Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Topliste

De bedste spil i 2025 (indtil videre) – Skribenternes top 3.

De bedste spil i 2025 (indtil videre) – Skribenternes top 3.
Bethesda/Warhorse Studios/Sandfall Interactive/Hazelight Studios/Arkaden
Kasper Pedersen

Kasper Pedersen

Estimeret læsetid: 19 minutter.

June 22, 2025

Så skal vi til det igen. 2025 er godt og vel halvvejs, og har budt på et vælg af forskellige spil. Ikke alene har Xbox store satsning med at gå multiplatform virkelig taget kegler på den økonomiske front, men deres mange opkøb af studier har også resulteret i spil for enhver smag, Nintendo har lanceret deres længe ventet Switch 2, og PlayStation eksisterer.

I den sammenhæng har jeg spurgt mine kollegaer fra Arkaden, om at vælge deres top 3 spil for den første halvdel af 2025. Der er en del gengangere, men også plads til lidt variation. Så lad os springe ud i det – Velkommen til de bedste spil i 2025 (indtil videre) ifølge Arkadens skribenter.

Elden Ring: Nightreign er FromSoftwares første forsøg på et dedikeret co-op spil. Foto: FromSoftware

David Darvilles top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. The First Berserker: Khazan

Khazan føles som en nådesløs blanding af Nioh og Sekiro: Shadows Die Twice. Kampsystemet er egentlig simpelt nok at forstå, men svært at mestre – og det kræver tålmodighed, præcision og is i maven. Den mørke atmosfære og de brutale bosskampe har brændt sig fast i min hukommelse, og hvert øjeblik i Khazans verden føltes som en hårdt tilkæmpet sejr.

2. DOOM: The Dark Ages

Ren, ufiltreret adrenalinkaos – og jeg elsker hvert sekund af det. Kombinationen af middelalder-tema og ultra-voldelig action fungerer overraskende godt, og det intense gunplay har holdt mig limet til skærmen i timevis. Få spil balancerer overdrevet brutalitet og knivskarp styring så godt som DOOM, og netop derfor vender jeg hele tiden tilbage efter mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Arkaden+

1. Elden Ring: Nightreign

Nightreign har fået mig til at smadre controllere i ren frustration – men også brøle af glæde, når bosserne endelig vælter. Solo er spillet en nådesløs pine, men med venner i co-op opstår der magiske øjeblikke, og Nightreign føles som FromSoftwares første rigtige forsøg på en co-op-oplevelse. Jeg har slagtet hver eneste boss og gennemsøgt hvert eneste hjørne af det brutale univers, og alligevel længes jeg stadig efter mere.

Clair Obscur: Expedition 33 tager kegler på et absurd men mageløst RPG-eventyr. Foto: Sandfall Interactive

Morten Vilstrup Pedersens top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Doom: The Dark Ages

Pedalen i bund og så derudaf med både shotgun og skjold. Masser af tung rock og ren dæmonsmadder er sund mad for sjælen, og bare mega underholdende. Havde man valgt at skrive en historie som faktisk fyldte lidt mere og gav mening ville dette have været en stor GOTY contender. “Desværre” må man bare “nøjes” med masser af dæmonsmadder.

2. Avowed

Selvom Avowed ikke var hvad jeg havde håbet på, var det stadig et spil jeg havde det rigtig sjovt med. En mindre kompleks udgave af Oblivion. Ambitionsniveauet var sat lidt for højt, og der manglede noget dybde. Til gengæld var det sjovt og man nød faktisk at gå på opdagelse og finde nye items.

1. Clair Obscur: Expedition 33

Et mesterværk af et spil. Musik, grafik, historie og gameplay smelter sammen til et spil der blander elementer fra nogle af mine yndlings JRPGs. En fantastisk historie, der griber en allerede efter 20 minutter og aldrig giver slip. Dertil lægger du et kampsystem som aldrig bliver kedeligt selvom det er turbaseret. Dette spil er beviset på at spil kan være kunst og ikke behøver at være AAA for at være fantastiske.
Commandos: Origins er et strategispil man ikke bør overse. Foto: Claymore Game Studios

Henrik Brandts top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Commandos: Origins

Commandos: Origins landede på et meget, meget tørt sted for mig. Der er simpelthen for langt mellem de gode taktiske strategispil – især på min elskede PS5 – så jeg sad klar som en sulten ulv. Origins skuffede heldigvis ikke. Ja, det er benhårdt, ja, du får lyst til at kaste controlleren ud ad vinduet, men når en mission lykkes? Så føler jeg mig som Lt. Aldo Raine, der lige har skalperet en hel bataljon af nazister, mens Ennio Morricones musik spiller i baggrunden – det er dopamin i den reneste form. Spillet er Inglourious og lidt en bastard – og jeg elsker det.

