Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Topliste

De mest ventede film for resten af 2025 -skribenternes top 3

De mest ventede film for resten af 2025 -skribenternes top 3
"Mortal Kombat 2" © 2025 Warner Bros. Pictures / "Predator: Badlands" © 2025 20th Century Studios / "Frankenstein" © 2025 Netflix
Henrik Brandt

Henrik Brandt

Estimeret læsetid: 10 minutter.

July 11, 2025

Filmelskere, spænd sikkerhedsselen – for selvom første halvdel af 2025 allerede har forkælet os med uforglemmelige oplevelser, ligner resten af året en decideret eksplosion af stjernestøv, frygt og filmkunst i topklasse.

Selvom Superman lige har ramt biograferne og The Fantastic Four: First Steps er få skridt fra at få premiere, er der stadig meget at se frem til! For mens vi stadig taler om film som Sinners, 28 Years Later og F1: The Movie, begynder en ny bølge af stærke titler allerede at trække op i horisonten. Og de ser meget lovende ud.

Instruktørernes efterår

© 2025 A24 / Square Peg. All rights reserved.

Når navne som Ari Aster, Yorgos Lanthimos, Darren Aronofsky, Paul Thomas Anderson og Guillermo del Toro alle står klar med nye værker i samme efterår, ved man, at man er på vej ind i en helt særlig filmperiode.

Ari Aster, manden bag Hereditary og Midsommar, vender tilbage med Eddington, en ny satirisk psykologisk western, der allerede er omgærdet af mystik og forventning. Yorgos Lanthimos, stadig varm efter Poor Things, udforsker tilsyneladende igen grænselandet mellem det absurde og det hjerteskærende med sin kommende film, Bugonia der lover både provokation og skønhed.

Darren Aronofsky træder også ud af mørket igen – denne gang med en thriller, Caught Stealing, der allerede omtales som “et af årets mest spændende film”. Og Paul Thomas Anderson… hvad end han rører ved, er det værd at se. Hans nye film, One Battle After Another, siges at være en episk karakterfortælling med både bid og hjerte. Del Toro, derimod, går den gotiske vej igen med Frankenstein – forhåbentlig en blanding mellem det eventyrlige og uhyggelige som han er kendt for – og dét alene er nok til at få vores forventninger til at stige til ubehagelige højder (på den gode måde).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for SF Studios

En isnende afslutning på året

© 2025 Warner Bros. Pictures. All rights reserved.

Efteråret og vinteren 2025 ser også ud til at blive et sandt paradis for gyserfans. Vi står over for en af de stærkeste horror-lineups i årevis, og det ser uhyggeligt lovende ud.

Allerede nu mærker man kuldegysninger ved tanken om Together, der i USA bliver kaldt årets gyser – og Weapons, som også får meget buzz. Dertil kommer The Conjuring: Last Rites, det (indtil videre) sidste kapitel i den elskede franchise, som efter sigende går mørkere og mere personligt end nogensinde før. Og så er der HIM, en mystisk film der blander amerikansk fodbold og psykologisk gys, med Jordan Peele som producer. Og lige om lidt får vi Bring Her Back som også virker meget interessant.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at på flere af vores top 3-lister, og uden at vi har koordineret det, er der sneget sig en del gyserfilm ind på dem alle. Det er ikke et bevidst tema – men snarere et klart tegn på, at gysergenren virkelig står stærkt i år.

Hvis du troede, Halloween kun var en enkelt aften i oktober, så har du ikke set 2025’s releasekalender.

Bulder og brag

© 2025 Amazon MGM Studios. All rights reserved.

Men det er ikke kun instruktørerne og gyserne, der dominerer. De store franchisefilm står også i kø til at levere action, nostalgi og popcornmagi i den helt store stil.

Predator: Badlands ser ud til at tage den ikoniske serie i en ny og rå retning, mens Avatar: Fire and Ash bliver James Camerons tredje kapitel i Pandora-sagaen, med endnu mere teknologi og hjerte på spil. Og så kan vi naturligvis se frem til Wicked: For Good, afslutningen på det storslåede musical-eventyr, der allerede i første del viste sig som et visuelt festfyrværkeri.

Skribenternes top 3

Emma Amalie Aggersbo

  1. Bring Her Back

Philippou-brødrene Danny og Michael fik tilbage i 2022 ros for deres gyser Talk to Me fra både anmeldere og publikum generelt.

Nu er de tilbage med en ny gyser, der forhåbentlig kan vække noget gru i tilskuerne i sommervarmen.

Filmen har bl.a. Sally Hawkins (Shape of Water, Wonka) på rollelisten og har premiere i danske biografer d. 31. juli.

  1. A Big Bold Beautiful Journey

Kogonada instruerede tilbage i 2021 den fremragende After Yang og før det den enormt fine Columbus i 2017.

Jeg har været begejstreret for begge, så jeg ser enormt meget frem til at han sender Colin Farrell og Margot Robbie ud på eventyr sammen.

Det kan kun blive finurligt, eftertænksomt og smukt. Den kommer i biograferne til oktober.

