Ad Banner
Ad Banner

Feature

Ung spiludvikler nomineret til Tomorrow’s Awesome Games

Af Morten Vilstrup Pedersen
13 februar, 2025

Tomorrow's Awesome Games showcase løber af stablen under dette års Copenhagen Games Week

Tomorrow’s Awesome Games Showcase (TAGS) er en begivenhed, der samler de bedste og mest talentfulde i spilindustrien. Missionen er at hjælpe morgendagens lovende talenter og udviklere i spilbranchen. I denne ånd er der også et særligt fokus på spil fra studerende rundt omkring i det danske land. Der er dog nogle krav der skal overholdes jf. TAG’s hjemmeside.

Krav til studerende

  • Kun studerende på danske uddannelser kan deltage.
  • Dit spil skal være spilbart og kunne prøves af publikum under Copenhagen Gaming Week 2025.
  • Spillet kan være til enhver platform, og det er ligegyldigt, om det er en prototype, beta, vertikal slice eller allerede lanceret.
  • Den eneste begrænsning er, at hvis dit spil allerede er lanceret offentligt, skal det være lanceret efter februar 2024 for at være kvalificeret. (Så det har været lanceret i mindre end ét helt år).

Hvordan er det at være spiludvikler?

En af disse unge talenter er Mathias Jung Davidsen. Mathias er nomineret i Student kategorien med sit eget spil Torchless, som er et 90’er inspireret RPG-spil. Rigtig old school. Spillet er ifølge Mathias selv et dystert og upoleret horror spil, hvor fokus er på virtuel æstetik, atmosfære og tekstbaseret progression.

Jeg var så heldig at Mathias ville dele ud af hans erfaringer og hans historie.

Hvem er Mathias Jung Davidsen?

Mit navn er Mathias Jung Davidsen, jeg er 22 år, og er lige dimitteret som datamatiker hos Dania Campus Grenaa. Jeg har altid elsket spil og har siden 8.-9. klasse været på en mission om at lave mine egne. Det var netop derfor jeg valgte at studere hos dem. Derudover har jeg også en HTX gymnasial uddannelse.

Hos Dania er dog der, hvor jeg virkelig har haft mulighed og tid til at arbejde på og med spil. Heriblandt Torchless som blev mit praktikprojekt under iværksætterpraktik i eget firma ved navn Ink Eclipse Studio.

Det er stadig det jeg arbejder på i øjeblikket.

Hvilke spil har inspireret dig til Torchless?

Det er en lang liste. Mange af spilelementerne og funktionaliteterne stammer fra ældre spil som sjældent ses i dag. Især dungeon crawler spil og rollespil spillet gennem et konsol vindue. Et godt eksempel er på et af disse dungeon crawlers er Wizardry-serien.

For atmosfæren har jeg taget stor inspiration fra moderne spil. Især et spil ved navn Fear & Hunger. Jeg elsker verdener og fortællinger, hvor spillerens karakter ikke er unik, og hvor verdenen ikke holder tilbage.

Andre indflydelser har været eksempelvis Darkest Dungeon, Loop Hero og Buckshot Roulette

Hvad er dit eget personlige favorit spil?

Jeg har mange som jeg holder af, men vil dog altid have en speciel plads i hjertet for Pokemon-serien. Den har betydet meget for min barndom, mener jeg. Derudover elsker jeg også sindssygt meget Divinity Original Sin 2. Smuk smuk verden og karakterer. Vampire Survivors og tidligere ovennævnte spil nyder jeg selvfølgelig også fra tid til tid.

Er der tid til at spille med venner, så er det dog League of Legends.

Torchless under udvikling af Mathias Jung Davidsen – Foto af: Dania Erhversakademi / Mathias Jung Davidsen

Lå det hele tiden i kortene at dit fokus ville være spiludvikling eller ser du andre muligheder i din uddannelse?

Det har lidt føltes sådan i lang tid. Jeg har ikke haft mange andre hobbier udover det siden jeg begyndte. Det blev en stor del af min identitet. Jeg er dog også begyndt at få flere fysiske hobbier igen, og det har jeg nydt meget. For eksempel har det at samle og spille Pokemon kort, samt Yu-Gi-Oh bragt mig meget glæde.

Det føler jeg også kunne være spændende at udforske mere, og se om det måske også kunne være noget for mig. Hele den industri.

Hvor langt føler du, at du er med Torchless?

Haha, ikke langt, desværre. Synes rollespil genren er svær. Ikke meget kan genbruges, så der skal hele tiden arbejdes på nyt content at finde og opleve. Dog er der mange af de store systemer på plads. Det vil sige at jeg kan begynde mere på content samt world building.

Hvordan har du prioriteret balancen mellem spiludvikling og uddannelse? Jeg forestiller mig du også har lagt en masse fritid i det.

Helt klart. Størstedelen af udviklingen har været fritid. Men det føles langt størstedelen af tiden ikke som arbejde, da det er ens eget projekt, og man selv har muligheden for at vælge hvordan det skal tage form.

Har altid nydt selv at kunne styre min tid. Den type frihed betyder meget for mig.

Hvordan reagerer din omgangskreds? Har du mødt fordomme?

Ikke af hvad jeg kan huske faktisk. Alle har været meget støttende og har virket super interesseret, også selv dem som ikke har stor interesse for it eller spil. Det synes jeg har været rart. Føler mig virkelig heldig.

We’re going old school – Foto af: Dania Erhversakademi / Mathias Jung Davidsen

Hvad ser du som den største udfordring for en solo-spiludvikler?

Tror det er et meget typisk/klassisk svar, men føler det at færdiggøre ens projekt er den største udfordring. Når man når forbi den første bølge af kærlighed og spænding, så begynder man at se alle fejlene. Fejl, som du kun ser som udvikler. På et eller andet tidspunkt begynder man måske at kede sig, eller måske endda hade det. Det er der, man virkelig bliver udfordret som udvikler, og som får sin disciplin testet.

En anden er også det at finde tid. Jeg ved at mange derude bare ikke har det i deres travle hverdag. Føler mig også heldig når det kommer til det, men har helt klart også gjort mig en masse fravalg gennem mit liv som har købt mig den tid.

Hvis du kunne vælge et dansk spilstudie, du godt kunne tænke dig at arbejde for, hvilket skulle det så være?

Tror jeg ville vælge Ghost Ship Games for deres kæmpe bidrag til den danske spil scene. Man kan virkelig mærke at de har en kærlighed for det de laver.

Eller Playdead for deres helt vildt flotte spil og kreative world building. Det er kun Playdead som kan lave de spil de laver.

Et stort tak til Mathias for at give sig tid til at give os et indblik i hvordan det er at udvikle et spil i disse tider. Et stort held og lykke skal lyde til ham og de andre nominerede.

Morten Vilstrup Pedersen – Skribent & Anmelder


Morten har en bachelor i Engelsk, og arbejder til daglig med Salg og Service i det mørke Jylland. Hans allerførste rigtige spiloplevelse var Pokemon Blå på tysk i de glade GameBoy dage. Det rangerer også ret højt på listen over yndlingsspil, men nr. 1 må absolut være Neverwinter Nights. Alt, der kan games på skal der games på, og han ejer derfor både PC, Xbox, PlayStation og Switch.





© Copyright - arkaden.dk