Landsholdsspiller guider dig til de tre bedste computerspil i Warhammer-universet
June 18, 2023
Christoffer Karlsmose repræsenterede Danmark, da vi vandt verdensmesterskabet i Warhammer: Age of Sigmar i Holland. Hardwire har sat ham i stævne for at få hans anbefalinger til de bedste Warhammer-spil til computeren
Warhammer-universet fra Games Workshop har i de sidste 40 år sat gang i plastikfigurs-krige over bordplader verden over. Men det er ikke kun på bordet, at du kan kaste dig ud i de store Warhammer-universer. Universet har også bredt sig over en lang række computerspil.
Hardwire har talt med Christoffer Karlsmose, der for nylig har vundet verdensmesterskabet i figurspillet ‘Warhammer: Age of Sigmar’, om hvilke der er de bedste.
Honorable mention:
Inden vi kommer til selve listen over de bedste spil i det højtelskede Warhammer-univers, vil Christoffer Karlsmose gerne slå et slag for ‘Warhammer Age of Sigmar: Realms of Ruin’, der endnu ikke er udkommet.
“Spillet foregår i det univers, som vi også spiller med figurer, nemlig ‘Warhammer: Age of Sigmar’. Det ligner, at spillet kommer til at minde om ‘Dawn of War’-titlerne, hvilket jeg utroligt godt kan lide,” siger Christoffer Karlsmose.

3. Warhammer Online: Age of Reckoning
Warhammer Online: Age of Reckoning kom for snart 15 år siden, og selvom det ikke længere officielt bliver understøttet, er der stadig private servere, hvor man kan spille spillet.
“Spillet udkom som konkurrent til ‘World of Warcraft’ i MMORPG’ens storhedstid. Det var et super fedt spil, fordi verden var så stor. Det var en verden, man havde læst om i de bøger, der hørte med til spillet, og det var fantastisk pludseligt at gå rundt i dem. Man følte sig som en del af noget større,” siger Christoffer Karlsmose.

Warhammer: Total War-serien
I alt er der tre forskellige Warhammer: Total War-titler. De indtager en samlet andenplads på Christoffer Karlsmoses liste over de bedste Warhammer-spil til computeren.
“Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvor fedt det ville være, hvis der blev lavet et Total War-spil med udgangspunkt i Warhammer-universet. Jeg kiggede ofte på landkortene i regelbøgerne til figurspillet og tænkte på, hvor fedt det ville være at tage ud og erobre land i den verden.
Det er nogle utroligt gennemførte spil, hvor skalaen bare er enormt stor. Der er mange timers underholdning i de spil,” fortæller Christoffer Karlsmose.

Warhammer 40.000: Dawn of War I & II
På førstepladsen finder vi de anmelderroste Dawn of War-spil. Begge spil tager udgangspunkt i Warhammer 40.000, hvor dæmoner, rumvæsener og mennesker ligger i en evig intergalaktisk krig med hinanden.
“Både Dawn of War I og II er genredefinerende. Det er et klassisk realtime strategy game (RTS), men i stedet for et meget stort fokus på basebygning, er det mere squad-baseret (fokus på enkelte enheder red.).
Man skal stadig bygge baser, men det var den livlige slagmark, der var det vigtigste.
Man skal hurtigt ud og erobre terræn, og man var i kamp fra start til slut. Personligt er ‘Dawn of War I’ nok min favorit. For mig er det et meget nostalgisk spil, og jeg kan rigtig godt lide den klassiske RTS-stil som særligt den første udgave af spillet har,” siger Christoffer Karlsmose.


Mest læste i dag
Film & Serier
October 14, 2026
Fire Beatles-film på én dag og et specifikt krav fra Paul McCartney
Anmeldelse
October 14, 2026
VisionQuest-anmeldelse – Inside Out, hvis følelserne var morderiske AI’er
Nyhed
October 15, 2026
GTA 6 skulle have været langt større – Rockstar droppede dele af to kontinenter
Film & Serier
June 24, 2026
The Drama lander snart på streamingtjeneste
© Copyright - arkaden.dk

