De bedste serier 2025 – Skribenternes bedste oplevelser

2025 har været et soildt år for serier — et år hvor fortællingerne har været store, mørke, sjove og mindeværdige. Fra drabelige galaktiske opgør til tv-seriens hjemsøgte gader — streamingplatforme har disket op med enestående universer og karakterer, der har brændt sig fast i vores kollektive hukommelse.

Vi blev suget ind i galaksens skæbne med Andor sæson 2, der udvidede Star Wars-mytologien med endnu mere dybde, mod og følelsesmæssigt engagement – en serie, der både begejstrede kritikere og fans globalt. Samtidig satte Severance sæson 2 os endnu dybere ind i Lumon Industries’ uhyggelige psykologiske univers, hvor hver hukommelsesopdeling fik betydning og fik publikum til at spekulere længe efter rulleteksterne.

Men 2025 var ikke kun tunge dramaer og sci-fi-epos — vi fik også original komisk skarpsindighed og genreleg. Serien The Studio serverede en skarp, satirisk og hysterisk morsom inside-look på Hollywoods jagt efter kvalitet i en kommercielt domineret branche og slog rekorder ved Emmys for bedste comedy-debut nogensinde. På en helt anden, men lige så stærk måde bød The Chair Company os på en ny type komedie fra HBO, hvis unikke humor og karaktergallerier gjorde serien til en publikumsfavorit og sikrede den en tidlig fornyelse.

Det er kun nogle få eksempler på det enorme spektrum af serier, der har defineret 2025

Og med så mange stærke stemmer, fortællinger og uforglemmelige øjeblikke at vælge imellem, bad jeg Arkadens passsioneret serie-skribenter om at pege på deres personlige serieoplevelser fra året — ikke bare de mest hypede, men dem, der satte sig dybest, rykkede i os og bekræftede, hvorfor vi elsker serier så inderligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Velkommen til Årets bedste serier – fortalt af Arkaden

Kasper Hansen

3. Splinter Cell: Deathwatch

Jeg har aldrig spillet et Splinter Cell-spil før. Jeg kender dog Sam Fisher – manden med de karakteristiske tre grønne nattesynsbriller – og havde derfor stor interesse i Netflix’ animerede voksenserie.

Serien leverer intens action og spænding fra start til slut, men enkelte gange bryder illusionen, da man sjældent ser karaktererne komme sig efter de utallige skader. Det trækker dog ikke væsentligt ned på oplevelsen; serien er velskrevet, vellykket og formår langt hen ad vejen at balancere drama, action og karakterudvikling på en måde, der både tiltaler fans og nytilkomne.

2. The Chair Company

Dette er uden tvivl den mærkeligste, mest dragende og sjove serie, jeg har set længe.

Hvordan man kan tage noget så trivielt som at falde ned fra en stol – bebrejde stolen og dens skaber – og ende i det her totale clusterfuck, som Tim Robinson har skrevet, aner jeg ikke. Men som sagt, serien er så dragende, indtil det allersidste afsnit, der desværre får serien til at fremstå en anelse svag. Jeg var med hele vejen til klimaks, og det endte med at være en kæmpe spand koldt vand i ansigtet – spanden fulgte endda med bagefter.

Alligevel synes jeg, man skylder sig selv at opleve serien; den har nogle virkelig sjove øjeblikke, som kun Tim Robinson kan bringe, samtidig med at den er velskrevet og bærer et stærkt tema bag alt kaosset.

1. Peacemaker, sæson 2

Kan man lide den første sæson af Peacemaker, går man bestemt ikke galt i byen med sæson to.

Den er endnu mere skør end den første, og den leger også med et multivers, som jeg synes fungerer okay. Men det, jeg især vil fremhæve, er John Cena – han lever og ånder nærmest for rollen. Her har han virkelig fundet sig til rette. Han passer perfekt til rollen: tilpas random, men samtidig med følelserne tydeligt udenpå tøjet.