2. Split Fiction

Der bliver simpelthen lavet for få af den her slags spil. Men heldigvis har vi Hazelight Studios, der igen viser, at de har kreativt overskud nok til hele branchen. Bare det at kunne smelte så forskellige genrer og universer sammen i ét spil og få det til at føles naturligt – det er magi! Den overordnede historie? Jo, den er fin og spændende, men det er alle de skæve verdener og små fortællinger, der gør Split Fiction til en stor fornøjelse. Sci-fi møder eventyr i en blanding, der får én til at glemme tid og sted. What’s not to like? Det her er som at få Star Wars og Ringenes Herre serveret i én og samme ret – og den smager forrygende.

1. Clair Obscur: Expedition 33

Hver gang jeg booter Clair Obscur op, går der ikke fem minutter, før jeg får lyst til at fægte med baguetter og kaste med muslinger. Det her spil er så fængslende og hypnotiserende, at det nærmest burde have en advarsel på skærmen: “Risiko for akut kærlighed til fransk kultur”. Æstetikken? Gudesmuk! Så smuk, at jeg vil gifte mig med den og tage den med på ferie i Provence. Og musikken, putain de Merde! Det er som klassisk musik på svampe – et overdådigt bombardement af sanserne. Hver ny fjende, hver ny location du udforsker, er mere overdådig end den forrige. Clair Obscur er intet mindre end chefs kiss — eller som franskmændene ville sige: magnifique!

The Bazaar er en super poleret Deck-builder fra en tidligere Esports-stjerne Foto: Tempo Storm

Janus Hasseriis’ top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. The Bazaar

I et år med så mange fantastiske spiludgivelser af den mere traditionelle historiedrevne slags, var det en overraskelse for mig at blive grebet af et spil, som i høj grad er en genre jeg slet ikke føler mig tiltrukket af. Den tidligere Hearthstone pro-spiller Reynad har med sit firma Tempo Storm lavet et spil som er en slags blanding af auto battler genren ala Teamfight tactics og rogue-like deckbuilders. Altsammen i en stil og en kvalitet, der smager rigtig meget af Blizzards bedste. Resultatet er et super vanedannende spil, som virkelig skaber den der “lige et spil mere”-følelse, samtidig med at det også er bidende svært, med en meta der konstant udvikler sig mens spillerne finder ud af hvilke kombinationer af kort, der giver de bedste chancer for sejr.

2. Clair Obscur: Expedition 33

Clair Obscur Expedition 33 lægger ekstremt hårdt ud. Jeg kan ikke huske at jeg nogensinde før har spillet et spil, med en historie og stemning, der ramte mig så hårdt inden for de første 30 minutter. Det spiller på de helt store melankolske strenge ift. både historie og musik, ligesom spillets tema maler med penselstrøg, der afgør liv og død. Det bliver en smule anstrengende i længden. Og jeg synes spillet får placeret alt for mange af historiens store pointer i den allersidste del. Men det ændrer ikke på at Clair Obscur er en super imponerende bedrift, som i dén grad stiller spørgsmål tegn ved om et AAA-spil kræver gigantiske teams, og årevis af udvikling.

1. Blue Prince

Det her er grunden til at jeg elsker indie-spil. Grunden til at jeg elsker spil som genre, fordi de kan så mange forskellige ting. Hvem skulle have troet at spillet om en arving, der skal finde et hemmeligt rum i en mystisk kæmpe hus, skulle være så gribende? Hvem skulle have troet at man kunne kombinere et puzzle-spil med rogue-like elementer? Det er ikke desto mindre præcis hvad Blue Prince er og gør, og en moderne nyklassiker er skabt. Hvis du er til gåder og spil der kræver at man tager bunker af notater, så skynd dig at prøv Blue Prince!

