Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Udviklerne bag Blood of Dawnwalker vil fokusere på kvalitet!

Foto: Rebel Wolves

Af Kasper Hansen
16 februar, 2025

"Bigger is better" er noget, mange studier mener – jo mere indhold, jo flere timer og dermed også et bedre spil. Sådan ser Rebel Wolves dog ikke på tingene.

Kan I huske, da vi for en lille måneds tid siden så en ret flot cinematisk trailer for Blood of Dawnwalker?
Hvis ikke, så kan jeg fortælle, at det er Rebel Wolves’ kommende spil, som er dystert og bygger en historie op omkring vampyrer. Nogle vil måske mene, at der er lidt Witcher-vibes, og det giver god mening, da en af udviklerne bag The Witcher 3: Wild Hunt er grundlægger af det nye studie samt den bærende kraft bag Blood of Dawnwalker.

Konrad Tomaszkiewicz var ikke kun en stor del af The Witcher-spillene, men var også med under udviklingen af Cyberpunk 2077. Og i 2022 stiftede han så sit eget studie med belligenhed i Polen. Det blev til navnet Rebel Wolves.

I et nyligt interview med GamesRadar satte Tomaszkiewicz’ bror, Mateusz, sig ned for at tale om den kreative vision for Blood of Dawnwalker og afslørede studiets fokus på kvalitet frem for kvantitet.

Kvalitet frem for kvantitet

Rebel Wolves’ repræsentant, Mateusz Tomaszkiewicz, forklarede, at Blood of Dawnwalker ikke er et gigantisk spil målt på indhold og spilletimer – men det har stadig en solid størrelse. Som studiets debutprojekt er det mindre ambitiøst, end man måske ville forvente.

I interviewet afslørede Mateusz, at Blood of Dawnwalker vil have en historie, der strækker sig over cirka 30-40 timer – langt fra de 100 timer, som en gennemsnitlig gennemspilning af The Witcher 3: Wild Hunt fra 2015 krævede.

Men det er helt bevidst. Rebel Wolves fokuserer ikke på at overvælde spilleren med et hav af indhold og valgmuligheder, men derimod på at skabe en oplevelse, der virkelig skinner.

Når det kommer til kvalitet, sigter vi helt klart efter AAA-niveau, for det er der, vi kommer fra – kvaliteten fra The Witcher 3.

Vores spil er bestemt ikke lige så store, når det gælder mængden af indhold og antal spilletimer – vi er et mindre studie, og dette er vores første projekt, så vi bygger helt klart noget mindre. Men vi vil skabe noget lige så solidt kvalitetsmæssigt, måske bare en smule kortere.

Rebel Wolves’ repræsentant Mateusz Tomaszkiewicz i interview med Gamesradar

Vampyrer med en anderledes oprindelse

I et andet interview med Game Rant har den narrative instruktør Jakub Szamalek også talt om deres lidt anderledes tilgang til den generelle lore, man kender fra de forskellige vampyrsagaer set i film. Han nævnte bl.a., at vampyrer ikke er blevet udforsket nok, når det kommer til spilbranchen, og at de ser en mulighed for at bringe noget nyt og spændende til genren.

Szamalek fremhævede, hvordan de har arbejdet på at skabe en unik vampyrmytologi, der adskiller sig fra de klassiske skildringer, vi kender fra film og tv-serier, og hvordan de ønsker at give spillerne en dybere og mere kompleks oplevelse.

Vi følte, at vampyrer er underudforsket, og det er en skam, for, ja – er vampyrer ikke seje? Dog er vi også klar over, at vampyrer er udforsket meget i andre medier, og vi risikerer at blive afledte og kedelige. Derfor har vi lagt stor vægt og opmærksomhed på at skabe vores eget, unikke vampyrmytologi, dybt forankret i virkelige mytologier. Jeg vil ikke afsløre for meget, men vores vampyrers oprindelse og skæbne er vildt anderledes end det, du har set i andre vampyrhistorier.

Rebel Wolves narrative instuktør Jakub Szamalek i interview med Game Rant

Rebel Wolves har antydet, at hver quest – uanset om det er hoved- eller sidemissioner – vil være på en eller anden måde knyttet til spillets historie. Og når det kommer til sidemissioner, er det ikke bare fyld. Rebel Wolves vil implementere dem dynamisk og naturligt, så de går hånd i hånd med selve den historie, der bliver fortalt.

Det betyder, at selv dem, der normalt ikke engagerer sig i sidemateriale, måske ender med at gøre netop det for at opleve alt, hvad historien har at byde på.

Den ledende princip i vores udviklingsproces er, at alt, hvad vi gør, skal tjene formålet med at fortælle historien, berige fortællingen og få spillerne til at blive endnu mere opslugt af spillets verden. Vi fylder ikke vores åbne verden med indhold, hvad enten det er quests, interessante steder eller mindre aktiviteter, der ikke er knyttet til historien om Coens quest for at redde sin familie, rødderne til den usete verden, hvor vampyrer og andre nattevæsner stammer fra, eller historien om Vale Sangora selv.

Rebel Wolves narrative instuktør Jakub Szamalek i interview med Game Rant

Dette dark fantasy-spil lader spillerne udforske en dyster verden fuld af vampyrer. Rebel Wolves’ første trailer imponerede alle og gav et forsmag på et spil med masser af potentiale.

Hvornår vi får denne debut at se er endnu ukendt. Men set fra mit eget perspektiv, glæder jeg mig utroligt meget til at følge med i udviklingen.


Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.





© Copyright - arkaden.dk