Lasse Bjørnsten Rasmussen

1. Andor, sæson 2

Andor sæson 2 er muligvis det bedste Star Wars, vi har fået siden Return of the Jedi.

En dybt engagerende historie med komplekse arcs, som mirakuløst får bundet en perfekt sløjfe, der glider direkte ind i Rogue One. Andor er en historie om oprør, sorg, kærlighed og kampen mod et fascistisk styre – et tema, der næppe har været mere relevant end i den tid, vi lever i nu.

Andor som helhed, men især sæson 2, er det bedste Star Wars, Disney har produceret, og det bedste vi generelt har fået siden 1983.

Natasha Margrethe Jensen

2. Alien: Earth

Serien, som jeg troede ville være skuffende, endte med at være noget af det mest spændende, jeg har set længe.

Utrolig spændende serie og endnu flere spændende nye rumvæsner. Her vil jeg dedikere min store fascination og stræk til “The Eye” i serien. Alle, der har set den, ved, hvad jeg taler om.

1. Adolescence

Bare wauw… skuespillet i sig selv er på et så vanvittigt højt niveau. Men intensiteten i serien er også helt vild. Alle burde se denne serie.

Det er et mesterværk af en miniserie.

Nikolaj Mosegaard

4. Tulsa King, sæson 3

Sylvester Stallone har altid toppet listen over actionhelte fra min barndom, og da Tulsa King oprindeligt landede, var jeg solgt fra første sekund. Jeg blev så opslugt af universet, at jeg så første sæson færdig to gange i træk, simpelthen fordi jeg hungrede efter mere af den rå charme.

Sæson tre slår nogle lidt tungere og mere alvorlige toner an end tidligere. Her er det især temaer som familie og personlig ære, der bliver sat på spidsen. Jeg synes, at serien i denne sæson når nye dramatiske højder, selvom den indimellem også rammer enkelte lavpunkter, hvor tempoet falder lidt.

Men samlet set er alle tre sæsoner i den grad værd at se, og Stallones karisma bærer serien hele vejen. Jeg glæder mig allerede nu til at se, hvordan universet udvider sig i fremtiden.

3. Reservatet

Drama, mørke intriger, kærlighed, had og dyb splittelse – dette er blot et udpluk af de tematikker, som Reservatet præsenterer for sit publikum.

Fra første scene etableres en konstant og intens mystik, der løber som en rød tråd gennem hele fortællingen. Spændingen holdes i et jerngreb helt indtil det sidste øjeblik, hvor serien runder af på en vovet måde; den slutter ikke blot med en klassisk cliffhanger, men fungerer snarere som et afsluttet kapitel, der alligevel efterlader døren på klem til fremtiden.

Serien tør berøre komplekse og samfundskritiske emner, som de fleste af os genkender fra overskrifterne, men som de færreste tør handle på i virkeligheden. Det er fortællinger om tabuer, der emmer af skam og vækker en dyb medlidenhed hos seeren. Det er på mange måder smukt eksekveret, selvom de emner, der bliver berørt, er både grufulde og barske. Samtidig stråler produktionen af stærkt skuespil og et usædvanligt vellykket manuskript.

Det er forfriskende at se en dansk serie, hvor sprogbruget er knivskarpt, og man aldrig sidder med følelsen af, at dialogen er mumlet eller utydelig. Alt i alt et imponerende stykke dansk dramatik.

2. Danefæ

Danefæ rammer den helt særlige nerve, som jeg personligt elskede ved store danske flagskibe som Arvingerne og Taxa.

Fortællingen centrerer sig om et intenst familiedrama, der er elegant indkapslet i en større samfundsmæssig problematik, hvor alle de forskellige tråde til sidst væves mesterligt sammen.

Jeg synes, at Danefæ rammer nogle emotionelle toner, som vi ikke har set i dansk tv i mange år. Serien formår at udfordre og vende op og ned på faste traditioner og forventninger, hvilket gøres med en imponerende sikkerhed. For mit vedkommende var serien en af årets største overraskelser; jeg havde ikke turdet håbe på, at den ville lande så præcist og effektivt.

Med eminente skuespillerpræstationer og en historie, der virkelig vil sit publikum noget, kan man ikke andet end at føle sig underholdt og tilfreds med seriens forløb.

1. Adolescence

Det er sjældent, man ser noget, som man uden tøven tør kalde “det bedste i år”, uden egentlig at kunne sætte en præcis finger på hvorfor. Adolescence er netop sådan en oplevelse. Når jeg ser på titlen nu, fremkalder det straks grufulde og grafiske billeder på nethinden, og alligevel er det den første serie, jeg anbefaler til alle, jeg møder.

Serien rammer en tone, der er så unik, at man sjældent har mærket noget lignende i en tv-produktion. Man holdes i mørket omkring, hvad der reelt er foregået, og det tekniske greb – hvor serien er klippet sammen som én lang, uafbrudt optagelse – skaber en klaustrofobisk intensitet. Man sidder tilbage med en lammende følelse af uforståelse over, hvordan man kunne undgå at forudse det uundgåelige udfald.

Det er mesterligt fremført, skrevet og produceret. Det er faktisk svært at beskrive serien yderligere, da enhver detalje risikerer at være en spoiler, som vil ødelægge den rå oplevelse for nye seere.

Henrik Brandt

8. Gen V, sæson 2

Gen V sæson 2 fortsætter med brutal, sort og vanvittig underholdning. Actionen træder lidt i baggrunden, mens fokus ligger mere på karakterer og relationer. Det giver mere menneskelighed, men jeg savnede flere knytnæver og mere blod. Nogle karakterer udvikler sig spændende, mens andre falder lidt igennem. Serien udbygger stadig The Boys-universet på en meningsfuld måde. De sidste afsnit føles dog forhastede, og finalen mangler impact.

Alligevel er det stadig en ekstremt underholdende sæson i et stærkt univers.

7. The Chair Company

The Chair Company er absurd, akavet og fuldstændig genial.

Det er nærmest umuligt at forklare serien uden at lyde vanvittig – og det er et kompliment. Den føles som The Office på syre. Tim Robinsons karakter reagerer med følelsesmæssig panik på selv de mindste situationer, hvilket sætter en snebold af kaos i gang. Hver scene eskalerer, imploderer eller bliver mere tåkrummende end den forrige. Samtidig sniger et absurd og interessant mysterie sig ind i baggrunden. Serien snubler lidt i sin egen weirdness mod slutningen, men den er ekstremt binge-værdig. Ren what-the-fuck-energi.

6. Peacemaker, sæson 2

Sæson 2 af Peacemaker skruer både det gakkede og det følelsesmæssige op. Fokus flyttes mere mod mennesket bag hjelmen og de indre dæmoner, han kæmper med.

James Gunn rammer for det meste en perfekt balance mellem humor, vold og ægte emotionel tyngde. Serien er hysterisk morsom, brutal og overraskende rørende. Når den rammer sit flow, kører den for fuld hammer. Desværre føles sidste afsnit lidt undervældende – mere som en lang post-credits-scene end en rigtig finale. Stadig en stærk sæson, bare ikke helt den afslutning, den fortjente.

5. Alien: Earth

Alien: Earth er en ambitiøs og stemningsmættet udvidelse af Alien-universet, der i lange stræk rammer franchisens DNA helt rigtigt.

Serien oser af kærlighed til Ridley Scotts original gennem sit fremragende produktionsdesign, lydbillede og retro-futuristiske æstetik. Worldbuildingen er en klar styrke med fokus på mega-korporationer, bio-manipulation og menneskeliv som valuta. Atmosfæren er konstant trykkende og foruroligende, og brugen af stilhed fungerer fremragende. Xenomorphen bruges sparsomt men effektivt, mens nye livsformer tilfører frisk body horror. Serien mister lidt momentum hen mod slutningen, og ikke alle karakterer fungerer lige godt. Alligevel er helhedsoplevelsen stærk.

Alien: Earth er ikke perfekt – men modig, visuelt betagende og et tydeligt bevis på, at Alien-universet stadig har meget at byde på.

4. Severance, sæson 2

Sæson 2 af Severance er visuelt og tematisk en tour de force.

Lumons sterile kontorer er stadig hypnotiserende og foruroligende, og kontrasten til verden udenfor er endnu stærkere. Cinematografien er sublim, med lange takes og præcis kameraføring, der både skaber nærhed og distance. Serien formår at besvare nogle af sæson 1’s mysterier, mens den åbner endnu flere. Forholdet mellem Mark og Helly får nye, overraskende lag. Især afsnit 4 og 7 er deciderede højdepunkter – visuelt betagende og narrativt dristige. Finalen leverer stærk spænding og payoff.

Intellektuelt sci-fi-tv, når det er bedst.

3. Adolescence

Adolescence er en milepæl i moderne tv-fortælling.

Serien er intens fra første sekund og slipper aldrig sit jerngreb. Hvert afsnit er filmet i ét ubrudt take, og det er ikke et gimmick – det er et narrativt våben. Kameraet trækker os helt tæt på karaktererne og gør hvert øjeblik klaustrofobisk og levende. Owen Cooper leverer en af årets stærkeste præstationer, fuld af sårbarhed og råstyrke. Afsnit 4 skifter tempo, men i stedet for at miste intensitet, bliver serien endnu mere følelsesmæssigt slagkraftig. Den eneste reelle anke er den lidt for genkendelige Netflix-æstetik. Ellers er det her tv på absolut topniveau.

2. The Studio

The Studio er ikke bare en serie – det er en kærlighedserklæring til filmkunsten og alle os, der lever og ånder for den.

Som cinephile har jeg sjældent følt mig så set og ramt. Serien balancerer kaos, humor og eksistentiel smerte med kirurgisk præcision. Hvert afsnit er et stilistisk eksperiment, fyldt med filmisk overskud, geniale meta-greb og en energi, der føles som at stå midt i en kreativ orkan. Seth Rogen leverer en tragikomisk præstation, der er både pinlig, rørende og ekstremt menneskelig. Cameos bruges med varme og selvironi, aldrig som tom fanservice. Det hele er pakket ind i en smuk 60’er-æstetik med oldschool musik, der føles som ren filmromantik.

En serie skabt af filmelskere – til filmelskere. Et mesterværk.

1. Andor, sæson 2

Andor sæson 2 er en sjælden bedrift. Det er en sæson nummer to, der tager alt det der i forvejen fungerede så fremragende i den første, og tilført lidt ekstra spice – helt uden lyssværd, uden Skywalkers, uden magien som narrativ krykke. Den bygger sin styrke på noget langt mere skrøbeligt og ægte: menneskelige valg, moralsk tvivl, desperation og håb, der ikke stråler, men blafrer. I stedet for at give os endnu en omgang “se, dét kender du!”, giver den os noget nyt. Noget modent. Noget, der bider sig fast.

At serien tør være så alvorlig, så mørk og samtidig så rørende, er et vidnesbyrd om, hvad der kan lade sig gøre, når man tager sit publikum alvorligt. Det er Star Wars i forklædning – men med hjertet helt det rette sted. Det føles ikke som en undskyldning for ikke at give os rumopera, men snarere som et løfte om, at det her univers stadig har så meget mere at fortælle – og på så mange flere måder.

Og netop det er måske Andor’s største triumf: Den åbner døren for en ny æra i galaksens fortællinger. En æra hvor Star Wars kan være både legende og alvorlig. Hvor en serie som Skeleton Crew kan eksistere side om side med Andor, og begge føles rigtige. Hvor publikum bliver udfordret og forført – ikke bare underholdt.

Vi har spist godt

Fælles for de serier, der har gjort størst indtryk på os, er, at de har noget på hjerte. Om det er kærlighed til filmmediet, eksistentiel angst, ungdommens mørke sider, corporate dystopi eller rendyrket kaos, så føles de alle som værker skabt med passion og vilje. Ikke algoritmer.