The Alters er et fantastisk drama, der udspiller sig mellem alternative versioner af en person og dykker ned i nogle modige tematikker. Foto: 11Bit Studios

Kasper Hansens top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. The Alters

Et af mine mest ventede spil i år, som absolut ikke skuffede. Det havde lige enkelte skarpe kanter, som ellers ville have gjort spillet perfekt uden. Men en lang, lang rejse med sine alter egoer, som uden tvivl skaber alverdens samtaler og splid med alle disse karakterer, er en svær opgave — opgaven bliver dog løst rigtig godt af 11 Bit Studios. Så hvis man vil prøve et anderledes, historiedrevet survival-spil, er The Alters måske det bedste bud!

2.  Split Fiction

Har man spillet Hazelights tidligere spil, er man måske ikke længere overrasket over, hvad Split Fiction formår at skabe af idérighed og kreativitet. Men som en, der prøver Split Fiction som deres første, blæste det mig mildest talt bagover. Hver gang jeg havde en følelse af, at nu har jeg spillet den her idé nok, skiftede den til næste skridt. Og for hver gang blev tingene skruet et ekstra nøk op. Det var en fantastisk oplevelse, som uden tvivl blev krediteret med en fuld score, hvilket jeg står ved!

1. Clair Obscur Expedition 33

Der er to ting, som gør, at Clair Obscur lige sniger sig over Split Fiction: Det første er, at jeg er en sucker for cinematiske oplevelser i spil generelt. Og her brillierer Clair Obscur nærmest til perfektion – havde det været en lille my pænere, måske The Last of Us-kvalitet, så havde jeg været i ekstase. Men holdet bag er også af en anden størrelse, så det er jo forståeligt. Skuespillet er i top, og det leger med nogle relativt modige valg, hvor jeg intet skulle have sagt. Det andet: Jeg er bestemt ikke en, som kan lide den type spil, Clair Obscur er – altså turbaseret kamp. Men alligevel formår hele systemet og kampsystemet at holde mig i gang hver gang, og jeg leder faktisk efter kampene i stedet for at undgå dem. Fuldstændig over-the-top animationer til de forskellige skills, og det er bare magisk. Nå ja og så har det et af de bedste soundtracks nogensinde – yep i said it!

The Hundred Line: Last Defence Academy er en strategisk visuel novelle hybrid der imponerer både på gameplay og visuelle detaljer. Foto: Too Kyo Games

Anders Isaksens top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. The Hundred Line: Last Defense Academy 

Jeg havde ikke de store forventninger til denne visuelle novelle. Udviklerne er mest kendt for deres Danganronpa-serie. En serie, der godt nok er ret morsom, men som aldrig for alvor har ramt mig i følelserne – ej heller har der været det store gameplay at tale om. 
Men med The Hundred Line: Last Defense Academy fik vi så meget mere. Ikke alene kom der nu masser af gameplay i form af et yderst velproduceret, taktisk kampsystem, men også en historie, der ikke bare var spændende, men også yderst personlig – med et bragende godt karaktergalleri. 

2. Sid Meier’s Civilization VII

Hvis der er én titel, hvor jeg er helt uenig med majoriteten, så er det Civilization VII. Jeg vidste på forhånd, at det ville være en titel, der delte vandene. Firaxis tog et meget modigt skridt ved at ryste posen så voldsomt, som tilfældet er her. Civilization føles mere end nogensinde før som et digitalt brætspil – og jeg elsker det. Samtidig har midt– og slutspillet altid føltes mangelfuldt og kedeligt for mig, men med de nye, skarpt afskårne afsnit i spillet føles selv midten af spillet lige så frisk som begyndelsen. Der var en del ting ved brugerfladen, der kunne forbedres, men som jeg også forventede, har Firaxis fikset langt størstedelen med de efterfølgende patches. For mig er CivVII klart det bedste Civilization til dato – og blandt årets bedste titler. 

1. Clair Obscur: Expedition 33

Førstepladsen gav sig selv. Clair Obscur: Expedition 33 er ikke bare det klart bedste spil i år, men et af de bedste rollespil i mange år. Det er et lille fransk studie, der i den grad sætter firmaer som Bioware og Obsidian til vægs – med et spil, der ikke bare er poleret og smukt, men også fantastisk underholdende at spille. Det er tunge, personlige og mørke temaer, der danner grundlaget for Clair Obscur: Expedition 33’s fabelagtige historie – men de er behandlet med en elegance og kærlighed, sjældent set bedre. Det her er definitionen på et 6/6-spil, og vi vil i fremtiden huske det på linje med mesterværker som Baldur’s Gate 3 og Final Fantasy VII. 

Assassin’s Creed Shadows er et friskt tag på den velkendte IP med en todelt historie og fantastisk realiseret verden. Foto: Ubisoft

Michael Engelbreths top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Doom: The Dark Ages

Alt for få har kastet sig over dette mesterværk af et spil! Det her er hardcore action, indpakket i en stilfuldt og imponerende verden, og med den brutale Doom Guy i centrum, som personen selv dæmoner ikke tør lægge sig ud med. Hvis du har brug for at slå hovedet fra, og bare tæske løs på hjælpeløse hellspawns, så fåes det ikke bedre end her.

2. Zelda: Tears of the kingdom (Switch 2)

Er det snyd at smide genudgivelsen af et “gammelt” spil på denne liste? Måske, men Zelda: Tears of the kingdom er genudgivet til Nintendo Switch 2, og hold nu op hvor er det her et godt spil! Spillet kører nu præcis som det fortjener. I smuk 4K med flydende 60fps, og det er et spil du ikke må snyde dig selv for at opleve, hvis du er blevet den heldige ejer af Nintendos nye legetøj.

1. Assassin’s Creed Shadows

Let’s face it! Vi har altid drømt om at opleve den velkendte franchise i det feudale Japan, og hvor har de bare leveret præcis det, jeg ønskede! En smuk verden med masser af dybde, masser af gear, en interessant historie, og et mere tight gameplay end nogensinde før. Følelsen af at springe rundt som en adræt Ninja bliver jeg aldrig træt af, og for mig er dette den bedste Assassin’s Creed-oplevelse til dato.

Mario Kart World leverer den bedste arkade-racer oplevelse nogensinde på en helt ny, længeventet konsol. Foto: Nintendo

Mads Thrane Lunds top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Doom: The Dark Ages

Jeg var virkelig ikke vild med Doom Eternal, så jeg gik ind til Doom TDA med en vis skepsis. Spillet er dog bare virkelig godt. Jeg synes der er et meget bedre flow i gameplayet end Eternal og det er bare virkelig skarpt og sjovt. Det er befriende de har fjernet de værste platform puzzles. Jeg kan egentlig godt lide afbrækket ved Meg og drage missionerne, selvom jeg ikke synes dragen er vildt sjov. Historien er lidt intetsigende, men gameplayet er bare vildt fedt og grunden til at spille det.

2. Mario Kart World

Min klare forventning til Mario Kart World var, at det ville blive et godt spil, og jeg blev ikke skuffet. Det er et fuldstændig fantastisk racing spil, som rammer den “arcady”- stil til punkt og prikke. Jeg har haft det sindssygt sjovt med spillet, som er næsten fejlfrit. Spillet mangler nok lidt objektives og den åbne verden føles mest som en gimmick, men overall er det bare et virkelig godt spil.

1. Assassin’s Creed Shadows

Jeg havde ikke tænkt mig at spille Shadows, men da spillet kom ud og jeg fik set noget mere, så gav jeg det et skud. Dette var en rigtig god ide, for det er det bedste AC-spil jeg nogensinde har spillet. Jeg havde det virkelig sjovt med spillet og det har en fantastisk atmosfære. Historien kan føles en smule langtrukken, men jeg elsker de to hovedkarakterer, som giver en god balance i gameplayet. Spillet er måske en smule for langt, men ikke destro mindre, så er Shadows det bedste spil for mig indtil videre i 2025.

Det kan diskuteres om det er en remaster eller remake – Men kvaliteten af Elder Scrolls: Oblivion Remastered er ikke at betvivle. Foto: Bethesda

Lasse Bjørnsten Rasmussens top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Kingdom Come: Deliverance II

På trods af de mange frustrerende elementer, som kan opstå i de mange timer, man bruger i 15. århundredes Bøhmen, leverer Warhorse Studios en fremragende og levende åben verden, hvor man aldrig ved, hvad der venter én. Det er helt sikkert ikke et spil for alle, og jeg forstår godt, at man kan blive turned off af de mange indviklede elementer, men hvis man kan overkomme det, er der et rigtig godt spil i vente.

