Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Ubisoft lancerer blockchain spil!

Foto: Ubisoft

Af Anders Isaksen
30 oktober, 2024

Er du ikke til digitale aber? Hvad så med digitale træfigurer?

Det er svært at bebrejde nogen for at tænke, at Ubisoft har nået et punkt, hvor de kaster alt op i luften og håber, at noget bliver hængende. Det seneste skud på stammen er noget så usædvanligt som et blockchain-spil.

Spillet hedder Champions Tactics: Grimoria Chronicles og er et turbaseret kampspil, som mest af alt minder om Darkest Dungeon, men med en PVP-tilgang og figurer i træ. Spillet fremstår som en slags bingo-plade af  generisk indhold; lige fra titlen til selve gameplayet virker det, som om en AI har skullet producere en ide til til et spil der hurtigst muligt kunne udvikles så man kunne komme i gang med at sælge NFT figurer.

Foto: Ubisoft

For det er netop dét, spillet i sidste ende handler om: at købe figurer, og ovenikøbet sammensmelte dem. Som spiller starter du med tre figurer og kan vælge en ekstra, før den vilde jagt på flere og bedre figurer sættes i gang.

Disse figurer bruges til at kæmpe mod andre i både rangerede og urangerede kampe – eller mod bots, hvis man foretrækker det. Kampene er, som nævnt, turbaserede, hvor hver spiller vælger en evne til hver figur. Terninger rulles, et “sten, saks, papir”-lignende system tager højde for elementerne, og derefter ser man figurerne støde sammen på skærmen – som var det håndlavede træfigurer, der blev slået ind i hinanden.

Foto: Ubisoft

Men galskaben når nye højder, når man tager et kig på spillets markedsplads og ser priserne. I skrivende stund ligger den dyreste figur til en svimlende pris på 64.000 dollars. Ja, du læste rigtigt: 64.000 dollars for en fuldstændig ligegyldig digital træfigur.

Foto: Ubisoft

Spillet blev lanceret. Jeg prøvede det så I ikke behøver. Selv tak.

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.





© Copyright - arkaden.dk