  1. Memoir of a Snail

Helt tilbage i 2009 kom stop-motion filmen Mary & Max ud, som var med til at ændre mit syn på hvad stop-motion egentlig kan bruges til; meget mere end eventyrlige familiefilm. Her blev mediet brugt til et melankolsk og eftertænksomt blik på menneskelige relationer, der henvendte sig mere til den voksne end til barnet.

Nu er skaberen af Mary & Max tilbage med Memoir of a Snail, som ser lige så eksistentialistisk ud.

Den blev nomineret til en Oscar for “bedste animationsfilm”, og får dansk premiere 16. oktober.

Kasper Hansen

  1. The Running Man

Jeg er så super basic, når det kommer til film og serier. Misforstå mig ikke – jeg kan sagtens sætte pris på obskure film, der prøver noget nyt.

Men nogle gange skal man bare have sit blockbuster-fix. Og Glen Powells karriere er ikke bare vokset for ham – men også på mig. Jeg har endnu ikke set en film, hvor han har været dårlig – ikke engang filmen i sig selv.

The Running Man ser endda tilpas wacko ud, og jeg glæder mig til at se, hvordan det hele udfolder sig.

  1. Eddington

Da jeg først så traileren til den her, tænkte jeg: Hvad er det her for noget pis? Men efter at have set den et par gange – og egentlig også lige mindet mig selv om, at Ari Aster stod bag den dysfunktionelle, mærkelige – men også mesterlige – Midsommar (som har en vanvittig åbningsscene) – så lod jeg mig betage.

I øvrigt har filmen også et stærkt cast, og jeg er ALL FOR IT!

  1. Together

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men traileren sætter et stort, fedt punktum under, at Dave Franco ikke bare er en komisk klovn og en smart tryllekunstner.

Selvfølgelig ved man ikke, hvad helheden bringer, men den absurditet, Together allerede har givet mig, gør mig så hyped på det her gyserværk. Særligt efter at have set The Substance, der måske sprænger barometeret for absurditet.

Jeg kan nærmest ikke vente!

Kasper Rasmussen

  1. Guillermo del Toros’ Frankenstein

Okay, den når nok ikke helt op på niveau med Robert Eggers’ Nosferatu, men mindre kan bestemt også gøre det.

Guillermo del Toro har drømt om at lave sin version af Frankenstein, siden han første gang stod med et kamera i hånden, og nu er den ENDELIG på vej. Selvom det er en Netflix-produktion, så er jeg sikker på, at Del Toros unikke stil og kærlighed til historien vil skinne igennem. Det her er en film, jeg har ventet længe på, og jeg kan næsten ikke vente med at se resultatet.

  1. One Battle After Another

Paul Thomas Anderson er endnu en instruktør, der aldrig gentager sig selv – ligesom Aronofsky. Men hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke, han er helt så “farlig” som Aronofsky, og derfor lander han på en andenplads på min liste.

One Battle After Another, som får premiere i september 2025, er allerede blevet udråbt som en af årets mest spændende film. Med en imponerende rollebesætning og et budget på over 130 millioner dollars er forventningerne helt i top.

Det bliver spændende at se, om den kan leve op til hypen.

  1. Caught Stealing

Hvad kan jeg sige? Darren Aronofsky er en af mine absolutte yndlingsinstruktører.

Han kan godt variere lidt i kvaliteten, men én ting er sikkert: han er altid uforudsigelig og laver aldrig den samme film to gange. Det er nok også derfor, han flere gange har sagt nej til Marvel. Historien i Caught Stealing lyder vanvittigt underholdende, og traileren lover en film, der både er sjov, spændende og fyldt med kant.

Jeg glæder mig virkelig til at se, hvad han har fundet på denne gang.

Lasse Bjørnsten Rasmussen

  1. Tron: Ares

Selvom jeg ikke har et særligt stort forhold til Tron-filmene, har jeg en kæmpe kærlighed til soundtracket til Tron: Legacy, som er komponeret af den bedste elektroniske musikduo, Daft Punk.

Om Ares kan formå at have et lige så svedigt soundtrack, kan vi kun gætte på, men jeg er overordnet ret spændt på filmen, da stilen i de tidligere er interessant og unik.

  1. The Life of Chuck

Endelig kommer den her film i biografen i Danmark!

The Life of Chuck har fået virkelig god omtale i udlandet, og den lyder til at være lige præcis det, vi har brug for lige nu. En film om en simpel mand med et simpelt liv, som kommer igennem både gode og dårlige oplevelser. En helt nede på jorden fortælling – hvilket jeg hungrer efter.

Jeg glæder mig til at se Tom Hiddleston i noget andet end en Marvel-film, og jeg håber, at al den gode omtale ender med at blive indfriet.

Det bliver spændende at se, om den kan leve op til hypen.

  1. Weapons

I 2022 var en af årets bedste film The Barbarian. Nu vender instruktøren tilbage med sit næste projekt, Weapons.

En gyserfilm om en gruppe børn, der er forsvundet – og… så sker der selvfølgelig en masse ting.

Jeg har ret stor tiltro til, at Zach Cregger leverer endnu en fremragende gyser, og det er helt klart den film, jeg glæder mig mest til lige nu og håber bliver en succes.