2. Mario Kart World

Man skulle næsten tro, det ville være umuligt for Nintendo at levere et nyt Mario Kart, der kunne overgå Mario Kart 8 Deluxe – men det gjorde de. En verden, hvor alt hænger sammen, et kæmpe udvalg af karakterer og ikke mindst det fuldstændig sublime soundtrack, som desperat mangler en radio inde i spillet! For mig er den åbne verden det svageste element, da den ikke er tiltalende at bruge tid i, men det tager ikke noget fra den overordnede fede oplevelse, som et Mario Kart-spil altid giver.

1. The Elder Scrolls IV: Oblivion Remastered

Jeg havde aldrig spillet det originale spil fra 2006, så jeg var derfor ret nysgerrig efter at se, hvad jeg var gået glip af, da rigtig mange har talt godt om Oblivion og endda kaldt det for det bedste Elder Scrolls-spil. Oh my god, de havde ret! Der er en form for Bethesda-magi, som sætter ind og klikker på et tidspunkt – en følelse, jeg ikke har haft siden Fallout 4. Det er måske ikke det bedste spil rent mekanisk eller teknisk i år, men stemningen og verdenen opslugte mig for alvor, og den type spil der kan gøre det, fortjener en høj plads på en topliste.

Taktik, strategi og snilde er bare nogle få elementer, som Civilization VII kombinerer i et mesterværk af et RTS-spil. Foto: Firaxis Games

Nikolaj Mosegaards top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Sid Meier’s Civilization VII

Civilization VII var på mange måder mit første rigtige Civilization-spil. Jeg har altid været stor fan af RTS-genren, men havde aldrig kastet min kærlighed på Civilization, før jeg læste Arkadens anmeldelse af spillet. Kompleksiteten, spillet tilbyder, skaber en helt fantastisk stemning og følelse af at have magten i sin hule hånd og at skulle balancere mellem krig og fred, hvor ens overblik over det enorme skakbræt skal vise sig at være en byrde, og hvor hvert et træk kommer til at have konsekvenser for det endelige resultat flere timer senere. For mig er Civilization VII opskriften på et helt fantastisk RTS-spil.

2. Clair Obscur: Expedition 33

Clair Obscur: Expedition 33 var virkelig årets overraskelse for mig. Ikke fordi historien, som i øvrigt var fabelagtig, ikke tiltalte mig ved annonceringen, men fordi jeg aldrig har været den helt store turbaserede combat-type. Clair Obscur: Expedition 33 tog mig virtuelt med bukserne nede. Med et fantastisk narrativ, et sublimt stemmeskuespil og med musik, der kan få selv de største mandfolk til at fælde en tåre, selvom man fatter hat af den franske lyrik, så er Clair Obscur: Expedition 33 simpelthen et spil, der vil gå over i historiebøgerne som en af tidens største overraskelser.

1. Kingdom Come: Deliverance 2

Jeg tror aldrig, jeg har haft samme følelse, som den jeg sad med under min tid med Kingdom Come: Deliverance, specielt med efterfølgeren. Det storslåede, levende og barske landskab, som Bøhmen tilbyder, gjorde, at jeg i timevis kunne tilbringe tid med at plukke ukrudt og træne med træsværd uden at føle et sekunds kedsomhed. Kingdom Come: Deliverance 2 viser, at man sagtens kan skabe et fremragende RPG-spil sat i middelalderen uden at tilføje magi og overnaturlige væsner for at fange spillernes interesse. Kingdom Come: Deliverance 2 er ikke blot første halvdel af 2025’s bedste spil; det er årets spil, hvis du spørger mig.

Monster Hunter Wilds byder på masser af fantastiske monsterkampe og opgraderings-muligheder. Foto: Capcom

Emil Øgaards top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Monster Hunter Wilds

Capcom viste, hvor skabet skulle stå i starten af året med deres længe ventede Monster Hunter Wilds. De barske kampe mod de smukke monstre og de nye tiltag sådan som ‘wound’-systemet gjorde det til en fornøjelse at spille igennem. At historien højst kunne snige sig op på okay, er ikke uvant Monster Hunter-serien, og heller ikke noget man havde forventet andet ved. Det er alt det vanedannende gameplay-loop, der gjorde det til en rigtig stærk oplevelse.

2. Clair Obscur: Expedition 33

Et spil der er lige dele brutal og lige dele absolut skønhed. Det overraskende AA-spil fra Sandfall Interactive er nok årets overraskelse for mange. Det sublime tur-baseret gameplay, det dybe combatsystem, hvor man kan lege med både våben og pictos, og den rørende og engagerende historie, som du begiver dig ud på, er simpelthen af så højt niveau, at det sagtens kunne have taget min første plads. Det skubber til AA-genren og for forståelsen af, hvordan et vestligt RPG (et W-RPG?) skal skæres.

1. Blue Prince

Blue Prince er et spil som skubber til genredefinitioner. For kan man fusionere et puzzle-spil med roguelite-genren? Kæmpe ja. Skaberen bag spillet, Tonda Ros, er en ny spændende auteur på højde med Jonathan Blow (The Witness, Braid) og Lucas Pope (Return of the Obra Dinn, Papers, Please). Ingen kampe, ingen bosser, kun hjernevridende puzzles, hvor logik og abstrakt tænkning belønnes. Og samtidig beholder Blue Prince det strategiske egenskaber fra roguelite-genren, hvor man hele tiden har nøglen i egen om hånd så at sige. Det er hele tiden på dine præmisser, hvilket man kun kan beundre.

Den danske vinkel! Tempest Rising er et fantastisk RTS-spil, der bærer stærk inspiration fra Warcraft og Command & Conquer-spillene. Foto: Slipgate Ironworks

Michael Emckens top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. F1 25

Havde Oblivion været et remake og ikke en remaster kunne den måske, måske have fået min tredje plads. Men her tager F1 25 pladsen fordi det bare er sjovere at spille.

2. Tempest Rising

Tempest Rising vækker nostalgien fra 00’ernes RTS-spil til live. Mekanikkerne og gameplayet er mesterligt udført – og så er det ovenikøbet dansk!

1. Clair Obscur: Expedition 33

Det er for mig indtil videre årets spil. Jeg er en sucker for turbaseret kampsystemer. Når det så er krydret med spændende narrativ og unik stemning, er det svært ikke at være begejstret.

Split Fiction fortæller en både smuk og eventyrlig fortælling der skal spilles sammen med en god ven eller nærtstående. Foto: Hazelight Studios

Julias Holmgaards top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Mario Kart World

En kærlig opdatering, der peger fremad uden at glemme, hvor det kommer fra. Med de nu 24 spillere er kaosset blevet endnu større, men det er kun en god ting – det er mere åbent og mere legende. En solid start på næste kapitel i Mario Kart-universet. Jeg har på fornemmelsen at Nintendo vil tilføje en del til det åbne kort hen ad vejen. Mario Kart skal trods alt overleve helt til Nintendos næste konsol.

2. Doom: The Dark Ages

Tungt, brutalt og virkelig velfungerende. Gameplayet og mechanics sidder lige i skabet. Det føles som Doom, bare med mere kant og tyngde, det er lækkert. Tempo og rytme er altafgørende – et meget tilfredsstillende spil.

1. Split Fiction

Det mest originale spil jeg har spillet indtil videre i år – både i form og fortælling. Split Fiction ligger øverst, fordi det tør tænke fortællemæssigt nyt uden at miste grebet om spilleren. Det blander spil og film på en måde, der føles organisk – som om det hele tiden har været meningen. Det er sjældent, man oplever noget så ambitiøst, der også fungerer så godt i praksis.

Leder man efter en riddersimulator, der virkelig drager spilleren ind i et andet univers – Er Kingdom Come Deliverance 2 det bedste af slagsen. Foto: Warhorse Studios

Christian Kongsøres top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Split Fiction

Hazelight har gjort det igen. Split Fiction er nok det bedste co-op spil, jeg nogensinde har spillet. Det blæste konstant min kæreste og jeg bagover i sofaen, for overraskelser i ambitionsniveau og spilglæde lå gemt om hvert et hjørne. Og det fortjener bestemt en plads på podiet i et spilår, der i forvejen er fyldt til randen med fantastiske spil.

2. Kingdom Come: Deliverance 2

Henrys nye eventyr slugte mit liv i 40-ish timer, og først her fandt jeg ud af, at jeg faktisk havde et helt nyt map at udforske oveni hatten. KCD II er sat til side for nu og venter på, at strømmen af kæmpe titler langsomt dør ned, så jeg kan spille det færdigt. Det stopper mig dog ikke i anerkendelsen om, at Warhorse har ramt plet i mit RPG-hjerte.

1. Clair Obscur: Expedition 33

Speaking of! Hvad hvis jeg fortalte dig, at den bedste JRPG i nyere tid er skabt af franskmænd? På små 40 timer leverer Sandfall Interactive nemlig en fantastisk og rørende historie, et dybdegående og tilfredsstillende tur-baseret kampsystem uden sidestykke, og en overdådig præsentation i både det visuelle og på lydsiden – alt sammen til en reduceret pris. Clair Obscur er et spil, der både bekræftede og fornyede min kærlighed til spil som medie og kunstform, og der er i mine øjne ingen tvivl om, at det er årets spil so far.

Ingen kan kombinere det sjove med det alvorlige som Ryo Ga Gotoku Studio – og med den maniske Majima i hovedrollen er der tale om en vinder. Foto: SEGA

Nicolai Fogs top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Like a Dragon: Pirate Yakuza in Hawaii

Endnu et år, og endnu en hæsblæsende oplevelse fra Ryu Ga Gotoku Studios. Nu med Majima i hovedrollen – og med et piratskib i ærmet – var dette spil en fest. Og ja, det er et af de svagere spil i seriens levetid, men det beviser blot, hvor høj standarden er. Jeg kan simpelthen ikke få nok.

2. The Midnight Walk

Det er hårdt at være gamer og ville gennemføre alle spil, når de som regel er vildt lange. Men her er der et fire timer langt spil, som gav mig en helt unik og fantastisk oplevelse. Spillets gameplaymekanikker når aldrig at blive så dybe, som man kunne håbe, men særligt grafikken, musikken og den atmosfære, spillet skaber, gør det til en uforglemmelig oplevelse.

1. Clair Obscur: Expedition 33

Trods jeg endnu ikke har gennemført spillet, er Clair Obscur: Expedition 33 uden tvivl den bedste spiloplevelse, jeg har haft i år (indtil videre). Jeg har svært ved at forestille mig, at det forlader min top 3, når året er omme. Fantastisk historie, musik, grafik, figurer – ja, spillet har simpelthen det hele. Samtidig har det potentiale til at være blandt de bedste i genren, når det gælder parry- og dodge-systemet. Som er implementeret i det turbaserede kampsystem. Aldrig har det føltes så tilfredsstillende at høre lyden af et parry og mærke modangrebet ramme fjenden. Et fantastisk spil, der har potentiale til at blive en af mine all-time favoritter.

Sukoden I&II remaster giver en komplet og fuldent oplevelse af 2 klassiske RPG’er, der er hver en krone værd. Foto: Konami

Kasper Pedersens top 3 spil i 2025 (indtil videre)

3. Tails of Iron 2: Whiskers of Winter

Selvom souls-like ikke lige er min kop te, fanger Tails of Iron 2 den helt rigtige balance mellem udfordrende gameplay, og RPG-elementet i dets våbensystem. Den charmerende verden og eventyrlige fortælling leveret af Doug Cockle (The Witcher-spillene) giver en spiloplevelse, der sagtens kan konkurrere med andre i samme genre.

2. Suikoden I&II Remaster: Gate Rune and Duncan Unification Wars

Det kan lyde som helligbrøde, at komme en remaster på top 3-lister over bedste spil i år X, men Suikoden I&II er det vel værd. En remaster der ikke bare bringer en – Men hele TO af nogle højt elskede JRPG’er i en og samme pakke, der samtidig er poleret til det skinner om kap med nutidens spil, er en præstation i sig selv. Men der er også tale om to virkelig gode spil, som leverer på karaktergalleri og masser af god times underholdning.

1. Split Fiction

“Fuck The Oscars!” – Hazelight Studios har gjort det igen. Split Fiction er en co-op oplevelse, der ikke spiller på de traditionelle tangenter, når det kommer til kreativitet i dens gameplay og fortællings-strukturer. Hvor historien om grådige firmaer og hybris kan virke monotomt, er de mange forskellige minihistorier mere end værd at opleve. Hvem har ikke drømt om at gå fra en pruttende gris, til en pølse der er klar til at blive serveret med brød, ketchup og sennep? Vi ser så mange gentagelser og jagten efter trends nu om dage, derfor er det kun på sin plads at vi hylder kreativitet i spilsfæren, når vi får det i så høj en kvalitet, som Split Fiction giver os.

Kasper Pedersen

Kasper Pedersen

Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.

Mest læste i dag

Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Anmeldelse

April 12, 2026

Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

Anmeldelse

April 13, 2026

Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse

Nyhed

April 13, 2026

Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse

GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel

Nyhed

April 13, 2026

GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk