og første gang, jeg skulle se Nosferatu (første gang ud af hele otte gange). Jeg startede året med den vildeste biografoplevelse, og her i slutningen af 2025 er der stadig ingen filmoplevelse, som har overgået denne.

Nikolaj Mosegaard

4. Hele vejen

Hele Vejen taler nok til mit evige behov for bandefilm. Den rammer ikke plet på samme måde som Underverden eller Kriger, men har alligevel en masse at byde på og et budskab, der udfolder sig flot, men bare lige lidt for langsomt.

Filmen dykker dybt ned i de moralske gråzoner og viser bagsiden af gadelivet uden at glorificere det. Skuespilpræstationerne er solide, især i portrætteringen af det komplekse venskab mellem hovedpersonerne, som er drevet af loyalitet og svigt. Hele Vejen blander action og spænding i stærke toner, som spiller sammen med samfundskritiske roller og leger med fundamentet af sindsstabiliteten.

Jeg sad tilbage med en “wauw”-følelse, jeg ikke havde forventet, men der er lidt langt mellem snapsene.

3. Nobody 2

Jeg elsker personligt selv en efterfølger til en god film. Om det så er nummer 2 eller nummer ti, så sidder jeg gerne klar til at lappe det i mig. Nobody var en overraskelse for mig. I en tid, hvor actionkarakterer som John Wick dominerer markedet, havde man ikke regnet med, at Bob Odenkirk skulle blive en af dem, man ville se mere action fra.

Nobody 2 tager samme formel som den første film og tilføjer lidt flere familieproblemer, samt åbner dørene for “trouble in paradise”-fænomenet. Filmen skruer op for intensiteten og leverer nogle af de mest kreative og brutale kampscener, jeg længe har set. Odenkirk er endnu mere overbevisende i rollen som den udbrændte, men dødbringende familiefar, og dynamikken mellem ham og hans hustru giver handlingen et emotionelt anker.

Klart en anbefaling herfra.

2. Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery

Knives Out-filmserien har været lidt af en rutschebanetur for mit vedkommende. Ideen og tanken bag hver film har i og for sig været en del bedre end selve udførelsen, og jeg havde mine bange anelser, da jeg så, at der ville komme endnu en film i serien om detektiven Benoit Blanc.

Men hold nu fast, en fantastisk og veludført film, der blander både komik og mystik i grufulde klæder. Denne gang er efterforskningen endnu mere klaustrofobisk og mørk, hvilket giver Daniel Craigs Benoit Blanc en ny dimension. Instruktøren formår at holde spændingen intakt helt frem til den eksplosive afsløring, og birollernes præstationer er karismatiske og mistænkelige fra start til slut.

Det er by far den bedste film i Knives Out-serien.

1. Sinners

Når man blander galt og genialt, har man til tider en større omgang makværk, men det sker også, at der på forunderlig vis kommer et mindre mesterværk ud af det, hvilket der gjorde med Sinners. En komedie, der ender i en tragedie med slaviske undertoner og med mange budskaber involveret.

Filmen skiller sig ud ved sin rå og utilpassede humor, som konstant udfordrede mine forventninger, før den uundgåeligt trækkede tæppet væk under mig i filmens sidste tredjedel. Det billede, man danner af filmen, efter at have set traileren, er ikke det samme billede, du sidder med, når rulleteksterne rammer skærmen. Den er sgu meget fed!

Simon Buris Klavsen

5. Nürnberg

Den her film var slet ikke på min radar, som i, OVERHOVEDET ikke! Men pludselig begyndte nogle af mine kollegaer her på Arkaden at snakke om, at det var en af årets bedste film. I had to see for my self! Og de havde god damn ret!

Nürnberg er et periodedrama, sat i tiden lige efter 2. Verdenskrig, hvor nogle af Hitlers øverstbefalende nu skal igennem en meget kompliceret retssag, hvor de skal stå til ansvar for de forfærdelige gerninger, de har været en del af. Filmen er medrivende, spændende og rædselsvækkende, og så giver den nogle af de bedste skuespilpræstationer jeg har set i nyere tid.

4. Sinners

Giv mig en film af Ryan Coogler, sat ned i 1930’erne, hvor Michael B Jordan spiller over for sig selv, og drys lidt vampyr-flavor udover den, så har du opskriften på noget så sjældent som en original film, som ikke er en del af en IP.

Sinners giver mig håbet om, at flere instruktører og selskaber vil satse mere på originale produktioner, og mindre på remakes, franchises og legacy sequels.

3. Frankenstein

Min 2. mest ventede film i år! Forventningerne var så høje, at de nærmest var umulige at indfri, men heldigvis var Guillermo Del Toro’s Frankenstein næsten det mesterværk, det havde fortjent at være. Jeg var så heldig at få lov til at anmelde filmen, som man skal være mere end velkommen til at læse.

Frankenstein var næsten alt jeg havde håbet på, men nu forlanger jeg at Netflix giver Del Toro alle de penge han forlanger, så vi kan få en filmatisering af H.P. Lovecraft novellen: At The Mountains Of Madness

2. Weapons

Årets måske største biografoplevelse. Jeg var ikke i tvivl om, at Zach Creggers nyeste film ville blive et hit efter Barbarian fra 2022. Men jeg kunne ikke i min vildeste fantasi, have forudset hvor meget Weapons sad i mig, da filmen var slut.

Weapons er med længder den mest uhyggelige film jeg har set i år, men samtidig er det også en af de sjoveste og søgeliste, og den har i den grad gjort mig spændt på hvad Zach Cregger finder på næste gang.

1. Nosferatu

Da jeg i januar, gik ud af biografen efter at have set Nosferatu, var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at det her ville være årets film for mig. Nu er året ved at gå på hæld, og min mening har ikke ændret sig. Robert Eggers har cementeret sig selv, som en af de mest unikke og dygtigste instruktører i nyere tid, og med film som The Vvitch, The Lighthouse og The Northman, står Nosferatu nu som svendestykket.

Henrik Brandt

Best of the rest

Jeg ser mange film. Rigtigt mange. I skrivende stund har jeg logget 104 film fra 2025 på Letterbox’d, og det her er mit forsøg på at samle energien, begejstringen og kærligheden til de film, der virkelig har sat sig fast. Nogle overraskede mig, andre levede op til skyhøje forventninger – fælles for dem alle er, at de er store anbefalinger.

Caught Stealing
En solid actionfilm med en lækker portion sort humor, der giver ekstra flavor og charme. Underholdende, energisk og langt mere betagende, end man lige regner med.

The Lost Bus
Kom lidt ud af det blå – men hey, når instruktøren er Paul Greengrass, lytter man. En lille, hæsblæsende og intens katastrofefilm med en ekstremt veloplagt Matthew McConaughey.

F1: The Movie
En af årets største overraskelser. I en sommer med Superman, Final Destination og Jurassic World blæste den konkurrenterne omkuld med fed, action-packed underholdning og en karismatisk Brad Pitt.

Mickey 17
En vildt underholdende og skarp sci-fi-komedie, der balancerer absurd humor med en velfortalt historie og bidende satire. Bong Joon-ho formår at gøre det skøre både intelligent og medrivende, og selvom filmen måske er en smule for lang, er Mickey 17 et stærkt bud på en fremtidig kultfavorit blandt sci-fi-nørder.

The Long Walk
Hvordan gør man en film om unge på en vandring spændende? Sådan her. Velfortalt, menneskelig og fyldt med stærke budskaber.

The Fantastic Four: First Steps
Min favorit-superheltefilm fra 2025. Æstetikken, musikken og tonen giver MCU et frisk pust. Comicbook accurate som bare fanden – og Galactus får endelig den intro, han fortjener. Alle gode gange fire.

Black Bag
Årets måske mest oversete film. En elegant og stiliseret spionthriller i stil med Mr. & Mrs. Smith – bare bedre. Fassbender og Blanchett oser af screen presence.

Companion
Sjov, vild og skarp. Balancerer sort humor, satire, gys og noget på hjertet – og handlingen er helt bananas på den gode måde.

The Naked Gun
Havde det ikke været for et sidste akt, der punkterer tempoet, havde det her været et lille mesterværk. Første time er noget af det sjoveste, jeg har set i årevis. Liam Neeson stjæler alt – og ja tak til flere spoof-komedier!

If I Had Legs I’d Kick You
Den totale modsætning af feel-good. En udmattende, klaustrofobisk rejse ned i et menneske i totalt mentalt kollaps, båret af Rose Byrnes livspræstation og et kamera, der aldrig giver dig ro. Brutalt effektiv.

The Brutalist
Et kompromisløst, Oscar-værdigt mesterværk, hvor alt fungerer. Men spilletiden og tyngden gør, at jeg ikke ved, om jeg nogensinde ser den igen – selvom jeg uden tøven kalder den stor filmkunst.

One Battle After Another
Ender blandt “best of the rest” – og det siger mere om hvor sindssygt godt et filmår 2025 har været, end om filmen. Håndværket er nærmest fejlfrit og castet er fremragende.

10. From the World of John Wick: Ballerina

At lave en spin-off til John Wick er næsten en umulig opgave – især når Chapter 4 er peak action cinema. Ballerina klarer det overraskende flot.

Den udvider universet med respekt, holder fast i den brutale, stiliserede action og giver os noget nyt uden at føles som en kopi. Actionsekvenserne er blandt årets vildeste, koreografien er knivskarp, og filmen oser af kærlighed til franchisen. Den er ikke bedre end Wick – men den behøver heller ikke være det.

9. 28 Years Later

Den her film føles som en gave til mig. Danny Boyle og Alex Garland er tilbage i deres es, og filmen emmer af stemning, desperation og eksistentiel horror. Cinematografien er hypnotisk, næsten poetisk, og kombineret med lyddesign og musik skaber det et mareridt, der føles både drømmende og brutalt virkeligt.

Jeg elsker filmens mod – især slutningen – og jeg er allerede fuldstændig klar på The Bone Temple.

8. Weapons

Zach Cregger gør det igen. Weapons er en perfekt blanding af sort humor, rendyrket gys og snigende satire. Det er en film, hvor man konstant føler sig et skridt bagud – på den gode måde. Tonen er fuldstændig on point, scoret er ekstremt effektivt, og jeg anede oprigtigt ikke, hvor filmen var på vej hen. Den er original, ubehagelig og sjov på samme tid.

Hvis Barbarian var et statement, er Weapons en bekræftelse.

7. Warfare

Alex Garland beviser endnu engang, at han kan noget helt særligt med intensitet. Warfare er uden tvivl den mest intense action- og krigsfilm, jeg har set i år. Lyden er brutal, nærmest overvældende, og kameraet føles konstant fanget midt i kaosset. Filmen romantiserer intet – den er beskidt, grim og konfronterende.

Det føles ikke som underholdning, men som en oplevelse, man overlever.

6. Nürnberg

Jeg gik ind fuldstændig blind, og det var den bedst mulige måde at opleve Nürnberg på. Filmen ramte mig med en tyngde og autenticitet, jeg sjældent oplever. Håndværket er ekstremt præcist – kulisser, kostumer, dialog, tempo – alt føles historisk forankret uden at blive tørt eller undervisende.

Det er kun James Vanderbilts anden instruktørfilm, hvilket næsten er provokerende imponerende. Ensemblet er enormt stærkt, og fortællingen er både spændende, menneskelig og moralsk kompleks. Det her er en film, der bliver siddende i kroppen længe efter rulleteksterne.

Efterfølgende har jeg ikke lavet andet end at prædike filmen for alle, der gad lytte – og heldigvis var der et par stykker, der bed på. Se den. Oplev den. Helst på det store lærred.

5. A Real Pain

Det her er en af de film, der sniger sig ind under huden og nægter at slippe igen. A Real Pain er dybt rørende, men aldrig manipulerende – sjov, sorgfuld og ekstremt menneskelig på samme tid.

Kieran Culkin og Jesse Eisenberg har en kemi, der føles så ægte, at det næsten er ubehageligt; som rigtige familiemedlemmer, der både elsker og irriterer hinanden til vanvid. Filmen balancerer tab, skyld, arv og identitet med en sjælden lethed, og jeg gik oprigtigt ud af biografen og følte mig som et lidt andet menneske.

En stille, men enormt stærk filmoplevelse.

4. Bugonia

Yorgos Lanthimos i fuld galop – og måske på sit højeste niveau til dato. Bugonia er absurd, uforudsigelig og konstant forførende i sin weirdness. Jeg havde aldrig nogen fornemmelse af, hvor filmen var på vej hen, og det var en kæmpe del af fornøjelsen. Under den bizarre humor og de skæve karakterer gemmer der sig skarpe, næsten ubehagelige samfundskommentarer, serveret på en måde, som kun Lanthimos kan slippe afsted med.

Det er en film, der både underholder, forvirrer og provokerer – ofte på samme tid.

3. Sinners

Sinners er rendyrket biografmagi. Det er en film, der skulle opleves på det store lærred med maksimal lyd. Lydbilledet og musikken er i en liga helt for sig selv og arbejder konstant sammen med de betagende billeder. Skuespillet er fængslende, fortællingen føles næsten mytisk, og filmen formår at være både sanselig og storslået.

En totaloplevelse, hvor alle elementer går op i en højere enhed.

2. Bring Her Back

Uden sammenligning årets mest ubehagelige og skræmmende filmoplevelse. Bring Her Back er klaustrofobisk, psykologisk brutal og kompromisløs i sin måde at dvæle i det groteske på. Men det, der virkelig løfter filmen, er det dybt tragiske familiedrama, der ligger under overfladen. Sally Hawkins leverer en præstation, der er så intens og foruroligende, at den nærmest føles ulovlig.

Det er en film, der ikke bare vil skræmme dig – den vil knuse dig, og to specifikke scener vil for evigt sidde fast i min underbevidsthed.

1. Nosferatu

Der er stadig intet, der kommer i nærheden af Nosferatu. Det her er ikke bare årets bedste film – det er en film, jeg vidste ville blive svær at overgå allerede da jeg så den, den 1. januar. Robert Eggers har samlet alt det bedste fra The Witch, The Lighthouse og The Northman og skabt et værk, der føles fuldstændig helstøbt. Hvert eneste frame emmer af uhygge, autenticitet og atmosfære. Filmen er klaustrofobisk, hypnotiserende og gennemført på et niveau, man sjældent ser. Jeg så den 7 gange i biografen. Det gør man ikke uden grund.

Mesterværk. Punktum.

Et magisk og eventyrligt år

Alt i alt har 2025 været et filmår, hvor det store og det små har levet side om side, og hvor filmoplevelserne har været lige så mangfoldige, som de har været mindeværdige. Et år, der mindede os om, at filmkunsten stadig er i konstant bevægelse – og at de bedste oplevelser ofte opstår, når man mindst venter det.