Simon Buris Klavsen

  1. Predator: Badlands

Vi har allerede fået en Predator-film i år, i den animerede Killer of Killers, som en stærk kandidat til årets animationsfilm!

Badlands vil være en efterfølger til 2022’s Prey, som måske er den bedste liveaction Predator-film vi har fået?! Og er denne gang sat i en anden verden end jorden.

Så forventningerne er store, når Badlands får premiere!

  1. Mortal Kombat 2

GET OVER HERE!

Hvis der er noget jeg aldrig vil tilgive Corona for, var at lukke alle landets biografer, da den første Mortal Kombat-film skulle til at udkomme! Kæft, den gad jeg gode have set på det store lærred!

Men! Til efteråret, får jeg forhåbentligt muligheden for en revanche, når Mortal Kombat 2 har premiere! Denne gang med et endnu større cast, og flere ikoniske karaktere fra de legendariske spil! Særligt Karl Urban som skuespiller og actionstjerne: Johnny Cage!

© 2025 Warner Bros. Pictures. All rights reserved.
  1. Guillermo del Toro’s Frankenstein

At sige jeg var begejstret, da jeg fandt ud af, at en af mine yndlings instruktører: Guillermo Del Toro, skulle instruere denne gyser klassiker, ville være en underdrivelse!

Del Toro er en sand mester i visuel horror og stemning! Jeg tror faktisk ikke der findes et mere perfekt match, når det kommer til at filmatisere Mary Shellys udødelige klassiker!

Og efter at have set traileren, så er mine forventninger kun blevet endnu højere. Jeg kan ikke vente med at se Oscar Isaac, i rollen som videnskabsmanden Victor Frankenstein, der i sin søgen efter livet, skaber døden.

Det ENESTE der er lidt synd, er at det er en Netflix produktion, men jeg har en lille forhåbning om, at den vil blive vist i biografen i en begrænset periode.

© 2025 Netflix. All rights reserved.

Henrik Brandt

  1. HIM, Together & Weapons

Ja, jeg snyder lidt og sniger tre film ind på tredjepladsen – men jeg kan simpelthen ikke vælge.

De her tre gyserfilm har allerede kriblet under huden på mig i meget lang tid. Deres trailere? Fuldstændig fænomenale! Ikke fordi de afslører for meget (tak for det – *host* Jurassic World: Rebirth), men fordi de pirrer, driller og efterlader én med spørgsmålstegn i øjnene. Men på den helt rigtige måde.

Der er noget ved stemningen, mystikken og uvisheden i hver af dem, der bare sætter sig fast – og jeg elsker det.

  1. Bugonia

Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvor meget jeg holder af Yorgos Lanthimos. Han er en af de mest fascinerende, forstyrrende og originale filmskabere derude – en sand mester i det absurde og det menneskelige.

Bugonia ser præcis så bizar, tankevækkende og foruroligende ud, som man kunne håbe på. Det ligner endnu en film, der vil skubbe til vores virkelighedsopfattelse, og jeg glæder mig vanvittigt til at dykke ned i, hvad end det er, Lanthimos har skabt denne gang.

Hans hjerne er et mærkeligt, vidunderligt sted – og jeg vil gerne med på rejsen.

  1. Guillermo del Toro’s Frankenstein

Del Toro har gennem årene lavet både hits og… mindre hits.

Men når han rammer rigtigt, rammer han magisk. Og hans kommende version af Frankenstein føles som det perfekte match mellem mand og materiale. Hvis han formår at kombinere det mørkt eventyrlige fra Pans Labyrint med det visuelle tryk og tempo fra Hellboy eller Blade 2, så står vi potentielt med en moderne gyserklassiker.

Han er mesteren i at forene det fantasifulde, det sørgmodige og det monstrøse – og det er jo præcis dét, Frankenstein handler om.

Det kunne gå hen og blive en (næsten) lige så stor oplevelse som Eggers’ Nosferatu – og dét siger ikke så lidt.

© 2025 Netflix. All rights reserved.

Afsluttende ord

Der er noget helt særligt ved et filmår, hvor alt synes at kulminere i anden halvdel. 2025’s afslutning lægger op til at blive både intens, følelsesladet, mørk, spektakulær og uforudsigelig – med store navne, ikoniske figurer og foruroligende fortællinger, der sætter punktum for et allerede mindeværdigt år.

Så ja – vi havde en fremragende start på året. Men det ser ud til, at niveauet fortsætter året ud.

Vi ses i biografmørket – igen og igen.

Henrik Brandt

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder


Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.

Mest læste i dag

The Game Awards får drøje hug af seerne

Nyhed

December 13, 2025

The Game Awards får drøje hug af seerne

Sandfall viser, at store resultater ikke altid kræver AAA-budget

Nyhed

December 13, 2025

Sandfall viser, at store resultater ikke altid kræver AAA-budget

De bedste spiloplevelser på mørke vinteraftener

toplists

December 15, 2025

De bedste spiloplevelser på mørke vinteraftener

Nyt Alien-spil under udvikling

Nyhed

December 13, 2025

Nyt Alien-spil under udvikling

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk